I mit indlæg om klasserne nævnte jeg under afsnittet om troldmænd, at formularerne skulle falde inden for forskellige arenaer, og jeg havde nogle ideer om, at formularer skulle have et bredere felt, således at det ikke kostede dyrt at memorisere for eksempel Tenser’s Floating Disc.
Her er et par eksempler. De er koblet op på et ufærdigt regelsystem, så der er ting, som vil ændre sig. F.eks. er det min intention at overlade flest mulige terningkast til spillerne, således at de ruller “saving throw”, når de angribes af magi, og de ruller “magisk angreb”, når de angriber med magi. Jeg er desuden ikke helt afklaret omkring skade i spillet, men jeg hælder stadig mere imod, at våben ikke gør et antal point i skade, men i stedet laver et “sår” + “effekt”.
Her kommer tre eksempler.
Dødens greb
- Niveau: 1
- Rækkevidde: 40meter
- Varighed: øjeblikkelig
- Resistens: ingen
- Effekt: En skyggeformet hånd trækker livskraften ud af sit offer
- Arena: Kamp
Beskrivelse:
Med kræfter hentet fra Afgrunden formes skyggen af dødens hånd, og for et øjeblik tager den et dødeligt greb om sit offer og trækker livet ud.
Dødens greb er en trolddomsformel, som Skyggebrødrenes orden udviklede, inden Kejserriget fordrev dem fra riget og lagde deres læresteder øde. Siden har deres formular spredt sig til mange andre troldmænd.
Formularen gør 2-5 (1d4+1) i skade til en modstander, som troldmanden kan se. Der er ikke nogen resistens mod formularen, som også påvirker ikke-levende væsner.
Hvis spilleren strækker sin arm frem og med krogede fingre griber om en usynlig strube, gør formularen, gør formularen 2-9 (1d8+1) i skade.
(dette er egentlig den klassiske Magic Missile-spell)
Banke på
- Niveau: 2
- Rækkevidde: 3 meter
- Varighed: øjeblikkelig
- Resistens: ingen/vilje
- Effekt: En usynlig kraft ”banker” op, på eller til ting.
- Arena: Udforskning, Kamp
Beskrivelse:
En usynlig kraft formes af troldmanden, og med et vældigt stød, der ekkoer gennem gangene, slår den døre op, eller banker ting ud af hænderne på sine ofre. Formularen er ældgammel, og den bruges af troldmænd overalt i den kendte verden, selvom mere end en troldmandslærling er kommet til at vække sovende orkvagter med formularen.
Når formularen bruges lyder et vældigt smæld, når der bankes. Formularen kan bruges til at banke låste døre op, banke til modstandere (så de taber balancen) eller banke ting ud af hånden på dem.
Banke på åbner låste døre. Hvis døren er låst med en magisk lås, vil ”Banke på” kortvarigt ophæve den magiske lås, indtil døren lukkes i.
Banke på kan skubbe til modstandere. Hvis de fejler deres resistens-rul, træder de et par skridt tilbage. Det giver -2 til næste angreb, og hvis de er på en kant eller balancerer på en line, er der en risiko for at de ryger ud over kanten.
Banke på kan slå ting ud af hånden på en modstander. Formularen kan påvirke små ting som et lille våben eller en tryllestav. Hvis modstanderen ikke klarer sit resistens-rul med +2 bonus, ryger tingen ud af hånden på dem.
Hvis spilleren med en nøgle forestiller at låse en usynlig lås op, virker ”Banke på” uden en kraftig lydeffekt. Hvis spilleren klapper højlydt i hænderne for at banke en ting ud af hånden på modstanderen, får modstanderen -2 til forsvar på grund af ringen for ørerne i 1-4 runder.
(dette er Knock, Push og Disarm smeltet sammen)
Trolddomslys
- Niveau: 1
- Rækkevidde: 10 meter
- Varighed: 1 time
- Resistens: ingen/vilje
- Effekt: Lys, der lyser op eller blænder.
- Arena: Udforskning, Kamp
Beskrivelse:
Fra stjernernes skær samler troldmanden lys-noter og samler det til en svævende lyskugle, som han kan oplyse sine omgivelser med eller blænde sine modstandere med.
Trolddomslys har et blegt, koldt skær over sig, som let adskiller sig fra fakkelskær eller andet levende lys. Det er samlet af stjerneskær, og minder om månelys. Trolddomslys er en af de mest almindelige formularer for lærlinge at lære, så de kan studere natten lang uden at bruge stearinlys og olielamper.
Trolddomslys kan enten tage form af en lysende kugle, som bliver hængende, hvor den er blevet placeret, eller lyset kan anbringes på en ting – en sten, en fakkel f.eks. – og bevæges rundt med tingen. Lyset kan også smides i øjnene på en modstander. Hvis modstanderen ikke klarer sit resistens-rul, er han blændet.
Hvis spilleren former en usynlig kugle, som når man former en snebold, med sine hænder, virker trolddomslys ekstra kraftigt, og den forvirrer kortvarigt de modstandere, der står foran troldmanden i en halvcirkel på op til 3 meter væk i 1 runde. De får -2 til forsvar. Formularen kan derefter bruges til at blænde en modstander eller til at lyse op med.
(Dette er den almindelige Light-spell)
Bemærkninger
Jeg sigter efter at undgå de lange tekniske specifikationer, som er opstået i D&D 3,0 og D&D 3,5 mod at have en mere flydende tekst, som åbner op for fortolkninger mellem spiller og spilleder. Det indebærer sine egne problemer, men til gengæld holder det teksterne kortere og mere åbne for en bred anvendelse.
Jeg har valgt at have en kort stemningstekst med, og det er med vilje. Jeg vil gerne placere små verdensbyggende sætninger rundt omkring i materialet, men tydeligt markere at det ikke er grundlag for de mekaniske effekter (som det f.eks. også er med Magic: The Gathering-kort). I tvivlstilfælde kan stemningsteksten give en kontekst for tolkningen, men det er ikke min intention.
Til gengæld er det absolut min intention, at spilleren skal gøre noget for at få ekstra kraft til formularen. Det er helt bevidst spilleren og ikke karakteren, som skal gøre noget. I stedet for at have fagter og komponenter in-game, vil jeg hellere have rollespillede handlinger out game.




Skriv, skriv, skriv