[Polaris med andre ord] Mellem kolde stjerner og blege sole

I det følgende vil jeg prøve at fjerne noget af Polaris‘ kulør og kigge på dens spilmekaniske sammensætning. Alt sammen i forbindelse med min Bughunters-tolkning.

Polaris fungerer ved, at protagonisten og antagonisten enes om at sætte en scene. I løbet af den scene forsøger enten Protagonisten at opnå det mål, som han satte for sig i scenen, eller han prøver at hindre den ulykke, som antagonisten har sat for sig, eller de to spillere spiller frem og tilbage, indtil der opstår en situation, der skal afklares gennem spilmekanikken.

I en scene kan der være en serie af mange små konflikter, mens der typisk kun er en eller to større konflikter, hvor meget betydningsfulde ting afklares. Med konflikt menes en situation, der afklares ved hjælp af det spilmekaniske system. Det kan være noget så simpelt, at den ene spiller siger “ja, men …” og den anden spiller svarer “ja”. Spilmekanisk udtrykkes det ved, at den ene spiller siger “Men kun hvis …”, og den anden spiller svarer “Således gik det for sig”.

Mekanikken består af en række fraser, der kan anvendes til at give et udsagn en særlig værdi, og valget af en frase, former den anden spillers handlingsrum. Hvis den ene spiller anvender termen “Men kun hvis …”, er der nogle helt bestemte former for svar, den anden spiller kan anvende, da svarene også skal tillægges en særlig værdi.

Essentielt set begynder det hele med et udsagn: “Jeg kapper hovedet af dæmonen”. Dette udsagn er min modspiller nødt til at forholde sig til. Hvis vedkommende accepterer udsagnet, så spiller vi videre fra mit udsagn. Er vedkommende ikke enig i, at det skal ske så smertefrit eller uhindret, så skal der anvendes en af spillets fraser. F.eks. “Men kun hvis hans klinge i det øjeblik brast” og dertil svarer protagonisten “Og ydermere vandt han stor hæder for sin gerning”, hvortil antagonisten accepterer og svarer “Og således hændte det.”

Rent strukturelt og uden kulør er de som følger: “Ja”, “Ja, men …”, “Ja, og …”, “Nej, omformulér”, “Nej, rul terning” og “Nej, og jeg ofrer mit eget udsagn/Ignorér det hændte” (Denne sidste er lidt spøjs. Den kan enten bruges som en nødbremse, der bruges til at standse noget, som er uinteressant, eller til at bremse et udsagn ved at man frasiger sig sit eget sidste udsagn. Jeg har ikke set denne frase i brug).

Nogle af fraserne kan kun anvendes i bestemte sammenhænge, og nogle af fraserne kræver brug af ressourcer. Det vil sige, at der er en restriktion på, hvor ofte de kan bruges. I spillet er man som antagonist interesseret i at tvinge protagonisten ud i at bruge sine ressourcer, da det vil hurtigere tvinge udsagnet “Nej, rul terning” i brug, og denne handling vil give protagonisten erfaringspoint, som fører denne frem mod sit syndefald eller sin tragiske død.

Herfra kan vi begynde at iklæde fraserne nye sproglige dragter.

I Polaris hedder de:

• Og sådan gik det for sig = Ja
• Men kun hvis = Ja, men
• Og ydermere = Ja, og
• Du kræver for meget = Nej, omformulér
• Det skal ej ske = Nej, rul terning
• Sådan skulle det ej gå for sig = Nej, og jeg ofrer mit eget udsagn/Ignorér det hændte

Og jeg opfinder lige En skærsommernats tragedie:

• Og de krogede træer synger stadig om det = Ja
• Dog hændte det = Ja, men
• Og hun drømte, at = Ja, og
• Hvilket forsvandt i mosekonens dis = Nej, omformulér
• I det øjeblik vågnede hun = Nej, rul terning
• Men det var kun en drøm = Nej, og jeg ofrer mit eget udsagn

I Bughunter: Mellem kolde stjerner og blege sole skal der også være specialiserede kommandoer, men hvilke? Forslag modtages gerne.

Discord-mekanikken eller “Koloniens fald”, som jeg kalder den, får sit helt eget indlæg.