[anmeldelse] Rollespil – Guiden til det avancerede niveau

Dette er den mest religiøse tekst, jeg endnu har læst inden for rollespil. Særligt live-tekster har en tendens til at ville noget mere end bare det underholdende, de vil gerne have et element af aktivisme, hvor man udfordrer de bestående magtstrukturer gennem rollespillet. Denne guide går imidlertid i retning af det religiøse.

Da jeg fandt guiden

Jeg fandt denne bog på biblioteket, og jeg blev lidt forundret over, at jeg ikke havde hørt om den før. Den er relativt ny, udgivet i 2007, og den er skrevet af Bjørn Porup Thomasen, som i RPGforum-sammenhænge er en ukendt person, og en tur rundt på nettet gav sparsomme oplysninger. Jeg fandt en bemærkning om bogen af Lars Konzack på Spil-forum.dk, der har en række kritikpunkter, som det vil vise sig, matcher mine. Jeg fandt desuden også en anmeldelse af bogen i Hareposten nr. 33, samt Bjørns egen side, hvor hans to bøger kan erhverves, samt en række essays af ham downloades (og i forbindelse med vintertemaet om køn i rollespil, har han en sært provokerende artikel om pige i rollespil, hvor vi lærer, at piger ikke kan være gode rollespillere). Bjørn har desuden bidraget med en række live-scenarier jf. alexandria.

Min gennemgang af bogen

Jeg vil i det følgende gennemgå bogen og særligt dykke ned i, hvilket billede Bjørn Porup Thomasen giver af rollespil. Indledningsvis vil jeg bemærke, at det er en bog fyldt med holdninger, og som læser kan man ikke undgå at være enten uenig eller enig med forfatteren. Jeg vil i det følgende demonstrere en række områder, hvor uenig jeg er med ham om en række emner.

Bogen er en simpel tryksag, sort-hvid, simple illustrationer og intet fancy layout. BPT layouter på samme niveau, som jeg selv, og det er ikke bemærkelsesværdigt. Bogen er på lidt over 100 sider.

Efter forordet er bogen opdelt i fem afsnit, hvor BPT gennemgår sin opfattelse af, hvad rollespil er, præsenterer en række mekanikker omkring rollespil, har en række beretninger skrevet af hans venner, og til sidst diskuterer han rollespil på det avancerede niveau.

Et par indledende kritikpunkter

Hvad Bjørn ikke er opmærksom på er, at ‘System does matter’, at “systemløst” også er et system, og at der er mere til rollespil end at spille rollen. For så vidt angår det sidstem så er min opfattelse af rollespil, at det ikke alene dækker det at spille en rolle, men hele processen udenom – og med en analogi til teater, så er teater ikke kun det, som skuespilleren gør, når han agerer på scenen, men også hele processen uden om skuespilleren. Det er summen, der er rollespillet – og her stiller Bjørn og jeg mig vist på hver side af en grøft.

Forordet

I en bog som denne er der ikke noget krav om, at man ikke må have holdninger, eller at man skal være objektiv, men det betyder ikke, at man ikke stadig kan være prætentiøs – og det er forordet.

I det mindste begynder bogen ærligt:

“Jeg vil starte med at konstatere at denne bog ikke er brugervenlig. Der er ikke tale om en bog som udenforstående personer kan læse og forstå med lethed. Der er tale om en avanceret guide dedikeret til det modne og erfarne publikum inden for rollespil.” (p.5)

Det er enormt rart med en bog, der ikke begynder med at fortælle os, hvad en terning er, og “sådan spiller du rollespil”. Nogle gange må der gerne være en bog for øvede folk. Imidlertid stopper BPT ikke her. Længere nede skriver han:

“Denne bog er udelukkende skrevet til de personer, som viser sig at være af det rette materiale og derved magter at tilpasse sig de forestående problemstillinger og avancerede teknikker, som vil være at finde i gennem denne bog, og som kræves for at mestre avanceret rollespil!

Denne bog er skrevet med det formål at berette, hvad avanceret rollespil egentlig handler om. Desværre er der i dag ikke mange, som virkelig kender og forstår essensen af rollespil, for ikke at nævne individer som kan omsætte denne viden i praksis, så den bruges aktivt.” (p.5)

Herefter bliver forordet for alvor sekterisk. Først forklarer BPT, at rollespil er komplekst at forstå, og at forældre ofte introducerer børn til en fejlagtig forståelse af rollespil, men det kan gøres korrekt:

“At lære forståelsen bag konceptet og igennem denne hjælpe og aktivt lede barnet hen imod en total forståelse og adaption af læren.” (p.6)

Herefter fortæller BPT, at han vil lægge “grunden for korrekt rollespilsforståelse” (p.6) og gennem øvelser, tanker og andet vil bringe “det middelmådige rollespil til en ny fase af forståelse og fremskridt.” (p.6)

Herefter følger BPT op med følgende udsagn:

“Du har som rollespiller ikke et stort nok grundlag for at opstille scenarier ud fra de forskellige rollespilsverdner, medmindre du udover dette har gjort dig nogle selvstændige studier indenfor grundværdierne i rollespil: dramaturgi og teknikker, generel menneskelig historie, psykologi, okkultisme og mysticisme, samt læst en forfærdelig masse bøger om alverdens emner og interesseområder.

Jeg vil hjælpe med personlige erfaringer og vise dig, hvilke forskellige bøger du skal søge forskellig viden i efter at have studeret disse ovenstående emner. Der er uanede mængder, næsten et hav af ubrugelig viden, og jeg er ked af at have erfaret, at den essentielle viden bestemt ikke er let at finde frem til. Ligesom alle andre mennesker, der leder efter visdom i tekster, der bærer hemmeligheder, skal man grave sig gennem et hav af ligegyldigheder og dels misinformationer for sluttelig at være heldig med at finde frem til målet” (p.6)

Det er ikke mig, men BPT selv, der drager parallellen til det sekteriske – ideen om en mentor, der kan guide os gennem obskure tekster til sandheden, der skal frigøre os, forefindes i mange okkulte traditioner. BPT opkaster sig til mere end fyr med holdninger til, hvad rollespil er, han er også guruen, der skal frigøre os fra det middelmådige, middelmådighed, som vi muligvis har arvet fra vores forældre. Lad os nu kigge på selve indholdet i bogen.

