Hvis du griner, synker skatten dybere ned i jorden og er tabt!

I dansk, skandinavisk og europæisk folketro er der elvere, dværge, trolde og kæmper, der er vilde ryttere, spøgelser, gravhøje på gloende pæle og byer, som er druknet – og så er der skjulte skatte, som det kræver snilde og trolddom at finde! Et gennemgående motiv i folketroen er skatten, som forsvinder eller synker dybere ned i jorden, hvis man kommer til at sige noget eller lade sig distrahere.

Hårlev by, hvor kong Hother boede, har sit navn efter ham. Her ejede han et slot, men da der en gang blev spået ham, at en stor ildebrand vilde lægge byen øde, lod han af skræk herover alle sine skatte nedgrave, og derimellem var en stor kiste med tre skjæpper sølvpenge. Hvor den skat er nedgravet, vil der, når tiden kommer, vise sig flammende blålys over kisten, og så mange penge findes deri, at byen kan opbygges derfor. En gang så nogle mænd flammen og begyndte at grave efter at have været så forsigtige at kaste en saks deri, men så råbte en af dem: »Tag bedre fat!« o. s. v.

Evald Tang: Danske Sagn

Det skal her handle om forsvundne skatte og den magiske skattejagt i folketroen (og det er en fortsættelse af de to foregående indlæg om skattejægere og skattejagt), og det skal handle om, hvordan skattejagten kan bruges i rollespillet Vaesen – Nordic Horror Roleplaying Game.

I én af höjene på Tornby bjærg skal også en kong Jærnskjold ligge begraven med store skatte, der siges syv tønder guld. En gårdmand, som boede der i nærheden, vilde en gang grave i höjen for at finde skatten. Men da han kom hjem fra höjen, fandt han begge sine heste liggende døde i stalden. Siden turde han ikke grave der.

Evald Tang: Danske sagn

I Europa som følge af reformationskrigene, 30års krigen og 100års krigen var landsbyer lagt øde af krigshandlinger, byer var blevet plyndrede (blandt andet for at lønne lejesoldater) og folk sendt på flugt på tværs af kontinentet. De vidste ikke, om de ville komme hjem igen, eller om deres hjem efter en erobring ville stå urørte, og de skjulte derfor deres penge, smykker og andre vigtige ejendele i husmure eller gravet ned i kælderen, i haven eller den nærliggende skov. Den dag i dag finder man disse efterladte skatte. Nogle nedgravede skatte stammer fra middelalderen eller oldtiden, og nogle bliver gravet frem, når jorden pløjes eller et hus istandsættes, eller hvis man systematisk udgraver gravhøje. Andre skatte er sværere at finde, og de kræver en specialist, der kan lokke skatten frem.

Lovgivningen omkring om de ovennævnte skattefund vekslede i årene 1500-1800 fra land til land, fra egn til egn og fra periode til periode. Nogle fundne skatte går direkte til de fiskale myndigheder, andre tilfalder ejeren af ejendommen eller finderen af skatten, eller skatten fordeles efter aftale mellem ejer og finder, eller efter den tilladelse, som myndighederne har givet til at grave skatte frem.

Udgangspunktet er Magical Treasure Hunting in Europe and North America: A History (Johannes Dillinger; Palgrave 2012), Evald Tand: Danske Sagn og diverse andre opsamlinger af dansk 1800-tals folklore.

Her boede en gang en herremand, som hed Bindesbøl, og efter ham siges da byen at have navn. Han var meget rig, men gravede sin rigdom ned oppe nordöst for kirken et sted, hvor skyggen af kirketårnet kan falde hen over en gang daglig hele året rundt. Der ligger skatten endnu, men sagnet föjer til, at den vil blive funden af én, som kun har tre fingre på den ene hånd, ligesom herremanden havde.

Evald Tang: Danske Sagn

Folklore: Tavshed og skatten der synker

I Magical Treasure Hunting fremhæves det, at et element i den magiske skattejagt er tavshed. Deltagerne må ikke ytre et ord eller lade sig distrahere, ellers vil de miste skatten. I folkloren sker der det, at skattejægerne oplever noget sært eller besynderligt, som får en til at komme med et udbrud, og som resultat synker skatten dybere i jorden og er borte. Jf. Magical Treasure Hunting er det billede den pagt og det samarbejde, som deltager indgår i, og det er som minimum en praksis, man i samtiden forestillede sig var gældende, for kritikere af skattejægerne peger på det som en af sære ting, som skattejægerne foretager sig. Tavsheden har ydermere den funktion, som mange trylleformler har, at der er så mange detaljer, der kan gøres forkert, at det er nemt at forklare, hvorfor handlingen slog fejl. Det er nemt at forestille sig, at nogen uvilligt er kommet til at ytre sig. Tavsheden kan dertil også være et billede på, at man som gruppe holder tavs om ens fund.

Sagnet fortæller, at da Ulfeldt og Eleonora rejste derfra, lod de nedgrave en guldbeslået kane, hvor gamle Anders Larsens gård har ligget. Folk lod grave på stedet, og de fandt også kanen, men pludselig stod der en snehvid hest og så på skattegraverne; så udbrød den ene: »Denne hest er hverken fra denne by eller nabobyen!« og så sank kanen med guldet igjen.

Evald Tang: Danske Sagn

For mange år siden var der en mand på Vilhelmsborg, der havde en datter, og hun kjørte en gang fra Århus og hjem til gården i en karet sammen med en löjtnant, men han voldtog hende undervejs, og da hun var helt fortvivlet over dette her, så lukkede hun sig inde og vilde aldrig se nogen mere. Hun fødte jo vistnok et barn, og det begrov hun der ude i skoven, og så gik hun og lavede en sti der ude, som hverken fører til det ene eller det andet sted eller andre veje. Så døde hun knap efter, og nu blev hun ved at gå der ude i skoven, hvor den sti var, som hun havde slidt græsset af. Der gik megen snak om det, og man sagde, at hvis man kunde træffe hende på et vist punkt og sige noget forløsende ord til hende, kunde hun blive fri for sådan at gå igjen, og de kunde få en stor skat, som var nedgravet der. En aften var så to af Mosegårds karle ovre på Vilhelmsborg, men da de kom hjem, var de svedige og trætte og helt medtagne. De havde nemlig truffet den hvide jomfru inde i skoven. Da de nemlig den aften efter klokken tolv var komne gående igjennem skoven, så de hende også komme gående der ovre. Der var ellers mange, der havde set hende og ladet hende gå forbi uden at snakke til hende, men disse her var blevne noget godt tilpas og havde fået nogle dramme, og idet de går, siger den ene til den anden: »Nu skal vi sige noget, så får vi pengene«. Men de blev alligevel så forskrækkede, da de så hende, at de fik ingen ting sagt, og kom hjem så svedige og matte, at de næsten ikke kunde flytte en fod.

Evald Tang: Danske Sagn

I de to ovenstående citater er to eksempler på, hvordan tavshed og tale spiller en rolle. For den anden historie er det også interessant, at forløsningen af spøgelset medfører en skat. Som det nedenfor nævnes, så spiller spøgelser i en rolle i skattejagten, da de huserer, hvor der er en glemt skat, men i citatet ovenfor er det omvendt, men den omvendte brug af motivet bekræfter sammenhængen mellem spøgelser og skatte, selvom sammenhængen er blevet glemt.

Der er muligvis mere til dette element af tavshed, da også andre handlinger i folkloren kræver tavshed af deltageren. I den svenske årsvandring, hvor man vandrer ud i julenætterne for at få et varsel om, hvad der venter, vil overnaturlige væsner forsøge at lokke personen til at tale. I folkeeventyr optræder også varianter temaet med at holde sig tavs eller forsøge at lokke folk til at tale.

