en blog om rollespil og historie

Critical Role og Dimension 20 udspringer af nogle af de samme rollespils- og skuespilsmiljøer i Amerika, men der er markante forskelle på deres liveshows, særligt når man sidder som publikum og ser dem spille live foran en. Det følgende drager paralleller mellem de to shows og trækker efterfølgende tråde til den danske rollespilsscenes rollespil på en scene.

Rollespil med publikum

At spille rollespil for et publikum var ikke en ting, indtil at streamingtjenesterne gjorde det nemt for folk at optage deres spil og udgive det. I et format er det fem små vinduer på en skærm med en spiller i hvert vindue, hvor gruppen spiller sammen online og optager deres spil. Et andet format samler gruppen om et bord, opstiller mikrofoner og kamera, optager og udgiver det – og evt. redigerer det, tilsætter lydeffekter, stemmeforvrængning og musik på – og det format kan blive stadig mere effektfuldt med særligt indrettede lokaler, særlige spilleborde, kostumer mm.

Derfra er springet ikke langt til at forvandle det til et live sceneshow. Relativt tidligt fik Danmark et sceneshow med “I sidder på en kro“, hvor Game Master Mads Brynnum og en flok komikere udspillere D&D-eventyr foran et live publikum (showsne begyndte tilbage i 2016, måske allerede i 2015?). Podcasten Stemmernes tårn har også foretaget live-shows, og der er muligvis danske podcasts, som har haft optrådt live (men det er ikke shows, jeg har set).

Live shows kan udformes på forskellige måder. Det følgende er et blik på særligt to shows, og hvordan de udformer sig. Oplægget er en opfølgning på:

• Rollespil på en scene: Dimension 20
• Rollespil på en scene: Critical Role
• Rollespil på en scene: Foran et live publikum

Dimension 20 åbne spil

Dimension 20 valgte en model, hvor der var en rammefortælling – The Time Quangle – der gik på tværs af alle deres universer, og samtlige optrædener i deres tour knyttede sig til denne ramme, men hvert show var sin egen størrelse. Karaktererne blev udvalgt ved en tombola på scenen, og det var op til publikum at genkende de enkelte karakterer fra tidligere sæsoner (figuren blev vist frem på storskærm) – og kendte man ikke karakteren, var det heldigvis ikke svært at følge med – og herefter blev et handlingsforløb skruet sammen over en enkel ramme.

Formelt set kørte det hele på D&D 5th reglerne, men ofte uden nærmere detaljer – dvs spells blev erklæret og GM tolkede resultaterne baseret på hukommelsen og på tidligere etableret praksis – og ved den store afgørende kamp noterede GM på en seddel, hvor mange liv skurken havde tilbage, således at antallet af hit point ikke beroede på, hvad der lige passede ind i øjeblikket, men derimod kunne vises til publikum. Tilsvarende blev afgørende terningkast rullet åbent i raflebakken Box of Doom med sit særlige kamera, så publikum kunne følge med i terningkastet sammen med spillerne på scenen.

Critical Roles slørede spil

Critical Role valgte et format, hvor de udspillede en Mighty Nein historie, som finder sted længe efter kampagnens afslutning, og som dykker ned i en karakters forhistorie. Plotelementer var fra den tidligere kampagne (genfortalt i den animerede tv-serie), og det var op til publikum at genkende elementerne og selv holde styr på dem.

Spillet byggede på D&D 5th reglerne. Nogle manøvrer var arketypiske manøvrer fra kampagnen og behøvede ikke de store regelreferencer, ofte akkompagneret af catch phrases, men adskillige handlinger blev spilmekanisk erklæret, der blev citeret regeltekster (specifikt spells) fra en digital udgave af reglerne, og spillerne havde tydelige håndskrevne som digitale noter til at holde styr på det regeltekniske. Samtidig blev alle terningkast rullet ude af syne. Særligt GMs terningkast var skjult bag en skærm, og det var op til publikum at stole på, at de givne resultater faktisk blev rullet. Critical Role brugte det til at spilleder kunne bygge spænding op (både for spillerne og for publikum) over om et givet terningkast var en succes eller ej (forudsat vi stoler på GM), mens Dimension 20 i stedet ruller åbent og skaber spænding, om terningkastet bliver succesfuldt. Spændingen ligger i GMs afsløring af resultatet kontra resultatet af selve terningkastet. Der er en central forskel i timingen af de to ting, og den ene beror på tillid til, at spilleder faktisk har opnået resultatet, mens det andet er spændingen ved hvilket resultat terningen lander på.

Tilsvarende afslørede Critical Role ikke nogen stats, men fortalte gerne graden af en effekt (‘forsøget på at bryde båndet, gør 25 point skade til båndet‘), men som publikum ved vi ikke, hvad der skaber tallet og om det er meget (hvorfor handlingen gjorde 25 point skade, ved vi ikke, og vi ved ikke, om det var 25 ud af 50, 100 eller 200), og som publikum må man stole på, at det er signifikant.

