[Science Fiction] Eksperimenter med illusioner

Velkommen til Troels’ fjerde oplæg (1, 2, 3) om hans Science Fiction-kampagne og de mange særegne eksperimenter han her foretager. Troels er en af forfattere, der er flittig til at præsentere Science Fiction-rollespil, f.eks. scenarierne Tre mand på en tømmerflåde og Sociology Bay til Sommerspil. I dag skal kommer det til at handle om simulation og narrativitet i rollespil.

Eksperimenter med illusioner

Mindfuck” er en klassisk genre indenfor dansk con-rollespil. Idéen er, at man starter med ét sæt af postulater om “virkelighedens” natur i spillet, og undervejs bliver det kuldkastet ved at man finder ud af at tingene hænger helt, helt anderledes sammen. Den oplagte popkulturelle ikon er naturligvis “The Matrix”.

Det er ikke nogen helt nem genre at bruge med succes. Man er nødt til at virkelig engagere sine spillere. Først skal spillerne investere nogle følelser i setuppet, nok til at det kan føles, når tæppet trækkes væk under fødderne. Dernæst skal tæppet trækkes væk på en dramatisk passende måde, og såvel tæppetrækket som det nye setup skal engagere spillerne. Det er ikke nødvendigvis helt nemt. For i bund og grund ved vi jo godt fra start, at spillets virkelighed er en illusion. I den virkelige virkelighed sidder vi omkring et bord og snakker, og det er temmelig irriterende at få at vide, at den fiktion vi lige har brugt tid og lidenskab på at engagere os i “i virkeligheden” slet ikke var besværet værd, fordi den ikke var, ja, virkelig.

Man er nødt til at få tingene til at hænge sammen, både udgangspunkt, skift og den nye fiktion, som postuleres mere virkelig end den oprindelige fiktion. Dertil vender jeg tilbage til slut.

Scenariet: Den Store Test

I min let eksperimentelle rum-kampagne kørte vi et “mindfuck”-scenarie, Den Store Test. Kampagnens setup er, at Vore Helte er replikanter på flugt i deres rumskib, og en af dem er en “psykologisk ingeniør”, dr. Blom som har været med til at forme de andre, yngre modellers bevidstheder mens de lå i deres væksttanke og drømte. Jeg, spillederen, allierede mig med doktorens karakter, Rune, om at lave et scenarie over en VR-personlighedstest og medarbejder-udviklingssamtaler. Idéen var at opstille nogle ekstreme situationer, som kunne gå de forskellige karakterer på klingen omkring deres vigtigste issues, og så tale med dem om det. Men, det opdagede spillerne ikke, fordi karaktererne blev overtalt til at indvilge i at blive lagt i VR-induktionsudstyr og få deres erindringer om, at de skulle deltage i et eksperiment, hypnotisk undertrykt.

Hvad spillerne opfattede var, at et hyperrumsspring gik galt, med nogen desorientering til følge, og at de desuden var havnet et helt, helt andet sted end planlagt. De var havnet i en rumskibskirkegård i en rumtåge, i nærheden af en kilometerlang sort monolit. Der var to andre aktive rumskibe i nærheden, og en kamp var i gang mellem dem. Det ene var befolket af en blanding af mennesker og de frygtede insekt-folk, det andet var en replikant-transport fra firmaet Lifelike, Vore Heltes skabere og kampagnens primære skurk. Dr. Blom kom “desværre til at fejle” et Health-slag ifbm. springet og var tilsyneladende ude af spillet. Skibets højenergi-systemer såsom motorer og våben var ude af drift.

Skibet med insektfolk forklarede over radioen, at insektfolkene blot var ofre for dårlig presse, og at monolitten var en del af sektorens hemmelige hyperrums-infrastruktur, som netop havde opsnappet Vore Helte og derved reddet dem fra en fatal ulykke. Skibet påstod at være sendt for at opsamle forulykkede til paradisisk eksil på en hemmelig planet for at bevare monolitternes hemmelighed. Lifelike-transporten bad om hjælp mod de forfærdelige, morderiske insektfolk og deres kumpaner. Men lifelike-skibet lurede hurtigt, at Vore Helte var de notoriske overløbere, og angreb med en sværm af kampreplikanter i rumdragter.

Her begyndte vore heltes dag så tilsyneladende at tage en alvorlig drejning til det værre, for de blev nu angrebet af en snes replikanter af samme modeller som to af spilpersonerne, specialsoldaten Mark (Orion 7 Combat Ranger) og medic’en Douglas (Sirius 5 Combat Medic). Mark, en dygtig skytte som har alvorlige men forsinkede problemer med at dræbe, lå nu og skød fire af sin egen model og én af sin bedste vens model, før hans sidste offer, en Orion 7, døende og med gennemhullet rumdragt, selv skød Mark.

Shockeret tavshed omkring spisebordet, hvor vi sad og spillede. Men den blev købt, for det var Marks eget valg at blive og kæmpe mod de hårde, hårde odds for at købe tid til sine venner. En heroisk død. Så blev Marks spiller, Anders, sendt ud i køkkenet hvor Rune, dr. Bloms spiller, sad og puslede med noget mad, hvorefter spillet fortsatte omkring spisebordet. Hvad der skete i køkkenet var, at Rune som dr. Blom forklarede, hvordan Mark fik taget induktionshjelmen af i skibets infirmeri og fik forklaret sagens sammenhæng. Så skulle Mark til udviklingssamtale, hvor han talte med doktoren om sin udvikling som person udfra sine oplevelser i simulationen.