Manden fik fjendernes komme at vide så tidlig, at han fik hans penge samlet i en kobberkjedel og sænket ned i den å, som løber der tæt om ved. Siden vilde han jo atter tage dem op, men han blev dræbt, og kjedlen står der endnu. Siden har forskjellige prøvet at tage skatten op og har også haft den på åkanten, men de har ikke kunnet tie stille, og så er den atter sunken for dem.

Evald Tang: Danske Sagn

Skatte er at finde mange steder. En del er i gravhøje fra oldtiden, hvor knogle, gravgaver og andre genstande kan være at finde, men andre skatte er efterladt i ruiner af godser og slotte, eller de er gravet ned “under krigen med svensken” eller sænket ned i vand for at skjule dem, og nu går jagten på dem igen.

I Dyret, som er en meget höj og stor banke i Onsbjærg sogn, siges at være en skat, som en dronning lod nedgrave i krigstid. Flere gange har nogle husmænd fra Onsbjærg prøvet på at finde skatten, men hver gang uden held. To mænd gravede en gang tre torsdag aftener i træk, men tredje aften, da de var lige ved skatten, som lå i en kjedel, blev den ene af dem så angest, så hans ben rystede under ham, hvorfor den anden sagde: »Hvad fejler dig, er du syg?« Dermed sank skatten, ti når man graver efter skatte, må man for al ting ikke tale.

Evald Tang: Danske Sagn

Tre torsdage er et motiv flere i beretninger. Tre torsdage har en magisk betydning, og der er flere steder, hvor et ritual eller magisk handling udføres på tre hinanden følgende torsdage. Det er en betydningsfuld handling, som ikke kun optræder i forbindelse med gravning efter skatte.

Der er en skat nedgravet nede ved Holmgårds slot i Nörre-Balling, og der sees ild mange gange om natten på den plads. Så var der to, der vilde grave efter den en nat ved midnatstid, og de var så heldige at støde mod en kobberkjedel og havde den næsten oppe. Så siger den ene: »Nu har vi den!«
Da sank den hen igjen, og aldrig siden har nogen haft ved den.

Evald Tang: Danske Sagn

‘Nu har vi den‘ eller ‘Tag nu fat‘ er et så hyppigt motiv, at disse historier udgør deres egen undergenre i historierne om at tie. Motivet med tavshed er altid knyttet til, at skattegraverne fejler i deres forsøg på at finde skatten. En kommer til at tale, enten i iver eller som et pludselig udbrud, da denne bliver forskrækket, og skatten synker nu dybere ned og uden for rækkevidde. Kun i de historier, hvor der ikke refereres til tavshed, lykkes det for en person at finde skatten. En anden undergenre i historierne om tavshed, involverer (sorte) haner, der med trækkende en vogn eller ved at fise voldsomt, får folk til at bryde deres tavshed.

Reglen om tavshed gælder i nogle historier fra man går ud for at grave efter skatten, og i andre historier er der eksempler på, at skatten kommer halvt i hus, da skatten er halvvejs under tagskægget eller over dørtærsklen, da nogen kommer til at sige noget, og derefter tager bjergfolket den halvdel af skatten, som endnu stikker ud af huset.

Nord for Risum i Borbjærg stod et lys ude på en holm med pors og vide og lyng og krammeri. Lyset såes tit, og nogle karle fandt da på at grave der. Da de kom en to alen ned, traf de en kjedel, der var tung og fuld af penge. Så siger den ene: »Tag nu bedre ved!« Så sank den.

Evald Tang: Danske Sagn

Her kommer et andet eksempel på at vandre og forblive tavs, som kombinerer den svenske årsvandring med skattejagt:

Frue nat kan man på Bornholm finde penge ved for midnatstide at stå op og vandre stiltiende tre kirker forbi og gå hver af disse rundt tre gange, og derefter nå til en korsvej, endnu for sol står op, hvor man så skal trende gange kalde höjt på Fanden. Denne kommer da straks og viser én, hvor skatten er.

Evald Tang: Danske Sagn

Eksemplet ovenfor berører et andet motiv, som ikke direkte er en del af skattejagten, men som er et tilbagevendende motiv til at erhverve penge, og det er at påkalde Djævelen for at få denne til at hente penge til en. Der er flere andre historier om påkaldelse af Djævelen eller en fe for at få den til at hente skatte til en, men det er ikke det samme som at gå på skattejagt, og jeg vil derfor ikke komme mere ind på emnet her.

Det skete i en gård i Krejbjærg, der kaldes Julsgård, alt imens den nuværende ejers gammelfaders gammelfader han var gårdmand, at der en aften kom en fattig tigger ind og bad om at blive over om natten. Det var de kjede af og vilde ikke give tilladelse dertil. Men så kom der én af karlene ind og siger, at én af hestene var bleven syg, den stod og sprang op og ned i båsen og svedte. Så skulde de jo hver en ud og se til den, og ham tiggeren han fulgte med. Så gik han op til den, og han gik og strøg med hånden og snakkede med den. Den gang han havde gjort det, så skadede den ingen ting, den gik straks til krybben og åd. Da blev folkene så glade ved ham, at der var ingen ting i vejen for at han kunde blive der om natten. Den gang de skulde ad sengen, sagde han til manden, at kan vilde betro ham en hemmelighed. Omme i kålgården der var en kjedelfuld penge gravet ned, og den kunde ikke tages op uden ved midnatstide kl. 12. Så foreslog han manden, om de skulde ikke tage den op i fællesskab. Men han måtte ikke fortælle det til nogen, for så kunde de ikke tage den. Den gang klokken var 12, så kom manden ud til tiggeren, der som han lå, og så skulde de jo om at have skatten. Så siger tiggeren: »Nej, nu kan du gjærne gå ind og lægge dig igjen, for du har fortalt din kone det, nu kan vi ikke tage den.« De fik den så heller ikke.

Evald Tang: Danske Sagn

I ovenstående eksempel er det igen interessant at se, hvordan de samme motiver optræder, men på en ny måde. På den ene side bliver skatten utilgængelig, fordi bonden har talt, men på den anden side kan historien også læses som at tiggeren har narret bonden til at få en nat mere på gården. Et andet interessant element er, at tiggeren er en slags klog mand, for netop vagabonder er blandt de magiske specialister på en magisk skattejagt.

Byen brænder

Siden har ingen kunnet hæve skatten, så den sidder endnu på samme plads, og det skal være forbundet med store ulykker at drage den frem for dagslyset. Der skal en gang være prøvet på det, og dét skal have lykkedes at få den draget op omtrent til jordens overflade, men så kom der en til at se sig om, og så da til sin store forskrækkelse, at hele byen brændte. Han gav straks slip og løb, råbende til de andre: »Byen brænder!« Alle fulgte hans eksempel, og kisten dumpede tilbage i hullet igjen, hvor jorden lukkede sig over den, men så snart den var forsvunden, brændte byen ikke mere, alt var som för.

Evald Tang: Danske Sagn

I flere historier distraheres folk ved, at deres gård eller by pludselig står i brand, og de bliver derfor nødt til at afbryde deres forehavende. Disse historier adskiller lidt fra historierne om tavshed, da her skal skattejægerne være standhaftige og forblive tavse, mens i historier, hvor der er en illusion af en brand, bliver skattejægerne aktivt forsøgt distraheret i deres ærinde: Noget overnaturligt prøver aktivt at hindre udgravningen. Det er mere tydeligt i de historier, hvor der dukker et mærkeligt syn op, som ofte involverer en hane, hvilket får en graver til at ytre sig i forbavselse. I den følgende historie kombineres de to varianter:

Ved de nu kom til at ville have den op, var det, ligesom en kokkemand stod og galede oppe på höjen. En af dem tykte, det var sært, at en kok stod der ved nattetid, og kravlede op for at se efter den. Da var det for ham, som Hundsbæk stod i lys lue. Så sagde han: »Se, nu brænder Hundsbæk«. Dermed var det hele forbi, og kisten sank.

