Vaesen – Smør, smørhekse og smørkærning fra nordisk folklore

Der findes ikke smørhekse … men der er meget hekseri, når det gælder smør. Vi dykker ned i 1800-tallets forestillinger omkring smør og hekseri og folketroen omkring smør. I den første del kommer det til at handle om overtroen forbundet med smør, og i den anden del bliver der kigget på det i et rollespilsperspektiv særligt med udgangspunkt i rollespillet Vaesen – Nordic Horror Roleplaying.

Smør

Kosten på landet i 1800-tallet var langt anderledes end i dag, og fra begyndelsen af 1800-tallet til slutningen gennemgik landet mange forandring, der ændrede mærkbart på måltiderne blandt bønder, arbejder og borgere. Morgenen kunne på gårdene begynde med davre bestående af f.eks. kaffe og sild, bollemælk og varm øl eller te og smørrebrød alt efter, hvor velstående man var, og hvor på året måltidet fandt sted. Mellemmåltidet om formiddagen og om eftermiddagen kunne ofte bestå af brød smurt med svinefedt, gåsefedt eller små og evt. med pålæg i form af ost, pølse og kød – med mindre familien var fattig, for så måtte man i værste fald nøjes med tørt brød. På nogle gårde kom der stegt flæsk eller sild på brødet i stedet for smørelse. Aftensmåltidet bestod for manges vedkommende af nykogt grød eller mælkegrød blandt andet i form af melgrød og byggrød, og hvor der ikke blev spist grød, var smørebrød med varm mælk eller øl ofte almindeligt. Smør eller fedt blev således brugt flittigt til flere måltider, og særligt smørret var en eftertragtet del af kosten, foruden at det var en værdifuld handelsvare, der allerede fra 1500-tallet blev eksporteret i stor stil til England. Op gennem 1800-tallet steg produktionen og eksporten til udlandet af smør markant. Smør blev produceret på gårdene, men en enkelt gård kunne hamle op med herregårdenes mejerier, og løsningen for bønderne blev at de gik sammen og skabte andelsmejerierne. Det blev første blev etableret i 1882, og skabte grundlaget for andelsbevægelsen.

Smørret blev før andelsbevægelsen slog igennem produceret på bondegårdene og husmandsstederne. Smagen på smørret og kvaliteten afhang af årstiden og af den kost, som kvæget havde fået. Det gav en mærkbar forskel, om kvæget havde spist frisk græs eller hø, om det havde stået i stalden eller gået på en eng. Om sommeren, når kvæget græssede på frisk græs gav det græssmør, som var velduftende og velsmagende, mens det smør kærnet på fløden fra kreaturer fodret med hø malket om vinteren manglede samme velsmag.

Det var imidlertid hårdt arbejde at kærne smør, og der var mange ting, som kunne gå galt i processen, og som ville enten spolere smørret eller helt hindre fløden i at blive til smør. Her er en god tommelfingerregel: Des vanskeligere en proces er, des mere er den omgærdet af overtro. Smørkærning er ingen undtagelse til den regel. Smørtyveri gennem hekseri var der blandt almuen på landet mange historier om:

En kone fra Bedsted brugte, når hun kjærnede, at sige: »Smör fra Hurup og smör fra Grurup og smör i min bitte kjærne.« På den måde blev hun ved, og sådan drog hun smör til sig fra de forskjellige steder i omegnen. (Evald Tang Kristensen, p.182)

I dag er kvæg avlet til at producere enorme mængder af mælk. Sådan var det ikke for blot 150 år siden. Der gav kvæget væsentlig mindre, og mange mindre gårde og især husmandssteder havde få køer. Et husmandssted havde måske kun to-tre køer, og det kunne tage flere dage at skumme nok fløde af mælken fra daglige malkning til der var nok fløde til at der kunne kærnes smør. Når der var nok fløde, og den var blevet passende sur ved at stå længe nok, blev den hældt op i en smørkærne. En type kærne var stampekærnen, som på sin vis ligner en spand med en stang, som går ned gennem spandens låg, og i stangens ende er en plade med huller i. Ved at hæve og sænke stangen piskes fløden, indtil den bliver til smør. Det kunne være en langvarig og tung arbejdsopgave, som det var typisk var noget, som kvinderne på gården tog sig af.

