[Reservekampagnen] Kvinder i Det thyatiske imperum

Efter at have været en tur i gennem kultur og religion, kan vi også lige tage en tur rundt om køn. Fantasy-verdener ligner almindeligvis en eller anden form for højmiddelalderligt Europa, og i middelalderens Europa var kønsroller anderledes end de er i dag, men de færreste rollespillere har helt styr på, hvordan kønnene hang sammen, andet end at det var mere restriktivt og at kvinder var mindre frie, og at det alt sammen er sådan, fordi det skete i gamle dage, hvilket er før 1930. Og da Fantasy udspiller sig i gamle dage (altså før 1930), så må samme kønsroller gøre sig gældende – og skal ens rollespil så være “realistisk” og undertrykke kvindelige karakterer eller skal det ikke være realistisk og omgå problemet på den ene eller den anden måde? Jeg har i alle fald i mine yngre dage stødt på proponenter for, at kvindelige karakterer skal have det hårdere i “realismens” navn, og af og til hører jeg om det i 400 mand på en græsmarkrollespil.

I min yndlings Medieval Science Fiction-setting, Fading Suns, har man valgt en tredje løsning: Der findes ikke længere kønsdiskriminering. Såre simpelt, man gør det bare ikke. Det er ikke et ekstremt macho- eller femi-samfund, der underligger et andet køn. Det er et samfund uden kønsdiskriminering – i stedet har man valgt at gøre samfundet xenofobt, meget xenofobt. Andre racer er det tvivlsomt om de kan frelses åndeligt, sikkert er det, at de kan ikke regere over mennesker, og de fleste er anbragt i ghettoer eller i reservater. Mennesker fra andre kulturer, planeter, samfund er man også mistænkelig overfor.

Imidlertid er det spændende at hive køn ind i rollespil, og det sker i mine Mystara-kampagner, som udspiller sig i Den Kendte Verden (kort). For mange år siden kørte jeg en Karameikos-kampagne med en helt anden spilgruppe, heriblandt Monica Traxl, hvor en af drengene valgte at spille Raula Smededatter, en kriger, der som alle unge traladarans i Karameikos (kort) drager ud på eventyr for en periode, som en del af overgangsriten fra barn til voksen. Nogen drager ud til den nærliggende landevejskro, opholder sig der en uges tid og vender tilbage til deres hjemlandsby, gifter sig og lever der resten af deres dage. Andre drager længere væk og lever som ægte eventyrere.

I kampagnen var gruppen kommet hjem fra deres overgangsrite-eventyr, hvor de havde været en tur i Den Anden Verden, hvor de sikrede forårets komme. Hjemvendt fra eventyr ventede der dem noget af en overraskelse, da Smeden fortalte sin datter, at nu måtte det være nok med at drage på eventyr, og at hun rask væk havde at blive hjemme og blive gift. Det kom som noget af en overraskelse for hele spilgruppen, da truslen mod eventyrerens fortsatte færden kom fra eventyrerens egen slægtning og ikke fra en Trold under broen eller fra Heksen i den forstenede skov, og samme nat hjalp resten af spilgruppen Raula med at flygte fra sin families hjem, og de drog efterfølgende til rigets hovedstad for deres næste eventyr.

Planlagte ægteskaber og familiens forventninger omkring ægteskaber er et meget funktionelt værktøj til drama, og jeg har derfor lystigt genanvendt det i min Glantri-kampagne (kort) (og i mindre omfang i den foregående kampagne, hvor eventyrerne rejste rundt på De ydre planer), da det er en trussel mod karakterens fortsatte eksistens, men ikke en trussel, som man kan kæmpe sig ud af med sværd i hånd (jo, det kan man godt, men det bliver til en anden historie …), og deri det virksomme.

Min pointe omkring køn er, at det ikke skal være en straf at spille en kvinderolle i en fantasy-setting, og at man derfor ikke skal stille urimelige hindringer i vejen i jagten på en eller anden form for realisme. Men man må godt udfordre en spilpersons kønsrolle – f.eks. give adelsdamen en chance for at bevise sit værd som statsleder, smededatteren som egenrådig eventyrer, og bondepigen som en selvstændig person, og det samme med drengene. Derfor generer det mig heller ikke, at der er chauvinistiske kulturer i mine D&D-kampagner, da de bruges til at udfordre spilpersonerne.

Og nu til kønsroller i imperiet.

Køn i Thyatis

Den generelle thyatiske kultur er generelt frimodig omkring køn. Det er et hierarkisk samfund med patriarkalske elementer, der f.eks. kun har haft mandlige kejsere i hele sin eksistens, men der er rig mulighed for at kvinder kan kæmpe sig hæder og værdighed. Der er dog et par kulturer i imperiet, som langt fra udviser denne grad af accept af kvinder som ligeværdige.

I forhistorisk tid kæmpede kvinder side om side med mænd. Det er fra denne tidsalder at legenderne om Vanya, der i dag er Imperiets mest populære Udødelige stammer. Med tiden gik traditionen med kriger-kvinder blandt  thyatiske stammer, Kerendans og Thyatians, i glemmebogen, mens den aldrig blandt de hattiske folk har været videre udbredt. Siden den alphatiske erobring af Thyatis for ca. 1200 år siden har kriger-kvinder været sjældne. Nu om stunder er det svært for kvinder at modtage kamptræning, men ikke umuligt – det kræver, at hun finder en kvindelig læremester eller overbeviser en mand om sit værd. I de større byer er der desuden krigerordner, der enten er kun for kvinder (Sværdets søsterskab) eller for begge køn (Den grå frues orden, der er dedikeret til Vanya). Opnår en kvinde at blive anerkendt for sin kampkunst (fighter level 4), vil hun opleve et skift i folks reaktion, da hun vil have realiseret thyatiernes fascination af eneren, der går op imod oddsne og forventninger, og som tilkæmper sig sin egen plads. Herefter venter hæder, respekt og beundring.

Nogle kulturer i Imperiet har et andet blik på kvinder:

Ochalea: Kvinder bør ikke slås. Ochalea-kvinder, som vil lære kampkunst, må forlade deres hjem, og søge* til andre dele af Imperiet, hvilket ikke er let, da Ochalea er en ø (kort). Vender de hjem, anerkendes de ikke, men de kan heller ikke fordrives, da de er fuldgyldige kejserlige borgere.

Alaysia: Kvinder bør ikke slås. Vil de lære kampkunst, må de drage* til andre områder af Imperiet, hvilket ikke er så svært igen, da Tel Akbir er landfast med Imperiets hovedprovinser (kort).

Perleøboerne (kort): Kvinder opfordres til at blive storslåede krigere og søfarere. De er højt værdsatte i den thyatiske flåde.

Alphaterne på Isle of Dawn (kort): Alphatiske kvinder accepterer ingen begrænsninger, og i overenstemmelse med alphatisk kultur stræber de efter at blive troldmænd (wizards, warlocks, barder), og de som er uden magisk potentiale, stræber efter storhed gennem krigskunst.

Hinterlænderne: Kvinder og mænd har kæmpet side om side så langt tilbage, som deres ældste legender går.

*) Det skal nævnes, at stikke af hjemme fra er for begge køn en kultural institution i Imperiet for 14-21-årige.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i D&D, Min reservekampagne, Rollespil. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.