Min D&D-kampagne: Drengen, der levede

Der er blevet spillet mere D&D og denne gang var der ikke nogen Dagens regel eller nogen anden slags formeksperimenter.

I stedet er vi i gang med at få kørt plot point-reglerne helt på plads, og det fungerer fint. Denne gang kommer indlægget til hovedsageligt at være et referat af begivenhederne.

Two degrees of separation: Den gyldne maske slår til

Sidste gang vi spillede, havde Andrewuthram det held at vinde en andel i en virksomhed under Dragergildet, mens Cornelis ved den samme lejlighed kom frem til, at han ville drage ud i natten iført maske for at slå ned på slyngler og des lige.

Det medførte at Cornelis iført en gylden halvmaske – men endnu uden noget “superheltenavn”, så der blev snakket lidt frem og tilbage om mellem spillerne om Cornelis’ kostume, og hvordan man kunne tænke sig, at han øvede sig foran spejlet, når han var alene.

Og så drog han ud en vinternat, hvor sneen føj gennem gaderne og kanalerne frøs til. Gennem vindens tuden hørte den unge mand et råb om hjælp, og han så en ensom skikkelse stavre gennem snedriverne, mens lejemorder-goblins fulgte hans blodspor.

Vor unge helt træder til, undsætter manden fra lejemorderne, og får ud af ham, at han er drager, der er stukket af fra dragergildet, da de bruger tyvekoster – stjåldne magiske ting – til at bringe varer frem og tilbage hurtigt. Manden er nu stukket af fra gildet, ligesom hans mester stak af ved at gamble sit skøde bort til en ung adelsmand [og Kenneth våndede sig over sidste spilgangs gevinst].

Manden, som Cornelis har undsat, “døber” Cornelis “Den gyldne maske”, og lader Cornelis forstå, hvor han kan standse en handel med tyvekoster. Cornelis lokker byvagten til stedet og ødelægger handlen.

Kort tid efter dukke Andrewuthrams kompagnon i dragergildet op for at få Andrewuthram til at være med til at hyre en gruppe eventyrere til at fange terroristen Den gyldne maske.

Så mens Troels og Kenneth udmærket kender til hinandens spilpersoners involvering i disse aktiviteter, gør deres spilpersoner det ikke, og der bliver danset om den varme grød. Princippet med Two degrees of Seperation er, at lade spilpersonerne blive involveret i plots på kryds og tværs hele tiden, hvorved de også kommer i centrum af spillet. Der er ikke så meget et plot, der skal “afsløres”, som de skal forholde sig til plottet og tage nogle valg.

Sikke en fest

En anden plottråd handler om Aevilja og hendes genvordigheder med hendes omgivelsers forventninger til hende. Hun står i en situation, hvor hun skal date med en meget kikset fyr eller mødes han storesøster i en troldmandsduel.

Heldigvis bemærkede Christina, at hendes spilperson Nadya snart har fødselsdag, og det skal fejres. Andrewuthram og hans pige, Annabell McDougal, er vinterens hotte par, og sammen med Aevilja og Cornelis blev der lagt planer for, hvordan Nadyas fødselsdagsfest kunne anvendes til at manipulere Aeviljas uønskede date til at falde for en anden pige – hvilket kræver en del manipulation, en del trolddom og to dele social status for at falde på plads.

Efter at have indhentet tjenester og indgået handler med en stribe bipersoner, blev planen lagt til at “tvangsforelske” den uønskede date med en medstuderende pige fra deres egen årgang. Og det er naturligvis en fordel for hende, da han er adelig, og hun er kun af en borgerlig familie, og det er naturligvis en fordel for ham, da hun er en sød og intelligent pige, eller hvilke argumenter man vælger at anvende, mens man fortryller de to til at falde for hinanden.

Med andre ord fandt spillerne på en løsning, brændte plotpoint af til at opnå forskellige ting, såsom at have Nadyas granfætter Mikac til at dukke op, eller at købe fortælleretten til at udspille attentatet under festen. Jeg havde ikke forberedt disse begivenheder, men fulgte slagets gang.

