Skattejagten som genre i Dungeon Fantasy rollespil

I bunden af den store dungeon er en dynge med guld, ædelstene og kunstskatte, og mellem dem ligger magiske skatte. Det er ikke kun i Hobbitten, at der venter en kæmpe skat og en drage, men det er også i den anden halvdel af middelalderdigtet Beowulf og sagaen om Vølsungerne og i Nibelungenlied, hvor dragen Fafnir vogter en skat. I talrige D&D-scenarier, især de ældre af dem, er der også store skatte i vente for eventyrerne. Nogle gange vogtes de af drager, andre gange ligger de skjult bag en hemmelig dør og en fælde.

Skattejagt og især den magiske skattejagt er ikke noget, som kun hører rollespil og særligt dungeon fantasy-genren til. Den er også i pulp genrens eventyr klart eksemplificeret ved Indiana Jones, der særligt finder skatte af en overnaturlig eller magisk karakter, fra Onkel Joakims mange eventyr fortalt af Carl Barks, og det er kendt fra talrige skattejagte på piraters skatte som i Robert Louis Stevensons roman Skatteøen (1883) eller filmen Goonierne (1985). Den dag i dag finder skattejagte stadig sted, i form af geochaching, eller når det meddeles at et sunket skib er blevet fundet på havets bund, eller når reality-showet Curse of the Oak Island kører på History Channel (og trods talrige sæsoner stadig ikke har været i stand til at finde noget; fælles med spøgelsesjægere, UFO-shows og lignende er den absurde evne til stadig ikke at have fundet noget og være overbevist om, at der er noget at finde).

Imidlertid har den magiske skattejagt været en meget reel ting, også selvom hverken pirater eller drager var involveret, og indirekte er skattejagten blevet en del af dungeon fantasy, hvor det er helt naturligt, at der er dynger af magiske genstande og guldmønter, som venter på at blive samlet op og bragt hjem af eventyrere. Selvom skattejagten sjældent er drivkraften i dungeon fantasy genren, så er skatten stadig et fast element i genren, og det er derfor tid at kigge på de historiske rødder for skattejagten. Indlægget er en fortsættelse af indlægget om historiske adventuring parties, og der tages igen udgangspunkt i værket Magical Treasure Hunting in Europe and North America: A History (Johannes Dillinger; Palgrave 2012).

Hvad er en skat?

En skat, treasure, trésor, schatz er værdigenstande, der har været gemt eller tabt så længe, at de ikke længere har en kendt ejer.

For Europa fra oldtiden til nutiden er der juridiske forhold, som er vigtige i definitionen af en skat, og for hvem, der har ret til den. Den kan ikke have en ejer, for så er der ikke tale om at finde en skat men at stjæle eller røve fra folk, mens fundne værdigenstande uden en klar ejer kan – hvis lovgivningen tillader det – tilfalde finderen af skatten, eller den hvis ejendom skatten bliver fundet på, hvis ikke myndighederne går ind og gør krav på skatten.

I dungeon fantasy genren kommer flere elementer i spil, som er hentet fra ældre dele af den eventyrlige genre, og det er, at skatten kan have en overnaturlig vogter (f.eks. en drage), og at skattejægeren skal gennemgå en række prøvelser for at finde skatten (fra at løse en gåde til i dungeon fantasy genren at banke orker i en dungeon).

Var der virkelig skatte?

Når der ikke medregnes de genstande, som kan findes i gravhøje og tilsvarende, så findes der fortsat skatte. I definitionen oven for er en skat fundet af værdigenstande så længe gemt, at de ikke har en ejer, og det skete både i oldtiden, middelalderen og nutiden, at bønder pløjede nedgravede værdigenstande op af deres jord, eller at man fandt værdigenstande skjult i husmure. Når krig, røvere, sygdom og lignende truede, gravede folk deres værdigenstande ned, og nogle genstande blev glemt eller aldrig genfundet, mens det for andre hændte at ejerne blev fordrevet, myrdet eller omkom, og de derfor aldrig blev genfundet igen.

De mange krige i tiden efter Reformationen, som hærgede Europa, resulterede i at mange skjulte deres ejendele, og det skabte forestillinger om, at skatte var noget, som kunne findes.

Disse virkelighedens skatte er dog af en noget anden karakter, end dem der optræder i eventyr eller i dungeon fantasy genren, hvor skatten er en enorm dynge af værdigenstande. Gerne dynger af mønter eller kister proppet med penge, mens det i folktroen er kedler fyldt med mønter.

En anden type af skat er den magiske skat. I Dungeon Fantasy genren er det blevet til det magiske grej, som skal forbedre eventyrernes kampmuligheder (sword+1, wand of fireballs) eller gøre livet lettere for dem (bag of holding, cloak of disguise), men for det tidlig moderne Europa findes den type magiske ting kun i eventyr, sagaer og legender. For middelalderens europæere var der imidlertid også en magisk skat at opsøge, og disse kom i form af helgenrelikvier. De mange hagiografier (helgen levnedsskildringer) tilskrev mirakuløse hændelser til helgener og til deres efterladte kroppe, og det var en skattejagt at finde deres grave og komme ind i dem efter deres afsjælede kroppe for at anskaffe dem som relikvie.

