Storygames: Et gamble

Pyha. Peter og Johs har nogle spændende og vægtige indlæg om storygames.

Peter spørger til om Contenders (og derved underforstået om Storygames) er rollespil eller ej? Johs påpeger, at Storygames langt hen ad vejen spilles ud fra et forfattersynspunkt frem for aktørvinklen.

I det følgende vil jeg prøve at fremhæve et brætspilselement,s om jeg har oplevet i My Life with Master og i Contenders. Det kan forhåbentlig belyse nogle af problemstillingerne. Men jeg lover ingen svar.

En strategisk manøvre i Contenders

Da vi spillede Contenders fornyligt var der, som Peter skriver, mindre rollespil end der plejer. Noget af det, tror jeg, skyldes at jeg var i humør til at prøve reglerne af, både scenereglerne og boksereglerne, og måske smittede mit brætspilshumør af på mine medspillere? Næste gang vil jeg gerne prøve at fremhæve rollespilsdelen mere, men måske skal det ikke fremhæves? Måske er Contenders lige dele rollespil og lige dele brætspil? Det er værd, at bemærke at nogle scener kører bedst i brætspilsstil – jeg nød at trække pinen på resultaterne i boksekampene og var ikke god til at få fortællingen med ind i kampene – mens andre scener er på overfladen råt rollespil: Promotionscenerne. Der er ingen konfliktmekanik i denne scenetype, i stedet udpeger du en spiller til at spille din promoter og en anden til at være din modstander, hvis du ikke ligefrem har valgt at dyste mod en anden spillers karakter. I scenen skal man forhandle om, hvor mange runder kampen skal vare og hvordan præmiepuljen skal fordeles mellem de to boksere. Der er ingen mekanik til at afgøre dette – man spiller til en forløsning er nået i scenen. Det er egentligt sært, for hvordan er vi så sikre på, at vi kan få afsluttet scenen, hvis nu forhandlingerne går i selvsving? Det kan vi ikke.

Men der stadig et gamble i scenen: Promoter ved, at de boksere opnår mere Cash ved at få en lang kamp. Da de to bokseres spillere er Promoter-spillerens med- og modspillere, kan det ikke være i hans interesse, at de tjener for mange penge, for det gør at de har råd til at træne og derved blive bedre boksere etc. Men der kan være en gevinst i scenen, hvis den ene bokser har mere Condition end den anden. Ved at give kampen mange runder, kan Promoter-spilleren være med til at påvirke kampens udfald. Det gælder altså om at tænke strategisk. Hæ!

Mit liv med Biskop Baltzar: MLwM uden fernis

På VC havde jeg fornøjelsen af, at få spillet MLwM (og her).

Sammen med spillerne skabte vi Biskop Baltzar. Han regerede over et lille kloster et sted i 1800-tallets bjergrige Sydtyskland. Han var en led karl, som stræbte efter smuk, ung, rig og fornem pige, som havde mange bejlere, men han ville at hun skulle blive hans brud.

En af de ting, vi blev enige om under designprocessen var, at vi ikke ville have nogen overnaturlige elementer i scenariet. Ingen golems, ingen spøgelser og ingen mystiske, magiske planer. Vi fjernede det lag fernis, som gør MLwM til en dyster, men stadigt harmløs oplevelse.

Biskop Baltzars ynkelige tjenere var hans Kastratsanger, hans graver, degnen og den spedalske. De skulle skaffe biskoppen den smukke unge pige. Sådan noget skal helst gøres gradvist – som spilleder bestemte jeg mig for (i al hemmelighed) at gøre tingene gradvist for at opbygge en spændingskurve i fortællingen – så den første ordre lød på at kidnappe pigens amme, siden at tortere ammen, så biskoppen kunne lære pigens interesser at kende. Senere blev en af tjenerne sendt ud for at myrde pigens bejlere og hendes forlovede etc.

Som altid blev tjenerne sat til umulige ting. Kastratsangeren (Uffe) havde den smukkeste sangstemme, når ingen så ham synge. Han blev naturligvis sendte af biskoppen ned til byen for at lindre den smukke, unge piges sorg, da hun havde mistet sin forlovede (som kastratsangeren tidligere havde skubbet i afgrunden), med sin smukke sangstemme. Spilleren tabte konflikten og måtte se sin spilperson ydmyget, idet at han ikke kunne synge foran sit publikum.