Overtro og smørkærning

Fra kalkmalerier kendes billeder af kvinder, der kærner smør, mens Djævelen står ved deres side. Smørkærning, hvor Djævelen eller smådjævle er involveret, udgør sin helt egen kategori inden for kalkmalerier. Så udbredt har associationen mellem smørkærning og det overnaturlige været.

Forestillingerne om det overnaturliges involvering med smørkærning var udbredte, og der er mange historier både om smørtyveri ved hekseri, om smørlykke og om hekse, der kærner forhekset smør.

Kærningen af smør var ikke altid vellykket:

»Det var næsten umuligt at få smør derhjemme, når køerne fik græs ell. hø fra en svovlet eng, så blev fløden lang«, dvs. den blev slimet. Så hentede man kærnemælk et sted i nabolaget, hvor de havde let ved at få smør, og fløden blev »syrnet« med kærnemælken. (Anna Pedersen, p.39)

Det kunne også ske at fløden frådede, dvs. at fløden i stedet for at grynes og forvandles til smør i stedet begynder at skumme og bliver i stedet til sejt skum. Når først fløden er frådet, bliver det ikke til smør.

For at få kærningen til at lykkes og særligt for at sikre sig, at den ikke blev spoleret af uheldsvangre kræfter, kunne man bruge lykkebringere som hestesko – for finder man en hestesko bringer det held – ved at montere hesteskoen på kærnen. I et tilfælde har en bondekone ligefrem særligt smedet hestesko for at få hjælp til kærningen:

Bondekone: “Min afdøde fader har ladet [hesteskoen] slå hos smeden i Gjerning og brugt den under kærnen, når jeg ej kunne få smør, da har det hjulpen.” Den omtalte hestesko blev skænket til Nationalmuseet i 1847, og i en nota fra 1783, som fulgte med hesteskoen, lyder det yderligere: “[Hesteskoen] skal være slagen tre torsdager i fandens navn på de tre sømhuller” (Piø, p.68)

I andre beretninger hedder det sig, at man skulle smide en glohed hestesko ned i mælken, der skulle kærnes for at få smør. Folkloristen Iørn Piø foreslår, at det varme metal måske har fået mælken til at fortykke nok til at en kærning har kunnet lade sig gøre, og måske forholder det sig sådan, men den varme hestesko kunne også brænde en heks, der forsøgte at stjæle af smørret:

Men nu skulde han give dem et råd. De skulde få et stykke jærn smedet med tre huller på. Så skulde de tage noget svovl og lade drippe i hvert eneste karmon, de havde. Derefter skulde hun gjøre det jærn gloende og så si mælken over det jærn ned i hvert kar. »Så tænker a nok, de skal få deres næse varmet, der har gjort det. Kan det nu ikke hjælpe, så skal a nok lave det sådan, te det skal hjælpe, men det vil a ikke svar gjærne.« Det hjalp også godt nok. (Evald Tang Kristensen, p. 196)

Der var også andre måder, man kunne standse en forhekselse af smørret:

En kone fra Obling havde forhekset en mands køer, så de kunde ikke kjærne smör. Det var den samme kone, der havde fået taget i Obling til at skride ned. Så hentede de den gamle
Sander. Han lagde nogle hår af køerne ned i gangen imellem begge rækker, efter at han dér havde taget en 2, 3 sten op, og da han var færdig med det, sagde han: »I morgen vil der komme fremmede, men de må ikke komme ind.« Der kom også fremmede, men det var af deres egen familie. Så kom køerne sig. (Evald Tang Kristensen, p. 197)

Andre historier beretter, at heksen kommer rendende, når hun kan mærke, at man forsøger at ophæve hendes forhekselse, eller hvis man ‘angriber’ hende ved at stikke i fløden eller smørret. Det sandsynligvis de ‘fremmede’, som omtales i historien ovenfor, dvs. dem som har forhekset smørret. En lignende historie kendes fra Bornholm:

