en blog om rollespil og historie

Vi spiller Night’s Black Agents, og det er tiende episode og en slags sæsonafslutning, som på passende maner ender med en cliffhanger.

Dagens forløb

Vi fortsætter direkte fra sidste gang, hvor gruppen er undsluppet Nobbin Grosssteingrab og siddende i bilerne diskuterer, hvad det var de mødte, hvad de skal gøre ved det, og hvad der virker mod vampyrer.

Efter en smuttur rundt om en læge i Altenkirchen efter en stivkrampevaccine (det virker forhåbentlig mod vampyrbid), fortsætter turen til Jasmund Nationalpark, hvor gruppen interviewer Franziska Bruhn, som beredvilligt stiller op til et interview om “Tysklands sidste, urørte naturområder”, og undervejs drejes samtalen ind på det mystiske rovdyr i Jasmund Nationalpark:

Tidligere er Franziska blevet interviewet om samme emne af Johan Witt fra sitet Die Tägliche Graal om kryptozoologi, da han mener, at det er en kæmpe, sort kat, som huserer på øen.

Die Tägliche Graal drives af Johan Witt bosiddende i Dresden og Birgit Schmid bosiddende i en lille by uden for Nürnberg. Julian får hacket dele af hjemmesiden og konstaterer, at der er billedmapper med fotos fra Jasmund Nationalpark, som han ikke kan tilgå.

Franziska forklarer, at skovfogederne om finder resterne af skambidt og lemlæstet vildt. Man gætter på en ulv eller en vild hund, men den er aldrig blevet observeret, der er ikke fundet potespor eller afføring, så det præcise rovdyr forbliver ukendt. Fundene af dyr går omkring seks år tilbage i tid.

Nationalparken er stor, generelt forladt om natten og det er et skovrigt område, så det kan forklare, hvorfor det er uset.

I mellemtiden konstaterer Siobhan, at der er en række opslag i fb-gruppen ‘Os der elsker Rygen’, hvor folk fortæller at de har hørt skud, hvilket de klager over, da det er uden for jagtsæsonen. Flere mener det må være turister fra Altenkirchen Zeltplatz, som jager uden for sæson, og flere ‘adder’ den lokale politistation i Bergen auf Rügen til samtalen, samt snakker om at være på udkig efter fremmede i området. Agenterne antager, at det er deres affyring af skydevåben (i sidste episode), som folk reagerer på.

Efter endt samtale med Franziska er planen at opsætte vildtkamera ved Nobbin Grosssteingrab for at se, hvem der efterlader gravofre. Gruppen kører til Bergen auf Rügen for at købe dem. I den lokale jagtbutik fortæller forhandleren at sidst han lavede en lignende handel var det til en fyr, som agenterne identificerer som Johan Witt, der må have haft sat dem op i Jasmund Nationalpark.

For ikke at vække de lokales mistanke – mere end den allerede er vækket – går agenterne på det lokale julemarked, så de nemmere vil kunne bevæge sig rundt uden at vække mere mistanke. De spørger ind til lokale forhold, og nogen snakker om, at der er en gruppe af nyhedninge, som dyrker Svantevit. Gruppens grundlægger er Christine Stahl, en pensioneret gartner, som kom til øen for 30 år siden for at dyrke øens slaviske, hedenske guder.

Gruppen konstaterer, at Christine Stahl er bosat ikke langt derfra i byen Wiek, og efter at have sat kamera op ved gravhøjen i ly af mørket, tager de til Wiek for at tale med Frau Stahl. Hendes have er en vildtvoksende køkkenhave fyldt med krydderurter og blomster – som ligger halvvisne hen i slut-november – og hegnspælene er udskåret som Svantevit-figurer med tre ansigter. På begge sider af hoveddøren hænger drømmefangere og på døren er grankrans dekoreret med tørrede blomster og urter.

Gruppen planter en air tag på hendes bil og går op og banker på døren. En dame i 60’erne med krøllet manke af gråt hår åbner døren. Hun er afvisende for at lade sig interviewe af agenterne for deres fiktive artikel om Rygens guder. Hun smækker døren i, og hun begynder at ringe til nogen. Gruppen forsøger igen at få en samtale med hende, men igen afviser hun, og agenterne opgiver. I stedet sætter de sig for at overvåge stedet, og nogle timer senere ser de hende iført en lang frakke med en sort plastiksæk over skulderen og en lang taske forlade stedet og køre bort. Det sker omkring kl 10 om aftenen.

Agenterne følger hende til en gård ude på landet. Den ligger for enden af en lang jordvej knyttet til en øde landevej. Fra hovedbygningens vinduer strømmer lys. Lukasz og Daniel sniger sig op til vinduerne for at spionere på stedet.

Spillerne er ved at løbe tør for Infiltration point, og det gør det svært at foretage almindelige ‘snige’ handlinger. Derfor udvælges Lukasz og Daniel. Spillerne fortæller hvor mange point, de vil benytte, men jeg udsætter selve terningkastet til et senere tidspunkt. Spillerne ved derfor endnu ikke, om deres forsøg på at snige sig ind på stedet er succesfuldt, men vi spiller det foreløbigt, som om det er succesfuldt.