Evald Tang: Danske Sagn

Distraktionen kan også komme, når man forsøger at hale en skat op af en sø:

Ingen måtte tale, inden de fik den i båden. Men som de står og haler i kisten, får de en stor sort hane at se på enden af den. Den ene af mændene siger da: »Nu har jeg aldrig set så stor en hane.« I det samme sank kisten til bunds, og ingen har set den siden.

Evald Tang: Danske Sagn

Nogle haner er sorte, andre er røde, og de er ofte usædvanligt store, og et af deres tricks til at distrahere folk er at slå en så stor skid, at en af graverne uforvarende kommer til at kommentere på det. Et andet trick er at komme trækkende med en vogn, gerne på en måde, som grundlæggende set er absurd.

Hvorfor det lige er haner, der spiller en rolle i disse historier er uklart. En mulighed er, at graven efter skatte sker typisk fra midnat, og dagens begyndelse markeres med hanegal, så hanen er den, der afslutter tidsrummet, hvor der kan graves efter skatte, og i overført betydning bliver den sorte, fisende hane afslutningen på skattejagten.

At kaste en kniv

I flere beretninger bliver der kastet en kniv for at holde fast i skatten. I nogle kaster man en kniv ned på skatten i hullet for at hindre den i at synke, og tilsyneladende lader det folk fortsætte med at grave efter skatten den følgende nat frem for at skulle udgrave det hele på en nat. Man skal dog forblive tavs. I andre beretninger kaster man en kniv efter et sært væsen eller en høj på gloende pæle, og i de historier resulterer det i et fund af en skat. At kniven har den funktion hænger muligvis sammen med, at den er af stål, og derfor har afværgende effekter, som knive generelt synes at have.

Folklore: Spøgelset, feen og skattens vogter

Beretningerne om de forsvundne skatte kommer fra både protestantiske og katolske egne af Europa. Dette spiller ind på, hvordan man tolker skattens vogter. For kirken i begge regioner betragtes skattens vogter som et spøgelse, og ikke en fe, selvom meget folklore peger på feer som værende dem, der besidder eller bevogter skatte. For katolikkerne er spøgelset en person, som befinder sig i Skærsilden, og som er vendt tilbage, fordi der er et uafklaret ærinde, mens for protestanterne er spøgelset en djævel, da folk enten er i himlen eller helvede (og det er en generel opfattelse, som først ændrer sig med 1800-tallets spiritisme).

Ved Vamdrupgård har der i gamle dage stået en borg på en liden ø, der nu udgjör en del af haven. Dens sidste ejer var grev Plessen, der faldt i det 17de århundrede i krigen mod de Svenske, men hans frue udholdt endnu som enke i tre uger en belejring af fjenden, forsvarede borgen med heltemod, og da den til sidst brændtes, døde hun og hele den lille besætning i dens luer.
Ved borggravenes udtörring i den nuværende ejers tid fandtes i en af disse liget af en svensk landseknægt, hvis mundering var endnu ret kjendelig, endvidere en lerdunk og en stor ildtang. Den sidste bruges til denne dag, skjöndt under en forandret form, og der påstodes længe, at den ved midnat gav en lyd fra sig. Den heltemodige grevinde Plessen skal endnu undertiden sees i en hvid skikkelse på stedet, der var skuepladsen for hendes ridderlige kamp og død. Hun skal under belejringen have nedgravet store skatte, i særdeleshed en kostbar guldtavle, og denne sidste, der undertiden sees ved stærkt solskin på slotsholmen, forsvinder, så snart man nærmer sig den. Sagnet beretter, at grevinden ingen ro kan finde i sin grav, men må vandre omkring eller sidde i det indre af slotsbanken og spinde på en guldtråd, indtil hun har åbenbaret til nogen, hvor skatten ligger skjult, og at dette må ske en vis nat om året, der dog ej er bekjendt. En pige har drömt, at det skulde være natten imellem den 27de og 28de oktober.

Evald Tang: Danske Sagn

Der er typisk tre typer af spøgelser. Der er den hvide dame, der hjemsøger stedet, hvor hendes skat er. Der er gengangeren, der venter på at blive sat fri, og derefter viser, hvor en skat ligger begravet, og der er den sorte mand. Sidstnævnte er en frygtindgydende skikkelse, der nogle gange optræder hovedløs, og nogle gange i sammenhænge med sorte hunde, og den kan ændre sin størrelse fra lillebitte til gigantisk. En fjerde variant er den sorte hund, som nogle gange er et overnaturligt væsen, nogle gange en dæmon og nogle gange et spøgelse i hundeskikkelse.

Spøgelser eller gengangere passer ikke ind i den protestantiske lære, men det hindrer ikke deres eksistens i den folkelige tro. Spøgelserne optræder i forskellige former, og nogle er dæmoniske i deres udtryk. Spøgelser er et stort emne i folkloren i sig selv, og dem vil jeg komme nærmere ind på en anden gang, men det er værd at fremhæve, at spøgelser ofte optræder i de samme sammenhænge som de underjordiske, og at beretningerne ikke bruger den samme type af opdelinger som senere tiders forsøg på at rangdele udøde i forskellige typer (det er således uklart, om spøgelser er legemlige eller ulegemlige, og det har ikke relevans for beretningerne).

Flammer og en vogtende trold-hare

I vænget uden for Mosegård i Skalkendrup stod i sin tid en stor ask, og i den boede en trebenet hare, som man mente der vogtede på en skat, der var skjult under træet. Om aftenen brændte der tit lys, og det ledte da folk, som færdedes over marken, vild, hvorfor man skulde vogte sig for at komme der ved nattetider. Mosegårdmanden blev en aften vild derude, han kunde se lyset inde fra gården, men han kunde ikke finde ind, først da han tog sin hue af hovedet og vendte den, blev han rigtig klog på, hvor han var, og da stod han endda tæt ved sin egen port. Det var den trebenede hare, der havde skjult den for ham. Mads spillemand, som tjente i Mosegården, havde tit mödt den trebenede hare, når han gik hjem fra ungdomsgilder. En aften tog han fiolen frem og spillede et stykke for haren. Det fik den til at lukke sit store öje op, og så gav den ham en krone (for i den tid havde man også kroner).

Evald Tang: Danske Sagn

Den trebenede hare er antageligvis en trold-hare (der netop er kendetegnet ved deres tre ben), der også kendes fra svensk folketro, trollharen eller bjäran, som benyttes af hekse til at stjæle smør (se også artiklen om smør i folketroen; i den omtales en anden form for tjenende ånd, der stjæler smør), og når trollharen taber smør på vejen, bliver det til troldesmør, som er det folkelige navn for gullig svamp, der kan ligne spildt mælk/smør (og i Norge er det troldkatten, som gylper stjålet smør op, som bliver til trollkattsmør. På dansk kendes den mælkestjælende hare også som en mælkehare.

I andre sammenhænge lyder det, at troldharen kun kan rammes med en sølvknap, som en belejlig forklaring på, hvorfor en given hare ikke kunne rammes af jægere, men det hænder at en skytte har for får i en sølvknap, og derefter formår at ramme og såre haren, som efterfølgende viser sig at være en af de lokale kvinder, der nu har samme skade. En anden historie kombinerer den trebenede hare med den formskiftende kvinde, hvor en vagtsom bonde slår og sårer en trebenet hare, som viser sig at være en gammel kone med stok (hendes ‘tredje’ ben).

Motivet med det brændende lys optræder her både som tegn på en nedgravet skat og som en slags lygtemand, der leder folk vild, indtil de vender et stykke tøj på vrangen. Beretningen kombinerer flere motiver, men den rummer også en skat og dens overnaturlige vogter.

