Vaesen – Ostara, Eostre, Forårsjævndøgn og Equinox

I tv-serien Equinox (som er en filmatisering af podcasten Equinox 1985 fra Danmarks Radio) følger vi en radiovært, som render på ældgamle forestillinger om forårsgudinder, påskeharer og frugtbarhedsritualer i noget, som minder både om filmene The Wicker Man (1973) og Midsommar (2019), der begge er en del af folk-horror genren, hvor man bygger en gyselig historie op over almuens overtro og forestillinger – og det er oplagt at se på det i relation til rollespillet Vaesen – Nordic Folk Horror. I det følgende vil jeg først gå historisk til værks og kigge på, hvor forestillingerne om Ostara stammer fra, og bag efter vil jeg kigge på, hvordan det kan bruges i Vaesen. Hvis du er nysgerrig efter, hvor Equinox har sine ideer, så læs med her.

Eostre og Ostara

Ostara er en forårsgudinde associeret med (påske)haren og (påske)æg, som opstod i 19. århundrede, og forestillingerne om Ostara er udbredte blandt neopagans eller nyhedninge, som trækker på germansk, britisk og skandinavisk kultur i deres religiøse forestillinger. Dyrkelsen af Ostara kan spores tilbage til det 20. århundrede.

Det hele begynder med Jacob Grimm, den ene af de to brødrene Grimm, som ikke kun beskæftigede sig med folkeeventyr men også med de germanske sprog og med nordisk og germansk mytologi. I hans Deutsche Mythologie fra 1835 præsenterer han den tanke, at der i germanske områder på kontinentet har været dyrket en gudinde med navnet *Ostara (og det er en rekonstruktion, så derfor sættes der en stjerne foran navnet; det viser, at vi ikke har nogen kildetekster, hvori navnet optræder, men at det er rekonstrueret ud fra grammatiske regler). Tesen om *Ostara baserer Jacob Grimm på en langt ældre tekst, og vi skal nu tilbage til 700-tallet.

I 725 forfatter Beda den Ærværdige, en britisk munk, værket De Temporum Ratione – Om tidens opregning – som handler om kalendere, og om den beskriver solens og månens og årets gang (alt sammen naturligvis baseret på en model om at jorden er rund), og tidsmåling er vigtigt, da man skal kunne fastsætte påskens placering korrekt, så årets vigtigste helligdag kan fejres. Påskeberegninger er således vigtige, og Bedas værk bliver en betydningsfuld tekst i middelalderen, hvor den kopieres mange gange og udbredes vidt omkring (Beda den Ærværdige er desuden kendt for hans værk om Anglerfolkets kirkehistorie).

I bogen om tidsmåling præsenterer Beda også månedernes navne, som de eksisterer på hans tids engelsk, og han forklarer navnenes betydning. Nogle af månedsnavnene har  særligt fanget eftertidens interesse, da de peger på religiøse, ikke-kristne forestillinger blandt anglerne, som ellers ikke ville kendt, og det er blandt andet Eosturmonath og Hredmonath, som ifølge Beda henholdsvis er opkaldt efter gudinden Eostre og gudinden Hreda. Hredmonath svarer til marts, og Eosturmonath svarer til april, og ifølge Beda er måneden opkaldt efter Eostre, hvis ære fejres i denne måned (Andetsteds kommer Beda også ind på nogle skikke, der ligeledes fænger folks opmærksomhed og fantasi, men hvis betydning effektivt set er ukendt, så som Modranect – Mødrenat – og det vil jeg ikke komme yderligere ind på her).

Fra et sprogligt synspunkt er navnet Eostre beslægtet med East/Øst/Ost, og det er igen associeret med ordene med morgenrøde såsom ordet Aurora, og på den baggrund er det i moderne tid blevet antaget, at Eostre derfor er associeret med solens opdukken (både ved daggry og ved forårets skæringspunkt – forårsjævndøgn), og det hænger fint sammen med det engelske ord Easter – påske. Selve ordet påske kommer af det latinske pasca, som igen har sine rødder i det hebraiske pesach. Ordet påske er kommet ind i de nordiske og germanske sprog gennem kristningen af de tyske og nordiske egne fra frankiske missionærer, men der er to undtagelser, idet de germansk-talende englændere har ordet Easter og at man i sydtyske egne kan finde det højtyske ord Ostermonat. De to egne, hvor man kan finde Eosturmonath og Ôstarmânoth (ældre variant af Ostermonat) er geografisk afskåret fra hinanden, og i landområder, der ligger imellem, bruger man lokale germanske varianter af order påske. På den baggrund har det været antaget, at der måtte være et ældre substratum af hedenske skikke i det hele det germansk-talende område, hvor man hædrede en ‘Eostre’-gudinde. Det er imidlertid en dårligt understøttet tese, hvorfor den inden for historieforskningen er kritiseret fra flere vinkler. En anden enkel forklaring er derfor følgende:

