Folketroen i 1800-tallet omkring spøgelser og andre overnaturlige ting er ofte anderledes end hvad moderne gyserfilm og populære genfortællinger om spøgelser på herregårde vil give indtryk af. Historierne indsamlet af Evald Tang Kristensen i sidste del af 1800-tallet har en anden karakter, end man ville forvente. Det følgende er en række historier om spøgelser og hørfrø. Ofte er hørfrø ikke noget, man hører om som våben mod spøgelser eller det overnaturlige, men frøene har en effekt, som det i de nedenstående historier vil kunne ses. For rollespillere af særligt rollespillet Vaesen vil det have interesse.
Det var i Nörbeg, der var en mand, som gik igjen, og han vilde gå i huset der, som han havde boet, det stod bag ved præstens have, men er ragt ned nu, ikke bedre a véd. De kunde jo ikke have ham der, og de prøvede at strø hørfrø der, hvor de vidste, han kom over, og så brålld han
Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – femte afdeling: Spøgeri og gjenfærd (1897)
Dansk folketro i 1800-tallet har stærke forbindelser til folketroen i Europa. De samme motiver optræder i Norge, Sverige, Tyskland og England, og der kan trækkes tråde længere ud i verden. Et motiv gengivet i folklore og folkeeventyr flere steder er det, hvor en genganger eller heks standses ved at kaste ris eller tilsvarende på jorden, som tvinger dem til at stoppe op og tælle dem. I det danske materiale bruges hørfrø til at standse gengangere.
I Smørum-Ovre boede et par folk, hvis datter blev gift, men den gamle mand kunde ikke lide svigersønnen. De unge folk boede ikke der, men da den gamle mand kort efter døde, flyttede de hjem til enken. Nu kom den gamle hver nat hjem og tog sengklæderne fra svigersönnen og rev ham ud af sengen. Han nødtes da til at lægge sig ud i laden for at få ro, men heller ikke der kunde han ligge i fred. Så fandt de på det råd at strø hörfrø fra graven og hen til huset, og så hørte spøgeriet op, for gjengangeren skulde nemlig tælle alle frøene, inden han kunde komme hjem, og det kunde han ikke få gjort, inden tre haner
Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – femte afdeling: Spøgeri og gjenfærd (1897)
havde galet. Den gamle kone lever endnu, så det er sket for kort tid siden.
Hvorfor hørfrø? En tolkning, som ligger lige for, er at hørfrø ligesom ris er småt og tidskrævende at samle op, når først man har tabt det på jorden. Hvorfor ris, hørfrø og lignende småtteri har denne virkning mod overnaturlige trusler, har jeg ikke fundet en tilfredsstillende forklaring på endnu. Imidlertid er parallellen med heksen, der skal tælle ris, ikke helt tilfredsstillende, som det vil vise sig.
Så blev der kjendt dem det råd, at de skulde strø hörfrø for dören, og det gjorde de. Så gav [gengangeren] et skrig udenfor, da hun kom, og det gjorde dem lige så angst
Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – femte afdeling: Spøgeri og gjenfærd (1897)
Allerede her er ideen om at skulle tælle hørfrø borte, og i det næste mange historier ses det igen og igen, at hørfrø har en virkning mod spøgelser, men det har intet med at tælle hørfrøene at gøre. Frøene fungerer i sig selv som en barriere mod det overnaturlige.
En mand fra Als, der hed Bernt, kunde se alting. Så var der en kone i samme by, der hængte sig, og da han en dag kom ind til de folk, hun havde boet ved, og sad i stuen, så han, hun kom og kikkede ind ad dören, men folkene kunde ikke se hende. Hun var hovedløs og viste sig lige så godt om dagen som om natten. Bernt strøede så hörfrø i hvert hjörne af hendes grav, og så blev hun væk.
Et element i folketroen er, at mange af væsnerne er usynlige, og de opleves kun af folk, der har evnen til at se dem. Således med ovenstående eksempel, hvor kun den synske Bernt kan se det hovedløse spøgelse.
Spaniolernes tid var der en af dem, der skar halsen over på sig i deres overstueseng i min aldefaders gård i Skåde. For at han skulde ikke gå igjen, strøede man hörfrø fra gården og helt til Holme, og så blev han også væk.
Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – femte afdeling: Spøgeri og gjenfærd (1897)
Selvmordere har det med at gå igen, men løsningen er her ikke kun at hæmme adgang til selve gården, men at hindre gengangeren i overhovedet at komme i nærheden af gården. De spredte hørfrø blokerer sandsynligvis ruten hele vejen fra kirkegården til gården.
Ole Simonsens sönner i Lille-Tved gik ud på vejen og strøede hörfrø for [en sort hund], så kunde han ikke gå derover, og der blev sådan en skrigen og allarm i byen. Så måtte de gå ind med en kost og feje det væk, så han kunde gå hans vandring.
Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – femte afdeling: Spøgeri og gjenfærd (1897)
Sorte hunde er fra tid til anden også spøgelser, eller de er hunde, der render med den vilde jæger. Her er det interessant, at hundens rute blokeres af hørfrø.
