en blog om rollespil og historie

Vi spiller Fading Suns, og kampagnen Translatio Sancti Marina er ved at nærme sig sin afslutning. Vi følger karaktererne, som trænger dybere ned i dæmontilbedernes tempel.

Dagens forløb

Vi begynder på toppen af trappen, som fører ned til gravkammeret. Mørket klæber sig væggene, og levende lys kan kun modvilligt fortrænge det. Forude og bagude slutter mørket tæt op ad karaktererne, og de mister fornemmelsen for, hvor længe de har bevæget sig ned af trappen. Er det en, to eller tre etager? Selv forsøg på at tælle trinene fejler. Omkring sig kan Florian se de antinomiske kræfter vokse, og han bemærker, da Georgi benytter sine psykiske kræfter til at skærpe sine sanser.

Efter et ukendt stykke tid kommer de til foden af trappen. Her er et stenkammer, ikke særligt stort, og med en obsidiansarkofag stående med en svag hældning i midten. På sarkofagen ligger en amulet. Rundt i hjørnerne står ildfade med kul, som udsender en stank af tændvæske (til trods for at stedet synes at have stået urørt i mange år).

For at få noget ekstra lys flyttes noget af indholdet fra et fad ud på gulvet og antændes. Det begynder at brænde med et skærende hvidt lys og spontant antændes nu alle fadene, som alle brænder med samme hvide lys. En sær effekt træder i kraft, da alt nu synes at være i sort-hvid (a la filmen Sin City).

Pludselig manifesterer sig ånden af Gilles le Fanu li Halan (episode 12) sig og han adresserer karaktererne, som om de er loyale tilbedere, der er kommet for at skænke ham et legeme.

Herfra skifter vi hurtigt til action og går over på rundestruktur, idet karaktererne ikke har interesse i at lade ham gennemføre sine planer.

Den næste del af forløbet er vanskeligt at gengive præcist, da der er mange bolde i spil, og der er ikke en fast rundestruktur, men Fading Suns popcorn-initiativ, hvor GM undervejs kan indskyde handlinger (hvilket jeg gør brug af, da vi har med en mere farlig skurk end normalt). Action-scener bliver i Fading Suns hurtigt komplekse, fordi spillerne har en del kontrol med deres odds for at klare en handling og for at opnå et resultat af en succesfuld handling.

Wolfgang griber ud efter amuletten på sarkofagen og han begynder en spirituel kamp mod den. Broder Florian anråber de hellige kræfter om hjælp og begynder at bandlyse uvæsners tilstedeværelse. Georgi forsøger at skyde den ulegemelige Gilles le Fanu li Halan, men kommer i konflikt med sin skyggeside. Qwian-Qwian gør heftig brug af sin hellige plasma-gøb til at udradere det djævelske i kammeret. Trods det sære lysskær i kammeret, hvor er alt er sort/hvid, bibeholder plasmaen sin glohede farve.

For Wolfgang er det en åndelig kamp, hvor han ser himlen åbne sig over ham, og i den fjerne ende af solsystemet ser han igen en skygge af en rumstation omgivet af asteroider drive mellem ham og stjerneporten. I hans hænder begynder amuletten at forandre sig. Det sker gradvist fra sort, forvredent metal, der er en hån mod det hellige stjerneportskors, og over til en smuk sølvudgave af samme symbol. En rasende buldren og hvæsen kommer fra obsidiansarkofagen. Sorte flammer brænder omkring amuletten og for hans indre blik er Wolfgangs underarm ved at brænde.

Qwian-Qwian åbner ild mod åndeskikkelsen af Gilles, og den velsignede blaster sender farverig, superophedet plasma mod skikkelsen, som begynder at brænde. Fra Gilles’ øjne kommer sorte, flammestråler mod Florian og Qwian-Qwian, som undviger de okkulte angreb. Imens åbner Georgi ild mod skikkelsen, men skudet går direkte, uden effekt gennem ham. Gilles vender sig mod hende og vækker hendes Skyggeside, som tager kontrol med armen – Florian ser for sit okkulte blik to Georgi, hvis legemer smelter sammen i underarmen, som kæmper om kontrollen – og pludselig følger Georgi op ved at skyde på Wolfgang, men dennes kraftskjold absorberer skudet.

