Det er mit rollespil! Alt det som spilleder ejer.

Vi har nu været godt rundt om en masse forskellige dele af rollespil ved at fokusere på de forskellige spilleders opgaver og hvordan de håndteres, når der ikke er en klassisk spilleder til stede i lokalet. Jeg vil nu prøve en lidt anderledes vinkel inspireret af et par blogge.

Først en amerikansk blog om emnet: Benefits of Tyranny.

(som har afstedkommet mindst to reaktioner: On My Radar: Benefits of Tyranny og Rant: Old School D&D is suited towards tyrannical DMs?)

Kort opsummeret handler det i kampagne-sammenhænge om, at hvis spilleder bruger mange timer på at forberede og spillerne ikke gør det, så kan spilleder påberåbe sig et større ejerskab over kampagnen: “Spillerne kommer på besøg i spilleders fiktion”. Det kan skabe visse genvordigheder.

I con-scenarier ser vi noget af det samme. Spilleder investerer i scenariet qua sin grundige forberedelse og sin forpligtelse over for forfatteren (særligt når man spilleder et af venners scenarier), hvilket anbringer spilleder i en særlig position over for spillerne. Det blev i spillederkompendiet fra 2007 udtrykt blandt andet i form af, at spilleder er en vært, men også i form af at spilleder skal håndtere besværlige spillere, som ikke lever op til scenariets standard. Denne tanke ses allerede artikuleret i spillederkompendiet fra Fastaval 1997.

Spilleder som tillidsvækker

I forbindelse med spillederløse scenarier var Frederik B.O. inde på et vigtigt element omkring spilleders opgave i scenariet: Spilleder legitimerer spillet over for spillerne. Han forsikrer dem ved sin tilstedeværelse, at der er et scenarie, og at det er værd at spille. Dette falder meget godt i tråd med, at et af de ofte tilbagevendende råd eller forpligtelser til spillederne på conner er, at selv ved dårlige scenarier skal de lade spillerne få et indtryk af, at scenariet er godt, så man ikke ædelægger oplevelsen på forhånd.

I visse scenarier er spilleders rolle uden for denne opgave meget lille, og spilleder foretager sig essentielt set meget lidt efter, at scenariet er sat i gang. Personligt er det ikke min kæphest, men der er andre spilledere, som godt kan lide rollen, som den tilbagetrukne spilleder (der evt. i baggrunden coacher de enkelte spillere).

Når tillidsvækkeren savnes

Denne funktion savnes let i spillederløse scenarier a la konvolut-scenarierne, og det forsøges f.eks. løst ved, at forfatter samler spillerne ved spilstart og giver en kollektiv briefing, og derved ved sin personlige tilstedeværelse garanterer for scenariet. På den måde indleder Frederik J. for eksempel sit scenarie Montsegur 1244 (nu udgivet på engelsk! se her). Ofte har spillederløse scenarier lidt under, at det blev conarrangørerne eller kollektiver af spillere, som skulle sparke et scenarie i gang.

Ind træder arrangøren

En tredje løsning bliver at udpege en person til at arrangere spillet. I “Kvinden, der var” melder en spiller sig til at være spilformidler, og denne spiller opfylder værtsrollen og introducerer spillerne for spillet, hvorefter denne selv deltager som spiller. Simon J. P. har i sine scenarier valgt at gå en anden vej, hvor han udpeger en person til at arrangere og opstille scenarierne, og denne person er så hverken spiller eller forfatter (men kan være begge dele). I Memoratoriet: Det rare sted er der både arrangørerne som sætter scenariet op (og som evt. er spilledere bagefter) , spillederne som afholder scenariet (og som leder spillet ved at sammensmelte deres in-game og deres out-game roller, således at det er spilleder/doktor som giver en instruks til spiller/spilperson), samt spillerne naturligvis.

En kort opsummering

Der er altså nogle rent praktiske opgaver, som skal løses for at et scenarie kan afholdes (på en con), og det drejer sig om, at nogen skal håndtere rekvisitter og evt. gennemlæsning af teksten, koordinere scenariet og forsikre medspillerne, at der er et spilbart scenarie. Der er flere tilgange til, hvorledes disse opgaver kan løses, og store muligheder endnu for at eksperimentere på dette område.

Vogteren af min broders scenarie

Så er der selve forvaltningen af scenariet. Når jeg er spilleder på min bedste vens scenarie, smider jeg naturligvis de dårlige spillere ud af lokalet, da kun de bedste kan mestre at spille dette sublime værk, og vi har en fantastisk oplevelse sammen. Udover at det er en arrogant måde at se på tingene på (og at det stiller spårgsmål ved vores frivillige engagement), så ses sarkasmen tydeligt. Men hvis forfatter nu har brugt adskillelige timer på scenariet, og jeg som spilleder har forberedt mig grundigt i flere timer, må jeg så ikke stille krav til spillerne, som kommer vadende ind i lokalet uden knapt nok at kunne huske foromtalen end sige hvorfor de meldte sig på scenariet?