Bogens første del: Grundlæggende rollespil

Gennem ni afsnit udstikker BPT rammerne for, hvad rollespil er, eller rettere hvad, der er galt med rollespil. Det skal siges til BPTs ros, at bogen handler både om bordrollespil og live-rollespil, og at de på et vist plan sidestilles.

Første afsnit: To slags rollespil

Her gennemgår BPT henholdsvis bordrollespil og live-rollespil. Lad mig begynde med at kommentere hans indledning til afsnittet om bord-rollespil:

“Bordrollespil tager udgangspunkt i en spilleder og dennes spillere. Der er altid* en spilleder, som er vedkommende, der har forberedt** og styrer spillet. Når man skal til at spille et bordrollespil, foregår det om et bord***. Man sidder på stole eller andet. Derefter laver man eller får udleveret en rolle****, som man skal spille.” (p.8)

*) Nej

**) Nej

***) Nej

****) Nej

Som Kåre for nogen tid siden bemærkede, så er det vanskeligt at beskrive rollespil. Det bliver ikke bedre af, at BPT enten har en snæver forståelse af, hvad bordrollespil er, eller ikke har fulgt med i de sidste mange års udvikling. Ser man bort fra, at BPT holder sig til en traditionel opfattelse af, hvordan bordrollespil kommer til udtryk, så er beskrivelsen af bordrollespil slet ikke ringe, og BPT får gjort opmærksom på, at bordrollespilsoplevelsen kan være ganske intens. Ligeledes i afsnittet om live-rollespil, hvor det bliver tydeligt, at BPT skriver til det brede publikum, som i en række år har prøvet at spille første søndag eller sommerscenarier, da det her fremhæves, at der er mere end fantasy-lives, og at underholdningen kan komme fra andre vinkler, blandt andet social realistiske rollespil. Det er en af de bedre præsentationer af, hvad rollespil er.

Andet afsnit: Forberedelsen til rollen og indlevelsen

I dette afsnit diskuteres “indlevelse” og “at træde i karakter”. Essensielt set handler det om method acting for rollespillere, hvordan man i stil med skuespillere påtager sig en rolle, og med forfatterens egne ord “bliver rollen” (p.13) (BPTs fremhævning). Denne method acting-stil er ikke kun bogens centrale værktøj, den er også bogens ideal. For forfatteren er dette alene avanceret rollespil, og indie-spillere, Jeepere, nørwegian stylere m.fl. vil herefter gå forgæves.

Tredje afsnit: Rollespil vs. udstyr

Denne korte tekst handler om, hvorledes man ikke må forveksle grej med rollespil. Sammenlignet med “Rollespil i folkeskolen” (anmeldt her) er det interessant, da sidstnævnte knap nok har begreb om, hvad en rolle er uden for kostumet. I dette afsnit er en enkelt sætning, som skal fremhæves: “Sidste element er indlevelse, hvilket er det langt mest komplicerede ved rollespil. Det er egentlig også det, som rollespil ultimativt handler om” (p.14) – og det her kan slagsmålet så begynde, men nu til mit yndlingsafsnit:

Fjerde afsnit: Terninger og regler i bord-rollespil

Havde dette afsnit været et blog-indlæg, ville vi have kaldt det for en rant. Forfatteren skriver:

“Det værste, jeg ved, er terninger. Det næstværste må være regler. Det absolut værste er, når man spiller med både terninger og regler og spillederen slår terninger for enhver situation, man er i, kommer til eller kommer fra. Terninger er noget, vrede mennesker har skabt, og hvad værre er, der er vitterligt rollespillere, der elsker at slå med terninger. Elsker det.” (p.16)

Jeg har i dette blogindlæg skrevet om, hvor seje terningeslag kan være for rollespil. Vi står ikke samme sted.

Forfatteren opstiller i sin tekst et eksempel på dårligt spillederi, og demonstrerer hvordan overdreven brug af terninger kan ødelægge spillet. Det er der intet nyt i, det har vi vidst i årevis, og at opstille brugen af regler og terninger på denne måde, er en lang og besværlig omvej for at forklare, hvad man godt kan lide.

Forfatterens præferencer skjuler sig blandt andet i dette citat: “Skulle en spilleder vælge at bruge terninger til et rollespil, er det fordi han/hun ikke kan omstille den pågældende situation i sit eget hoved, herunder beskrivelse, chanceberegning og forudse kommende elementer” (p.16) – for spilleder er nemlig en computer, der kan køre en stribe simulationer i hovedet og beregne det mest realistiske udfald af en spilpersons handling. Med andre ord er forfatterens ideelle form for bordrollespil meget lig 90’er-skolen inden for con-scenarier – spilleder skal skabe en simulation og varetage hele fiktionen, mens spillerne indlever sig i deres roller og føres gennem dramaet. Hørende til dette ideal er ideen om, at rollespillet skal køre så kontinuerligt så muligt, og enhver form for afbrydelse er et problem – og herfra springer modstanden mod regler og terninger, og der er vitterligt regelsystemer, som er så administrativt tunge, at deres anvendelse bremser spillets forløb. Kritikken er ikke uberettiget, men den er fantasiløs.

Femte afsnit: Alkohol og rollespil

Igen en “rant” om rollespil, og mit gæt er, at forfatteren her beklager sig over alkohol-kulturen på Fastaval, som visse år greb forstyrrende ind i arrangementet som helhed, og ligeledes kan få sommerscenarier til at ende i druk. Det andet aspekt er, at forfatterens ideal-rollespil er indlevelsen, og her griber alkohollens påvirkning forstyrrende ind. Interessant nok er dette afsnit dobbelt så langt som det foregående.