Bevogtet af bjergfolk

I Nörre-Bøvl var en höj, og der vilde de til at kaste efter en kjedel penge, som skulde være i den.
Lav de kom så nær, at de fik fat i hanken, så kom der en kok ud af höjen, og der sad en nisse på den. Det foer nu rundt om höjen, og nissen sagde:
«Hyp, hyp, howw!
nu står Norre-Bøvl i lys loww.»
Så rendte folkene hjem ad. Men byen brændte jo ikke alligevel, og da de kom igjen, kunde de ikke finde kjedelen og har ikke kunnet finde den siden.

Evald Tang: Danske Sagn

Høje er associeret tit og ofte med de underjordiske, om disse er dværge, vætter, ellefolk, nisser eller bjergfolk (og folkloren er alligevel ikke skarp i sine kategorier), og det er derfor naturligt at flette dem ind i beretninger om skatte nedgravet i høje. I de fleste af historierne er bjergfolk optrædende i beretninger om skatte, der synker i jorden, fordi tavsheden brydes. I en beretning tager bjergfolket form som en sort hane for at distrahere, og ofte føjer bjergfolket ikke noget synderligt til historien. I modsætningen til beretningerne om spøgelser, drager eller sorte hunde, kan bjergfolket i mange tilfælde fjernes fra beretningen uden at det påvirker den synderligt. Det er en god indikation for, at to der er tale om to type af beretninger, som kombineres, fordi de begge er associeret med høje. Bjergfolket bor i gamle høje, som kan rejse sig på glødende pæle, og rumme bjergfolkets skatte, og nedgravede skatte kan være i høje markeret med (blåt) lys. Undtagelsen til reglen synes at være de få historier, hvor folk formår at forblive tavse til de har fået bragt halvdelen af skatten i sikkerhed i hjemmet, hvorefter en kommer til at sige noget, og bjergfolket dukker op og stager den halvdel af skatten, som endnu stikker ud.

Den hovedløse rytter

På en af Høgstedboernes jorder ligger en meget stor sten, som går under navnet den grå sten. Her skal ligge en skat skjult, som bliver bevogtet af en hovedløs rytter på en hovedløs so. Dog somme tider skal han nok have en sortringet kalv at ride på, men så forsvinder han altid, så snart nogen får öje på ham. Det har også hændet sig mange gange, at folk er gåede vild der, om de endogså er meget godt kjendt, og det var meget godt vejr.

Evald Tang: Danske Sagn

Hovedløse dyr og hovedløse folk er en form for gengangere eller spøgelser. De synes ofte at optræde som varslende eller skræmmende dødninge, men som i eksemplet ovenfor, er beretningerne ofte så korte, at det er uklart, hvad de egentlig gør.

I Langemose i Norre-Omme går en sort mand uden, hoved og hvæser:
»Ti trin fræ Lånngmosstien dæær leger guld å penge min.«

Evald Tang: Danske Sagn

Her kombineres den sorte mand og den hovedløse dødning med motivet om den glemte skat, der skal genfindes. I andre beretninger længere nede vil det også blive set, hvordan mange beretninger er sammensat ud fra et katalog af motiver. Inden for de enkelte kategorier af beretninger er der ofte nogle bestemte motiver, som bruges igen og igen, mens andre motiver (som f.eks. tre torsdage) synes at vandre mellem de forskellige kategorier af beretninger.

Manden der rådede ham fra at kjøre videre. Men han skulde hjem, og så kjørte han i Guds navn. Midt i dalen gjör hestene holdt og kan ikke komme af stedet. Så står han af og ser sig om, men der var intet at opdage. Endelig går han om bag hestene og ser ind imellem deres ører. Da ser han gjengangeren stå foran hestene. Han siger så: »Guds fred!« -»Nu skal du have tak!« svarer gjengangeren, »nu har jeg gået her i 15 år, og ingen har nogen tid villet sige noget til mig. Bind du dine heste, tag en vognkjæp med dig og følg mig!« Så fulgte han efter, og lidt efter standsede de. »Sæt nu din kjæp her som mærke. Her er nedgravet en hel skat, som jeg gravede ned, for jeg døde.« Dagen efter gik manden ud til pladsen, gravede på stedet og fandt skatten. Nu fik han råd til at bygge sin gård helt op og blev en holden mand. Siden mærkede ingen den gjenganger.

Evald Tang: Danske Sagn

Gengangeren, der sættes fri ved at man kommer til at sige “Guds fred” eller tilsvarende er en af de tre store typer af spøgelsesberetninger. Uforvarende sættes gengangeren fri, og den belønner nu ved at vise, hvor dens skat ligger skjult. Det er ikke en skat, som synker dybere ned i jorden. I den ovenstående historie sniger desuden et ekstra motiv sig ind, idet kusken kun kan se spøgelset ved at kigge gennem en bestemt vinkel (mellem hestenes ører). Det er ofte associeret med de underjordiske, at de kun kan ses ved at være iført tøj vendt på vrangen eller ved at kigge på dem under et løftet ben eller noget tilsvarende. Der er en interessant parallel til varulvehistorier i denne type spøgelsesberetning, da det synes at være erkendelsen, som har den befriende kraft: Det at komme til at udfri spøgelset ved at sige “Guds fred” eller varulven ved at genkende den og sige “Du er jo en varulv”.

Bevogtet af en drage

En type vogter er dragen. Sammenlignet med nisser og spøgelser og hvide damer, synes dragen at falde ved siden af, men ikke desto mindre er de med i en del af historierne. Drager bor i på skatte i høje. De kan flyve og spy ild, kan være røde, og længden svarer til en læssestang.

I nogle historier flyver dragen ud om natten, og man kan grave efter skatten. I andre historier er dragen ved skatten, men den flyver med skatten, når en af graverne bryder tavsheden. Den erklærer nu, at den flyver sin til et nyt sted, som er en anden høj eller en sø. I nogle tilfælde kommer der en ildelugtende skid fra dragen, der ligesom med den sorte hane, får en graver til at ytre sig. Der er ingen konfrontation mellem graverne og dragen. Dragens tilstedeværelse i beretningerne er på sin vis sær, fordi den spiller en så lille rolle, samtidig med at det synes at være et motiv, der er hentet ind fra middelalderens sagaer og ridderviser. Selve skattegraver-beretningens motiver med synkende skatte og pruttende haner vejer tungere end tilstedeværelsen af en drage.

Bevogtet af en sort hund

Sorte hunde er et fast motiv i folkloren, blandt andet som følgesvende til Den vilde jæger, eller som spøgelser eller ligefrem Djævelen selv, men her er de vogtere af skatten i graven ligesom dragen er det, og de spiller en større men også sær rolle, hvor de sidder fysisk på skatten, og skal løftes væk for at man får adgang til den.

Det er fristende at læse H.C. Andersens Fyrtøjet (1835) ind i disse historier, og det er plausibelt at kunsteventyret har bidraget til folkloren på samme måde, som folkloren har bidraget til Fyrtøjet. Fra Tyskland kendes mange historier om skattevogtende hunde, og disse synes ældre end oversættelsen af Fyrtøjet til Das Feuerzeug i omkring anden halvdel af 1800-tallet. Fyrtøjet er i sig selv en gendigtning af Brødrene Grimms eventyr Det blå lys, som selv bygger på forestillinger hentet fra folketroen, som beskrevet længere nede.