Det følgende bygger på Philip A. Shaw: Pagan Goddesses in the Early Germanic World (2011), og kort fortalt er hans tese: I det store fællesgermanske område (England, Norden, kontinentet) varierer månedernes navne lokalt, og de er knyttet til lokale guddommes navne. Da Beda nedfælder de engelske navne er hverken Hreda eller Eostre navne, der dækker hele det germanske område, men derimod lokale sted- og gudnavne. For Eostres vedkommende er hun gudinden for en lokal gruppe i Kent, som er ‘dem der bor østligt’ (ligesom hvis du for eksempel boede i Østby). På kontinentet kan man tilsvarende finde navne for gudinder, særligt den trio, der man kalder ‘matronerne’, som er tre gudinder/mødre, som optræder på monumenter mange steder i de tysktalende egne gerne områder, som var under romersk indflydelse. På monumenterne giver man dem tilnavne, der signalerer hvilken egn, de er tilknyttet (ligesom oldtidens romere og grækere gav guderne tilnavne for at signalere, om en given guddom var knyttet til en bestemt bystat eller egn), og tilnavnene kan være lokale eller regionale alt efter hvor stort et område, som matronerne var tilknyttet. Et sådan tilnavn er matronae Austriahenae, som er et lokalt navn for ‘nogle som bor østligt’. Det er således ikke unormalt, at man bruger ‘østlig’ om en lokalbefolkning og deres gudinde(r), og den praksis er opstået mere end et sted (både i England og Tyskland). Shaws tese fortsætter ydermere med, at da Bedas værk er et betydningsfuldt værk i middelalderen, og det bruges af tyske missionærer i sydtyske egne, så bliver det formativt for brugen af ordet ‘ostarmonat’. På samme måde i England har de kristne (allerede inden Beda nedskriver sin kalender) valgt at bruge Eosturmonat for påskemåneden, og således kommer Easter til at være betegnelsen for påske, og en lokal betegnelse får derigennem en langt større udbredelse.

På den baggrund har der været en lokal guddom i Kent, som hed Eostre, og hvis navn er blevet forbundet med de kristnes påskefest, og derfra har navnet spredt sig til områder uden for Kent og uden for dyrkelsen af Eostre. Der har således ikke været en *Ostara eller en særlig forårsgudinde, som Jacob Grimm foreslog. Efterfølgende bliver forbindelsen mellem påskeharen, påskeæg og *Ostara konstrueret op gennem 1800-tallet, da man forsøger at forklare ophavet til skikkene omkring påskeharer og påskeæg og samtidig at forklare, hvem *Ostara er. Tilsvarende er der heller ikke nogen sammenhæng mellem babylonske Ishtar og engelske Easter. Den sammenkobling er hovedsageligt foretaget i det 20. og 21. århundrede med det formål at delegitimere kristendommen ud fra en antagelse om, at hvis man kan påvise, at kristendommen har ‘lånt’ sine elementer fra andre religioner, så må den være ‘falsk’ eller illegitim. Den fejlagtige Ishtar/Easter-tolkning vil jeg ikke komme ind på yderligere. Påskeæg og påskeharer bliver et indlæg til en anden gang.

Opsummering

*Ostara er en tolkning Jacob Grimm foretog på baggrund af Bedas omtale af måneden Eosturmonat og eksistensen af den tyske Ostarmonat. Da først *Ostara er blevet foreslået begynder folk at tilknytte påskeskikke til gudinden, og senere er nyhedninge med til at give *Ostara stadig mere liv i takt med at de opbygger deres religiøse forestillinger.