Sjette afsnit: Fatale fejl i rollespil

Med et langt eksempel taget fra bordrollespil konkluderer BPT følgende:

  1. Det, du har erfaret, kan du realistisk rollespille
  2. Det, du har set i film, kan du halvt om halvt rollespille
  3. Det, du har hørt om, giver problemer at rollespille

Det er for så vidt korrekt, hvis det er method acting, vi snakker, eller simulerende realistisk rollespil, men netop brugen af ‘regler’ tillader os at rollespille ting, der er os fremmede, da ovenstående erklæringer ellers umuliggør enhver form for fantasy-rollespil. Men bid mærke i de tre punkter, for de er meget centrale i forfatterens projekt med avanceret rollespil. I den anden halvdel af afsnittet handler det vistnok om, at forfatteren finder, at action-sekvenser i rollespil er i kontrast med drama-sekvenser, og at action-sekvenser ikke er velegnede for indlevelsesspil, og derfor bør undgås.

Syvende afsnit: Der er dumme mennesker i alle fag

Dette afsnit handler om, hvorfor og hvordan rollespil fik sit tidligere omdømme som værende associeret med okkultisme, og siden fik et omdømme som værende for nørder. Basalt set kører det på, at mindre fornuftige folk foretager sig ting i offentligheden i rollespillets navn, som giver et misvisende eller skævvredent billede af rollespil, og at mennesker som helhed har let ved fordomme. Det er nærmest banalt, men desværre når forfatteren går i detaljer demonstreres dennes historieløshed:

“Forestillingen om, at rollespillere i virkeligheden er besatte eller dæmondyrkere, er opstået ved, at rollespillere har siddet i et almindeligt lokale og hygget sig med at spille rollespil, og der har været stearinlys på bordene.” (p.25)

Nej, nej og atter nej, sådan er omdømmet ikke opstået – men det kan have holdt det ved lige – men dæmoniseringen af rollespil, den historie er mere eller mindre skrevet, og den kan læses på dette website (særligt denne side). I takt med at rollespil nåede Danmark, nåede dæmoniseringsbølgen herover også, men da religiøst snæversyn på ingen måde har samme udbredelse i Danmark, slog dæmoniseringen kun i beskedent omfang igennem, som da Dialogcentret demonstrerede sin intolerance i publikationer om rollespil, rock-musik og andre teenage-fænomener. De har siden nedtonet deres kritik, og det nok mest af alt som følge af, at rollespil er blevet så voldsomt udbredt, at de er blevet nødsagede til at begrænse deres udsagn for ikke at støde evt. kunder væk. I scenariet Roser er røde antages det, at indholdet af pamfletten er sand, og scenariet handler om en gruppe rollespillere, der spiller rollespil, og som kommer i kløerne på fæle ting.

Dernæst fremhæver forfatteren en række eksempler på rollespil, hvor spillet giver et dårligt indtryk af hobbyen som helhed. Et par af disse skal lige nævnes her:

  • Incrowd vampire. “Denne slags rollespillere er harmløse og grænseløst naive, men de skader ikke nogen og hygger sig i deres egen fantasi, hvor fjollet den end må være” (p.25)
  • Live werewolf. “[…] endnu engang nogle fjollede og umodne personer” (p.25)

Desværre forsøger forfatteren også at rationalisere og forklare baggrunden for disse spilleres valg af spil, men da han allerede har besluttet sig for, at de er fjollede og umodne, kan han i sine betragtninger ikke løfte sig højere end til at konkludere, at disse spillere “mangler noget seriøst selvværd og måske et par kammerater” (p.26) – og jeg vil mene, at det ville gavne forfatteren ikke at være så intolerant.

Ottende afsnit: I hvor høj grad kan fantasien indeholde illusionsbrud?

Indledningsvis forklarer forfatteren, at de fysiske rammer kan hæmme indlevelsesspil, og at under de fysiske rammer, skal vi også regne os selv. Den observation er ganske fornuftig, og på den baggrund kombinerer forfatteren observationer til at finde et værktøj, som kan styrke spillerens indlevelse og autencitet. Det, der kombineres, er den observation, at vi som personer er situationerede, dvs. at vi i forskellige sammenhænge finder forskellige facader frem, og det kobles på trevejsmodellen, omend forfatteren slet ikke nævner denne, men derimod betegner det som “indadvendt rollespil”, dramatisk fremstilling” og “fokuseret og strategisk rollespil”.

Den anden del af afsnittet handler om, at rollespil på et højt niveau kun kan lade sig gøre, hvis der er intet, der abstraherer. I bordrollespil sidder man derfor i mørklagte lokaler med stearinlys, og i live-rollespil bør man spille i nutiden (vi er nu ved 700%-traditionen – ang. abstraktion, se også Kåres indlæg). En interessant konsekvent af dette ‘avancerede’ rollespil er, at man i virkeligheden bliver stærkt begrænset i, hvad der kan spilles – i hvert fald indtil vi har virkelig effektiv VR-teknologi.

Niende afsnit: Øvelser til basis viden

Kort fortalt et afsnit om, hvordan man øve sig på sin rolle, hvor man øver sig i at udtrykke eller erfare sin rolle, f.eks. lytter til den slags musik, som rollen ynder at høre etc.

Første del af bogen er lang række essays eller lange beklagelser over, hvad folk gør forkert. De kan læses, som man lyster, og de er interessante partsindlæg i en større debat om, hvorledes man kan spille rollespil. De synes at være kompileret over en længere tid, og man kan sige, at de lægger grundlaget for forfatterens holdninger til rollespil, og vi kan derfra bevæge os dybere ind i hans tese.