Nogle steder virker illusionen – og det erklærede resultat har en god dramatisk effekt – mens man andre steder ikke har nogen skala at måle resultatet på, og der er man nødt til at stole på, at der er tale om en signifikant effekt.

Show for publikum, show med publikum

Det ene er et show for live-publikummet (Dimension 20), mens det andet er et streaming-show med et live publikum (Critical Role).

For Critical Roles show var der bortset fra selve scenen med lys, lyd, kostumer, kulisse og bordopstillingen var der ikke noget i formatet, som gjorde det særligt målrettet live-formatet. Der blev ikke gjort meget for at inddrage publikum direkte (selvom den højlydte respons fra publikum sikkert har højnet oplevelsen for spillerne og spilleder på scenen og skabt noget feedback til publikum). Showets længde på næsten 5 timer med kun en pause, og plottets struktur med blandt løsning af puzzles var ikke orienteret imod et live-publikum.

Dimension 20 opsatte en historie, hvis elementer blev skabt direkte på scenen, og ved at benytte direkte kommunikation i form af Box of Doom og afsløring af enkelte stats, var man som publikum mere involveret (hvilket streaming publikummet også bliver), og der var en større bevidsthed om, at man spillede over for et live-publikum, hvis reaktioner spillede ind på spillerne på scenen.

De to shows har sekundære mål. De er ikke kun et live-show for publikummet, men også et streamingshow, og særligt Critical Role benyttede et format, der sikrede at deres live-optræden også ville have værdi som streamingprodukt. Ikke alle forskellene er en følge af at ville producere et streamingprodukt. Det er også et valg af scenarieform, spillederpræference, gruppens spilpræference og brugen af spilmekanismer, som

Dertil er det muligt, at det er forskellen mellem komikere og stemmeskuespillere, som her kommer til udtryk, og det bringer os til et tredje show.

I sidder på en kro

For enden af et smalt bord sidder spillederen iført sin kappe. På hver af bordets langsider sidder to spillere, og publikum sidder på afstand, nærmest “anbragt” for enden af bordet over for spilleder. Ved siden af bordet er et whiteboard, hvor der løbende tegnes elementer fra spillet, og det fungerer, som en slags kommentar til og visualisering af handlingen.

Sammen udspiller der sig en relativt improviseret historie, hvor spillerne gakker ud undervejs med ordspil og skæve karakterer. Spørgsmål til reglerne bliver fra tid til anden afklaret ved at inddrage publikum.

I modsætning til de to første shows, er der ikke storskærme, men det er også et langt mindre og mere intimt show. En anden vigtig forskel er opsætningen af bordet. I sidder på en kro bruger ikke de to andres format, hvor alle er vendt ud mod publikum. I stedet er det en mere klassisk opsætning, som afspejler den måde, mange spiller på i hjemmet (det gør dog ganske vist, at spillerne veksler mellem at have fokus på bordet og hinanden og vende sig ud mod publikum). Regler og terningkast fylder mindre end hos Critical Role, og i modsætning til de to shows udliciterer spilleder reglerne til publikum, hvilket giver en særegen måde at involvere publikum på. Dynamikken mellem spilleder og spillere minder dertil meget om Dimension 20, da der er tale om komikere, og der er fokus på at lave komedie for et live publikum.

Designvalg i shows

• Er showet en del af en større kontinuitet?
• Trækker showet på et etableret univers?
• Er showet en fritstående episode i et (online)univers, er det en episode i en (online)serie, eller er et enkeltstående scenarie?
• Er showet en afrundet historie, eller er det et afsnit i en historie, som spilles over flere spilgange?
• Hvor planlagt er scenariet? Fra fri impro til et stramt manus.
• Er terningkast åbne eller lukkede? Hvordan inddrages publikum i terningkastet?
• Benytter spilleder en skærm eller ej?
• Er spilmekanikker og tolkningen af regler knyttet til officielle regler, til spilleders tolkning eller publikums tolkning?
• Er stats åbne eller lukkede? Hvordan præsenteres publikum for stats?
• Benyttes stormskærm til at vise elementer fra universet som f.eks. karakterer?
• Er gruppen placeret som en traditionel spilgruppe eller som scenegruppe (spillerne flankerer spilleder og alle er vendt ud mod publikum)?
• Er der publikumsinddragelse?
• Er der særligt sceneshow (kulisser, effekter, lyd, kostumer mm)?
• Forlader spillerne deres siddepladser under showet?

Der er mange variabler, og der er mange muligheder for spilgruppen til at udtrykke deres show. Det kan veksle fra at se en spilgruppe spille næsten ligesom derhjemme nu blot på en scene og så gå helt over til at være impro-komedie bygget op over konceptet om en rollespilsgruppe.

De rejsende live-show trækker på erfaringerne fra andre shows. Tager lidt fra det, lidt fra det andet og forsøger at byde på sin egen oplevelse. Derfor er det også interessant at sammenligne de andre rollespilshows og se, hvad de gør af særlige ting.