Vaesen – Brøndmand, Brunngubbe, Brøndkælling, Brøndtrold og Krogmand fra nordisk folklore

Den nordiske folklore er rig på historier om mødet med det overnaturlige, og der er mange sjove væsner, som f.eks. natravne og skelflyttere, og spøjse forestillinger, som f.eks. smørtyveri gennem hekseri og at blive manet i jorden ved en misforståelse. En udfordring ved folkloren er, at oplysningerne sammenstykkes indirekte gennem små, korte fortællinger, som ofte er små moraler eller sindbilleder på hvordan verden hænger sammen. Det betyder, at der ofte er et fravær af detaljer, som man gerne vil have, hvis man vil lave film eller tegninger, spille rollespil eller katalogisere folketroens væsner, og ofte noget så banalt som en beskrivelse kan være svær at finde. En anden udfordring kan være, at der opstår på nettet eller i et populært opslagsværk en tolkning, som bliver den dominerende, nogle gange fordi der er meget lidt andet at henvise til, og denne dominerende tolkning glimrer gerne ved et fravær af kildehenvisninger (senest er f.eks. Nationalmuseet gået i gang med at redefinere forestillingerne om Slattenpatten).

I dag skal det handle om brønde og brøndmanden eller på svensk brunnsgubben og folketroen associeret dermed. Først kommer en række historiske betragtninger, og til sidst følger, hvordan det kan bruges i rollespil og i særdeleshed i Vaesen – Nordic Horror Roleplaying.

I nordisk folketradition i 19. og 20. årh. kendes ingen beretninger om troen på brøndmanden. Han optræder da som et rent skræmmevæsen under en lang række forskellige navne som f.eks.: den sorte mand, brøndtrolden, brøndtossen eller manden i brønden. (Holbek, Bengt og Iørn Piø; Fabeldyr og sagnfolk. Politikens forlag 1967, p. 99)

Et hurtigt opslag på nettet på brøndmand giver, når søgemaskinen ikke forsøger at auto-rette det til brandmand, hovedsageligt de samme genfortællinger af det beskedne materiale, der er om skræmmevæsnet, som man har forsøgt at puste op til at rumme mere, end det kan. Fra svensk side kan finde en smule mere materiale, som er fra første halvdel af det 20. århundrede. Til gengæld kan man konstatere at brønde stadig kan koste menneskeliv, hvis man ikke er varsom omkring dem.

Brøndmanden og Brunnsgubben

Brøndmanden er som skræmmevæsen et ‘tomt’ væsen, og i det sene 20. og det 21. internet-århundrede har man hældt indhold i figuren ud fra, hvad mener, at folk i gamle dage troede om dem. Som skræmmevæsen har brøndmanden mest eksisteret, som noget, der skræmmende blot ved sin omtale af den, og som en svensk informant beretter, så blev hun som barn løftet op og vist, hvad der var nede i brønden, og den mørke refleksion af hende i vandets overflade, blev forklaret som værende brøndmanden.

Om det er samme grund, at man har en sort mand i brønden, som denne kilde angiver, er ikke til at sige:

En meddeler fra Brahetrolleborg på Sydfyn fortæller at “der sad en sort mand ned i brønden og tog alle små børn”.

Brøndtrolden og brøndkællingen

Og naar Børnene var kommet til Køjs og ikke kunde sove for de voksnes Tale, fortalte Bedste Beretninger, som fik en til at gyse, men som man alligevel gerne vilde høre Gang paa Gang. Der var den om Brøndkællingen, som tog smaa Børn, naar de kom den aabne Brønd for nær; men den Historie troede bare de mindste paa. (Fra Frederiksborg Amt – Årbog for 1944)

Hvis det ikke er en brøndmand, så er det en brøndkælling eller en brøndtrold, og der er eksempler på flere andre navne. Fælles er, at man enten trækker eksisterende væsner ind i skræmmebilledet som for eksempel trolden, eller der opstår en lokal skræmmefigur som Grønne Anders, hvor baggrunden til navnet er ukendt.