Endelig stödte de mod noget hårdt, og det viste sig at være låget af en kasse. Den ene sprang nu ned og fik fat i en lådden hund. Af skræk vilde han straks have løbet sin vej, men pigen var mere modig, hun tog sit torklæde af hovedet og bredte på græsset, løste sit forklæde af og greb om hunden med. Så sagde den, da hun havde lagt den på torklædet: »Fordi du tog mig så godt og lagde mig så blödt, skal du have lov til at tage skatten.« Nu gik hun atter ned i hullet og fik fat på en kande så tung, at hun næppe kunde løfte den op. Derefter lagde hun igjen hunden på sin plads, og de kastede hullet til.

Evald Tang: Danske Sagn

Ovenstående beretning er en af de meget få med en kvindelig skattegraver. Der er historier om kloge koner, der støder på skatte, men når der graves efter skatte er det karle, gårdmænd og husmænd, som graver.

Fælles for historierne er at hunden ligger oven på skatten, og kun fordi man ligger et stykke klæde på jorden og placerer hunden derpå, får man lov at tage af skatten. Historierne adskiller sig markant fra historierne med haner og drager, men de er stadig sat i en almindelig skjult skat sammenhæng, hvor skatten findes ved at man kan se et brændende lys, og man kan stadig blive distraheret af en sort hane og narret til at ytre sig.

Der er en dal i Haderup, hvorigjennem ingen ret vel kan kjøre, når solen er gået ned. En mand kom en eftermiddag kjørende og skulde der igjennem. Han piskede på hestene, men nåede ikke igjennem, for solen gik ned. Han blev slået af vognen og så en stor sort hund, der syntes at ville gjøre ham fortræd, i sin store angst råbte manden: »Gud hjælp både mig og dig!« — »De ord skal du have tak for«, sagde spøgelset, »dem har jeg nu gået og ventet på i 300 år.« Så viste den manden en stor sten og bad ham grave ned derved næste dag, så skulde han blive en holden mand. Han gjorde det også dagen efter og fandt en kjedel fuld af penge.

Evald Tang: Danske Sagn

Tegn på en skjult skat

I Magical Treasure Hunting fremhæves det, at skatte er markeret af blå flammer, og at det stammer fra den katolske kirkes lære om relikvier: Gud vil ikke tillade, at de går tabt, og derfor brænder der lys, hvor de ligger skjult. Argumentet er, at tankengangen er blevet overført til den sekulære, men magiske skattejagt. Traditionen med flammen er udbredt i Tyskland.

Flammer og blå flammer

Trælborg er lige her norden for. Det er en voldplads, og der er også fundet mursten der. De vil have til, at der er en skat skjult der, og pålidelige folk siger, at de har set et lys brænde der. Der har også rullet en guldtønde der inde.

Evald Tang: Danske Sagn

Flammer kan ses mange steder. De er både på høje, i ruiner, over vand og ligefrem i folks hjem. Hvis der er begravet en skat, brænder der et lys over det. Hvor ofte lyset brænder er uklart, men det ophører med at brænde, når skatten er fundet.

Der fortælles, at den har været brugt til rettersted. Gamle folk fortæller, at der om natten ofte er set et blåt lys brænde over den, og de mente, at der måtte være begravet en stor skat i den.

Evald Tang: Danske Sagn

Er flammen blå eller er det blot en flamme? Nogle beretninger specificerer, at der er tale om blåt lys, mens andre ikke bringer det på bane. Hvorfor, der er opstået en tradition med blåt lys, er uklart. Om det er moselys, eller om det blot er en måde at signalere et overnaturligt eller irdisch licht er uvist. At det danske materiale veksler mellem blåt lys og lys kan skyldes flere ting. Det kan være, at baggrunden for at lyset skal være blåt er gået i glemmebogen (hvis motivet f.eks. er forbundet til katolsk teologi, eller fordi det er importeret fra egne, hvor der findes noget, der svarer til blåt moselys), eller det kan være at motivet glider sammen med forestillinger om lygtemænd. Der er eksempler på, at det skattesignalerende lys også besidder evnen til at få folk til at gå vild, hvilket kan indikere to motiver, som flyder sammen.

A gik og var hyrde i Fristrup enge, det var i Stigbord-engene. Der havde været et led, men nu var der intet, kun et skår, de kjørte igjennem. Så var a barnevorn nok til at gå hen til de andre drenge og sige til dem, hvad det var for en blå lue, der stod henne. Da a havde fortalt det, gik den ud, så a måtte jo ikke have sagt det. Der måtte være penge nedgravet, for det var en blå lue, og når den er blå, så er det penge.

Evald Tang: Danske Sagn

I den ovenstående historie kommer tavshedsmotivet i spil på en ny måde. Omtalen af lyset, får det til at gå ud, og beretteren fremhæver betydningen af det blå lys, hvilket indikerer, at der kan være andre former for mystisk lys.

Man ser lys brænde som tegn på, at der findes en eller anden skat begravet. Mange har forsögt at grave efter lyset, men har altid arbejdet forgjæves, idet de er blevne skræmmede af troldtöj. Mads Vestergård i Åtte kjender imidlertid et råd, hvorved man kan forebygge al hindring af troldtöj. Man skal nemlig rundt om den plet, hvor man vil grave, strø rug, så kan intet nærme sig stedet, ti på spidsen af hver rugkjærne sees jo ganske tydelig billedet af Vorherre i pibekrave.

Evald Tang: Danske Sagn

Tornebusk og flammer

I Vorbasse havde der længe stået et lys ved en tornebusk, og så kom folk i tanker om at grave og fandt også en benrad og en skat.
På Verst mark står der også et lys ved tornebusk, det er på den gamle præstejord. Mange kan ikke få hestene der forbi til visse tider, det er, som der står ild ud fra alle fire hjul. Når det hører op, kan de kjøre ganske rolig, men ellers er hestene ikke til at få af stedet. De har snakket om at grave op der, for at få det spøgeri nedlæjen, men det er ikke sket endnu.
I Gjesten er der også et lys ved en tornebusk.

Evald Tang: Danske Sagn

En måde at binde gengangere til deres grav er at ved plante en busk eller træ på deres grav, så sammenkoblingen af flammer og tornebuske synes at være en logiske konklusion på, at flammerne er, hvor der er gengangere, og gengangere er begravet under tornebuske. Det er igen et godt eksempel på, at der er flere kategorier af beretninger, og at grænserne mellem kategorierne ikke er mere skarpe, end at motiver kan vandre, eller at der bygges bro mellem beretningerne.

Stenen med mystisk inskription

Der var en kone fra Vole, som fortalte, at mens hun var hjorde og skulde passe hövderne ude i heden imellem Vole og Sorring, kom hun en dag til en stor flad sten med skrift på. Men i det samme skulde hun hen at møde, og så lagde hun hendes meldmader på pladsen for at finde den igjen. Men alt det hun så ledte og ledte, kunde hun dog aldrig finde den sten mere.

Evald Tang: Danske Sagn

Der er to tilbagevendende motiver i denne beretning. Den ene er fundet af en sten med skrift på. Nogle gange er skriften rød, andre gange er det ridser, der ikke kan tolkes (og det er fristende at spekulere på, om det er runesten, men det kan også være sten fra nedlagte godser eller kirker), men fælles er, at teksten ikke kan læses. Det andet motiv er det tilfældige fund af en skat, hvor personen så ikke straks tager skatten, men markerer stedet for at vende tilbage til det senere, men da er markeringen borte (og i et tilfælde på magisk vis kommer hoppende bondekonen i møde), og skatten bliver aldrig fundet.

Ruller en tønde guld

Rådgård har været en herregård, for en 60 år siden stod hovedbygningen endnu.
I Rådgård går der en jomfru fra gården og ned i marken, og der ruller en guldtønde fra Askebanke og ned efter Skovhus kro.

Evald Tang: Danske Sagn

Tønder er en type beholder, som skatte gemmes i, men hvorfor tønderne ruller er uklart, og det er få historier, som rummer de rullende tønder. Der er historier, hvor mønter klinger eller rasler i højene, som ekstra indikation på, at der er en skjult skat, og der kan være en sammenhæg.

