Til mit scenarie Eventyrere & Elefanter, der udspiller sig i en verden, hvor rollespil opstod i 1770’erne, og hvor vi følger rollespilsmiljøet i Kjøge by i 1810, skal der bygges et univers om. Jeg er begyndt processen med at designe settingen for spillet. Dette er ikke de endelige tekster – og de afslører ikke noget om plot etc., så spillere kan roligt læse med – men de er et led i designet af verdenen. Siden kommer udfordringen med at formidle en sådan setting. Til E&E har jeg tidligere præsenteret MissionsMeister (eller Spielmeister) J.H.F. Enghøjs spilhold.
Rollespillet Eventyrere & Elefanter
Det handler om at udforske Afrika. Hver spiller laver sig en eventyrer, der udforsker det mørke og ukendte kontinent Afrika. Kysterne er kendte, men Syd for Sahara og langt fra kysterne er store dele af kontinentet lidet kendt af europæerne, og langt mindre af gilderollespillere i en lille købstad på Sjælland. Hver spilgruppe har en MissionsMester, som udtænker missionerne, som spillerne forsøger at gennemføre med deres eventyrere. De drager på ekspeditioner ind i det mørke kontinent for at udforske det og finde skatte og opnå stadig større succes.
Langs kysterne bor stammer, som ekspeditionerne kan handle med og hyre bærere fra. Inde på kontinentet er der vilde stammer af menneskeædere og hovedjægere, og der er mærkelige vilde dyr som løver, næsehorn og elefanter, som udgør farer for eventyrerne.
Reglerne
Reglerne er sindrige og komplekser, og de kræver timers studier for rigtigt at udnytte. Hver spiller laver sig en eventyrer – man spiller naturligvis altid et menneske men de kan have forskellige professioner. Det er utænkeligt, at en spiller har en karakter, der har en højere stand end spilleren selv. En spiller af håndværkerstanden kan aldrig spille en kirkelig eller en adelig karakter, og ligeså er det utænkeligt, at man spiller en karakter med et andet køn end en selv. Man spiller med forskellige typer af terninger, der er skåret i træ eller ben, og adelige og royale spillere har bruger terninger af ædelmetal og juveler, men også af ibenholt og elfenben. Sammenlignet med moderne tider ligner reglerne en version af Advanced Dungeons & Dragons fra 1977-79.
Hver spiller har sin karakter, der er nedfældet på et stykke papir. MissionsMester signerer papiret og bekræfter dets ægthed med stempel og segl. I gildehuset er der et arkiv over spilpersonerne, så man kan bekræfte spillernes spilpersonsark. Det er vigtigt, hvis en spiller skifter spilhold eller måske ligefrem flytter til en anden by, og der vil spille videre med sin karakter.
Bøgerne
Hvis du har spillet rollespil før internettets gennembrud, ved du sikkert, hvor svært det kunne være at anskaffe visse rollespilsbøger. De nyeste var altid til at finde i specialforretningerne som Goblin Gate, Fantask og Comics, men mange af de ældre værker var svære eller umulige at opstøve. Måske kunne man finde dem brugt i en rodekasse, måske bagerst inde på en hylde eller en lille boghandel langt fra alfarvej. Nu om stunder med pdf-kopier, ebay og internettets mange søgemaskiner er det en anden snak. Selv nogle af de ældste udgaver af D&D fra midten af 1970’erne er til at opstøve.
Sådan er det ikke i 1810. Læsning er ikke ukendt. Der er skoler også for bønderne, og selvom læsefærdighederne er rudimentære, er de ikke ikke-eksisterende, og rollespillerne er ofte bedre læsere end deres medborgere. Aviser og nyhedsbreve er udbredte, og borgerne i Danmark er ikke fremmede over for erhverve sig dagens nyheder på skrift, deles om aviserne og eventuelt læse dem højt for hinanden. For rollespillerne er det let at følge gildernes kampagner og seneste tiltag gennem breve og aviser, men regelbøger er en anden snak.
