[anmeldelse] Itras by – norsk, anderledes, spændende

Jeg fik for et par dage siden tilsendt et anmeldereksemplar fra de flinke folk bag Itras by. Det var med stor spænding, at jeg åbnede pakken og tog bogen ud.

Det var ingen skuffelse.

Itras by er en fornem bog. En indbunden bog med et hvidt omslag og en illustration på forsiden. Inde i bogen er der jævnt fordelt stemningsfyldte sort-hvid illustrationer, der hjælper læseren med at fange stemningen i den surrealistiske by, hvor historierne udspiller sig.

Kort fortalt er Itras by et rollespil, der udspillet sig en surrealistisk by sat i 1920’erne. Det kan spilles som et enkeltstående scenarie, en serie af eventyr eller som en kampagne.

De praktiske detaljer

Indbunden bog, 152 sider, stemningsfyldte sort-hvide illustrationer af Thore Hansen, forfattet af Ole Giæver og Martin Bull Gudmundsen. Udgivet på Kolofon forlag, og spillets hjemmeside. Pris 299.- og kan bestilles her.

En rundtur i Itras by

Den første tredjedel af Itras by er en beskrivelse af en surrealistisk by sat i 1920’erne. Byen består af kvartererne Sortvika, Myntekollen, Sentrum og Storenga og er omgivet af Randsonerne. Hvert kvarter er beskrevet med stemningsmæssigt rige tekster, der sparker tankerne i gang. Det er ikke meningen, at man skal pløje sig gennem hvert afsnit, og sætte sig ind i hver en detalje. Det er en tekst, som man skal gå på opdagelse i, drømme om, og vælge de mest beåndede ideer ud fra, og det bliver grundstenen til de fantastiske oplevelser i Itras by.

Dette er ingen storyguide til Los Angeles by Night eller Forgotten Realms Waterdeep – der er ikke alenlange beskrivelser af vigtige biroller, deres stats og de intriger, som spilleder skal skrive scenarier over. I stedet er Itras by en kilde til inspiration. I afsnittet om kvarteret Sortvika finder vi Baggårdsløverne, som er undvegne løver fra den lokale zoo, og Vrengetrynerne, en sammenslutning af udstødte, der har vrænget en gang for meget på næsen, og nu sidder udtrykket fast. I kvarteret Kirkehaugen finder vi Churchillianerne, et sammenrend af livsnydende anarkister, der holder til på kirkegården, og som ryger fede cigarer rullet af det frostlag, som sætter sig på himmelvælvingen, mens vi i Sentrum finder sekretæren Josephine Buckler, hvis humør former vejret i Itras by, når hun smiler, skinner solen.

Din spilperson

Næst beskrivelsen af byen følger et kapitel om rollerne, og hvordan du laver din spilperson. Du får ikke brug for terninger.

Spilpersoner skaber man samspil med hinanden. Ikke noget med at sidde derhjemme og finde på en spilperson, og så håbe på, at de andre spillere ikke har fundet på nogl, som man ikke kan være i rum med. Mangt en D&D-gruppe er kuldsejlet på den måde.

En spilperson består af et overordnet koncept (f.eks. En aldrende papskubber, der søger den ultimative terning, eller en idealistisk fabriksarbejder), en baggrund (kort beskrivelse af personen), og et antal dramatiske egenskaber. Dramatiske egenskaber er de særlige træk, man gerne vil have at spillet revolverer omkring (søn af en tyran, opfindsom, jaloux, lystfisker, en flaskedjævel etc.) – og de er vinket med vognstangen til de andre spillere: Det er her, det foregår! Dertil føjer man nogle personlige træk og værdier til spilpersonen, og 2-4 mål og intriger, som er de ting, der driver spilpersonen frem. Hvad har rollen af kort- eller langsigtede mål, af konkrete eller abstrakte mål?

Itras by er rig på mangfoldige forskellige eksempler, alt fra detaljerede eksempler på Dramatiske egenskaber til en håndfuld færdiglavede spilpersoner. Alt sammen er det rigt på løsslupne tanker og surrealistiske ideer, der hjælper både spilledere og spillere til at se omfanget af spillets surrealisme.

Afsnittet rundes af med en række gode råd om improvisation og samspil. Personligt ville jeg nok have haft anbragt dette afsnit i det efterfølgende kapitel om Metode, og udbygget det yderligere. Her kan jeg henvise læseren til Matthijs’ artikel om improvisation fra Fastaval 2008, skulle man savne flere ord om kunsten at improvisere.

Show me the Rules!

Terningerne skal ligges helt væk. Dem anvender vi ikke her.

Spilleder administrerer spillet, tager sig af biroller, intriger og forbereder et scenarie. Spillerne ejer deres spilpersoner. Denne opdeling er rimeligt klassisk, Itras by vælger at gøre læseren opmærksom på dette skel, og det skyldes 1) at spillets konfliktsystem er underlagt reglerne om ejerskabet, og 2) at spille et scenarie er en kollektiv handling – spillerne går ikke på opdagelse i spilleders vision.

I stedet for terninger anvendes Chancekort og Handlingskort. (Downloades her – og også trykt bagerst i bogen). Et Handlingskort bruges til at afgøre udfaldet af en forsøgt handling (ligesom når spilleder siger, at man skal rulle et færdighedsrul). Spilleren udpeger en anden spiller eller spilleder, og denne trækker et handlingskort, læser det højt og fortolker kortet. Kortet afgør om handlingen lykkes eller ej, samt hvad der yderligere sker. Den centrale forskel fra klassiske rollespil som Call of Cthulhu og D&D er, at det er spilleren selv, der endeligt afgør, om der skal trækkes et Handlingskort! Spilleder kan ikke diktere, om en spiller skal f.eks. foretage et fædighedsrul for at finde ud af om en given handling lykkes, omend både medspillere og spilleder kan opfordre til, at der trækkes et kort.

