[Science Fiction] Eksperimenter med retrotech

Velkommen til Troels’ femte afsnit om hans Science Fiction-kampagne (1, 2, 3 og 4). Denne gang bevæger vi os ud i et par af de klassiske problemer ved teknologi i science fiction: Hvordan implementerer man den fulde rækkevidde af fremtidig teknologi, når vi endnu ikke anvender alle de smarte funktioner, der er i vores egne mobiltelefoner?

Eksperimenter med retrotech

Hvad er det? Teknisk set er det science fiction, hvor teknologien på visse punkter er dårligere end den er, idet fiktionen produceres/bruges. F. eks. hvis man har en fremtid uden mobiltelefoner/håndholdte computere, der kan hvad vores kan i dag og mere. Det er egentlig ikke helt det, jeg er ude efter hér.

Hvad jeg er ude efter, er det ekstremt almindelige fænomen i science fiction, hvor man på nogle punkter har superavanceret teknologi men på andre bruger langt mindre avanceret teknologi, end en rimelig fremskrivning af udviklingen ville godtgøre. Med andre ord, hvordan kan det være, at man kan springe i hyperrummet og bygge rumelevatorer, men folk dør stadig af alderdom i en alder af 80-100 år? Og hvordan kan det være at man har kunstig intelligens og en blot nogenlunde rimelig fremskrivning af nuværende robotteknologi, men stadig bruger mennesker som soldater med våben i hånd? For rimeligvis ville en robot have ustyrligt meget bedre reflekser, og ville ikke være underlagt den menneskelige fysiologis grænser for acceleration og lignende.

Mit synspunkt sigter naturligvis imod en simulerende fiktion, der forsøger at gøre sin verden til et overbevisende, “realistisk” postulat. Og mit udgangspunkt er min egen rum-kampagne, hvor væsener af kød og blod stadig ryster strålepistoler ad hinanden og dør af alderdom.

Sagen er den, at det er velgørende at fantasere om vore rumskibe der flyver mellem stjernerne, men vores fantasi og overblik rækker i virkeligheden ikke længere ud i fremtiden end som så, før det reélt bliver komplet umuligt at forestille sig, hvordan verden vil kunne se ud. Langt, langt de fleste former for selv seriøs science fiction, som skriver sig længere væk end den allernærmeste fremtid, benytter sig af kunstgreb og ignorerer ubelejligheder for at kunne være. Undtagelserne er meget få.

Én af dem er GURPS-settingen “Transhuman Space“. Den er sat i omkring år 2100, og kernebogen blev udgivet i 2002. Det er hard science uden lyssværd og telepati, og her er der gjort heroiske forsøg på at fremskrive rumfart, medicin og bioteknologi, krigsførelse og computerteknologi uden at lægge fingrene imellem. Resultatet er fascinerende, og på en hel del punkter er vi hér ved den yderste grænse for, hvad fantasien kan kapere og få til at hænge sammen som en plausibel fremtid. Det virker ganske plausibelt, og vil om hundrede år sikkert være ret morsom læsning. Pointen er, at dette er mindre end hundrede år ude i fremtiden, og en ærlig fremskrivning som denne er en gevaldig mundfuld.

Min rumkampagne er hard science, og årstallet er 2544 e. kr. Det har krævet lidt kunst og kamelslugning. Hvorfor lade det være så langt ude i fremtiden? Fordi vi ville have rummet for os, dusinvis af beboede solsystemer og sådan. Fremmede livsformer at møde. Det kræver tid og plads. Da jeg først skrev kampagnen tilbage i 1993 tænkte jeg noget over problemet, og da jeg tog det op igen i 2005 tænkte jeg noget mere.

Her er mine forklaringer og undskyldninger

Kunstig intelligens og robot-problemet. Her er mit svar dels nogle antagelser om, at materialerne ikke vil kunne bære den nuværende rivende udvikling i komputerteknologi, dels en katastrofal krise i 2080’erne og de efterfølgende århundreders deraf afledte alvorlige Frankenstein-kompleks. Krisen går kort fortalt ud på, at den første ubegrænset selvforbedrende kunstige intelligens, Emet, skønt den selv var fanget i et computerkompleks, skabte “børn” i form af bevidste, selvforbedrende programmer, der slap løs på internettet. Menneskehedens paniske (over-)reaktion på disse væsener, og den efterfølgende morderiske kamp om alverdens computersystemer, udløste en krise som får 1928-krakket i Wall Street og Depressionen til at ligne en fis i en tornado. Da AI stod som vejen frem og ud af det tekniske dødvande, har den senere udvikling mest koncentreret sig om at kontrollere de AIere man brugte, og netop sørge for at de ikke var frit selvforbedrende. I det 26. århundrede anses atomvåben for ret banale, mens AI omfattes med den samme frygt og lede, som vi føler for atomvåben. Folk bruger det, jovist, men ikke mere end som så, og under streng kontrol. Heraf også en del af interessen for replikanter, “AI” som er underlagt kødets begrænsninger.

Princip: Den eskalerende entropi

Jeg har opfundet et fiktivt princip, “den eskalerende entropi”, til at skille mig af med aktiv og frejdig nanoteknologi, for hvis det er muligt at pille al materie fra hinanden og sætte det sammen igen som man vil have det, i alt fald uden for de mest strenge laboratorie-omstændigheder, vil det have helt, helt uoverskuelige konsekvenser. Så væk med det. Princippet er et postulat om at nanitter (den slags der kan jonglere individuelle atomer) i fri dressur på grund af kvante-kaos vil bryde sammen hurtigere end de kan restituere sig. Herved slipper man også for de vildeste medicinske udskejelser.

Endelig er der hyperrumsrejser og reaktionsløse motorer (dvs. u-newtonianske). Her er mine undskyldninger venligtsindede aliens, “reptilfolkene” (se “Eksperimenter udi politik“), og disses totale mangel på vilje til at diskutere den bagvedliggende teori, idét deres talende repræsentanters teknologiske indsigt er på jernalderniveau. Dermed kan det også forklares, at teleportering og reaktionsløshed ikke har spredt sig frit til alle mulige andre teknologier, hvilket igen ville have uoverskuelige konsekvenser.

En enkelt undvigemanøvre, som jeg ikke har foretaget mig, er kunstig tyngdekraft. Da det ydre rum i popkulturen mest frembringes i kældre i Hollywood, er det eller en meget almindelig ting, som egentlig er en ret stor kamel at sluge da sådan noget burde have omsiggribende konsekvenser, men da vores kampagne udspiller sig i vore hoveder, er vi frie til at lege med tyngdefelter og rotation uden at det medfører alt for store regninger til, at skuespillere skal trækkes rund i snoretræk.

Alt i alt er det et problem ved genren, som vel ikke er fatalt, men ganske omfattende, når man skal præsentere en troværdig fremtid.

MVH Troels

Det var femte indlæg. Vi nærmer os snart enden på Troels’ serie om hans science fiction-kampagne og hans eksperimenter med kampagnen. Forude venter et indlæg om M:I. Følg med.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Gæsteoplæg, GURPS, Rollespil, Science fiction. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.