Oppe fra toppen af trappen har der lydt bulder og brag. Den gigantiske stenstatue af en dæmon har løsrevet sig. Den er ikke på vej ned ad trappen, men er i stedet på vej ud for at hærge og ødelægge. Karaktererne vælger at prioritere konflikten med Gilles i stedet for at dele sig.

De forskellige konflikter, som udspiller sig, trækker på flere og flere af karakternes ressourcer. Den ene surge efter den anden aktiveres og perks aktiveres for at samle yderligere styrke til at håndtere udfordringerne. Vi har på sin vis fire separate konflikter kørende, da karaktererne kæmper hver deres type kamp mod Gilles.

Fra trappen lyder tunge skridt, da Gilles kalder på sin viv, og hun melder sin ankomst. Deodora Stokhart er på vej ned, og det går op for gruppen, at den golem, de tidligere mødte (episode 11), i virkeligheden er selveste Stokhart. Hun er bevæbnet med Wolfgangs klinge foruden blaster og flammekaster, og hun åbner ild på Qwian-Qwian, som omsluttes af flammer, men som forbliver fokuseret på at udradere Gilles. Florian sætter sig for at bruge Sankt Kirks velsignelse til at standse golemen. Imens kæmper Wolfgang med amuletten, og sorte flammer omspænder hans underarm og giver et indtryk af kødet er ved at brænde af knoglerne.

Georgi har fået fortrængt sin skyggeside, og hun anråber Skt Marina, hvis hjælp manifesterer sig ved, at hendes underarm gløder gyldent – som en spejling af den gyldne, cyberarm, som helgenen selv i døden er udstyret med. Hun kan med helgenens hjælp nu angribe sin fjende.

De samlede, hellige angreb mod Gilles besejrer endelig hans åndelige form og den dæmoniske ånd over amuletten fordrives. Det får obsidiansarkofagen til pludseligt at splintres eksplosivt, og det flyver om ørerne på karaktererne med stensplinter – hvor Wolfgang slipper billigt, i det hans kraftskjold absorberer det hele.

Pludselig skælver hele komplekset, og det begynder at bryde sammen. Sten vælter ned, og i det fjerne begynder en langsom nedtælling. Qwian-Qwian samler Florian op og begynder at storme af sted. Wolfgang løber sammen med Georgi, og forslåede, når de ud af templet, inden det hele styrter sammen bag dem.

Flugten ud blev håndteret ved en række tests. For at komme frem skulle en test klares, for at nå ud skulle der optjenes i alt otte overskydende succeser, og efter hver test ‘angribes’ gruppen med faldende sten. Forskellige tests kan forsøges fra at løbe til at navigere til at opildne etc., hvor tests bidrager til antallet af overskydende succeser til bonusser til tests.

Da nedtællingen er ved ende, ser gruppen hvad der blev talt ned til. Det var ikke så meget templets kollaps eller selvdestruktion, som det var tre luger ude på sletten, som har åbnet sig, der var genstand for nedtællingen. Fra den ene åbning har rejst sig et besynderligt radiotårn, stort og komplekst og rettet mod himlen. Et signal udgår radiotårnet – som senere viser sig at være rettet mod en af Leminkainens tre måner. Fra de to andre åbninger er siloer, hvor enorme, interkontinentale missiler er ved at rejse sig og gøre klar til affyring. Hvad end de er rettet imod, vil det skabe frygtelige ødelæggelser. En fjerde ting at bide mærke i er de enorme fodspor i dalens bløde jordbund efter den titaniske, dæmon-besatte stenstatue, som gruppen tidligere hørte løsrive sig. Den er på vej ud af dalen.

Gruppen fortsætter deres stormløb. De stopper ikke ved udkanten af templet, men fortsætter løbet mod deres rumskib, som der straks fyres op under. Wolfgang kaster sig ind på pilotsædet og fyrer op under rumskibet, mens de andre løber ombord. Snart letter rumskibet med Wolfgang ved roret.