Krogmanden og skræmmebilleder

Her kan man under opslagsordet krogmand læse eksempelsætningen “krogmanden sidder nede i kilden (dvs. brønden)” fra Alsisk Ordsamling. Og der gives følgende beskrivelse fra Varnæs om æ krochmand: “Han var ude i vandet og havde en stang med en krog på, som han tog børnene med, hvis de gik for langt ud. Fik vi fortalt som barn” (Det farlige vand)

Kilderne er afgrænset til blot at være navne eller beretninger om at man som barn blev advaret imod kildemanden, åmanden eller nøkken. Imidlertid tegner der sig et billede af tilbagevendende motiver. De er interessante, for de viser, hvordan man har et katalog af træk eller et vist rationale for at konstruere væsner:

Manden med krogen eller lange arme: Hvordan bliver man taget af monstret i brønden? Med en krog eller ved at skikkelsen har ekstraordinært lange arme. Det er en simpel rationalisering, som kan være opstået flere steder uafhængigt af hinanden.

(Tilsvarende er der flere af de moderne beskrivelser af brøndmanden, som foreslår at skikkelsen også kunne være brugt til at forklare urent brøndvand. Ingen af de citerede beretninger understøtter denne forklaring, selvom det i vores øjne forekommer intuitivt med denne forklaring)

Manden i brønden/kilden/åen: Ethvert farligt sted er det oplagt har en beboer. I modsætning til moderne fantasy, der opfinder de mest bizarre væsner, bruger folkloren de former, man kender: Mennesker og dyr.

Nøkken, trolden: Der er allerede overnaturlige væsner, som er farlige, og det oplagt at genbruge dem i andre situationer. Nøkken bor allerede i søen, og derfor nemt at give ham rollen som kildemand, og trolden er allerede et farligt væsen, og derfor nem at give rollen som brøndtrold.

Den sorte mand: Djævelen optræder som en kulsort skikkelse, og han optræder i forskellige varianter, der generelt kommer og indsamler uartige børn. Udover at en refleksion af beskueren selv i brøndvandets overflade kan ses som en sort figur, så er et tilbagevende motiv den sorte djævel, som indfanger uartige børn, og derfor er det ikke umuligt, at han er flyttet ned i brønden for at indfange børn, der er uartige og leger ved brønden.

Fra et rollespilssynspunkt, når der skal digtes over kilderne, er der ikke meget at arbejde med. Der er dog mere at sige om brøndene.

Damme, brønde, selvmord og drukneulykker

Brønde er en nødvendighed, men de dybe, lodrette skakter med vand i bunden er også farlige. Ikke alle brønde har et murværk til at hindre folk i at falde. Nogle gange er de tildækkede huller og ikke meget mere end det, og selv med et murværk omkring, kan de ikke hindre vovemodige børn i at gå for langt. Derfor et behov for at skræmme børnene derfra. Der er imidlertid anden overtro og folkelige forestillinger associeret med brønde og med damme. Det kommer det følgende til at handle om.

Det var vist i Stavreby, at der var et par kjærestefolk, som der var gået noget imod; hvad det var, véd jeg ikke, og det kan også være det samme. Nok var det, de var bleven enige om, at de vilde tage livet af sig begge to på én gang; de vilde tælle til tre og så tage tilløb og springe i brønden, og det gjorde de; ja, det vil sige, karlen talte og tog tilløb, men sprang ikke, pigen sprang i og druknede, som hun skulde. Men fra den tid af måtte karlen op og slås med hende hver nat. Den anden karl, som lå hos ham, hørte, hvordan han lå og jamrede og gav sig i nogen tid; men til sidst stod han op og gik ud og blev ude et stykke tid, og når han kom ind igjen, lagde han sig så tungt i sengen, som om han kom fra det sværeste arbejde.

Hvordan begik man selvmord i gamle dage? Det er ikke nødvendigvis noget, som folkemindesamlerne har været ude og spørge til, og det er ligeledes heller ikke noget, man nødvendigvis kan finde nedfældet noget sted, med mindre selvmordet stod beskrevet i datidens aviser eller ligsynsrapporter. Nogle gange kan svaret dukke op indirekte, som i ovenstående og nedenstående historie, som viser at brønde og damme ikke kun er et sted for drukneulykker men også for selvmord – og selvmord var en forbrydelse i datiden, som kunne resultere i alvorlige straffe til dem, der forsøgte det, og selvmordere blev begravet under anderledes forhold, f.eks. uden for kirkegården eller i et særligt hjørne af kirkegården, og deres gerning havde en konsekvens for deres efterliv, da kirken ikke lod selvmordere komme i himlen.

For nogle år siden, för den nye gård på Jærnit byggedes, var der en jomfru, som blev kjæreste med en af arbejdskarlene der, og ham måtte hun ikke på nogen måde få. Så druknede hun sig i en dam, der er nord for gården, og siden har hun gået og spögt der.