Når man er ved at kjærne og ikke kan få smör, tror man, at der har været smörbarrer i kohuset. Man skal da tage en sko af en ugildet hingst, gjøre den gloende og lægge den i kjærnen, så kommer smörret snart. Den første fremmede, der kommer ind ad dören, er den skyldige. (Evald Tang Kristensen, p.185)

Ryste smørret af sig

Kom der fremmede, når pigen eller konen stod og kærnede, hed det gerne: »du skal ryste smørret af dig!«, så måtte den fremmede have fat at kærne et øjeblik’ (Anna Pedersen, p.40)

Når man er gået over et markdige og så bag efter får ved en kjærne, hvor de har ondt ved at få smör, kommer man med smör, og man skal så tage ved kjærnen og ryste smörret af sig. (Evald Tang Kristensen, p.190)

Forbundet med folketro er forestillingen om at man kan ‘tage lykken med sig’, for eksempel at man ‘ikke må bære julen ud’, og det forbundet med at tage imod folk på den rette måde, altså udvise passende gæstfrihed, og en variant af den optræder i forbindelse med smørkærning, hvor man som besøgende ikke må tage smørret med sig, hvis man dukker, mens der kærnes smør, og det gøres ved at man giver en hånd med smørkærningen, og således ryster smørret af sig.

Kloge mænd og koner kunne være bondefamilier behjælpelige med sygdomme, ulykker og lignende, og de kunne derfor også hjælpe på gårde, hvor der var problemer med smørkærningen. Om den kloge mand, Frands Andersen (Uggerslev sogn 1830-40’erne), fortælles blandt andet:

En gang kom en mand og klagede over, at han slet ikke kunde få smör, ihvor meget de end kjærnede, og bad Frands om endelig at komme derhen og hjælpe dem. Frands gik også derhen, og gav sig til at rydde op og rumstere grueligt i hele huset; det varede ikke længe, så kom smørret. Frands var jo deres mester, som vilde tage det. Siden var der aldrig noget i vejen med smörret. (Evald Tang Kristensen, p. 285)

Der er flere eksempler på, hvordan kloge folk kommer bønder til undsætning, når fløden ikke vil blive til smør. Nogle gange involverer det trylleremser nedskrevet på papir, som monteres på en væg eller gemmes under kærnen.

Heksesmør

Heksene havde dog også deres egen særlige form for smør, heksesmør, som de gerne kærner på Sankt Hans aften.

[Det er] en egen slags smørelse til at indgnide ridehesten med, nemlig heksesmör, og dette hjalp dem så meget, at de kunde ride over stok og sten i en susende fart, langt værre end ellers. Dette smör kunde heksene frembringe af en hanekam, men hanen måtte så være gnitrende sort, og kammen skulde være afskåren på én af de aftener, da heksene red […] (Evald Tang Kristensen, p. 88)

Heksesmør kunne dog bruges til mere end at ride til Bloksbjerg enten på en hest smurt heksesmør eller på en ildrage. I en historie smører en ung pige det på en bondes døre for at forhekse hans husdyr, men han opdager det og får det smurt af igen. I en anden historie kommer en karl til at smøre det på vognhjul med det resultat af hjulene begynder at snurre af egen kraft, og karlen kan vanskeligt få det til at stoppe igen.

Heksesmøret blev kærnet på særlige aftener som Skt. Hans aften eller Voldborg aften, men heksene opbevarede gerne deres heksesmør hos intetanende bønder, som når de ved et tilfælde fandt smørret og besluttede sig for at destruere det, straks fik besøg af en tililende heks eller heksemester, som bad om at få sit smør igen, og heksen var villig til at betale for det. En grund til at heksen så gerne ville have det igen var, at heksen gennem sin trolddom syntes at være forbundet til smørret, så hvis man beskadigede smørret, ramte man også heksen.