Gennem vinduerne ser de to agenter et sært skue. Midt i stuen er en blodig træpæl udskåret som en Svantevit-statue med tre hoveder kiggende i forskellige retninger. Ved foden af den er et lille metalbord med et par blodige kaniner, hvis blod siver ned i små skåle af blandet herkomst. En gruppe kvinder i alle aldre er samlet om statuen, og de messer sære, kryptiske sætninger på et uforståeligt sprog, mens de dypper fingrene i blodet og smører det på statuen og i deres egne ansigter. Pludselig vender en af kvinderne sig mod vinduet …

Jeg afbryder beskrivelsen og beder spillerne om deres Infiltration tests. Lukasz er uheldig og fejler.

… og hun får øjenkontakt med Lukasz og begynder straks at råbe op. De to agenter begynder at løbe alt, hvad de kan ned mod deres parkerede biler, hvor de tre venter. Det lykkedes dem at holde forspringet, men netop som de kaster sig ind i bilerne, lyder et brag fra et dobbeltløbet jagtgevær, og en masse hagl hamrer ind i siden på den ene bil. Straks trædes speederne i bund, og de haster ud på landevejen. I hælene har de tre biler.

Det lykkes dog agenterne at tabe forfølgerne og derefter cirkle rundt og køre ikke tilbage til gården men hjem til Christine Stahl, hvor de dirker bagdøren op og trænger ind for at finde materiale:

I fadebudet hænger småvildt oppe under loftet, noget er ved at tø op.

I kummefryseren i fadebudet er en masse fryseposer i vekslende størrelser med assorteret småvildt. Agenterne finder desuden et våbenskab, hvor der er to jagtgeværer og et tredje manglende.

I stuen er væggene dekoreret med billeder med nyreligiøse motiver, og der er en større samling bøger om okkultisme, nyhedenskab og historiske religioner.

Et nærmere kig på bøgerne afslører at de bøger, som omhandler slavisk mytologi og Svantevit, der er siderne enten flået ud, eller afsnittene er streget ud, og der er kommenteret i marginen: “LØGN!”, “de er vores sande forfædre” og “de er ældre end der er ord for det.”

En kalender markerer årets fire hjørner samt datoen 9. juli, som synes associeret med hedenske frugtbarhedsguder.

Ved at hacke ind i Christine Stahls computer, finder de Email-korrespondance mellem kultens medlemmer. Det meste er implicit og ikke noget, der kan bruges til noget nævneværdigt. En ting står dog ud, og det er ‘at gå en tur i skoven’, som åbenbart er noget, der går på skift mellem medlemmerne. Næste gang er i overmorgen, hvor det er Annemarie Gernhardt, som har tur.

Gruppen noterer desuden medlemmernes navne og bemærker, at på listen er også Heidi Lodi, som er betjent på Rygen.

Med de oplysninger forlader agenterne stedet. De kigger hurtigt i hendes haveskur, hvor de finder nogle slidte ulvesakse.

Agenterne finder sig et sted at indlogere sig, og de bruger den følgende dag på at indhente søvn, erhverve udstyr og søge oplysninger om Christine Stahl og hendes gruppe. Hun er kommet til Rygen for henved 30 år siden som gartner, og hun stiftede en gruppe til at dyrke de historiske guder. Til at begynde med vakte det skandale i form af utilfreds læserbreve, men med tiden bliver hun og hendes gruppe accepteret og set som en del af hverdagen på øen.

Tidligt om morgenen, omkring kl. 05:00 forlader Annemarie Gernhardt sit hjem, og i modsætning til agenternes antagelse, kører hun ikke ud til Nobbin Grosssteingrab men i stedet til Jasmund Nationalpark. Da de kommer frem, holder hendes bil på parkeringspladsen, men hun er ingen steder at se. Marc, Lukasz og Julian går ind ad den centrale skovsti, mens Daniel og Siobhan bliver tilbage.

De tre følger sporene efter Annemarie, og hun går af stadig mindre stier, indtil hun drejer af og går ind mellem træer og buskads. Forude kan agenterne se lyset fra en kraftig lommelygte. Marc sniger sig ind på hende mens de andre holder sig tilbage.

Han kan se, at hun står og kigger sig nervøst omkring. Der ligger noget småvildt ved hendes fødder. Pludselig sætter hun i løb. Hun stormer af sted i en tredje retning. Lysstrålen fra hendes lygte danser i alle retninger. Marc følger optrinnet.

Pludselig ser han en skygge. Fra dybere inde i skoven kommet noget kravlende på alle fire. Krybende lavt over skovbunden, sniffinde højlydt, vejrende, med langt, løst hår hængende løst. Da skikkelsen løfter sit hoved op, ser Marc, hvordan dets øjne reflekterer lyset som en kats øjne.

Først krabber skikkelsen ud af skyggerne ned mod de efterladte dyr, dernæst vejrer det igen, og sætter det farten op, da det farer hen over jorden direkte mod Marc.

“Kontakt! Kontakt!”, brøler han, mens han åbner ild – og her ender dagens spil.

Afsluttende bemærkninger

Vi slutter spillet på en cliffhanger. Herefter holder vi sommerferie, og der kommer til at gå tid, inden vi vender tilbage til Night’s Black Agents og finder ud af, hvordan det vil gå agenterne.

Agenterne kom denne gang på sporet af en kult. Hver gang de løfter en flig af mysteriet, vokser omfanget.

Næste gang – alt efter udfaldet af mødet – kommer vi til at kigge på sammensværgelsen fra et større perspektiv, men mere om det til den tid.