Der er imidlertid mere end folk af kærestesorger, som huserer ved brønde og damme. Utilsigtede følger af kæresteri kan også komme til at husere. Fælles for denne og de to foregående er, at døden ved vandet er associeret med (ulykkelig) kærlighed.

Ved Vennergård i Velling ligger der en dam, hvorom det sagn går, at der på gården var en jomfru, som fødte et barn i dølgsmål, hvorpå hun kastede det i dammen. Da hun nu døde, kunde hun ikke få ro i graven, men går hver nat som en hvid skikkelse fra laden og ned til dammen, hvor hun sidder og svøber barnet om, og går så tilbage til laden og forsvinder.

Drillenisser og brønde

Hvad der ligger bag den følgende historie, kan man kun gisne om, men den kan reflektere grovkornet humor, her fortalt under dække af en moraliserende historie om, at man ikke skal drille nisser.

I en gård i Dybbøl sad nissen en dag oppe i en luge (lem), stak benene ud og sagde til hunden, som stod nedenfor: «Pus mæ den fodlall, pus mæ den fodlall!» Én af karlene, som hørte det, listede sig hen ad loftet og skubbede til nissen med en fork og sagde til handen: «Pus ham no begge forrelall!» Men næste nat, da karlen sov, tog nissen ham og lagde ham over en åben brønd på et par stænger, så karlen blev meget forskrækket, da han om morgenen vågnede og så, hvor han var.

Og her er en mere:

Således havde en pige en gang narret nissen for hans grød, men så om natten tog han pigen, mens hun sov, og lagde hende på en stige tværs over den åbne brønd i gården. Pigen blev heldigvis rolig liggende på stigen til om morgenen. Ved den mindste bevægelse vilde hun være falden i brønden, men hun fik da således at se, hvor nemt han kunde hævne sig.

De to historier er også gode eksempler på, hvordan man ser brønde som værende noget farligt. Båden karlen og pigen er tydeligt klar over, at de er havnet i en position, der kan koste dem livet, hvis de ikke er varsomme, og historien er en påmindelse om, hvor farlige brønde er, og hvor farlige nisser er.

Der er flere historier om folk, der bryder med nisser eller ellefolk, og som bliver hængt op over en brønd eller lagt henover den. Noget kunne tyde på, at historierne dækker over en måde at straffe folk på gården, som bryder med fællesskabets orden. Kan det tænkes, at en karl eller en pige bliver straffet af de andre unge ved at blive placeret hen over en brønd til skræk og advarsel?

Manet i mølledammen

Manepæle har man kunnet se rundt om på danske kirkegårde, og der er muligvis stadig nogle, som er bevarede. Det er en pæl hamret ned i graven for at binde den døde og hindre vedkommende i at gå igen. Det er en variant af disse, som er blevet til træstagen gennem vampyrens hjerte motivet. Fra moselig fra oldtiden kendes også eksempler på at man forsøger at binde den døde til deres sted, og så er der brugen af manepæle andre steder, hvor folk er døde for at hindre dem i at gå igen:

På deres mark var et lille höjt spidst bjærg, og der uden for var en dam. Den skulde de sejle ud i og dér slå en pæl ned, så skulde han nok sörge for det øvrige. Dér manede han hende ned ved den pæl. Den har jeg set med mine öjne, og rundt om den kunde vandet aldrig fryse, og vandet derved var altid kulsort.

Maning er imidlertid ikke ufarligt. Det er ofte præster, som udfører gerningen, men at involvere sig med det overnaturlige har ofte en høj pris:

I en eng ved Asperup er der en brønd, der kaldes Thekjedelen, og i nærheden deraf skal en gang være nedmanet et gjenfærd. Men præsten i Asperup. Hans Madsen, der manede det, slap kun dårligt fra det, ti han måtte bøde med livet.

Folk, der omkommer i dammene, risikerer at vende tilbage som gengangere, og nogle gange er den eneste måde at håndtere problemet på at jage en pæl gennem dem, hvor de ligger, og det gælder også ude i vandet.

Væsner vi taler om

Der er en gruppe eller kategori af folklorens væsner, som udemærker sig mere ved, at man taler om deres eksistens, end at man har historier om deres gøren og laden. Det bemærkede jeg blandt andet ved indlægget om Skelflyttere, som er et billede på, hvad der sker, når man snyder med grænseskellene eller opmålingen af land, og der er derfor flere historier, hvor folk snakker om skelflytteren, end der egentlig er historier, hvor de figurerer. Tilsvarende gør det sig gældende med Manden, Kællingen og Trolden i brønden. De er skræmmebilleder, der ikke så meget er historier om, som at de eksisterer qua deres omtale.