En mand i Sangstrup så en dag, at der i et hul i en hjörnestolpe sad noget, der lignede smör, og hver dag kom der mere. »Det skal brændes«, sagde han, og derpå tog han det og
kom i ilden. Da kom der straks en mand løbende og bad om at låne 10 rigsdaler. Heksemesteren måtte nemlig straks komme, og han gav sig da et ærende. Han fik naturligvis ingen penge, men blev jaget ud af huset. Smørret var sat, for at mandens kreaturer skulde slikke det i sig og dø deraf. (Evald Tang Kristensen, p. 90)

Motiver i folketroen om smør

Der er en række motiver, som går igen i historierne om smør og hekseri. Først og fremmest kan man hindre at ens smør bliver stjålet ved at skære et kors i smørret – og det kan ligefrem få smørret til at bløde! Hekse eller kloge koner kunne stjæle fløde eller smør fra deres lokalsamfund ved at bede om en skefuld fra de andre, men blev man grådig og bad om for meget, resulterer det i en overproduktion hvis ikke ligefrem en lokal oversvømmelse af fløde (en type hybris, der optræder i flere folkeeventyr, men også kan genfindes i f.eks. Disneys Troldmandens lærling). Mange af de indsamlede beretninger kommer i to trin, hvor den første fortæller om, hvad det er heksen gør (tager en skefuld fløde fra naboerne), og det andet trin rummer en slags negativ konsekvens (man kommer til at bede om langt mere end en skefuld, hvorefter man afsløres). Historierne bruges til at forklare, hvorfor at smørkærningen slår fejl – og måden det slår fejl på, minder om hvorledes mælk, korn og andre ting også bliver ‘stjålet’ af det overnaturlige.

Forestillingerne om heksesmør indeholder tre ekstra elementer. Dels at smørret er fortryllet og kan bruges til at udvirke magiske effekter, dels at er smørret forbundet (via ‘sympatisk magi’) til heksen, så hvis man beskadiger smørret, skader man heksen (motivet er magen til motivet fra skiftingerne, hvor hvis man beskadiger skiftingen, kommer forældrene straks rendende), og dels at smørret gerne skal kærnes Skt. Hans nat, og gerne ved damme og mosehuller (steder, som er på randen af civilisationen, og hvor elementerne flyder sammen, men måske også steder, hvor vandstrømme står og ‘kærner’ f.eks. i et møllebassin). I historierne om heksenes kærning på Skt. Hans nat er andet led i historien, at en nysgerrig karl fra sit skjul spionerer på heksenes dans og kærning, indtil karlen kommer til at afsløre sig selv. Det er tydeligt, at historierne forhekset smørkærning og om heksesmør, at de trækker på samme ‘katalog’ af motiver og forståelse af, hvorledes trolddom eller det overnaturlige fungerer.

Det nærende og værdifulde smør, som ikke var nemt at lave ret, var omgærdet af megen overtro. Kemien bag kærningen af fløde var ukendt, og forestillinger om det overnaturlige forklarede, hvorfor at nogen havde smørlykke, mens andre oplevede, at deres fløde aldrig blev til noget.

Smørhekse i Vaesen

Der findes ikke smørhekse, men folketroen er ofte ikke den mest oplagte kilde til rollespil og andre moderne medier, hvis der ikke tolkes og digtes over kildematerialet. Historierne om hekse, der stjæler smør indeholder ikke det store drama, og der er ikke detaljerede beskrivelser af hvordan heksen gør sine ting, hvordan hun eller hans standses, eller af episke slagsmål mod dem. Så derfor konstrueres en smørheks til formålet.

Smørheksen

Smørhekse er ondskabsfulde væsner, der mestrer kunsten både at stjæle smør fra de lokale bønder, og de mestrer at producere fortryllet smør, heksesmør, som kan bruges til at få vogne til at rulle, få heste til at ride til Bloksbjerg og til at forgøre folk og husdyr.

I Vaesen er hekse afskyelige væsner, som forklædt som mennesker stjæler fødevarer og i særdeleshed smør fra bønder og driver en bondegård ud i armod og hungersnød gennem sit magiske tyveri. Andre hekse er mennesker, som har tilegnet sig eller er født med særlige evner, og de bruger dem nu til at berige sig på deres naboers bekostning. På overfladen er de charmerende, mens de med trolddom stjæler smørret fra naboerne og forårsager ulykker og fattigdom. Nogle stjæler ligefrem smørret for at forhekse det og udnytte det til deres egne ondsindede planer.