Under dem nede på jorden er de to enorme missiler ved at gøre sig klar til affyring. Wolfgang udtænker en desperat plan, hvor han vil forsøge bedst muligt at få opmærksomheden fra dronesværmen på himlen (et tilbagevendende element i kampagnen: himlen over Leminkainen er fyldt med en autonom, selvreplikerende dronesværm, som angriber flyvende maskineri og andet maskineri, der ‘støjer’ for meget). Håbet er at tiltrække sværmen og derefter trække sværmen efter sig i en hale ned over de to, underjordiske missilsiloer, så tingene sprænges i stumper og stykker. Wolfgang sætter sig for at udføre sin dristige manøvre.

Undervejs i den vilde flugt over himlen for at få droner efter sig, inden de to missiler forlader deres siloer, anråber Broder Florian om helgenens hjælp, da han ikke kan sidde risikoen for de store tab overhørig. Han hører hendes stemme, og hun spørger om han vil skænke hende sin stemme og sin hånd og vandre missionsmarken i hendes navn. Han indvilliger, og miraklernes tid er ikke ovre, da en hale af droner former sig efter rumskibet, som vender rundt og dykker ned mellem de to siloer. En serie af eksplosioner opløser dalens bund i eksplosioner af jord, flammer og røg. Bedst som dalens bund bliver et flammehav rejser rumskibet sig igen og føres fri af flammehavet. På mystisk vis bæres rumskibet fri, mens en trykbølge skyller gennem dalen, og al luft, støv, røg og flammer trækkes tilbage mod centrum, indtil de rejser sig som en del af en altødelæggende eksplosion fejende alt i dalen bort, indtil en søjle af røg rejser over dalen og et godt stykke oppe i atmosfæren breder sig ud som en paddehat. Missilerne er ikke mere.

Rumskibet tumler af sted på kraftige vinde og undslipper Dødens dal.

Gruppen er sluppet levende ud af Stokkerbjergene, men ikke uden mærker. Georgi ser, at hendes underarm, hvor helgenens hellige lys udsprang, har fået et sært, gyldent metallisk skær a la et stigmata, Wolfgangs underarm er forbrændt, rød og afskallende, som havde den været alt for længe i en skarp middagssols skær, og Florian opdager, at hans underarm er blevet slap og ubevægelig. Et medicinsk mysterium, igen en slags stigmata, hvor helgenens tegn hviler på hendes discipel samme sted, som hun selv har en forgyldt cyberarm.

Rumskibet sætter snuden mod kloster-lejren.

Her ender dagens spilgang.

Bemærkninger

Kampen i graven var kompleks. Vi havde to stærke modstandere i spil med sære kræfter på en lokation med mystiske fænomener. Karaktererne var nærmest helt drænede til sidst, da de flygtede ud af komplekset. Jeg tror ikke, vi før har set så mange surges og perks aktiveret, og det var en situation, hvor en kamp mere ville have været en ubehagelig oplevelse for karaktererne. Det er også en kamp, hvor vi har flere sideløbende konflikter, idet karaktererne kæmper mod forskellige ‘aspekter’ af fjenden (fra det snerrende væsen i sarkofagen til Georgis skygge til amuletten til Gilles’ spøgelse), som angreb fysisk, psykisk og åndeligt godt suppleret af en tungt bevæbnet golem, som blev efterladt i graven fanget af en velsignelse. Meget af kampen udspiller sig spontant, og det er ikke helt nemt at løsrive de enkelte segmenter fra helheden og gengive handling forløbet præcist, men episk var det.

Mod slutningen fik vi også sat en afslutning for Florian op. Han er nu dedikeret til at vandre i missionsmarken passende på Sankt Marinas helgenskrin, men heldigvis ikke langt fra et Terraforming-mysterium. Vi har snakket om, at vi er på vej ind i slutspillet, og visse løse tråde vil blive skrinlagt for at fokusere på den sidste del af hovedkonflikten, som kommer til at give oplægget til næste kampagne. Det tillader mig at sætte karaktererne i situationer, hvor de så at sige vil blive skrevet ud af kampagnen/få oplæg til deres videre historie efter kampagnen, som feks med Florian, hvor vi nu ved, hvor han ender henne (men der er lige et sidste eventyr).

Slutninger på kampagner er altid svære, men jeg håber på, at vi de næste par spilgange får rundet tingene godt af.

Næste spilgang begynder en uges tid senere efter dagens begivenheder.