Og således fortsatte det. Omkring spisebordet blev karaktererne konfronteret med ekstreme situationer, som brutalt tvang dem til at tage stilling til deres indre konflikter og problemer. Douglas, medic’en som angivelig havde været noget splittet mellem lægegerningen som sådan, sin dedikation til replikanter frem for mennesker og sin menneskelige kæreste, blev tvunget til at vælge mellem sin kæreste, utopieren Beata (se “Eksperimenter udi politik“) og replikanten Lola, da han blev stillet overfor kun at kunne redde én af dem fra giftgas. Han frelste Lola med en forunderlig mangel på tøven …hæhæ, lus i skindpelsen til senere. Carabas, der tidligere havde udvist foruroligende blodtørst og nådesløshed, fik uden for skibet “the drop” på en forsvarsløs modstander (Sirius 5), som ganske rigtigt blev dræbt uden nåde. Derefter blev Carabas dog selv fanget (af en Orion 7), som så den dræbte Sirius og derfor selv dræbte Carabas ved at punktere hans rumhjelm, en yderst ubehagelig måde at dø på. Droneføreren Dominic, som ellers altid handler på afstand gennem sin kreationer, måtte se dem svigte på grund af kommunikationsforstyrrelser, og blev derfor nødt til at vælge mellem blot at gemme sig i en krog, eller tage affære i egen person. Han gjorde det sidste med bravour. Efterhånden som karaktererne blev sat ud af spillet, kom spillerne ud til Rune i køkkenet, og samtaler med dr. Blom, hvorefter spillerne under tavshedspligt kunne vende tilbage til spisebordet. Da alle havde taget deres valg og udspillet de umiddelbare konsekvenser, blev simulationen afbrudt. En del af karaktererne var godt mugne over manipulationen!

Omkring spisebordet begyndte folk at ane uråd for alvor, da Carabas døde. Marks død var ganske plausibel (og nok aftenens højdepunkt), Lola og Beata var NPC’ere som måske nok var vigtige, men som kunne ofres på dramaets alter, men da den anden spilperson lod livet begyndte metagame-betragtningerne for alvor at gå i gang. Kunne Troels virkelig gøre dette her? Tvivlen satte ind. Da det kun var Thomas, Dominics spiller, som sad tilbage sammen med undertegnede og de tavshedspligtige “afdøde”, vidste Thomas godt, at der var alvorlige ugler i mosen. Rollespillets illusion var ved at bryde sammen.

Rollespillets simulerede virkelighed og simulationen i simulationen blev i vores tilfælde bundet sammen af kampagnens tematik. At kunstige personer også er personer er en af kampagnens temaer og centrale postulater. Replikant-personerne er i ikke ringe grad blevet opbygget og gennemgribende manipuleret VHA inducerede illusioner. Det blev understreget, at deres medskaber og rare gamle mentor i allerhøjeste grad er en manipulator -hvilket er, hvad Lifelike har skabt HAM til! Og her er vi ved den begravede hund, og det virkelig interessante ved Mindfuck-genren. Virkeligheden er konstrueret. Vi kan hver især se lidt af den, men vi har kun adgang til vor egen højst subjektive opfattelse. Og de store sammenhænge, alt det som er uden for vores umiddelbare synsfelt, har vi kun adgang til gennem vores egen møjsommeligt opbyggede og indsocialiserede konstruktion af dem. Normalt ignorerer man i nemhedens og sindsroens navn tingenes karakter af postulat og forsimplende systematisering, men gennem rollespil kan man lege med konstruktionen og dekonstruktionen af virkeligheder.

Mindfuck-genren

Mindfuck-genren er lidt problematisk, fordi den slider på de sociale konstruktioner, som holder rollespillet sammen. For at tale lidt Forge, så er et element af simulation nødvendig for succesfuld mindfuck, for har man ikke engageret sig i indlevelse, har dekonstruktionen ingen brod. Men samtidig er afsløringen af en illusion, som vi jo allerede erkender som illusion, hvis vi ikke er psykotiske, en belastning for “suspension of disbelief”, en af forudsætningerne for nydelse af simulationsspil. Ydermere er det mest effektive middel til alligevel at inddrage spillerne i mindfuck-spillet narrativitet, at man ved hjælp af sammenbruddet fortæller en påtrængende meningsfuld historie. Men ift. konventionelt narrativt spil er det et problem, i alt fald for renfærdige forge-folk, at spillederen er nødt til at udøve vold mod spillet ved at undergrave og negere det “oprindelige” narrativ, den virkelighed som dekonstrueres. Så simulation og narrativitet er nødt til at sameksistere, og begge dele udfordres på de grundlæggende vilkår. Man er altså nødt til at blande nogle ikke uproblematisk forenelige ting sammen for at få det til at fungere. I en kampagne er der ydermere den pris at betale, at det fremover vil disponere spillerne for metagame-tænkning og second-guessing. I min rumkampagne vil dramatiske omvæltninger fremover få spillerne til at tænke “…men er det nu en illusion?”

Det er en pris, jeg er villig til at betale, da llusioner er en del af kampagnens tema. Og lur mig, m vi ikke vil komme til at hilse på illusioner igen, på nye overraskende og undergravende måder, før vi er helt færdige.

 

Se mere her: www.rpgbox.dk

MVH Troels

 

Det var så fjerde indlæg, men bare rolig, mere vil følge.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Gæsteoplæg, GURPS, Rollespil, Science fiction. Bogmærk permalinket.

3 svar til [Science Fiction] Eksperimenter med illusioner

  1. Pingback: Gotcha! « planB – this revolution will not be televised

  2. Pingback: Fiktions-energi « planB – this revolution will not be televised

  3. Pingback: Om morskab i rollespil | Stemmen fra ådalen

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.