For dungeon fantasy genren gælder det dog, at skatten gerne rummer både værdigenstande og magiske skatte.

Hvori består den magiske skattejagt?

Der er trolddom i spil. At finde en skat ved et tilfælde, mens man går og pløjer, er et lykketræf. At manipulere den type tilfældighed til aktivt at finde en skat, kræver manipulation af lykketræfs, og det kræver handlinger, som ligger ud over det naturlige.

En måde at sikre sig skatten på, var at anråbe Skt. Christoffer gennem bøn og bede om hans hjælp til at sikre sig skatten. Det var nogen steder så almindelig viden, at der er tyske dialekter, hvor man har verbet christoffeln, som er at søge efter skatte med magi. En anden helgen var Skt. Corona, der hun har en krone ligesom mønter flere steder kaldtes for krone, og på dansk stadig er i anvendelse. Også Skt. Anna, Gertrud, Gregorius og Veronica har været bedt til i forbindelse med skattejagt. Helgenen skulle hjælpe med at finde skatten eller ligefrem levere skatten til skattejægeren. At påberåbe sig helgener var en praksis i de katolske områder, om end det ikke nødvendigvis skete med kirkens billigelse, da det blev betragtet som overtro.

Tryllebøger var også et værktøj i skattejagten, og der er adskillige udgivelser med formler og bønner til skattejagt. Foruden bønner til helgener, kan de også rumme ritualer til hidkaldelse af engle og djævle til at assistere med skattejagten. Englen Uriel og dæmonerne Aziel, Kloron, Floran og Theustas er blandt de overnaturlige agenter, man anråbte for at opnå hjælp. Tryllebøger blev handlet på det sorte marked, og det kunne være nødvendigt at rejse langt efter en Thesaurus Spiritum eller et værk med ‘Ægypternes hemmeligheder’.

Et sortiment af magiske værktøjer var også en del af skattejægerens arsenel. Det kunne være et stearinlys lavet på menneskefedt, som går ud, når det er nær en skat, krystaller, der er fremsagt trylleformler over, spejle, der er fortryllet med magiske ord, eller som er blevet velsignet af en intetanende præst til en messe, hvor det lå skjult i alteret, eller ønskekviste, der blev brugt til at finde skatte og mineraler med (og som en langt senere tid bruger til at finde vand og ‘jordstråler’ med).

Horoskoper, planter, frø og magiske ord skrevet på sedler, der blev brændt af, var også blandt de magiske ting. Generelt kunne de remedier, der blev brugt til at spå med eller finde ting med, også anvendt til skattejagt.

Hekseri, overtro, svindel

For myndighederne, særligt når man kommer op i 1700-tallet, og oplysningstidens rationalisme tager fat, bliver den magiske skattejagt for myndighederne en sær størrelse. Begår skattejægeren hekseri, når denne anvender trolddom i sin skattejagt, eller er det blot simpel overtro, som leder skattejægeren på afveje, eller er skattejægeren en gemen svindler, som er ude for at franarre folk deres penge, når de opfordres til at finansiere skattejægeren?

I retsakter og andet kildemateriale fremgår det, at skattejægere sjældent blev anklaget og dømt for egentlig hekseri, når de blev taget i at bruge trolddom, idet trolddommen ikke havde samme karakter som hekseri, blandt andet ved ikke at rumme forbandelser og des lige. Skattejægere forsvarede sig ofte med, at deres brug af trolddom var til at mane spøgelser og djævle, og at de påberåbte sig gud og helgener i deres magibrug. Samtidig med var den magiske skattejagt ikke part i en konflikt mellem de lokale som hekseri var det. Til trods derfor kunne en skattejæger ikke vide sig helt sikker for at undgå anklager om hekseri, dog faldt tiltalen snarere på overtro og helligbrøde.

Helligbrøde var upassende omgang eller anvendelse af de særligt hellige ting i kirken, som f.eks. oblater, der rummer en hellig kraft, der gør dem velegnede til brug i trolddom. Overtro er tiltalen, når magi er involveret, men hvor det ikke har alvor af hekseri, og det medfører en mildere straf – som i visse tilfælde er mildere i den forstand, at der ikke er tale om dødsstraf, men stadig kan medføre fængsling, brandemærkning og forvisning, eller at man betaler en bøde og optræder til offentlig skue til spot og spe for ugerningen.

