en blog om rollespil og historie

Hvad nu, hvis der ikke er regelbøger i rollespil? Hvis der ikke er regler eller regelsystemer? Hvis i stedet for at kalde rollespil uden regelsystemer for ‘systemløst rollespil’ og ‘regelløst rollespil’, hvis de i stedet er ‘rollespil’, og de andre rollespil er ‘regelrollespil’?

(for det ekstra kringlede så er der stadig et system bag både ‘rollespil’ og ‘regelrollespil’, men ‘system’ er her ikke et ‘regelsystem’, men den måde vi regulerer samtalen imellem deltagerne i ‘rollespil’ og ‘regelrollespil’; der er blot en tradition for at kalde rollespil uden regler eller regelsystemer for ‘systemløst’ frem for ‘regelløst’.)

Enhver, der har spillet et ‘systemløst’ rollespil på en dansk con, ved at det er lige til at spille rollespil uden et regelsystem. Enhver, der har spillet et rollespil, hvor de ikke havde læst reglerne men overlod håndteringen af dem til GM, ved hvordan det er at spille rollespil uden regler. Enhver, der har spillet en eller flere spilgange, hvor de ikke rullede terninger, har prøvet at spille regelløst rollespil.

Da rollespil blev opfundet, blev det spillet uden et komplet regelsæt. Proto-rollespil (i form af David Weselys Braunstein og Dave Arnesons Blackmoor) blev spillet ved at en dommer vurderede spillernes handlinger og traf afgørelser ud fra spillets interne logik og fælles retningslinjer. Det var i overgangen fra Braunstein spillene til Dave Arnesons Blackmoor spil at grundlaget for det (regel)rollespil, som Arneson og Gygax udviklede til D&D, blev lagt.

Selv da Gygax brød med Dave Arneson og udviklede Advanced Dungeons & Dragons var designet, at reglerne var i Dungeon Master’s Guide, mens spillerne kun havde en generel idé om reglerne, og Gygax selv spillede aldrig med alle de regler, han introducerede. Før AD&D kom til, var det nærmest tanken at alle ville komme til at spille deres egen tolkning af (regel)rollespil. Dengang var det understøttet af de meget ufuldstændige D&D regler, som krævede sidemandsoplæring for rigtig at komme i brug. Med AD&D kom der økonomiske interesser (og et vist mål af personlig stolthed) ind i skabelsen af regelrollespil, og derfor et ønske om et sæt kodificerede regler, der tvang folk til at købe bøgerne, men i det mindste ville de på conner spille efter samme regler (om end reglerne stadig krævede en del tolkning at anvende).

Er det ikke lige meget med reglerne? Bare ignorer dem! Der er allerede en konsensus om at ignorere regler. Der er regel 0, som optræder i nogle regelbøger, og antages implicit i andre, som handler om at reglerne må ignoreres. Der er talrige ‘råd’ i rollespil om at spilleder er hævet over reglerne, eller at ‘rule of cool’ og ‘fun’ og ‘story’ trumfer reglerne (og udfaldet af terningkast). Enhver der introducerer nye spillere til feks Dungeons & Dragons 5th edition vil typisk have ignoreret en bunke regler for ikke at skræmme de nye spillere væk og i stedet give dem en idé om at D&D har simple regler.

Sidste uge handlede det om regler som tolkningsapparater og regler, som beskrivelser af lovmæssigheder i fiktionen, man kan manipulere for at give en vis tyngde til udsagn om fiktionen. De tanker får lov at fortsætte her:

Rollespilsregler er ikke så meget spilleregler, som det er regelmæssigheder.

For både rollespil og regelrollespil gør ‘Rules as written’ (RaW) sig egentlig ikke gældende, for reglerne er et apparat til at spille rollespil med. De er et system, som ligger en øvre grænse for, hvad spillerne kan gøre i fiktionen, da deres karakterer er underlagt rammer for, hvad der er dem muligt. Problemer opstår i de tilfælde, hvor en spiller misbruger teksten til at udvide sin ramme for, hvad der er muligt på bekostning af de andre spilleres oplevelse. Problemer opstår i de tilfælde, hvor der er så specialiserede regler, at spillernes øvre grænse for deres interaktion ligger forskellige steder, og det bliver spilleders opgave at ramme hver spillers øvre grænse. Problemer opstår, når reglerne i rollespil transformerer sig til at være et (bræt)spil inde i rollespillet, da processen ofte (midlertidigt) sætter rollespillet ud af drift.

Ud fra denne optik har rollespil ikke regler. Rollespil har systemer eller tolkningsapparater, som tages i brug, når der er brug for at give erklæringer om fiktionen en særlig tyngde. Samspillet mellem regelsystemet og beskrivelser af fiktionen kan være virkelig stærkt og give intense oplevelser, ligesom rollespil uden benyttelse af et regelsystem kan gøre det. Dette er ikke et argument for at spille uden regelsystemer men for hvordan regelsystemer anvendes.

Set mere oppefra er rollespil en interaktion med fiktion. Rollespillet har et overordnet system for interaktionen, som foregår gennem dialog.

Herfra kan man via dialogen om fiktionen skifte til en regulering af hvem, der kontrollerer fiktionen (dvs man kan være i en position som feks spiller, birollespiller, spilleder, medspillende spilleder etc), eller til regulering af hvordan spillernes avatarer forholder sig til elementer inde i fiktionen – og man kan skifte mellem positionerne ligesom man kan have en position til at sige noget om en anden position (feks kan en karakters succesfulde handling give spilleren fortælleret, hvilket skifter fra avatarens interaktion med fiktionen til spillerens kontrol med fiktionen). Man kan også benytte regelsystemer til at diktere dele af fiktionen (fra wandering monster tabeller til critical hit tabeller til terningkast, der aktiverer evner, som ændrer på fiktionen).

Et godt tidspunkt at skifte fra den rene dialog til et af regelsystemerne for reguleringen af interaktionen med fiktionen er, når der opstår en usikkerhed. En typisk usikkerhed er, hvis udsagn, der skal gøre sig gældende, og usikkerheden er typisk omkring en spillers udsagn om karaktererens ageren i fiktionen. Usikkerheder er spændende, da de kan føre handlingsforløbet i retninger, som ingen af deltagerne havde forudset eller intenderet, og som aftvinger en stillingtagen, som kan føre til nye usikkerheder (dette er også hvad der går under betegnelsen ‘play to find out’). Det er i disse situationer at rollespil som medie særligt formår at skabe noget, som andre medier har svært ved at matche.

Rollespil er med og uden regler

Det er ikke reglerne i rollespil, som gør rollespil til rollespil, men måden reglerne benyttes på, der adskiller rollespil fra feks brætspil, mens det er friheden til at benytte og ignorere reglerne, som adskiller rollespil fra computerspil. Det er rollespils evne til at skabe usikkerheder og forløse dem (gennem aktivering af regler eller benyttelse af en dommer), som er med til at adskille rollespil fra skuespil.

Benyt reglerne med omtanke, men ikke fordi reglerne forlanger at blive benyttet.