Bogens anden del: Inddeling af rollespillere

Denne sektion består af tre afsnit, hvor BPT inddeler rollespillere efter erfaring, engagement og indsigt. Der er de rollespillere, som praktiserer hobbyen rent overfladisk, når de kaster med deres terninger eller render rundt med deres papsværd. Der er de rollespillere, der bliver erfarne og får indsigt i at spille roller og så videre. Der er følgende niveauer: det basale, det almindelige, det høje, det avancerede og det høje, om hvilket BPT skriver: “På det højeste niveau bliver ens forstand omsat til at kunne rumme et overblik over utroligt mange muligheder, tanker og sindstilstande, hvilket resulterer i, at man kan bestemme og ændre sine personlige træk, som man ønsker. Dette niveau er dog så højt, at det kun er få, der har muligheden for at nå dette niveau” (p.45), og man skal have en læremester for at nå dette niveau – og hvis du synes dette lugter af oplyste mestre, nirvana og new age-gøgl, så har du ret, og det vil vi se meget mere til i bogens sidste del. På visse områder bliver det helt som en loge eller et hemmeligt selskab: “[…] hvilket vil sige, at for at nå det avanceret [sic] niveau skal man minimum have rollespillet i ca. 8 år efter sit grundforløb og udnævnelse.” (forfatterens kursivering) – og BPT har ved bogens udgivelse spillet rollespil i 11 år, og at fra det avancerede niveau skal man netop researche i tre år for at nå det højeste.

Det mest interessante ved afsnittet er, at der er nogle observationer omkring “erklærede rollespillere”, der enten kan ende som hygge-spillere, congængere eller arrangører, og havde forfatteren forfulgt dette noget mere, kunne der være kommet noget spændende ud af tankerne omkring feedbackl efter rollespil. Nogle af disse dele minder meget om det, som følordningen også sigtede efter. Det er desværre ikke forfatterens ærinde, så det bliver ved de generelle observationer.

Bogens tredje del: Bidrag fra venner

Dette afsnit består af tre tekster af henholdsvis Kenneth Mikkelsen, Stinne Kirketerp og Ulf Porup Thomasen. Kenneth og Stinne beskæftiger sig med de erfaringer, de har fået af at spille rollespil, både fra det rent organisatoriske til det personlige og menneskelige gennem de mange erfaringer. Ulf sætter Bjørns artikel i relation til de teori-dannelser, der finder sted i rollespilsmiljøet i denne periode, og han sætter et underliggende tema på spidsen, nemlig rollespil som fornøjelse og rollespil som noget andet – og det er en tematik, jeg vil vende tilbage til senere, da den er central for forståelsen af Bjørns projekt.

Bogens fjerde del: Avanceret rollespil

Denne del består af syv afsnit, og nu kommer vi rigtig ind i Bjørns projekt. Denne del er mere end bare provokerende holdninger til, hvad rollespil er.

De tre første afsnit

I første afsnit, Introduktion til avanceret rollespil, introduceres vi til de nødvendige tekster i rollespil:

“I stedet for at læse et utal af rollespilsbøger for at få en bred viden behøver man egentlig kun læse to bøger for at få den nødvendige indsigt i det avancerede rollespil. De to bøger der er vigtige at købe og læse grundigt igennem, er: The World of Darkness, udgivet af White Wolf og Call of Cthulhu, udgivet af Chaosium. […] Det er vigtigt at forstå, at når jeg mener, at man skal læse disse to bøger, så er det på grund af teksterne og de billeder, de fremkalder i læserens sind. Man skal overhovedet ikke koncentrere sig om selve regelsystemerne […] Læs dem grundigt igennem og forstå teksten, fremstillingerne og specielt det, der står skrevet imellem linjerne fra forfatternes side. Endnu en gang er det vigtigt at huske, at regelsystemerne, som de gør brug af, er ligegyldige, det er historien, baggrunden og følelsen som følger med tilegnelsen af de to bøger, som er vigtige at forstå.” (p.67)

Forfatteren fortæller os efter denne tirade, at andre WoD  eller CoC-udgivelser er uden betydning, og at han selv tidligere led under den vildfarelse, at jo flere værker man havde læst, des bedre rollespiller blev man. Siden er han kommet til den erkendelse, at de to bøger er alt, hvad der behøves. Dernæst skal man igang med selve udformningen af rollespillet, der skal vælges en genre og en stemning, samt en “udforming af plottet eller andre elementer. Jeg erfarede, at i stedet for at bruge de forskellige rollespilssystemer og deres konventionelle stemninger, som forfatterne vil have os til at opleve igen og igen, er det bedre at gøre brug af den virkelige verden, vi lever i. Nu skal man endelig ikke tro, at der eksisterer totalt urealistiske elementer i den virkelige verden, men overse ikke, at der sker mange andre spændende ting, der er veldokumenterede, og som giver dem der leder, muligheder for mange ting.” (p.68)

Det er vanskeligt ikke at læse en stor grad af mysticisme ind i teksten. Bjørn anvender i en udpræget grad et okkult sprogbrug, hvor man skal afkode de rigtige tekster på den rigtige måde, og at der er en underliggende ægte sandhed i den virkelige verden, som de søgende kan finde. Denne religiøse diskurs præger resten af afsnittet, hvor han blandt beklager sig over, at rollespil er så populært, at der ikke er lærere nok, og at manglen gør, at mange rollespillere oplæres til dårligdomme, og en forkert forståelse af rollespil:

“Den korrekte forståelse af rollespil er følgende:

Rollespil er forestilling, indlevelse, improvisation og udførelse” (p.69)

Resten af afsnittet fortsætter i den religiøse diskurs, og det ligger konstant i bogens sprog: “[…] eller om vedkommende har renset sig selv og taget et skridt i den rigtige retning” (p.70), og forfatteren uddyber, hvorledes han selv var vildfaren og læste andre tekster, indtil han indså at der kun er to sande tekster at læse – og på et tidspunkt søger han ud på en pilgrimsfærd: “Jeg famlede rundt i gamle, falmede bøger og dokumenter. Lige fra de tilbageværende dokumenter fra det brændte bibliotek i Alexandria og neolitisk tro til moderne magi og åndemaning osv.” (p.71).

