Birollespilseksperiment: Hverdagsliv

I seneste episode af Delta Green (sæson 2, episode 2) brugte vi igen bipersonsrollespil, hvor en af spillerne gives udstrakt kontrol over birollerne. Det er vores tredje forsøg (første eksperiment, andet eksperiment), og forsøget havde sine egne regler.

Denne gang gik det på, at episoden udspiller sig hjemme i baglandet hos en af spilpersonerne. Han er en kendt person, respekteret og afholdt, og det skulle med i spil. Samtidig med var handlingen sådan bygget op, at ikke alle spilpersoner var med til at begynde med, og der skulle være plads til spillerne selvom deres karakterer ikke var til stede.

Mekanikken

Spilleren kan introducere hvilken som helst indbygger i lokalsamfundet i en scene, men vedkommende må ikke være involveret i plottet eller i Cthulhu Mythossen. Vedkommende skal give et billede af den hverdag, som karakteren er en del af, hvor han er en respekteret personlighed.

Det mest centrale var, at han kun måtte spille hverdagen, og biroller associeret indirekte med plottet (f.eks. slægtninge til et offer). Målet er at demonstrere den hverdag, som karakteren er en del af, og hvorledes den hverdag kører videre omkring ham selvom det cthulhuide lurer ude i hans skov. Kontrasten er vigtig.

Birollerne er ikke konstrueret på forhånd. Vi bruger tidligere introducerede figurer eller helt nye.

Lidt om praksis

Thomas var den spiller, der havde kontrollen med birollerne, og i lighed med første eksperiment har jeg som spilleder ingen kontrol med, hvornår hverdagen dukker op i spillet. Thomas griber steder og beskrivelser og indsætter en birolle, som når Kaspers karakter tager ud til hotellet for at mødes med Annes karakter, og jeg kort nævner hotellet, og her indskyder Thomas kort receptionisten, som naturligvis kender byens politimyndighed og derfor Kaspers karakter. Andetsteds, hvor det er etableret, at den lokale pastor skal dukke op, meddeler Thomas pludselig, at Kaspers karakters telefon ringer – det er naturligvis pastoren.

I lighed med de andre eksperimenter kørte det rigtig godt. Vi har et godt samspil i gruppen, og som Anne kommenterede sidste gang, så er det sjovt at anbringe karaktererne i svære situationer (som da en træt ranger kommer sent hjem, finder kælderen oversvømmet, og skal løse sine teenagedøtres stridigheder, herunder at den yngste ikke plaske rundt i kælderen, og den mellemste ikke må drille den yngste, og den ældste ikke må gå ud – her hoppede vi alle ind og spillede en af karakterens døtre)