Ligeledes spögte hun også overalt, hvor hun kom forbi, i gårdene sprang alle döre op, og kreaturerne foer brölende ud af husene, medens ingen holdt af at færdes på den vej, eller i nærheden der af, om natten. Til sidst blev det dog for galt, og man henvendte sig til en præst om råd. Præsten gik da i tre nætter i træk ud ad vejen for at møde gjengangeren, og kom hver gang tilbage dryppende af sved, uden at nogen fik årsagen dertil at vide. Den fjerde nat gik han først omkring til nogle beboere og tiggede hörfrø, til hvilken brug fik ingen at vide, og gik derpå igjen ud for at møde gjengangeren.
Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – femte afdeling: Spøgeri og gjenfærd (1897)
Præster er folk med en mystisk og hemmelig viden. Deres uddannelse i latin, oldgræsk og hebræisk inde i de store byer giver dem adgang til at have magt over det overnaturlige. Duellerne mellem præster og det overnaturlige foregår ofte uset, og de kan ligefrem være farlige at overvære – hvilket også anes på at præsten er dryppende af sved fra sine konfrontationer med gengangeren. Præsters hemmelige kunstner vil blive håndteret en anden gang.
Nu var de bange for, at han skulde gå igjen, og så strøede de hörfrø i kisten ved ham og lagde ild under den, men lige meget hjalp det. Den gang han var bleven begravet, så begyndte han at gå igjen og spøge, så det var forfærdelig.
Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – femte afdeling: Spøgeri og gjenfærd (1897)
I denne historie optræder to remedier mod gengangeri, hørfrø og ild under kisten. At remedierne ikke virker er en god indikation af, hvor fæl en person afdøde har været. Historien er også et eksempel på, hvordan hørfrøene hæmmer eller standser gengangere (når de virker).
Hörfrø på graven hjælper for at gå igjen.
For at en død ikke skal gå igjen, skal man drysse hörfrø uden om hele huset.
Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – femte afdeling: Spøgeri og gjenfærd (1897)
…
Da min bedstefader døde, kjöbte min bedstemoder to pund hörfrø og gik avet om huset og såede det. Når der ikke viser sig noget den tredje nat, efter at en død er begravet, er de sikre på, at den døde bliver i graven.
Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – femte afdeling: Spøgeri og gjenfærd (1897)
I de to citater er fint opsummeret, hvordan hørfrø forventes at bruges, og de understøttes af de mange foregående historier om spøgeri og hørfrø. Det bringer mig tilbage til en af en første historier foroven, hvor der blev talt om at gengangerne skal tælle hørfrø, og hvorfor jeg har citeret så mange eksempler: Hvis jeg blot havde plukket den ene historie ud, så havde jeg skabt et misvisende indtryk af, at hørfrø standser gengangere, fordi gengangerne skal tælle hørfrøene. Alle de efterfølgende historier viser noget. Det udelukker principielt ikke, at det er årsagen, men hvis det er, så er det ikke noget, som informanterne med kun en undtagelse har lagt vægt på. Folketroen har en tendens til at ændre karakter, når man først begynder at læse historierne i bredden, og endnu mere når de læses på tværs af landegrænser. Hvad der kan synes at være en sær historier om spøgelser på et specifikt gods, kan vise sig at være et tilbagevendende motiv, når først man begynder at sammenligne beretningerne.
I en gård i Adslev døde en moder fra nogle små börn. Da de siden fik en ond stifmoder, besögte hun dem hver nat for at pleje dem. Efter klokken tolv så man hende færdes omkring i huset og blandt andet lægge sig over vuggen for at give sit mindste barn die. Man sögte stedets præst for at blive befriet fra dette uvæsen, og han rådede dem da til at strø hörfrø omkring gården, og siden har man ikke set noget til spøgeri der i gården.
Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – femte afdeling: Spøgeri og gjenfærd (1897)
Et mønster, der er set med gengangere igen og igen, er hvordan de vender tilbage til deres bondegård for at fortsætte driften eller hverdagen på gården, men det unaturlige i denne praksis skaber frygt blandt folk. I ovenstående bruges hørfrø til at hindre en afdød mor i at vende tilbage til sit spædbarn. At hun kan ligge sig ned og die hos barnet skyldes, at gengangere generelt er fysiske væsner (praksissen med at skelne mellem korporlige og inkorporlige udøde, dvs. mellem f.eks. spøgelser og zombier, er primært noget, som Dungeosn & Dragons har været med til at knæsætte, og som har sin rod i fremvæksten i 1800-tallet af fotografi, telefoni, spiritisme og forestillinger om æteren, som var med til at gøre spøgelser til usynlige ånder. Før da er udøde overnaturlige væsner, som generelt har en fysisk krop, men som de fleste overnaturlige væsner, besidder en evne til at dukke op på mystisk vis og synke i jorden på mystisk vis (hvilket der blandt vil blive kigget mere på, når turen kommer til præsternes evner).