Koblingen med påske og indirekte forår har fået bundet *Ostara op på forårsjævndøgnet i et forsøg på at konstruere en model, hvor årets fire hjørner gives hver deres betydningsfulde rite.

Eostre er navnet på en lokal gudinde, som er blevet fejret i et område omkring Kent, og som de lokale har opkaldt en måned efter, som er løst sammenfaldende med påsken. For kristne missionærer er det blevet en måde at betegne påsken, hvor man har forsøgt at bruge lokalbefolkningens udtryk for at gøre det lettere forståeligt, og ordet Easter og Ostarmonat har derefter fået sit eget liv.

Eostre og Ostara i rollespillet Vaesen

Vaesen – Nordic Horror Roleplaying bygger på eksistensen af folklorens væsner, og kun i et mindre omfang er modstillingen mellem dem og kristendommen et element i Vaesens univers (selvom yderligere materiale omkring meta-plottet i kommende udgivelser nok vil uddybe også dette element), og ideen om fordums guder og glemte guddomme er ikke et element i spillet (men et tilbagevendende motiv i mange folk horror historier), og det passer mig fint ikke at blande alle elementer ind i spillet. Således vil jeg ikke præsentere Eostre eller Ostara som dæmoner eller guddomme i Vaesen.

I stedet vil jeg trække på elementer allerede præsenteret i Vaesen.

• I Skogaby, Sverige, er en kult af Free Ones/De Fria (jf. scenariesamlingen Something Wicked), som hver påske i smug, mens resten af landsbyen er til påskegudstjeneste, samles om det gamle træ midt på landsbyfælleden. Her ofrer de harer til den Askefroa/Ash Tree Wife (Vaesen side 129), som har hjemme her. Særligt udvalgte belønne hun med frugtbarhed i form af æg, som kan gøre mennesker og dyr gravide eller sikre en god høst. For nylig er en ny skovfoged kommet til egnen, og han har på vegne af den lokale herremand forbudt jagten på harer, og kulten af De Fria har fået det svært ved at skaffe offergaver til Askefruen.
• Filologen Øjvind Estertat er inspireret af Jacob Grimms forskning rejst fra København til Norge for at grave i rødderne til sin norske slægt, og han har altid været fascineret af de gamle ord og udtryk, som flere af hans forfædre gjorde brug af. Sporene har ledt ham til Østre Toten, og det sidste man har hørt fra ham er et forvirret telegram, som nåede frem, inden et pludseligt stormvejr ødelagde telegraflinjerne. Hvad er det for en forårsjævndøgnsfest, som Øjvind omtaler i sit telegram, hvad betyder de runer, som overalt er ristet på hans slægtsgård, og hvillen hemmelighed er Øjvind uforvarende stødt på? Har engelske missionerende munke bragt Eostremonat til egnen for 800 år siden?
• Den prøjsiske folklorist Edna Auster har med nærstuderet Deutsche Mythologie, og hun har på sine rejser i Sønderjylland fundet og fanget en skogsrå/Wood Wife (Vaesen side 164) og bragt den i al hemmelighed til Königsberg Universitet. Edna har den vrangforestilling, at skogsråen er en manifestation af Ostara, og hun er nu ved at etablere en loge eller kult blandt sine studerende, hvor de vil hædre Ostara ved forårsjævndøgn. Hver af de studerende ledt på afveje af Edna og under indflydelse af den tilfangetagne skogsrå er begyndt at udtrykke deres Ostara-dyrkelse på stadig mere mærkelig maner. Malerierne af påskeæg og de opsprættede harer er blot i den milde ende af skalaen, og situationen eskalerer i takt med, at forårsjævndøgn kommer stadig nærmere. Tilkaldt af en lektor på Königsberg universitet er det op til Selskabet at finde ud af, hvad der foregår og hindrer at vanviddet i Ostara-kulten forårsager for store ulykker.

I stedet for at konstruere en hedensk guddom til Vaesen har jeg valgt at bruge forestillingerne i 1800-tallet om *Ostara til at skabe scenarie-oplæg, som trækker på den allerede etablerede mytologi i Vaesen. Forestillinger om hedenske guder bliver projiceret over på folklorens væsner, som sammen med mennesker navigerer et rum, hvor forestillinger om hedenskab former forholdt mellem væsner og mennesker.