Kun sanktionerede regelbøger gælder, og en regelbog uden trykkeriets og et gildes stempel er ikke gyldig. Regler kan ikke bruges i afskrift medmindre en gildemester sanktionerer afskriftet. Med undtagelse af grundbøgerne kommer alle udvidelser i begrænsede oplag, og en del regler er på den måde uden for alle rollespilleres rækkevidde. Nogle spilledere besidder regelbøger med ekstraregler eller særlige dyr, og kun de spilledere må bruge disse i deres scenarier. Nogle spillere rejser langt for at spille med MissionsMestre, der har særlige regelbøger. Andre spillere rejser langt for at erhverve sig en bestemt udvidelse, der tillader brugen af en særlig regel, eller for at få et sjældent optryk, hvor en regel er revideret, for har man regelbogen, kan MissionsMesteren ikke nægte brugen af reglen.
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Er der nogen ‘grund’ til at rollespil er så rigid og reguleret en fritidsbeskæftigelse? Jeg kan sagtens forstå hvordan de sociale normer ville blive overført til spillet (“Man spiller ikke over sin stand”), men derfra og til hele gildebureaukratiet har jeg lidt svært ved at følge med. Jeg kan sagtens se det sjove og underholdende i det, men jeg har svært ved at se det opstå naturligt, så derfor er jeg nysgerrig efter om der var en begrundelse?
Jeg er også lidt nysgerrig efter hvorfor du har valgt at sætte det netop i 1810? Umiddelbart får jeg lidt mere en fornemmelse af 1840 hvor der er kommet skub i de liberalistiske tanker og romatikken. Og udforskningen af det mørke Afrika leder mine tanker helt hen til 1880-1890.
LikeLike
Gode spørgsmål. Jeg har tænkt mig at bruge et indlæg på at diskutere det lidt nærmere fra en anden vinkel, men jeg kan allerede nu afklare hvorfor.
Først og fremmest har jeg valgt perioden, fordi der 200 mellem den gang og nu, dernæst fordi det er en del af 1800-tallet, der netop modsætning til så meget andet af 1800-tallet er så lidet kendt. Mange af de politiske ideer og videnskabelige gennembrud er netop ikke slået igennem endnu – ingen Marx, Freud, Grimm, Darwin – og det synes jeg er spændende.
Sekundært vil jeg gerne have spillet udspiller sig på tidspunkt, hvor samfundet er meget anderledes indrettet, og netop tiden før grundloven, hvor gilderne har særlige privilegier, finder jeg spændende. Kort før grundlovens indførsel, fratages gilderne deres privilegier.
Det rigide element kommer af, at jeg gerne vil organisere rollespil under et gilde, som var det et håndværk. Havde rollespil ikke ligget under et håndværk, var det nok blevet håndteret af selskaber og klubber i stedet som en hobby, og det er nok mere realistisk på den måde.
At systemet er reguleret kommer af gildestrukturen. Grupperinger i standssamfundet har særlige privilegier og er egenrådige på området. Der er ikke en offentlig instans eller nogen demokratisk styring. I stedet håndterer hver gruppering sine privilegier, opretholder dem og håndhæver dem – på samme måde som universitet til langt op i det 20. århundrede fastholdt sådanne rettigheder, f.eks. ved at politiet ikke måtte foretage arrestationer på universitets grund osv.
Afrika er en særlig udfordring, da kontinentet er så lidet kendt på dette tidspunkt, og ikke kun Afrika. Store dele af de ideer og tanker, som associerer med fantasy eller pulp-genren er ikke udviklet endnu. Selv store dele af horror-genren er endnu ikke forfattet, end sige science fiction eller fantasy. Jeg er her interesseret i at kigge på, hvad der ville ske, hvis AD&D opstod i en periode, hvor størstedelen af inspirationslisten til AD&D endnu ikke er forfattet. Der er ingen fantasy-genre at hente inspiration fra.
LikeLike
Var folk som forfattere og skuespillere organiseret i gilder på det tidspunkt? For det kunne måske være en del af baggrunden for at rollespil også er blevet et håndværk.
I den literære tradition så har de jo i hvert fald Baron Munchhausens fortællinger. Endnu længere tilbage ligger fx. Marco Polo’s historier (som jo på det tidspunkt var ved at blive bekræftet). Oplysningstidens tankegods skulle man også tro ville have en hel del indflydelse på ting som karakterudvikling og spilreglerne (der jo skal afpsejle verdens sammenhæng).
LikeLike