Til sidst konkluderer han, at for at bedre rollespil må vi indhente ægte viden og ægte erfaringer og anvende dem i rollespillet. Så at sige at styrke simulationen ved autencitet, men formidlet ved anvendelsen af new age- og religiøs selverkendelses-narrativer.

Andet afsnit, Alting har en betydning, fortsætter i new age-selvhjælpstankegangen. Det indledes med den erkendelse, at rollespil ikke kan overgå virkeligheden i kompleksitet – eller at simulationen ikke kan blive mere autentisk end virkeligheden. Herefter skal man transcendere sin egen identitet og dens væremåde, hvilket tillader en at påtage sig andre identiteter, og hvis man f.eks. lider af en fobi, kan man påtage sig en identitet, der ikke har en sådan fobi – og det er forfatterens eget eksempel.

“Man skal vide, at idet man ikke længere er én tanke i én krop, men i stedet for har frit [valg] mellem alle følelser, ophøjer man sindet. Dette kan meget basalt sammenlignes med Buddhistisk indsigt, ikke nødvendigvis lykke, men kontrol.” (p.76)

Tredje afsnit hedder “Hands-on og referencerammer“. I forlængelse af foregående afsnit og som en viderebygning på sjette afsnit i første del, skal den gode discipel ud og høste erfaringer. Basis-argumentet er som i bogens anden del, at man kan ikke spille noget, man ikke har erfaring med, og man skal derfor ud i en hulens masse praktik. Uden de praktiske erfaringer, ender man med overfladespil i stedet for rollespil.

De sidste fire afsnit

De sidste fire afsnit er “Psykologisk og grænseoverskridende rollespil“, “Smerte“, “Deep Acting teknikken” og “Lucidity“.

De er en viderebygning af det mønster, de tre foregående afsnit allerede har dannet. For forfatteren handler det grænseoverskridende ikke om at de rollespil, hvor man presser spillerne (dem betragter han som vildskud på niveau med live vampire og live werewolf), men derimod rollespil, hvor man påvirkes helt ned i underbevidstheden, og i forlængelse af foregående afsnit, at man nærmest danner nye identiteter, som har andre træk end ens oprindelige identitet, f.eks. et fravær af fobier – og i sin yderste konsekvens medfører det, at rollespil kan helbrede fobier og des lige.

Afsnittet om smerte handler dels om, at vi for spændingens skyld kan sætte os i fysisk/pyskisk/socialt farlige situationer, og at hvis man ønsker ægte indlevelse, så bør man kende sin smertetolerance – og der opstilles to metoder, hammeren og kniven, og ja, det er præcis det, du skal gøre. I lighed med diverse religioners praksis med at prøve og tæmme kroppen med faste og andre selvpinsler, skal den avancerede rollespiller indøve det på sin krop for at transcendere kroppens reaktion på smerte.

Deep Acting er et af disse problematiske idealer, som man også kan finde plæderet for i de tidlige knudepunktsbøger, nemlig at man skal indlede sig så dybt, at den fiktive personlighed tager over – det er naturligvis “farligt”*, og forfatteren er også klar over, at fuldstændig Deep Acting er problematisk for rollespillere, da man essensielt ophører med at spille rollespil – da man ikke længere er til stede, kan man ikke betragtes som at have oplevet det rollespil, som man kropsligt deltog i – og man skal derfor ifølge forfatteren tilstræbe at gå lige til grænsen. Med den religiøse analogi nærmer vi os noget, der minder om den religiøse ekstase, når guden kommer over aktøren, som det f.eks. ses i forskellige former for voodoo-ritualer**.

Det sidste afsnit handler om drømme-rollespil, og det tager sit udgangspunkt i vågne drømme – den tilstand hvor man kan mere eller mindre manipulere sine egne drømme. Udgangspunktet er, at man opøver sig i at være opmærksom på sine drømme med de klassiske vejledninger i tage noter osv., og der er ingen tvivl om, at forfatteren på dette område er belæst. Imidlertid vil forfatteren mere end bare at drømme, han vil spille rollespil i sine drømme, og bruge drømme til et dreamscape for (solo-)rollespil med sin underbevidsthed: “For den, som tager på en indadvendt rejse i egne tanker og sind, kan den sidste dør blive åbnet.” (p.103) – At åbne The Doors of Perception – men da forfatterens tilgang handler om, at man skal gøre det kontrolleret, ligesom at indlevelse skal gøres kontrolleret uden brug af alkohol, er der heller ingen omtale af anvendelsen af stoffer til dette – men det vil også være svært forfatteren at skrive om uden risiko for legale efterspil, skulle han nogensinde have prøve det.

*) Forfatteren bygger afsnittet op over en undercover-journalist, der måtte gennem et længere terapeutisk behandlingsforløb for at vende tilbage til sig selv, og intentionen med teknikken er at rode rundt med ens selvopfattelse, og den slags har mange ofre.

**) Inde for shamanisme forskningen i antropologi og religion er der en kunstig opsplitning i ægte og uægte shamanisme formet over Mircea Eliades forskningsskole. Ideen går på, at ægte shamaner altid er bevidst om, hvad der sker omkring dem – de har kontrol med ånden (sibiriske og urbane shamaner) – mens uægte taber kontrollen (voodoo-traditionen).