Spillet udviklede sig støt til en mere og mere grotesk og brutal fortælling, hvor tjenerne blev tvunget til at foretage stedse mere onde gerninger: Biskoppen beordrer den spedalske til at vise sin hengivenhed til biskoppen ved at med sine bare hænder at kvæle det vidne, der ligger indespærret i en stenkiste. Efter håbløst at have kastet sig for fødderne af biskop Baltzar og tigget om nåde, må den spedalske til sit grumme hverv. Han skubber stenkistens låg til side, opdager at den indespærrede er den sigøjnerpige, som han elsker (Contact med mange point), hun stirrer på ham med vidtåbne øje og udbryder “Åh Gud, jeg er reddet. De ville myrde mig. Hjælp mig ud herfra!”. Herefter skrider vi til konfliktrullet, som spilleren ‘vinder’, og jeg kan overlade det til spilleren, at fortælle hvordan hans karakter ligger sine hænder om sigøjnerpigens hals og klemmer livet ud af hende, mens tårerne triller ud af øjnene på den spedalske.

En anden brutal hændelse var, da graverens spiller (Peter Fallesen) havde opnået et Captured resultat. Graveren havde en Contact i form af en lille pige, som plejede at besøge sin faders grav (som var den første person graveren havde begravet på kirkegården, og faderen var et offer for graverens skumle personlighed – hvilket tidligere var blevet afsløret i Horror Revealed scener). Graveren havde forsøgt oprør mod biskop Baltzars ordrer – hvilket var, at dræbe den uskyldsrene pige i biskoppens desperate forsøg på at skabe en djævelsk drik – og som følge var han blevet fanget af biskoppens munkehåndlangere (Captured igen). Før graverens næste scene, var den lille pige brutalt blevet myrdet, og biskoppen kommer nu til den celle, hvor graveren sidder indespærret. Han fortæller, at graveren kan vinde hans tillid igen, ved at gøre en lille ting. Han skal tage sig af kisten, der står oppe i kapellet … men inden da, skal han skænde kisten og liget i den. Graveren forsøgte, at modstå den bestialske ordre, mens viljestyrke var ingen match for den selvsikre biskop. Graveren går op i kapellet, ser barnekisten, erkender at liget i kisten er den lille pige, som han holdt så meget af. Kunne han forbryde sig imod hende? Vi kastede terningerne, og graveren vandt, dvs. man må vel egentlig kalde det et nederlag, for han kunne efterkomme ordren. Derefter overlod jeg fortælleretten til spilleren, som så kunne få lov at beskrive graverens misgernning.

Da vi endelig nåede slutspillet, var det med stor glæde, at tjenerne kunne bidrage til biskop Baltzars død. At fjerne den frankensteinske klichefernis fra MLwM giver en hårdere fortælling og en større forløsning ved Mesters død. Det var en spændende oplevelse.

Det næste gamble: Degnen i Mit liv med biskop Baltzar

Ganske særegent havde en af spillerne (Lars Nyberg) valgt at hans karakter, degnen, havde den smukke, unge pige – som biskop Baltzar stræbte efter – som Contact. Han udnyttede derved ofte sine opgaver for biskoppen til at besøge pigen og opdyrke hende som sin kontakt. I spillets epilog endte han faktisk med at vinde hendes hjerte og gifte sig med hende! Graveren og den spedalske omkom i det brændende kloster sammen med biskoppen, mens Kastratsangeren blev den næste Mester.

Og hvorfor skete det så? Det skete, fordi degnens spiller havde besluttet sig for ikke kun at spille sin rolle – hvad han gjorde upåklageligt – men han havde også besluttet sig for at teste spillet ved at spille for at ‘vinde’. En spillers mulighed for at påbegynde Slutspillet er bestemt af spilpersonens Kærlighed til sine Kontakter. Dør de, går Kærlighedspointene tabt. Degnens spiller udnyttede sine groteske missioner til at eliminere sine medspilleres Kontakter, så han selv havde mest Kærlighed.

Alt dette afslørede han først bagefter. Men virkede det? Ja, det gjorde sgu’ så! At Degnens spiller havde sat sig for at vinde spillet gav godt drama. Historierne blev gode, scenerne intense og oplevelsen god.

Brætspilselementet i Contenders (boksekampene) giver en højnet spænding, ligesom det episke terningeslag i det store afsluttende slag i en D&D-kampagne, og ligesom at brætspilsstrategien med ‘at ville vinde’ i My Life with Master gav et højnet drama. Spil for at vinde, kombinér det med rollespillet og se, hvad der sker. Det bliver sjovt.