Imidlertid var det ikke alle heksejægere, som anvendte trolddom. Nogle var svindlere, der blot forsøgte at narre penge fra godvillige folk, som de forsøgte at lokke til at sponsorere en skattejagt. For myndighederne var det ofte vanskeligt at skelne mellem, hvorvidt en skattejæger begik sig med overtro eller om det var svindel. Hvis trolddommen ikke virkede, var det så fordi skattejægeren var en svindler, eller var forsøget på at finde skatten blot slået fejl? – og mange skattejagte endte uden succes. At finde en skat koster penge. Der skal købes bøger med formler og bønner, der skal anskaffes ønskekviste, spejle, sorte haner og andre virkemidler, og nogle gange skulle skatten lokkes ud af sit skjul med klingende mønt. Der var god risiko for, at man blev snydt af skattejægeren.

Skattejagten i nyere tid

Øverst oppe gengav jeg en række eksempler på at skattejagten stadig er en ting. Op gennem 1800-tallet og særligt ind i 1900-tallet skiftede skattejagten form, men den forsvandt aldrig. Et skifte var at fokus flyttede fra Europa til den nye verden i form af Australien og Amerika, hvor der var forsvundne miner, tabte spanske skatte og glemte indfødte civilisationer at søge efter. Der søges efter forsvundne byer i Sydamerika, huler med levn af oldtidens UFOer og efter hjemsøgte guldminer, og selvom dele af den magiske skattejagt er faldet fra, så er mange skattejæger-eventyr stadig på grænsen til det magiske eller overnaturlige.

Genren har også en del afstikkere, og det er sandsynligt at 1800-tallets arkæologiske udforskning af pyramider, gravhøje og jagt på Troja trækker motiver og temaer fra tidlig moderne tids magiske skattejagt, særligt når der dukker motiver op som forbandede skatte, der lover pyramidens udforskere en grusom død og sender de levende døde efter dem.

En anden afstikker er kampen om Nordamerika, hvor det såkaldte ‘fund’ af Kensington runestenen skulle bevise, at skandinaverne havde mere ret til Nordamerika end indianerne, og det motiv lever videre både i de to Carl Barks historier om Anders And, der i en historie finder kortet, der beviser vikingerne fandt Nordamerika, og i en anden historie finder et dokument, der gør ejeren til kejser af Amerika. Filmene National Treasure kører videre på konceptet (og TV-serien Castle dedikerer også en episode til det).

Dungeon Fantasy: Skat uden skattejagt

I Dungeons & Dragons var skattekort stadig en del af spillet i 80’erne, men i løbet af 90’erne døde denne del mere eller mindre ud i takt med, at eventyrerne skiftede fra at handle om lykkeriddere, der drog ud for at gøre ting, og begyndte at handle mere om at helte på en vigtig mission for metaplottet.

I Dungeon Fantasy er skatten med dens overnaturlige vogter og de enorme rigdomme stadig en del af genren, men selve skattejagten er gledet ud, sådan at skatten er en belønning for at nå delstadier eller slutningen af hulesystemet.

Udover den symbolske betydning af at være en skat, har skatten mistet sin funktion i de fleste dungeon fantasy-fortællinger, idet erhvervelsen af skatten normalt ville være slutningen på historien, men her blot bliver slutningen på et kapitel, og genren ved ikke, hvad den skal gøre ved skatten efterfølgende. Rent praktisk er der gjort mange forsøg på at skabe en spiløkonomi, hvor skatten skal spenderes på opgraderinger af heltene. I nogle gøres det ret charmerende ved f.eks. carousing regler i Conan-style rollespil, hvor der optjenes XP på de penge, som er blevet drukket og festet op – og ideelt set efterlader heltene fattige og tørstige efter nye eventyr. I andre spil købes opgraderinger i form af bedre våben, rustning og udstyr. Ofte er det dog svært at få gjort noget meningsfyldt ved skatten, og den kan hobe sig op på absurde måder.

Skattejagten kan bringes tilbage i rollespil og særligt i Dungeon Fantasy-genren. En måde at gøre det på er at bringe ideen om det store fund tilbage i spillet. Ikke at gøre skatte til delmål i en dungeon eller i en kampagne, men at gøre fundet og hjembringningen af skatten til noget særligt, og bygge et efterspil op om skatten, som ikke handler om spillernes besvær med at få omsat smykker og guldstykker til let transportable ædelstene, ikke handler om at sætte skatten i fantasy-banken, men om hvordan samfundet reagerer, når en flok omrejsende eller lokale helte kommer hjem med en enorm skat, som kan dække byens skatter i flere år: Hvor mange venner har de pludselig? Hvilken status givet det dem? Hvad bliver de inviteret til? Hvor mange kroer inviterer dem ind på en gratis øl i håbet om at nyde godt at de mange penge, som brænder i lommerne på eventyrerne? Lad karaktererne sole i sig i berømmelsen ved at besidde enorm rigdom. Problemer med lommetyve, skatteopkrævere og vekselgebyrer skal nok komme, når det er blevet hverdag igen.

De andre indlæg i serien om skatte:

• 1500-tallets skattejægere – det oprindelige adventuring party?
• Vaesen: Skattejagt og skattejægere i dansk folketro
• Hinterlandet: Skattejagt, skattejægere og trolddom