Styrtet i mosen med en skat

En dag, hun var ude at kjøre, løb hestene løbsk, og de kom hjem gjennem en by, som hedder Vebberstoft, der ligger tæt ved gården. Der løb de ned ad en bakke og styrtede ned i en torvemose, og både kareten og hestene og fruen kom ned i et hul og forsvandt. Hun havde haft en skat med i vognen, og både den og de kostbarheder, hun havde på sig, er nede i dybet, men så dybt så dybt nede, at intet menneske kan nå dem. Der er endnu en kilde, som kaldes Frue kilde. Nytårsnat kan man se hende komme kjørende hen over bakkerne og forsvinde nede i kilden. Den er der endnu og de siger, at der er ingen bund at finde i den.

Evald Tang: Danske Sagn

Moser er farlige. Der er mange historier om folk, der under ridt eller kørsel er styrtet i en bundløs mose, og nogle gange ligger de navn til stedet (eller stedets navn er ophavet til beretningen), og nogle historier antyder en morale om at være stolt og hovmodig og derfor være kommet galt af sted. Nogle af vandhullerne er hjemsøgte. Det fugtige og endnu viltre Danmark i 1700 og 1800-tallet kunne være farligt at rejse i på en tåget nat. En å, sø eller mose kunne være gået over bredderne, tåge eller kraftig regn kunne lede folk på afveje, og sådan kunne de forsvinde en nat.

Når disse ‘styrte i mosen’-historier krydser ‘begravede skatte’-historierne bliver den synkende skat en del af beretningen, hvor det nu fortælles, at de, der styrtede i mosen, medbragte en skat, som sank så dybt, at den ikke længere kan nås.

Opsummering på de skjulte skatte

Den begravede skat er typisk en keddel af kobber eller jern fyldt med mønter. I nogle tilfælde er det en begravet tønde, eller en jernkiste eller tre, som evt. er blevet nedsænket i vand. Skatten kan også være et guldskib, guldvogn, guldtrone osv. eller en vældig kæde af guld. Nogle skatte er et kongeløsen (dvs. en skat stor nok til at løskøbe en konge; et sted beskrevet som nok mønter til at dække en konge, der sidder på knæ) eller en 7-års skat (stor nok til at svare skat for hele riget i 7 år).
Der synes at være en parallel til en leprechauns pot of gold eller den grydefuld guld man kan finde for enden af en regnbue), men det er sandsynligvis blot fordi en keddel er holdbar, praktisk beholder i et bondesamfund.

Skatten kan være nedgravet eller nedsænket i krigstid, enten fra krigen med svensken eller af en konge eller herremand i en ubestemt fortid, og skatten kan være ved høje, banker, moser, ruiner, søer og åer, og ligefrem i folks hjem.

Skatten er som oftest markeret med et lys, nogle gange et blåt lys, og når skatten er fundet, ophører lyset med at brænde. Nogle lys brænder på Skt. Hans nat, andre mere jævnligt. Nogle gange besidder lyset evnen til at få folk til at fare vild, dvs. det tager en lygtemands’ lys’ karakteristika på sig. I nogle tilfælde er skatten markeret af en sten med en mystisk og ulæselig inskription, som kan være en runesten, en inskription fra nedlagt kloster eller borg, eller ridserne fra en plov hen over en sten. Denne sten markerer skatten i dagtimerne.

Støder man på graven om dagen, bør man vente til det bliver nat, og indtil da tie om ens fund, for at andre ikke skal komme en i forkøbet. Man kan forsøge at markere fundet, så det kan findes om natten, men ofte saboteres markeringen ved at markøren enten ligger spredt ud over området, eller at markøren kommer hoppende en i møde.

Sammen med skatten kan være knoglerne efter den person, som ligger begravet her, og personen går nogle gange igen, da de ikke kan finde hvile, førend skatten er fundet. Spøgelset eller gengangeren er ofte en hvid dame, en sort mand eller en genganger, der bliver udfriet ved at man siger “i guds navn”. I historier om at bringe en genganger hvile, bliver skatten fundet.

Nogle skatte bringer velstand til finderen, som oftest opfører en ny gård, og velstanden kan ofte ses i eftertiden også, mens andre skatte bringer ulykke og fattigdom. Kommer man først på sporet af en skat, gælder det om ikke at fortale sig, da man nemt risikerer at andre kommer en i forkøbet og opnår den rigdom, man selv skulle have haft.

Selve udgravningen bør finde sted mellem midnat og hanegal, og nogle graver Skt. Hans nat eller Vor frue nat (Mariae Besøgelsesdag, 2. juli; afskaffet som helligdag i 1770), på en stjerneklar nat eller tre torsdage nætter. Graver man om dagen, kan det betyde ulykke.

Der er typisk tre kategorier af skattejagt. Der er skatte bevogtet af udøde, der er skatte bevogtet af drager og sorte hunde, og så er der bjergfolkets skatte – eller vogterløse skatte, som nogle gange er associeret med bjergfolket.

Udgravningen af bjergfolkets skat kan samles til en overordnet beretning, og det er en, hvor der er mange ting, der kan gå galt, og de mange variationer af beretningen, markerer de forskellige steder, hvor udgravningen går galt.

Det begynder med, at man har identificeret en høj, ofte ved den blå flamme, og om aftenen går man nu ud for at grave den op. Udgravningen foregår fra midnat til hanegal, og fra man tager af sted eller er undervejs eller begynder udgravningen, skal man være tavs.

Der kommer tre forsøg på at distrahere folk og få dem til at tale eller grine. Først dukker der en sort hane op, som hopper rundt om folk, og evt. slår en stor prut. Efterfølgende dukker et optog af sære væsner op – en sort hane riddende på et dyr, en vogn trukket af mus – og de kører evt. om kap, eller henvender sig til graverne for retningsanvisning eller en kommentar. Hvis dette heller ikke får graverne til at bryde tavsheden, så sker det, at gravernes gård eller hjemby bryder i brand. Det er en illusion, som skal lokke dem væk, og sker det, så forsvinder skatten, og forsøget er tabt. Hvis dette ikke heller ikke får dem til at ytre sig, er skatten nu kommet op og er i deres besiddelse. Herfra går turen hjem, men stadig i tavshed, for hvis tavsheden brydes, tager bjergfolket (og synes at være det eneste punkt, hvor det kun er bjergfolket, som er aktør) den del af skatten, som endnu ikke er kommet ind under tagskægget eller har krydset dørtærsklen. Derefter er skatten sikret.

Serien af prøvelser med stadig vildere forsøg på distraktion har klare paralleller til folkeeventyret. Den ovenstående sammenskrivning forekommer mig at være en ‘super-beretning’, som alle beretningerne udforsker ved at fortælle variationer over den berettende om alle de punkter, hvor noget kan gå galt i forsøget på at sikre skatten. De mange fejlkilder angiver, hvorfor der var så få, der formåede at få en skat med hjem.

Troldmænd og skatte

Endelig var der en mand fra kjöbenhavn, han bortsolgte alt hvad han ejede og drog her over og gav sig til at grave i den kol. Han havde set i en gammel bog der ovre, sagde han, at der skulde være nedgravet en skat dei. Det stod nöjagtig i bogen, hvor den var. Der stod en eg — a har ryddet stovnen af den – og der skulde være otte alen fra roden og tilden første gren, derfra skulde måles en vis afstand – som stod anført i bogen, og så skulde skatten stå der i tre kister. Han gravede i to, tre år, og beboerne i egnen hjalp ham at kaste, men de sløvedes jo efterhånden.