Smørhekse i Vaesen er væsner, der repræsenterer den gamle orden over for industrialiseringen af smørproduktionen. De er modstandere af andelsbevægelsen, og de bruger deres kræfter til at udnytte de bønder, som endnu selv kærner smør, og som lever efter de gamle skikke. Smørheksen kan også være mejeristen, der med trolddom drager alle bønderne til at indlevere deres fløde på mejeriet, så hun kan producere enorme mængder af fortryllet smør, eller blot berige sig på, at bønderne intetanende overdrager deres produkt til en magisk mejerist. Smørheksen kan i et Vaesen scenarie på flere forskellige måder placeres i spændingsfeltet mellem de nye og de gamle skikke, mellem produktionen hjemme på gården versus den industrialiserede proces oppe ved andelsmejeriet.

Smørheksen kan være den gamle kone, der har mistænkeligt meget smør at sælge, hun kan bo nede i mosen, hvor hun frister fattige folk med rundhåndede mængder af smør, så hun kan smovse i spædbørn vendt i smør, eller hun kan gå skjult iblandt folk forklædt som den magtfulde industrialist, der forsøger at overtage al smørproduktionen. Heksen kan endog være så tudsegammel, at hun optræder på kalkmalerierne i den nærliggende kirke.

Følgende tre elementer optræder også i historierne om trolddom.

Tudser – Smørhekse har som hjælpere tudser, der nogle gange sidder på bunden af smørfade eller kryber ned i smørkærner for at stjæle af fløden eller hindre at fløden bliver til smør. Det er ofte ækle skrubtudser, som sidder og glor med deres enorme øjne, mens fløden driver af dem.

Trylleremser – Smørhekse anvender ofte trylleformler til at begå deres smørtyveri. Det er sætninger med trolddomskraft, som de har skrevet ned på lapper papir. Nogle finder lappen frem, når de skal udføre deres magiske tyveri, og læser formlen højt, mens andre placerer formlen under eller ved kærnen, som de gerne vil stjæle fløde fra. En hjælpsom smørheks kan på samme vis beskytte en kærne mod tyveri ved at placere sin papirslap under kærnen.

Smørbarre – Bornholms smørhekse har lært sig en til helt speciel teknik, hvor de fortryller tre harvetænder og et strømpeskaft, som nu kaldes en smørbarre. Smørbarren sender heksen af sted, og den løber over land langs markskel, og sniger sig ind i folks huse, hvor den stående på sine tre ben, fylder strømpeskaftet op med folks smør. Render man på en smørbarre, gælder det om at få slået den i stykker.

Blodigt smør – Hvis smør, der er stjålet eller fortryllet, signes med kors eller skæres i med jern, så begynder det at bløde. For smørheksene er det vigtigt at undgå at få afsløret deres smørtyveri, og det blødende smør er deres største svaghed, men hvis folk ikke tror på, at smørret er stjålet gennem hekseri, er de nok ikke tilbøjelige til at se efter.

Smørheksen i Vaesen. Du kan downloade en monsterbeskrivelse herfra:

• Smørheksen som Vaesen-monster: Smørheks (pdf)

Kilder

• Anna Pedersen: Bondestue og Stegers. Optegnelser fra Stevns og Bjerverskov herreder. 1944.
• Evald Tang Kristensen: Danske Sagn, som de har lydt i folkemunde, udelukkende efter utrykte kilder samlede og tildels optegnede af Evald Tang Kristensen – Sjette afdelings første halvdel, 1900.
• Troels Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende århundrede, bd. 3. Sjette udgave, 1969.
• Iørn Piø: Bank under bordet. 1963.
• Ole Hyldtoft: Mad, drikke og tobak 1835-80. 2016.

Smør og Vaesner i rollespil

• “Smørfalskneren” af Olle Jonsson fra antologien Imperiet.
• Skelflytteren i rollespil og folketro