Det tredje afsnit – berøringsfladen mellem religion og rollespil

Bogens sidste afsnit er en gradvis introduktion til et sammenkog af new age-selvhjælps teknikker, som er overført til rollespil. Religioner har forskellige forklaringer hentet uden for det enkelte menneske til at legitimere disse processer – det handler om indsigt, erkendelse, oplysning, transcendens, tilegnelsen og anvendelsen af overnaturlige evner, kontakt med entiter, efterliv og så videre. Da “avanceret rollespil” ikke har del i disse strategier for legitimere anvendelsen af disse mekanikker, er forfatteren nødt til at finde en anden strategi, og det er derfor han bliver ved med at vende tilbage til begreber som “korrekt” rollespil, at det andet rollespil er “kun” underholdning og uden dybde, og så videre. Han kan ikke sige, at det er guddommeligt, men han vil gerne. I stedet smyger han sig rundt om konceptet om, at avanceret rollespil er mere ægte etc. Denne problemstilling blev der allerede sat ord på i Ulf Porup Thomasens bidrag, hvor han opsummerer følgende: “Den ene lejr fokuserer på at forhøje og udforske underholdningsværdien ved rollespil, mens den anden lejr forsøger at ophøje rollespil til noget mere ædelt og og mere kompliceret” (p.63). – men han kan ikke sige, hvad det mere ædle er, ikke uden at forlade den rationelle verden bogen er skrevet i, og i stedet søge til et magisk verdensbillede, hvor man kan se det guddommelige i øjnene.

Afsluttende bemærkninger

I sin kritik af børne-rollespil som knapt værende rollespil, og i sin kritik af megen hverdagsrollespil i den lokale skov, kommer Bjørn Porup Thomasen ind på, at vores smag i rollespil med alderen og erfaringerne udvikles, ligesom vores smag i bøger, film og andre fortællinger undergår en udvikling. Ikke alt fra dens ungdom har samme appel, når man er modnet nogle år. For Bjørn har det resulteret i en søgen mod “avanceret rollespil”, mens forandre har det resulteret i en søgen efter rollespil, der beskæftiger sig tematisk og indholdsmæssgt med ting, der har relevans og appel for dem. Tag for eksempel årets Fastaval-scenarier, hvor de færreste scenarier vil kunne opfylde BPT’s kriterier for indlevelse i rollespil, da den kontinuerlige tilstand af at være i rollen ikke er muligt, det er f.eks. ikke muligt i Kat, som til gengæld har meget modne emner på skemaet, eller i Fucking Mental!, der ligeledes vil beskæftige sig med alvorlige ting, og det endda gennem relativt traditionelt indlevelsesspil, men ikke rent indlevelsesspil, for der er birolle, der skal spilles undervejs, og der er en tydelig dramaturgi, der former fortællingen. Jeg er ikke sikker på, at der længere skrives scenarier, som opfylder BPT’s indlevelsesspilstil, dertil er spilleren blevet en alt for stor part i processen omkring rollespil.

Bogen skal roses for dens ærlighed, og dens aktive forsøg på at realisere en bestemt spilstil. Den sidste del af bogen bliver trods forfatterens forsikringer om, at man skal være varsom, ekstrem. Læs den og få en anden oplevelse af, hvad folk ønsker at gøre med rollespil.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse, Liverollespil, Rollespil. Bogmærk permalinket.

25 svar til [anmeldelse] Rollespil – Guiden til det avancerede niveau

  1. Hej Morten, endnu en grundig anmeldelse. Jeg kunne dog godt tænke mig lidt stærkere opsummering og konkludering i slutningen af artiklen, det er synd for al den energi du har i starten at enden ikke er med i tempo.

    Det skal ikke være hemmeligt at jeg synes at Bjørns rollespils-filosofi er problematisk, han og jeg er uenige om rollespil på et fundamentalt plan.
    Det er såmænd ikke det jeg opponerer imod, men det at Bjørn har stablet sin forståelse af rollespil op i et tomrum uden om resten af os i hobbyen.
    Der er ikke noget galt i at opbygge sin egen forståelse og endda beholde den på trods af paradigmeskift i teorien, jeg synes bare man bør holde sig informeret bevægelserne om det emne man vil være guru i.

    Like

  2. mortengreis siger:

    Hej Oliver,

    Det er taget til efterretning. Det vil jeg gøre mere ud af ved min næste anmeldelse.

    Jeg kan desuden sagtens følge din kritik, da bogen er sært isoleret fra så meget andet af miljøet.

    Like

  3. Kristoffer Apollo siger:

    Men … hvis man kun kan rollespille ting, man har erfaret, hvordan kan WoD og Call så være de eneste vigtige rollespilsbøger i verden?

    P.S.: “90′er-skolen inden for con-scenarier” rummede altså også intrige- og fortællescenarier.

    Like

  4. mortengreis siger:

    Godt spørgsmål, muligvis hænger det sammen med den okkulte læsning, man skal foretage af teksterne, man skal trods alt læse mellem linjerne. Det undrede mig egentlig noget, at han ikke havde Kult på læselisten.

    Ang. 90’er-skolen så er jeg ganske enig. Det kunne jeg naturligvis godt have specificeret, men ikke noget, som Bjørn rigtig refererer til, så derfor nøjedes jeg med den ene type scenarier.

    Like

  5. You must be kidding me?
    Min første tanke var, at forfatteren er en moderne udgave af Christine Gjørtz Dragholm. Det var simpelthen for underholdende tåbeligt til at kunne være sandt.
    Heldigvis har jeg spillet rollespil i mere end 11 år, og kan da lige sige, at for de virkelig indviede, så ligger der et niveau som er endnu mere fyldt af indsigt end det BPT har opnået.

    Like

  6. Nej altså. Jeg må lige anbefale et læse BPT’s artikel om hvorfor piger er så dårlige rollespillere. Det er top-dollar fredags-underholdning.

    Like

  7. Jonas Hedegaard siger:

    Hej Morten, tak for din artikel! Jeg har mødt Bjørn et par gange, men kan ikke ligefrem sige jeg kender ham. Men damn, det der lyder jo helt cracked – så nu får jeg i høj grad lyst til at tale med ham om den bog og hans tanker. Det lyder jo helt skørt.

    Like

  8. eliashelfer siger:

    Hej Morten.

    Jeg har altid haft en aversion imod at give mig i kast med Bjørns bog, og nu ved jeg, at det var berettiget.

    Desværre har både Bjørn og Ulf afholdt sig fra at deltage i det videre rollespilsmiljø. Det kunne ellers være godt for både dem og miljøet at få dem engageret i en diskussion om, hvad rollespil er og skal være.