For at hun nu ikke skulde gå igjen, byttede de koblerne på stjærten ved hestene, da de kjørte fra kirkegården, og så strøede de hörfrø et bestemt sted. Hun kom godt nok, men da hun kom til stedet, hvor hörfrøet lå, kunde hun ikke komme over. Så kom Anders Holmen fra Graumskivr og hjalp hende over.
Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – femte afdeling: Spøgeri og gjenfærd (1897)
For at holde gengangeren ved kirkegården og ikke følge ligtoget, narrer man den ved at spænde hestene anderledes for og strø hørfrø.
Den unge kone gik da op og bandt kirkegårdslågen med sægbånd, og så strøede hun hörfrø fra kirkegården og op til hendes hus. Da degnen kom om morgenen og skulde op at ringe, undrede han sig over, at lågen sådan var bunden til. Men det råd hjalp ikke, og så gik konen hen og beklagede sig til hendes søster, som boede i byen, over, hvordan hendes svigermoder gik igjen.
Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – femte afdeling: Spøgeri og gjenfærd (1897)
Også i denne historie kombineres to virkemidler for at hindre spøgeri, og igen er det ikke nok til at hindre spøgelset. I lighed med flere andre historier handler spøgeriet om relationen til de levende: Det er svigerfamilien. For at en gård kunne drives effektivt, skulle der være en husbond og en bondekone. Ved den enes død, var det almindeligt at gifte sig igen, så gården havde en fuld besætning til at drive den, eller gården blev givet videre til de voksne børn, mens den overlevende forældre f.eks. gik på aftægt. Det er let at forestille sig forskellige typer af konflikter, som udspringer sig i forholdet mellem den gamle familie og den ny familie på gården, og hvordan spøgelseshistorierne afspejler konflikter omkring generationsskiftet.
Amtskriveren på Viskum rider hen ad Ø bakker så stærkt, at skoene klaprer under hesten, og han har mange hunde i følge med sig. Han skal til Søkjæret at sætte skjel af. Bønderne sår hörfrø for ham, og så kan han ikke færdes ad vejen, men så flyver han i luften.
Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – femte afdeling: Spøgeri og gjenfærd (1897)
Denne beretning er lidt mere sær. Den synes at blande elementer at den vilde jagt med elementer af skelflytteri, som også er en kilde til gengangeri. Den vilde jagt er på dette tidspunkt typisk en ensom jæger til hest fulgt af sorte hunde, og jægeren bevæger sig gennem landskabet på overnaturlig maner. Det samme synes amtsskriveren at gøre – men fortsat er hørfrø en hindring, men en hindring som denne dødning kan omgå på en måde, vi ikke har set gengangere (eller sorte hunde) gøre før.
Opsummering
Det er fristende at antage at hørfrø virker mod spøgelser ved, at spøgelset er nødt til at stoppe op og tælle dem, for der findes mange eventyr-varianter over det motiv, men i Evald Tang Kristensens materiale, hvor der refereres til hørfrø, er der kun en beretning, der har det motiv. I stedet har hørfrø evnen til at fungere som en barriere mod gengangere, mod hekse og mod djævelen (som det skal ses i kommende indlæg). En barriere, som de kun vanskeligt kan krydse, eller som de kan krybe udenom eller løftes hen over. Heri minder hørfrøet mere om en senere tids popkulturelle magiske cirkler bestående af salt.
Ud fra Evald Tang Kristensens materiale er det ikke umiddelbart muligt at identificere hvorfor hørfrø har den funktion i spøgelseshistorierne En simpel forklaring peger tilbage imod motivet med at tælle korn, og det at hørfrø er små og vanskelige ligesom ris at samle op (eller tælle), når man først har tabt dem på jorden. Deres beskyttende effekt ligger måske i den Sisyfosopgave, det er at indsamle dem, når først de ligger på jorden og bliver spredt af vinden. Hvad der taler imod tolkningen er, at hørfrøs effekt kommer ved at man spreder dem ud på jorden som barriere omkring gårde eller tværs af en vej. Hørfrøet har her mere en beskyttende effekt som en barriere end som et instrument til at forsinke det overnaturlige væsen.
En anden forklaring på historien med at tælle hørfrø er, at beretteren er blevet bedt om at forklare hvorfor hørfrøene har denne effekt, og på stedet er der blevet opdigtet en forklaring ved at inddrage andre allerede etablerede motiver. At digte videre på denne måde er ikke usædvanligt.
Foreløbigt kan det konkluderes, at der er flere forskellige remedier mod spøgeri. En af dem er hørfrø, og de fungerer generelt godt som en barriere, hvis de strøs om gården eller på graven til afdøde. Hørfrø kan imidlertid meget mere, hvilket jeg vil kigge på i det kommende indlæg ‘Hekse, Djævelen og hørfrø‘.
Har du brugt hørfrø mod gengangere, eller kender du nogen, som har?
Andre indlæg om folklore
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv