Vaesen – Strandvasker, strandvarsler – en genganger fra dansk folklore

En strandvasker er af liget af en person, som er drevet i land. Nogle steder kaldes de strandgaster, søvrag, dønninge eller dødmand. Der er forskellige skikke og forestillinger associeret med strandvaskere vekslende fra egn til egn i 17 og 1800-tallets Danmark. Når de huserer som gengangere, kaldes de gerne som strandvarsler. De følgende afsnit rummer opsummeringer af forskellige skikke og forestillinger hentet mestendels fra Danmark men også fra et par Sydsvenske kilder. Til sidst kommer så et oplæg til at bruge Strandvarsleren som et overnaturligt væsen i rollespillet Vaesen – Nordic Horror Roleplaying.

Der fortælles her en mængde strandingshistorier og om varsler for skibe. En gang fandt en mand, som gik ved havet og strandede, en stor lang støvle. Han tog den for et godt fund og bar den hjem og lagde den fra sig uden at se videre til den. Men som han om natten allerbedst lå i sin seng, stod der en skikkelse ved sengen, som sagde: »Giv mig mit ben.« Manden blev forskrækket, men begreb dog snart, at der måtte være noget ved den støvle. Han stod straks op og gik hen og så i den, og ganske rigtig, der sad en benstump nede i den. Nu vidste han besked, tog støvlen, gik ned til stranden og lagde den, hvor han havde taget den.

Begravet på stranden

Nogle steder begraver man strandvaskeren på stranden, hvor liget bliver fundet. Man henter præsten til at sige nogle ord over afdøde, og nogle af de lokale fiskere står for begravelsen. Begravelsen bliver foretaget for at fugle og andre vilde dyr ikke skulle begynde at æde af liget, men også for at den afdøde kunne finde hvile og ikke vende tilbage som en genganger. Afdøde blev imidlertid ikke begravet i indviet jord, da strandvaskeren kunne være en hedning eller anden ikke-kristen person, som det ville være upassende at begrave i indviet jord. Ofte lod man afdøde beholde de få ejendele, som blev fundet sammen med liget fra sølvmønter i lommerne til gode, solide støvler.

Nogle steder er det i den lokale banke eller strandbakke, som liget blev begravet i, og i nogle egne blev den samme bakke anvendt igen og igen. Nogle gange ville bølger grave knogler fri af bakken. Andre steder blev ligene begravet lidt længere inde på stranden, og det blev mærket med nogle simple sten.

De sandklitter, der blev brugt til begravelse gang på gang, blev blandt de lokale kendt som Dødemandsbjerge. I nogle tilfælde blev de brugt til flere begravelser på en gang, hvis et skib var gået ned og mange lig var drevet ind. Det skete blandt andet på den jyske vestkyst, da to britiske orlogsskibe i 1811 var gået ned. Når havet siden åd sig ind på disse klitter, eller vinden fygede sandet bort, kom rester af knogler og kister og klædningsstykker frem.

Der var et lig drevet i land med nogle gode støvler på. Så kom én, der boede omme ved havet, derned og vilde have støvlerne, men han kunde ikke få dem af, og så hug han benene af og tog dem med hjem. Så tykte han, manden kom humpende bag efter ham med knæbenene, da han så sig om, og han rendte hjem ad og fik benene optøet ved kakelen. Men han kunde ingen rolighed få, han tykte, manden gik udenfor, og derfor tog han benene og lagde dem ned igjen, hvor han havde taget dem, men kunde jo ikke sætte dem fast.

Begravet på kirkegården

I Danske Lov af 1683 lyder det, at selvmordere ikke kan blive begravet i indviet jord. Forbuddet er gældende langt op i 1800-tallet, men der er talrige eksempler på, hvordan afdødes efterladte har omgået forbuddet, f.eks. ved at der ikke foregår en jordpåkastelse eller at man indhentede en særlig dispensation til at begrave afdøde i et andet sogn osv. Selvmordere er alt efter tidsperioden enten begravet uden for kirkegårdsmuren eller i et særligt hjørne for selvmordere (og nogle steder skulle kisten løftes over kirkemuren).

For strandvaskere synes der nogle steder at gælde de samme omstændigheder som for selvmordere, hvorfor de enten begraves i selvmorderhjørnet eller nede på stranden, og i forestillingerne om strandvaskeren som genganger – som strandvarsler – er liget eller gengangeren nødt til at blive listet ind over kirkemuren for at blive begravet på kirkegården. Hvor selvmordere blev begravet i kirkegårdens sydøstlige hjørne, og de blev kørt i vogn dertil efter solnedgang i stedet for at blive båret derop af et ligfølge, blev strandvaskere begravet i deres egen grav gerne nord for kirken.

I en beretning fortælles det, at præsten må ikke være til stede under begravelsen, og gravsættelsen må ikke efterlade nogen spor, så jorden skal glattes ud, så der ingen spor er.

Andre steder fandt begravelsen sted på mere normal vis. Her blev begravelsen på kirkegården håndteret af lokale bønder eller fiskere, som også måtte stå for betalingen af kiste og begravelse og stå for en eventuel ligfærd, for det ville være upassende at blive begravet uden et følge. For de lokale var sådanne begravelser en uvelkommen udgift i både tid og penge, men også en social forpligtelse, der skulle udføres. Nogle steder blev udgifterne til begravelsen dækket af amtets fattigkasse eller af indtægterne fra havariet. Ved en bestemmelse af maj 1875 skulle selvmordere, dødsulykker og ilanddrevne lig tilses af den lokale politimester og læge, inden de blev begravet på den lokale kirkegård.

En svensk skipper gjorde akkord med to Skagboere om at sejle med dem til Frederikshavn, men så blev der sydöstvind, og skibet kæntrede og forliste her syd for Strandby. Skagboerne kom i land, men kaptainen kom aldrig. Sådan skulde det nu hedde sig, men meningen var dog, at han var kommen til land enten levende eller død og så mulig slået ihjel og i alt fald plyndret. Endnu ser man undertiden en benrad komme vandrende fra klitten op til Jakob Madsens hus, og så går han og skrumler oppe på deres loft og træder så hårdt, at det er, ligesom han skal træde igjennem fjælene. Det er særlig mod ondt vejr og kun, når vi har sydöstvind, han viser sig. Men man mærker ham altid i huset mod hver julefest. Der viser sig også jævnlig et lys, som ved samme vind går fra stranden op mod huset. Folkene, der bor i det, er slet ikke glade ved det spøgeri, men det har jo været der, for de kom til at eje det. Almindelig antages, at en tidligere ejer har slået skipperen ihjel nede på stranden og plyndret ham. Liget har man begravet, hvor lyset står, og det plyndrede har man taget hjem og gjemt oppe på loftet. Nogle siger også, at de har hørt det klage sig i den retning ved stranden, og en enkelt påstår, at han en aften har haft benraden at bære pa, da han gik det strög.

Begravet på en særlig kirkegård

Nogle egne havde en særskilt kirkegård, som kun blev anvendt til strandvaskere. I stedet for at bruge et særligt hjørne på den egentlige kirkegård, havde man i stedet en helt separat gravplads. Her blev strandvaskerne begravet uden staffage, og tilsyneladende hverken i en kiste eller i en sæk, men blot i et hul dybt nok til at ræve ikke ville grave sig ned til det.

Hans Olsen var en gang sejlet med fisk til Kjøge. Da de skulde sejle hjem, var vinden ganske kontrari, men i det god lag kl. 12 kom der én ind over rælingen til dem i båden, og så snart de havde fået ham om bord, blev vinden god. Da det nu var hen imod morgenstunden, vilde de ikke have ham længere hos sig, men de kunde ikke få ham bort. Til sidst måtte Hans Olsen skjære en af sølvknapperne af sin tröje, den kastede han i vandet, og så snart han havde gjort det, var han borte. På mit spörgsmål om, hvad det var for én, der kom ind til dem, sagde han, at det var en strandvasker.

Strandvarsler

Gengangeren efter en strandvasker blev gerne kaldt en strandvarsler og nogle steder for en vandstryger. Det var en dødning, som forsøgte at blive begravet i indviet jord. I en historie dukker strandvarsleren op hos en bondekone, som har taget penge fra dens lommer, og nu forlanger den som modydelse hjælp til at blive begravet på kirkegården. I andre tilfælde er det væsner, som griber fat i forbipasserende, og som de sætter sig på ryggen af, og nu forlanger hjælp af til at blive begravet på kirkegården. Dødningen på ryggen af sin sagesløse bærer er helt usynlig. Ofte lønnes folk med penge fra dødningens lommer for deres assistance.

I en historie plyndrer bonden strandvaskeren og kaster liget ud i havet igen. Liget driver i land et andet sted, hvor det bliver fundet og begravet. Afdøde rejser sig af sin grav for at opsøge karlen og få sine penge igen. Karlen får en provst til at mane spøgelset bort.

Kirkegårdsmuren og kirkegrimen

Strandvarsleren kan imidlertid ikke komme ind på kirkegården gennem porten. Den eneste vej ind er at blive kastet over kirkemuren. Herfra gør enten strandvarsleren selv arbejdet for at blive begravet, eller også skal personen, der bærer på strandvarsleren, også gøre dette, men der er en hindring i form af kirkegrimmen, som er en kirkenisse, der gør sit bedste for at holde strandvarsleren ude af kirkegården, og de slås voldsomt med hinanden, hvis strandvarsleren bliver opdaget i sit forsøg på at komme over kirkegårdsmuren. I denne tradition adskiller kirkegrimmen sig fra væsner, der normalt associeres med kirkegrimmen, nemlig helhesten, gravsoen og liglammet.

I en anden tradition, hvor strandvaskeren begraves uden at efterlade spor på kirkegården, er det kirkegrimmen, der holder øje med at det bliver gjort korrekt, og han straffer bønderne, hvis de efterlader spor.

Døde havfolk

I et par historier er det ikke druknede søfolk, der er drevet ind på stranden, men derimod havmænd, som ligger døde i strandkanten. Tilsyneladende ser disse lig ikke anderledes ud end almindelige menneskers lig, for de bliver begravet på samme måde som strandvaskere, men de skal begraves grundigere på stranden, eller der skal hver gang man passerer deres grav kastes sten på den, for ellers forvolder de ulykker som stormvejr eller truer med at gå igen. Undersøger man deres grav, finder man at havnen sutter på sin tå eller har sin finger i munden. Ligene efter overnaturlige væsner er farligere end almindelige lig.

Knopmanden

Knopmanden er historie om lokal genganger. En sømand, der kom i land med lommerne fyldt med guld, da hans båd en sen aften kæntrede. På stranden mødte han strandfogeden, der så guldet, og grebet af grådighed dræbte den unge sømand. Liget og guldet blev skjult i en høj kaldet Knob, men inden strandfogeden omkom inden han kunne nå at hente guldet. Han døde i en ulykke, da han ude for at hente lyng på heden var uheldig og vognen væltede, så han omkom. Strandfogeden siges at hjemsøge sin gård. Sømanden begravet i Knob høj går også igen. Han ses på stranden om natten. Han er iført en sømandstrøje, han har flagrende ravnsort hår, gusten hud, feberglinsende øjne og er lille af statur. Han forfølger folk og skræmmer dem med voldsomme brøl, som forfølger folk i deres søvn i efterfølgende tid. Det fortælles også at havet har ædt sig ind på højen, hvor sømandens lig og guldmønter ligger skjult, og de lokale har fundet i massevis af guldmønter i området. Andre siger, at Knopmanden er holdt op med at husere, idet havet har taget hans lig, og han har fundet hvile mellem bølgerne.

Kildemateriale

Evald Tang Kristensen: Danske sagn, som de har lydt i folkemunde – Spøgeri og genfærd.

Hans Ellekilde: Ilanddrevne Strandlig og deres Behandling i Danmark og Sverige. Udg. 1949

En tak til arkæolog Tim Slumstrup for gennem sit foredrag i Middelaldercirklen at have gjort mig opmærksom på strandvarslere.

Citaterne ovenfor stammer alle fra Evald Tang Kristensens Danske sagn.

Strandvarsleren i rollespil

Strandvarslere er en genganger, som er oplagt at bruge i rollespillet Vaesen – Nordic Horror Roleplaying, og du kan downloade monstret til dit Vaesen-rollespil her:

Andre væsner og materiale til Vaesen:

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Folketro, historie, Rollespil, Vaesen og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Vaesen – Strandvasker, strandvarsler – en genganger fra dansk folklore

  1. Pingback: Hanstholm fyr – en alternativ base til Vaesen | Stemmen fra ådalen – en blog om rollespil og historie

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.