De mange historier om drukneulykker og selvmord ved brønde og damme i folkesagn er en god indikator på, at vand er farligt, og selv i dag finder dødsulykker sted omkring brønde. De stejle skakter durkt ned i jorden, hvor de måske nede i mørket ender i et sort (vand)spejl, er mere end blot ulykkesbetonede lokationer, men også noget, der instinktivt giver en fornemmelse af en port til underverdenen (og brønde er således i flere eventyr og i fantasy-genren forbindelsen til andre verdener eller hemmelige netværk af underjordiske gange). Dette forstærkes ved, at vand ofte er associeret med død og med dødens (under)verden.

Både konkret kan brønde lede til dødsriget gennem ulykker og selvmord, og symbolsk kan de synes at være bindeled til en underverden. At placere et væsen her, nærmest som en vogter, på grænsen mellem de levendes og de dødes verden i en form af en brøndtrold eller lignende er en nærmest naturlig konsekvens af den måde, som vi tænker historier og verdens indretning på.

Lad det nu handle om brøndtrolde i rollespil.

Brøndmanden i rollespil

Brøndmanden er et monster, som symboliserer en farlig lokation, og ligesom med farlige lokationer skal man holde sig fra farlige monstre.

Det er der imidlertid ikke meget eventyr over. En simpel løsning er at behandle brøndmanden som et uhyre, som man konfrontere for at få lov til at være heroisk og udnytte rollespilssystemets kampregler (i D&D ville man for eksempel kunne lave et encounter med en trold på bunden af en brønd, hvor den halve udfordring er at komme ned til trolden eller lokke den op af brønden; de lokale bønder vil gerne have den fordrevet, da den skider i deres brønd og kommer op om natten og stjæler får og fårehyrder), men i rollespil, hvor det ikke handler om dagens encounter men derimod om at få monstret til at spille en rolle eller have en betydning, som for eksempel i Vaesen – Nordic Horror Roleplaying eller i Call of Cthulhu, skal der mere til.

Af det beskedne materiale har jeg konstrueret følgende sæt brøndmonstre til Vaesen:

• Brøndtrolde, brøndmænd og brøndkællinger (pdf).

Hvis en brøndtrold skal være mere end et encounter i D&D parlance, så skal væsnet forbindes til de sociale rammer, som udspiller sig i det samfund, som brøndtrolden er en del af. Er der nogen, som formår at udnytte dens eksistens? Er der nogen, som indgår i en alliance med den? Kan brøndtrolden eller en af dens varianter været gået over gevind, og udgør nu en trussel på en langt større skala? Det handler om at tage konsekvensen af, at der findes krogmænd og brøndkællinger. I folkeminderne har de funktion af at være skræmmevæsen, men hvad sker der for et samfund, hvor de vitterligt findes, og hvilke sociale relationer kommer vi til at indgå med dem i? Kan brøndtrolden ligefrem havne i en situation, hvor vi får sympati med den? Kan forventninger vendes på hovedet?

I beskrivelsen af brøndtrolden til Vaesen-rollespillet er der netop nogle eksempler på, hvordan brøndtrolden bliver mere end et monster, der sidder på lur for at æde børn, og bare venter på at der dukker en flok helte op for at gøre det af med den.

Kan en brøndtrold være flyttet ind i et moderne samfund eller i datidens storbyer? Kan der lure en i håndvasken ude i køkkenet, eller holder den til i lejlighedskompleksets vandtanke? Gemmer den sig ved det åbne mandehul på gaden klar til at trække folk ned, som går uvarsomt og distraheret af deres smartphones (og derved har vi en opdateret udgave af skræmmevæsnet tilpasset nutiden)?

Er brøndmanden i Call of Cthulhu termer blot ghouls eller degenererede folk, der bor i byens kloaksystemer?

Kilder

Citaterne ovenfor stammer alle fra Evald Tang Kristensens Danske sagn.

Andre artikler om brøndfolk:

• Humons brøndmænd eller Well Men
• Nordisk folktro del 18: Brunnsgubben
• Skrämselväsen i äldre tid
• Det farlige vand
• Fra Frederiksborg amt – Aarbog 1944 (PDF)