Udover at spilleder er vært, kan spillederen også være vogteren af scenariet. At jeg kommer ind på dette aspekt skyldes, at jeg har mødt den nogle gange, og den rummer på en del områder et negativt blik på, hvordan rollespilsforløbet skal håndteres, som jeg ikke finder produktivt.

Så lad os (lige udelukke story games og lignende spiltyper og) tage den fra to andre vinkler:

Spillederen som entertainer og Spillederen som coach

Entertaineren: I nogle scenarier skal spillerne læne sig tilbage, være in-character og så hiver spillederne dem rundt på en spændende færd. Med et godt oplæg, en engageret spilleder og et tydeligt præmis om, at her er tale om et opleve-scenarie, så kan det blive en brav oplevelse.

Jeg kunne godt tænke mig en oversigt over disse scenarier, så hvad er dit favorit-scenarie inden for denne kategori?

Coachen: Jeg har i nogle scenarier oplevet, at spillederen lister rundt i baggrunden og kommer inspiration, kommentarer og så videre. Nogle gange synes jeg det kikser, når spilleder opfordrer til en reaktion, og spilleren har lagt en anden tolkning ned over sin karakter, men andre gange virker det fint. Dette er egentligt et emne, jeg gerne så udforsket noget mere.

Er der skrevet et scenarie, hvor spilleder næsten udelukkende er coach? Har du nogle gode coaching tips for spilledere?

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Rollespil. Bogmærk permalinket.

5 svar til Det er mit rollespil! Alt det som spilleder ejer.

  1. Pingback: Spillederen – en tjenende ånd? « Simons scenarie sludder

  2. Jeg har ikke set dette indlæg før nu hvor den anden kommentar kom på, men yderst spændende. Det har sat mange tanker i gang i mig, som jeg lige arbejder på at få struktureret, så der måske kommer et længere indlæg lidt senere.

    Men en lille hurtig kommentar på de to sidste (coach og entertainer). Det kommer selvfølgelig an på scenariet, men i lige så høj grad på hvilke spillere der er på. Nogle spillere forventer et oplevelsesscenarie og så må man give dem det (mange er nok uenige heri, men mere om det senere håber jeg. jfr. Vogteren af min broders scenarie)
    Men mht. coachGM, så kan jeg godt lide at gøre det vha. spørgsmål til spilleren, forstået som spørgsmål man kan forestille sig at han/hun stiller sig selv med en indre stemme og må finde et svar på. Jeg tror at det pga. spørgsmålsformen kan tage den værste brod af opfordringer der rammer forbi hvad spilleren har tænkt sig med sin spilperson.
    Jeg tænker lidt ala de spørgsmål der er i karakterbeskrivelserne i Mikkel B’s “En lærke lettede”

    Like

  3. Morten Greis siger:

    Hej Kasper,

    Jeg ser frem til dit indlæg 🙂

    Spørgsmål er en god vej til coachingen. Mikkels brug af spørgsmål i spilpersonsteksten er god, den får spillerne ind i nogle bestemte tankebaner med scenariet og rollen, såsom hvad er det egentligt, som er vigtigt i rollen (samme jeg forsøger mig med i spillet Sargasso: Clios døtre, hvor spørgsmålene forhåbentlig lister en lidt anderledes tematik ind i spillet).

    Jeg synes generelt, at der kan arbejdes lidt mere med at udvikle coaching (og spørgeteknikker), da jeg sjældent finder det givende, når spilleder hiver spillerne på skift uden for døren og stiller spørgsmål a la “har du forstået din rolle?”.

    Like

  4. Nu tænker jeg dog ikke som at tage spillerne ud for døren og spørge dem om ting, kan ikke huske hvornår jeg sidst har gjort det. Men mere komme med spørgsmålene mens spillet står på.
    Men jeg giver dig ret i at det er et stort emne at undersøge og gå i gang med, hvad der virker og hvad der ikke gør.

    Jeg ved at du selv har brugt små sedler hvor der f.eks. stod “du er stadig skæv”. Det kan være godt hvis spilleren er kørt fast, men faren er igen hvis det forvirrer mere end det gavner, f.eks. hvis spiller aldrig har set sin person som en der bliver skæv. Måske man bare skal gøre det klart fra start at de GM-indskud der kan komme skal ses som inspiration. Tit kan det ihvertfald sætte en række tanker igang, og spiller kommer måske ud med noget helt andet der er sat igang af denne process.

    Jeg tror coachrollen vha. spørgsmål bliver svært hvis man som GM har et bestemt mål i tankerne, f.eks. hvis man vil have spillerne til at kapre helikopteren, fordi det er nødvendigt for scenariet. Hvis spilleren ikke opfanger spørgsmålet som det er forstået må der komme et nyt osv. hvilket giver ordentlig forvirring hos spilleren. Det kan føles som en eksamen hvor man ikke har nogen anelse om hvad eksaminator/GM vil have en til at sige.

    Like

  5. Kristoffer Apollo siger:

    Har I tænkt over det overlap, der er mellem GM som spørgende coach og fortællerollespil som genre/teknik?

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.