Evald Tang: Danske Sagn

I Magical Treasure Hunting optræder der både folk med forstand på trolddom og de mystiske magikere fra Venedig med skumle bøger, som rejser hemmelighedsfulde rundt i andre lande for at samle skatte. I Evald Tangs indsamlede materiale er der kloge mænd og koner, som er involveret i at søge skatte, som det ses nedenfor. De mystiske folk fra Venedig og tryllebøger af forskellig art er et større emne, som jeg vil komme ind på en anden gang. Det er værd at nævne her, at ligesom man involverer kloge folk andre af ligets situationer, bliver de også nogle gange inddraget i skattegravning. Andre gange er det folk fra København, som dukker op for at søge skatte. De mystiske folk fra Venedig synes ikke at være at finde i 1800-tallets danske materiale (endnu).

De magiske remedier: Stearinlys, spejle, ønskekviste

Der var også blevet kastet efter skatten, men den mand var nok så forsigtig som de fleste andre, der graver efter sådant noget, for han draget over på den sorte skole i Kjöbenhavn, og der fik han sig et blåt lys. Hvor det lys brænder, der findes der ingen skatte, men hvor det går ud, der skal en søge, der er skatten. Det beviste sig også rigtigt nok, da han tændte lyset, for det brændte alle andre steder end der, der kunde det ikke brænde. Så gav ham og hans karl sig til at kaste efter skatten, og der kom alle slags dyr og vilde forstyrre dem, for de måtte jo ikke snakke eller gå fra det.

Evald Tang: Danske Sagn

At lyset er blåt, er sandsynligvis motivet med den blå flamme, som er vandret over på stearinlyset, men det interessante er, at beretningen om stearinlys, som går ud i nærheden af skatte, kendes fra ældre tider blandt andet i Tyskland. Lyset er desuden i hænde på lærd fra ‘den sorte skole’, der ofte henviser til Wittenberg, som stedet, hvor man lærer trolddom, men her er specificeret København. Det er sandsynligvis teologi, der henvises til, og muligvis antages det, at emner som astrologi og at mane var blandt studierne.

Strande-Jens fra Låsby havde hørt, at der skulde være en kongeløsning under en sten i Vole hede. Han gik så til kirken i Låsby og fik der fat i en sturnp vokslys, og så blandede han andre sager fra apoteket imellem, for at det lys, han fik så stöbt af det, ikke skulde kunne gå ud i regnvejr, inden de kom til stedet. Derefter fik han en hel del mænd fra Skanderup med sig, Anders Sörensen, Sören Væver og nogle tiere, og så havde de jo skovle og spader med. Nu gik han derud foran dem med det tændte lys i hånden. Omsider gik det ud, og på stedet, hvor det skete, prak han et jærnspyd i jorden og stödte også på stenen. De skulde nu til at grave, men så stod Skanderup i lys lue, og de rendte jo efter det, men da var der ingen ild alligevel. Der blev altså ingen kongeløsning fundet, for han blev vel stående en tid, men da de andre vare løbne, kunde han ene intet udrette.

Evald Tang: Danske Sagn

Denne historie rummer både en klog mand, remedier hentet fra kirken, et stearinlys, markering i jorden med jern og blændværket med den brændende by. Den er et godt eksempel på, hvordan skattejægerne historierne er sammensat af et udvalg af motiver, som kombineres på kryds og tværs.

Fra dansk folketro kendes naturligvis også ønskekvisten, som i Evald Tangs danske sagn er en pilekvist, der kan bruges til at finde vand:

Der hjemme i Alartofte havde vi en udløkke, og på den svandt vandet helt væk i de tre törre år 1857, 58 og 59, så vi på ingen måde kunde få kreaturerne vandet derude, alle vandingerne var fuldstændig törre, Vi fik nu fat i en brøndgraver, der skulde vise vand, for vi var bleven opsat på at få en brønd kastet, hvis det kunde lade sig gjøre. Han skar en grön pilevögger og tog den med begge de kløftede ender i hænderne, så knoerne på dem vendte op ad, og sådan at vöggerenden også pegte op ad. I den stilling gik han nu over løkken, og grenen drejede sig for ham to i steder. Vi grov så det ene sted og kom til vand på en 6, 7 alen. Der var rigeligt vand og er endnu, og den brønd, der nu blev kastet, har aldrig været tom eller ryddet siden. Jeg fik også fat i grenen, og den drejede sig også for mig på de samme to steder. Jeg kunde ikke holde den oppe, og barken blev formelig gneden af mellem mine fingre, da jeg vilde holde den fast.

Evald Tang: Danske Sagn

Fortryllet udstyr til at hjælpe sig med at grave, er også en mulighed:

Der har været en gammel tale om en spade, der skulde laves til af ni hug, og når man satte den om aftenen, blev den flyt om natten til det sted, hvor der skulde være guld gravet ned, og så kunde man grave det op. En sådan spade var af træ, og hvis der var en knot, kunde den godt blive siddende og bruges som trad. Man tog en gren af et træ, som egnede sig for det, og så skulde der hugges tre hug på den tre torsdag morgener i træk, to hug æfor og ét æbag hver gang, og når de tre torsdag morgener var gået, og de ni hug udførte, skulde bladet være færdigt. Min fader gik til en mand og vilde have ham til at lave den spade. Ja, det vilde han godt. »Men a skal hugge de tre hug hver dag i Fandens navn, og det vil a også godt gjøre. Dernæst skal a i de tre uger lægge mig og rejse mig i Fandens navn.«. Da min fader hørte det, sagde han: »Det vil a minsæl ikke have dig til.« Så blev der altså ikke noget ud af det arbejde.

Evald Tang: Danske Sagn

Det danske materiale om at grave efter skatte med hjælp fra eksperter og magiske ting er sparsomt. Der er paralleller til beretningerne kloge folk og virkemidler i Magical Treasure Hunting, som igen bekræfter den fælles kulturelle tradition for denne type historier, men som ellers rummer meget lidt specifikt om skattejagt.

Nu skal det i stedet handle om rollespillet Vaesen.

Den magiske skattejagt i Vaesen

Vaesen baserer sig på et mytisk 1800-tals Europa rigt på folklore. Spillet har sit udgangspunkt i Skandinavien, og med den kommende udgivelse udstrækkes det til også at handle om England. Selve skattejægerfolkloren er hverken afgrænset til Skandinavien eller England, men forefindes i store dele af Europa. Magical Treasure Hunting beskæftiger sig primært med Tyskland og Frankrig med afstikkere til England og USA, mens Evald Tang citeret gentagne gange beskæftiger sig med det danske materiale. Forestillingen om skattejagten er levende i 1800-tallets Danmark, og selvom der er over 100år mellem Evald Tangs indsamlede materiale og beretningerne i Magical Treasure Hunting, er det tydeligt, at der er en kontinuitet. Den magiske skattejagt passer derfor fint ind i Vaesen.

Værktøjer til skattejagt

Disse genstande er Items of Power (side 122-123 i Vaesen grundbogen). De er ting, man kan finde i mysterier, afdække i hovedkvarterets gemmer eller konstruere selv.

Blå stearinlys – Skabt af lysestumper fra en kirke iblandet alkymistiske ingredienser og formet til til et stearinlys. Effekt: Lyset brænder blåt, og det går ikke ud i regn, men flammen slukkes, når det er ved en skjult skat. Hvis man ikke straks forsøger at få fat i skatten, risikerer man at den er borte, når man vender tilbage for at opnå skatten.

Ønskekviste – En pilekvist, der er spaltet i en gaffel. Kvisten reagerer, når den er i nærheden af skjulte ressourcer. Det kan være vand, mineraler, malm, skjulte skatte. Effekt: Kvisten giver +2 bonus til en søgning.