Chancekortene bruges til at introducere et element af tilfældighed og surrealisme. Hver spiller og spilleder må trække et Chancekort per spilgang. Kortene kan både påvirke handlingen i en scene eller den måde som scenen spilles på. På sin hvis minder de meget om de specialkort, der er i rollespillet Torg, hvor de fleste kort giver bonusser til færdigheder, men hvor nogle af dem i stedet gav spilleren mulighed for at introducere nye elementer (såsom en ærkefjende) i spilleders ellers præplanlagte scenarie.

Det var så reglerne. Grunden til, at denne form for regler kan lade sig gøre, er, at spilstilen i Itras by er en kollektiv spilstil. Man spiller sammen, man bygger videre på de andres ideer, og man improviserer.

Tips til spillederen

Den sidste halvdel af bogen består af en kyndig vejledning i, hvordan man designer eventyr og kampagner til Itras by. Hvordan man forbereder et scenarie, og hvorledes man ikke skal være bange for, at droppe sit scenarie undervejs, fordi den surrealistiske stemning i spillet har ført spilpersonerne på helt andre veje. Forfatterne gør en dyd ud af at gennemgå hvordan man designer eventyr og kampagner, og hvordan man spilleder dem bedst muligt. Nogle af rådene er udødelige klassikere, andre er særligt velegnet til den meget frie form og improvisation, som spillet ligger op til. Der følger seks forskellige forslag til kampagner, en gennemgang af spillederens opgaver, og en række gode råd til, hvordan man improviserer.

Efter afsnittene om eventyr og kampagner, følger et afsnit om, hvordan man anvender stemningsbeskrivelserne fra den første tredjedel af bogen. Her vrimler det med gale ideer og oplæg til scenarier. Sidst er et afsnit om selve surrealisme – hvad er det, hvordan bruges det, og hvordan påvirker det rollespillet? Alt det gennemgås her. Til sidst rundes bogen af med scenariet Reinkarnatoren.

I Itras by er der gjort en dyd ud af, at præsentere spillets stil og metoder til, hvordan man får det altsammen i spil. Disse afsnit er praktisk læsning for både dem, der gerne vil spille Itras by, og for de spilledere, der savner nogle tips til deres helt almindelige hverdagskampagne.

Indlevelse, Story Now, Systemløst? Hvad er det?

Itras by er et rollespil, der tydeligvis er et produkt af de seneste års rollespilsudvikling. Det står solidt på den nordiske friformsscene i stil med blandt Jeepform og danske con-scenarier, og det rummer træk af den amerikanske story game-genre inden for indie-spillene.

Når man spiller Itras by går man ikke på opdagelse i spilleders tolkning af forfatterens vision eller i spilleders egen vision af spillet. Nej, man skaber Itras by, mens man spiller. Der er en anderledes spilstil

Det skal her bemærkes, at Matthijs’ artikel til Spillerkompendiet til Fastaval ’08 er en meget fin og uddybet beskrivelse af, hvordan man improviserer og spiller Itras by – og hvor afsnittet i bogen synes kort, kommer artiklen læseren godt til hjælp. Der er formelt set ikke noget nyt i, at spillerne spæder detaljer til deres handlinger, men den konsekvens hvormed det er gjort, gør Itras by anderledes. Det er op til den enkelte spiller at afgøre (selvom de andre spillere og spilleder kan opfordre hertil), om handlingen skal afgøres som en konflikt ved at man trækker et kort, og de fleste af kortene meddeler succes, typisk med ordene “Ja, men …” eller “Ja, og …”. Ligeledes opfordrer spillet til, at man altid bygger videre på den ide, som medspilleren kom med. Det betyder, at det fælles, forestillede rum, samt handlingen i spillet hele tiden bevæger sig fremad, for der kastes hele tiden nye bolde i luften, og de giver et stadigt momentum. Denne proces holdes oppe af, at spillet udspiller sig i en surreal verden, hvorfor bolde, der bliver kastet lidt usikkert ind i fællesskabet, stadigt kan gribes.

Itras by er en spændende oplevelse. Spilmekanisk anbringer spillet sig et sted mellem de bløde fortælle-spil, som Shock og Polaris, og mellem de danske fortælle-scenarier og opleve-scenarierne – men med den forskel at man er med til at skabe de andres oplevelser. Sammen bliver det til historierne fra Itras by, og der er netop en wiki på spillets hjemmeside, hvor man kan dele sin kortlægning af Itras by med de andre spilgrupper. Med et spil som dette kan jeg gå på opdagelse i Stefano Bennis forfatterskab (kendt på danske bl.a. for Terra!, To forskrækkede krigere, Elianto og Baol). Yay!

Itras by er et rollespil, der vil give dig en bestemt oplevelse. Det vil sende dig på en drømmeagtig færd ind i dine egne og dine medspilleres ideer, til en verden med sine egne regler, anderledes og sære, og som man ikke skal spørge hvorfor virker.

Et sidste ord

Jeg har ikke haft fornøjelsen af at spille Itras by endnu, men spillet er en fornøjelse at læse. Det vrimler med gode ideer, fra måder at spille rollespil på, til sære ideer og surrealistiske kampagner.

Regelsystemet i sig selv er spændende, og det er værd at stjæle til de rollespilsgrupper, der godt kan lide at spille næsten systemløst, indlevelsesspil, da det er designet til improvisation og til at gå på opdagelse i den kollektive fantasi mellem spillerne (og spilleder), om man spiller surrealisme eller ej.

Jeg har skrevet en mere kortfattet anmeldelse på RPGforum.

Læs mere om norske rollespil.