    Like

  9. mortengreis siger:

    Hej Jonas,

    Velbekomme. Håber du får en god snak, næste gang du ser ham.

    Hej Elias,

    Det er ærgerligt, at de afholder sig fra at deltage i miljøet. Det er ikke videre frugtbart ikke at indgå i diskussioner. Det ville også give dem en bedre chance for at præsentere deres teorier for et bredere publikum, skulle de have lyst til det.

    Like

  10. Nå, jeg kan se jeg vil opponere en lille smule mod alle de forargede folk der kommenterer her.

    For at tage fat på artiklen om piger; at læse den ude af kontekst er misvisende. Den var, såvidt jeg husker, skrevet som et meget bevidst (og lidt halvhjertet) provokationsforsøg i Hareposten og fik noget respons som forventet. Som jeg husker det var det er forsøg på at få folk til at skrive noget til Hareposten, men det kan være jeg tager fejl.

    Efter jeg første gang havde læst bogen (for et par år siden tror jeg) var jeg også enormt oprevet og jeg ringede ret hurtigt til Bjørn og spurgte hvad i al verden der var meningen. Det gav en meget lang snak hvor Bjørn forsikrede mig at det var ment som en provokation og simplificering for at få folk til at tage stilling og sætte modpåstande op, snarere end det var en prædiken. Jeg ved ikke om det var sandt eller snarere var et forsøg på at få mig lidt ned af stolen ved jeg ikke, men det havde den ønskede effekt. Men det efterlod mig med tvivlen – jeg ved ikke hvor meget af det han skriver han reelt mener. Jeg tror det er mere end jeg kan være enig i.

    Når det er sagt; Bjørn og Ulf har lavet nogle gode scenarier gennem tiden. Det er ærgeligt at de i høj grad har “meldt sig ud” af det “etablerede” rollespilsmiljøs diskussioner og udvikling og lidt kører deres eget løb, men slutresultatet har været nogle udemærkede arrangementer – indimellem. Se f.eks. min anmeldelse af det sidste de mig bekendt har lavet – Uskyldighedens Melodi: http://www.idenmoerkeskov.dk/?p=264

    Min første tanke da jeg læste bogen var ikke religiøs (selvom jeg godt kan følge den tolkning) men snarere at jeg, udover de forfærdelige absolutter – der på meget uakademisk vis ikke levner plads til særlig mange andre anskuelser af problematikken – sad tilbage med en følelse af at en “avanceret” rollespiller skulle være en kamæleon. Uden egne følelser, smerter, tanker, holdninger, ideer men en, der til hver en tid, kunne antage en anden personlighed, tanker og holdninger – helt igennem. Et menneske uden substans.

    Og det var der hvor den døde for mig for alvor. For hvad i al verden er pointen med at være rollespiller, hvis man ikke kan reflektere på sine oplevelser som en anden gennem sig selv? Hvis man bare springer fra den ene identitet til den anden hvem er man så?

    Det slår mig langt som langt mere uhyggeligt end de religiøse toner i bogen. Jeg er også en person. Måske gør det mig til en dårlig rollespiller, men hellere et godt menneske og en dårlig rollespiller end omvendt.

    Like

  11. mortengreis siger:

    Hej Kåre,

    Jeg ved ikke om, det er fair at kalde folks reaktioner for foragede, og så mange har heller ikke kommenteret på artiklen om piger. Problemet ved den, som den ligger på hjemmesiden er, at den er vanskelig at læse en kontekst til, og endnu vanskeligere at kommentere, for hvor skal den kommenteres henne?

    Samme problem har jeg med bogen. Hvis forfatterne ikke vil interagere med “miljøet”, så er det vanskeligt at debatere bogen – og jeg har svært ved at se bogen som troskyldig provokation. I den forbindelse har jeg heller ikke stødt på nogen, der har kritiseret deres scenarie-produktion.

    For så vidt angår det religiøse, så er det ikke fordi teksten prædiker en religion, men det faktum at dens anvendelse af narrativer, topoi og diskurs alle låner kraftigt fra nyreligiøse bevægelser, new age og hermetisk okkultisme. I sig selv er bogen sekulær, men den bruger et religiøst sprogbrug.

    Til gengæld er jeg ganske enig med dig i din kritik af bogen, både for dens påståelighed og for dens måde at tømme et menneske for indhold på og gøre det til en kamæleon. Bogen er til gengæld gennemført fortaler for netop dette ene syn på, hvad rollespil bør være.

    Like

  12. Min kommentar om det religiøse islæt var ikke en kritik – jeg er faktisk enig og lidt ærgelig over at jeg ikke selv så denne vinkel på den da jeg læste den. 🙂

    Kommentarerne ovenover slog mig lidt som forargerede og lidt ensidige, hvilket fik mig til at skrive som jeg gjorde – havde folk været meget begejstrerede for bogen havde jeg nok ligget i den anden grøft.

    Og problematikken med at provokere men ikke ønske at debattere er en god pointe – og ret selvmodsigende.

    Like

  13. mortengreis siger:

    Ah, nu forstår jeg 😀

    Like

  14. Uha – jeg var ikke foraget. Men top-underholdt. Det er da noget af det sjoveste jeg længe har læst – og som jeg også er inden på, så mistænker jeg jo netop også forfatteren for at være en ny Christine Gjørtz Dragholm, hvilket jo også skyldes, at jeg tænker, at det her umuligt kan være oprigtigt ment. Det er så langt ude, at det bare må være en provokation.

    Hvis det ikke er en provokation, så er jeg ikke foraget. Men rystet.

    Like

  15. Pingback: [anmeldelse] Rollespil+2 – Introduktion til magi « Stemmen fra ådalen

  16. Anna Jensen siger:

    Jeg har for nylig læst bogen og for mig da satte den nogen ting i perspektiv, åbnede mine øjne ( med hensyn til hvor jeg selv og min med livespillere står i “rollespils rangstigen” ), hvad det er jeg har prøvet og stadig prøver at opnå. Jeg vil avancere, men er ikke helt sikker på hvordan.