Attentatmanden og Den gyldne maske

Til superhelte-toposet følger alskens genvordigheder med at holde sin identitet hemmelig og at finde lejlighed til at skifte kostume. Desuden har Andrewuthram fået præsenteret Den gyldne maske som en skurk, så derfor ville det være oplagt, at give Troels muligheden for at lade Cornelis udleve sine ideer om at agere som en superhelt.

– Cornelis har tænker sig selv som superhelt, og har derfor nogle ideer om, hvordan der skal ageres.

– Troels og jeg har nogle ideer om de problemstillinger, der følger, når man er superhelt, og hvordan en superhelt forventes at agere.

Derfor opstiller jeg en scene, hvor en attentatmand opslugt af sit had til det alphatiske folk truer med at zappe operasangeren (og Nadya), og giver Troels mulighed for at agere i scenen:

– Vil Cornelis efterleve sit superhelte-topos og tage maske på? Vil vi spille os ind i superhelte-toposet, og lade give plads til superhelteaktioner?

Troels spenderer i stedet et plotpoint og køber fortælleretten. Han fravælger begge topoi-lag, og følger en anden fortællemodus: Cornelis trækker sin røde klinge, og da han fordømmer attentatmanden for sin upatriotiske gerning, bryder klingen pludseligt ud i brand, og Cornelis kapper mandens arm af. Troels clearer med mig som spilleder, at det er ok, at klingen allerede her bryder ud i brand, hvilket jeg billiger, da jeg synes, det er godt drama.

Kampen med attentatmanden bliver ikke udspillet med terninger eller på anden vis efter D&D-reglerne, hvilket skyldes anvendelsen af plotpoint, og det faktum at “konflikten” i scenen handler om, hvordan Cornelis reagerer.

Spilpersonerne i centrum – karakterernes udvikling

Da vi begyndte at spille kampagnen, havde spillerne ikke lavet specielt detaljerede baggrunde til deres spilpersoner. Vi havde en nogle løse rammer, nogle koncepter og overordnede ideer om hvem, de er.

En grund til det er, at jeg godt kan lide at lade karakterer vokse gennem kampagner. Vi er havnet andre steder med troldmandseleverne end vi forestillede os, da vi begyndte. Jeg har udfordret spillerne med konflikter, hvor der ikke er en skurk for enden af kælderen, og de har taget imod udfordringen, og det er spændende at se, hvordan fortællingen om troldmandseleverne vokser.

Og hvorfor så titlen “Drengen, der levede”?

Jo, fordi Cornelis opdagede til sin gru, at hans mester og protege, baron Pieter Vandemaar af Oksehøj, havde hyret forfatteren Rawl Johs til at dokumentere hans liv og publicere det som en fiktiv bibliografi under titlen “Drengen, der levede”. Der er allerede ved at blive skrevet en opera over værket, så snart er Cornelis mere berømt (og berygtet) end han gjort sig forestillinger om.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i D&D, Rollespil, Troldmandskampagnen. Bogmærk permalinket.

3 svar til Min D&D-kampagne: Drengen, der levede

  1. Jeg har efter et stykke tid læst alle posts omkring din D&D kampagne. Den lyder rigtig fed – jeg kan godt lide måden du arbejder med historie på, men stadig forsøger at holde D&D ånden.

    Jeg ville ønske, at du samlede alle de sådanne tekniske elementer og teknikker i en enkel post, så man sådan kunne afkrydse og sige “den vil jeg prøve” osv.

    Bare man kunne være med i din D&D kampagne 🙂

    Like

  2. mortengreis siger:

    Hej Peter,

    Tak for de pæne ord. 😀

    Jeg har egentligt haft tænkt over, at samle alle tingene i en enkelt post, men nu hvor du efterlyser det, så vil jeg da tage det op. Forhåbentlig en gang i december.

    Well, du kan stille op i køen, men den er ikke helt kort 😉

    Like

  3. Arrogance, den smukkeste af alle menneskelige karaktertræk…

    🙂

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.