Trylleremser – Nedskrevet på et stykke pergament ofte taget fra en gammel bog er trylleremsen en kringlet remse af ord, som anråber Skt. Christopher og Skt. Anna om hjælp til at finde en skat. Effekt: Hvis remsen fremsiges korrekt, giver det +2 bonus til at modstå et magisk anslag under skattejagten.

Kontakter

En student af den sorte skole

Studenten har læst teologi, filosofi og astrologi i København, Wittenberg, Paris eller Salamanca, og studenten mestrer forskellige kundskaber som at mane spøgelser eller djævle eller finde skjulte skatte. Nogle har en cyprianus i deres besiddelse.

Prerequisite: Occult Library; ingen Mystic blandt Personnel. Cost: 5. Function: Kan levere en ekstra ledetråd om at skabe værn mod det overnaturlige, kan dele en legende eller give oplysninger om, hvor en skjult skat kan findes.

Katolsk munk eller nonne

Munken eller nonnen er langt hjemmefra i de protestantiske lande, men personen besidder en dæmonologisk lære og teologi, som ikke er udbredt blandt protestanterne.

Prerequisite: A rare occult book in the library. Cost: 3. Function: Giver +2 bonus på et helbredelsrul mod en overnaturlig effekt eller ophævelsen af en forbandelse. Special: Når kontakten anvendes, er der 50% chance for, at det er nødvendigt at have kontakten som gæst i hovedkvarteret for en periode, hvilket gør en tilfældig opgradering utilgængelig for et mysterium.

Opgradering

Denne opgradering er lidt speciel, idet den er belønningen for at have fundet en nedgravet skat. Rent praktisk fungerer den som en opgradering.

Den store skat fra gravhøjen

Tre jernkister fyldt med sølvmønter, en kobberkeddel med fyldt med guldmønter eller en utrolig lang guldkæde vundet fra en gammel gravhøj udgravet i tavshed.

Prerequisite: Fundet i en magisk skattejagt. Cost: 6. Function: Alle karakterer får +1 ressources gældende for et mysterium. Efter hvert mysterium, hvor der er spenderet ressourcer på at få udstyr, er der 25% chance for at pengene er brugt op, og som de sidste penge bliver brugt, bliver en Magic Item fundet liggende skjult mellem mønterne.

Arketype

Skattejæger

Jeg har altid været tiltrukket af de gamle høje. Lige siden min bedstemor fortalte mig om de gamle høje, og ingen af de voksne så det, hviskede hun mig i øret om de gamle skikke, som de i hendes barndom endnu havde udført ved højene. En nat tog hun mig ud til højen på de glødende pæle. Jeg husker ikke meget af mødet, men den næste morgen vågnede jeg kold og forfrossen på højen med lyden af en smedje ekkoene i mine ører. Ingen så bedstemor siden da, men resten af familien kiggede lige siden da skævt til mig.

Navn – Fornavn: Qwelia, Hulda, Thekla; Evert, Holmgerd, Valter. Efternavn: Köhler, Lindgren, Petrusson.

Motivation

• Begær efter guld
• Fortidens hemmeligheder skjult i højene
• Genrejse slægtens stand og omdømme

Traume

• Kær ven blev levende begravet i en høj
• Blev ledt på afveje af lygtemand, og da vejen tilbage var fundet, var der gået 20 år
• Blev kvalt af genganger

Dunkel hemmelighed

• Har solgt min sjæl for at kunne finde skatte
• Har givet min førstefødte til højkongen
• Er en svindler

Relation

Vælg en relation til hver af de andre karakterer eller digt dine egne:

• Du er et godtroende bytte
• Vi er makkere og sammen bliver vi rige
• Du er en god samtalepartner

Primær attribut: Logic. Primær færdighed: Investigation. Talenter: Varsom, Sans for guld, Godtroende bytte. Ressourcer: 1-3. Udstyr: Blåt stearinlys eller sølvspejl, daggert, journal.

Talenter

Skattejægertalent: Varsom – Du er yderst varsom, når det gælder det okkulte og væsner, og det smitter af på dine omgivelser. Hvis du eller en i dit Selskab bryder et tabu ved et uheld, eller fejler en test i forbindelse med et ritual eller et tabu, må terningerne slås om. Kan anvendes en gang om dagen.

Skattejægertalent: Sans for guld – Du har en fornemmelse for, når der er en skjult skat, skjult magic item eller item of power i din nærhed. Din sjette sans giver en snurrende fornemmelse, når der er når der er noget værdifuldt i nærheden, eller hvis du er ved at overse noget særligt værdifuldt.

Skattejægertalent: Godtroende bytte – Du kan genkende folk, som er oplagte mål for en falsk skattejagt. En gang pr mystery kan du foretage en MANIPULATION test for identificere en person, som vil være et godtroende offer for en falsk skattejagt. Hvis testen er en succes, udpeger spilleder en NPC, som I har mødt, eller når I møder denne, som vil kunne lade sig svindle af en falsk skattejagt. Hvis den fejler, er dit omdømme kommet dig i forvejen, og en NPC genkender dig som en charlatan.

Væsner og skattejagt

Spøgelser og gengangere – Et spøgelse eller en genganger huserer ved skatten. Spøgelset eller gengangeren vogter over skatten eller venter på at blive sat fri ved at afsløre skattens placering. Nogle gangeren venter på at blive sat fri, og når de er udfriet af deres bånd, afslører de, hvor deres skat er placeret, så den kan graves op. Nogle spøgelser er begravet sammen med deres skat, og at grave efter skatten, er at forstyrre spøgelsets grav. Atter andre spøgelser vogter deres skat, og deres grådighed har holdt dem i denne verden, for de er ikke klar til at give afkald de rigdomme, de optjente i livet, og som de end ikke i døden vil lade andre tage.

Feer og de underjordiske – I højene bor bjergfolk, nisser og andre underjordiske, og de er i besiddelse af store skatte. De bruger et sortiment af blændværk til distraktion, og hvis man bliver ledt på afveje, synker kedlen dybere ned i højen og bliver til utilgængelig. Den kan ikke længere findes af det hold skattejægere. Finder man skatten, er den først sikker, når man har fået den helt indendørs.

Supplementet indeholder yderligere materiale, blandt andet en række oplæg til scenarier og opbygning af mysterier/scenarier over en magisk skattejagt.

Download Vaesen: Skattejæger supplementet via dette link

Henne på Lundbjærg mark er tre höje. En aften for mange år siden kom der to herrer fra Kjöbenhavn til et skovfogedsted om aftenen og sagde til de gamle skovfogedfolk: »Kan I vise os den höj, der ligger osten for Værum Øled”, for den skal være rigere end kongens skatkammer«. Det havde de nemlig læst i nogle gamle bøger ovre i Kjöbenhavn. Så tænkte de gamle folk: »Hilledød, det må vi drage os nytte af«. De beværtede de rejsende herrer godtog viste dem næste dagen af de andre to höje, og altså ikke den rigtige. De fremmede gravede så i höjen i flere dage, men fandt ingen ting og rejste da til Kjöbenhavn igjen. Da de var så vel afrejste, så gravede de gamle skovfogedfolk i den rigtige höj, som rigdommen var i, og så fandt de en masse guld og sølv samt et stort rustent riddersværd. De bar hele herligheden hjem i deres lille hus og var meget henrykt over deres velstand. Men da natten kom, blev der en rumsteren og en anstalt, så de kunde ikke være i hytten, og de måtte våge den ganske nat. Den påfølgende dag var der ingen ting i vejen, men så snart det blev mørkt, begyndte den samme rumsteren. Det varede i den måde i tre nætter, så rejste manden hen og rådførte sig med en klog mand. Han sagde, at de skulde tage sværdet og bære det derop igjen og grave det ned, det skulde nok hjælpe. Så gjorde de det, og det hjalp, da de først blev af med sværdet, og nu var de blevne til rige folk.

Evald Tagn: Danske Sagn