    Der er rigtig mange ting i bogen som jeg ikke er enige i ( ligesom i andre ), men hvis dens formål er at få folk til at sætte fokus på hvad er liverollespil og få folk i gang med en debat, så har det virket!

    Efter at have læst denne bog, ringede jeg til vores formand og spurgte om det måske ikke var på tide at tage rollespil op til debat i vores forening, ( er vil jeg nævne at vi er gået fuldstændig i stå på live området, af flere årsager. Dette vil jeg gerne lave om på ).

    Derfor søger jeg folk der vil være med til at skabe denne debat. Et par foredragsholdere og med god erfaring, indenfor rollespilmiljøet.

    Punkter jeg gerne vil have op til debat:
    Hvad er live rollespil kontra livespil ( som Bjørn kalder det, andre kalder det hack´n´slash ). Hvor er grænsen og hvordan kommer man videre. ( Nu er rigtige rollespille kun folk der er 15+ og har modtaget undervisning i 2-3 år og går ud fra har spillet liverollespil også… ). Jeg mener noget andet og det er jeg sikker på alle andre også gør.

    Forskellige typer af rollespil. ( Har mener jeg med udgangspunkt i Bjørns opfattelse af 3 måder at spille rollespil på ). Indadvendt rollespil, dramatisk rollespil og strategisk rollespil. Dertil putter vi så hvad vi ellers kan finde af interessante indgangsvinkler.

    Da alle dem som vil deltage i debatten ( som skal foregå i Fredericia ), allerede har spillet i minimum 3 år og rigtig mange 5år+, nogle stykker 10år og nogle få i 15år plus, da skal debatten være om avanceret rollepil og hvordan vi bliver bedre til live, avancerer. ( Når vi har været til et live brokker folk sig! Så har de andre spillere ikke gjort nok for at have fede kostumer, grej osv. Spillederne har ikke formået at putte interessante og gode plots i spil. Folk har kedet sig og ikke haft nok at give sig til osv osv. Jeg tro at problemet hos os er at vi ved ikke hvordan vi skal avancere, blive bedre og forvente mindre af vores omgivelser. Derfor denne debat, for at åbne deres øjne, som jeg fik efter at have læse bogen “Rollespil, Guiden til det avancere niveau ).

    Sidst men ikke mindst, kunne jeg godt tænke mig at der blev snakket om, hvad man ellers kan bruge rollespil til. Personlig udvikling, kurere fobier og andre personlige problemer, teamwork, indlæring, konfliktløsning. Situationer man kan bruge det til: Eksamen, jobsamtaler, i parforholdet, i sit arbejde hvad end man laver.

    Hvis du har interesse som foredragsholder, da send mig en mail.

    Mvh Anna

    Like

  17. Pingback: Nyt fra B&U-afdelingen…

  18. mortengreis siger:

    Og mail er sendt, som svar på Annas henvendelse.

    Like

  19. Troels Barkholt-Spangsbo siger:

    Hej Morten,
    jeg har netop læst din anmeldelse og ville bare lige notere, at jeg er interesseret i at høre, hvorfra din forståelse af 700%-genren stammer fra? For den stemmer ikke helt overens med hvordan jeg og andre arrangører indenfor genren forstår den, i hvert fald ikke sådan som du nævner den her. Så hvis vi nogensinde deltager i det samme arrangement, vil jeg meget gerne tage en snak om det 🙂 Evt. til Forum2010.

    Troels

    Like

  20. Morten Greis siger:

    Hej Troels,

    Min 700%-opfattelse stammer fra det foredrag, jeg hørte på KP i 2007, så det er gengivet frit efter hukommelsen. Jeg kan ikke udelukke, at min definition er gledet lidt fra jeres. Jeg har meldt mig på Forum2010 via hjemmesiden (og nu hvor jeg tænker over det, aldrig modtaget en bekræftelse på tilmeldingen), så der er rig mulighed for en snak om det. 🙂

    Like

  21. Troels Palm siger:

    Der var problemer med tilmeldingsbekræftelser i starten. De har vist postet noget på rollespil.dk om det og vist nok også en løsning.

    Hvis alt går galt så skriv en mail til mig så prikker jeg til Sofie Støvelbæk der tilfældigvis er min roommate og også sidder med tilmeldingerne.

    Like

  22. Troels Barkholt-Spangsbo siger:

    Pokkers – så må jeg vist også tage noget af ansvaret for hvad du ved om 700% 🙂

    Jeg har nok i høj grad reageret defensivt overfor sammenligningen, fordi jeg absolut ikke deler Bjørns idealer om hvad rollespil er eller bør være. Og så at sammenligningen fremstår som om den bygger på kravene til fiktion eller tema, som jeg langt fra opfatter som essensen af 700%-genren (hvis man kan tale om en sådan).

    Like

  23. Morten Greis siger:

    Hej Troels,

    Det er ikke min intention at sidestille jeres 700% med Bjørns generelle opfattelse af rollespil, men mere i relation til, at han ligesom andre trækker på en tradition inden for rollespil, hvor man bestræber sig på at skabe en perfekt simulation (hvilket forekommer mig at være et element i 700%-scenarierne). På samme vis er det heller ikke Bjørn, der er skaberen af spillokaler pakker ind i sorte affaldssække og oplyst af fyrfadslys, men en derimod en tradition/værktøj, som han griber fat i, som også anvendes af andre uafhængigt af Bjørns holdninger dertil.

    Like

  24. jacobsn siger:

    Tak Morten.
    Det er nok den bedste artikel jeg har læst af dig..
    Eller rettere den mest interesante og underholdne.

    Like

  25. Morten Greis siger:

    Velbekomme.
    Jeg håber, jeg kan få produceret andre lige så underholdende indlæg fremover. 🙂

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.