Et nyt rollespil er på markedet. Et finsk rollespil om pingviner, og det er nu oversat til dansk, og vi kan nu lighed med vore finske brødre gå på opdagelse i en verden af luffegæs på Antarktis (luffegås er et ældre ord for pingvin).

Evighedens dal

Rollespillet er udgivet på Rollespilsakademiet, det er forfattet af Juhana Pettersson og på dansk af Claus Raasted og udgives på Rollespilsakademiet. Bogen er på 140 sider.

Luffegås-rollespillet handler om pingvinerne på Den Stille Kyst, hvor kolonier af luffegæs holder til, og hvor de jæger føde i Overflødighedens Ocean, om Evighedens Dal ved Fortabelsens Bjerge, hvor pingviner tager til for at dø, og om de vilde antipingviner, der hører Gletcherens Kald og lever uden for orden og civilisation.

Hvad spiller vi?

Vi spiller pingviner. Der er to slags – dem, der er en del af samfundet, hvorved ens spilperson er en helt, og dem, der er udstødte og lever som vilde barbarer i ødemarken. De er anti-pingviner, og fra deres rækker kommer anti-helte.

Almindelige pingviner lever ved kysten, fisker og ruger æg, mens antipingviner lever inde på gletsjeren, spiser andre fugle og stjæler fisk, og deres rygge er hvide og buge er sorte. Antipingviner begyndte deres liv som almindelige pingviner, men blev udstødt og i stedet tog gletsjeren dem til sig.

For pingviner gælder det, at livet handler om at ruge æg og skaffe føde. Det er en fuldtidsbeskæftigelse, og vil man være en helt, kan man ikke efterleve dette. Man har for evigt opgivet det normale liv. Ligeledes er anti-helte pingviner, som rejser sig over deres barbariske brødre og trods deres rå side, gør det rigtige, når det tæller.

Lidt som en western

Evighedens dal ligger vægt på, at her ikke er tale om klassisk fantasy-rollespil, hvor helte tamper det onde og vokser i styrke. I stedet er det historien om outsidere, der kæmper for samfundet, og den, der lever ved sværdet, dør ved sværdet. Når man først har meldt sig som helt, kan man ikke reintegreres. Nogle helte lever længe nok til at blive gamle og indse, at det eneste, de har at give i arv, er deres eftermæle, og i desperation forsøger de dette. Dette kan nogle gange være de farligste fjender for samfundet, da heltene er nødt til at finde noget, der er dem et eftermæle værdigt, om de så selv skal skabe det.

Dette er genren, og det er det, vi skal spille i Evighedens dal.

Tonen

Antarktis, en verden af kulde og sne, en tør og kold verden, hvor dag og nat varer et halvt år, er et særligt stemningsfuldt landskab. Steder er betegnet Evighedens dal og Skuffelsernes gletsjer, bopladser hedder Den smukke død, Det fortabte håb, Den fjerne drøm osv. Der er noget poetisk over denne stemning, som minder om indie-rollespillet Polaris‘ landskab, og det er fristende at lave et Polaris-hack, hvor der spilles pingvin-helte og -antihelte i stedet for riddere.

Jeg kan rigtig godt lide tonen i spillet, omend en ting forstyrrer mig, og det er, at alle luffegæsne bærer oldgræske navne. Det er sjovt, men også sært. Antiluffegæsne bærer navne som Det mørke intet, Snetåre, Sorgforladt, og Den lykkelige død.

På Antarktis

En del af bogen beskriver pingvin-samfundet. Det er en blanding af sted- og samfundsbeskrivelser og pingvin-legender, der åbner døren til en magisk verden. Samtidig er det en barsk verden. Der er ikke plads til megen fjol og fornøjelse for sult og kulde lurer konstant, og det gør rovdyr også.

Afsnittene i bogen er ikke for lange, men har en behagelig længde, og jævnt gennem bogen er der smukke akvareller i blå og hvide farver, samt diverse illustrationer af blandet af luffegæs og de andre dyr, som findes på Antarktis.

Spilpersonerne

Når man laver sin karakterer, vælger man pingvinart, og man skal vælge mellem, om man spiller regulære helte eller antihelte. Det kan jeg godt lide. Som regel når der er en anti-organisation (Camarilla, Selenim), skal man vente til udvidelsen, men ikke her. Spillet giver mulighed for at udforske begge sider af samfundet, og mødet mellem de to sider. Det er imidlertid ikke helt klart, hvorfor spilpersonerne udgør et party, udover at de er nødt til det.

At lave en spilperson

1. Pingvin eller antipingvin
2. Vælg pingvin-art (Kejserpingvin, Kongepingvin, Hovedløs baron, Hvidkindet pingvin, Adeliepingvin, Springpingvin)
3. Egenskaber – styrke, smidighed, filosofi, overlevelse – Fordel 12 point på de fire evner (min. 1, max. 5).
4. Afledte egenskaber
1. Forsvar: (Smidighed+Overlevelse)/3 (rundet ned)
2. Viljestyrke: (Filosofi+Overlevelse)/3 (rundet ned)
3. Varme: Styrke x5 – drænes i kamp, og hvis fedt er på 0. På -5 er pingvinen død.
4. Fedt: Overlevelse x10 – antal dage uden mad, drænes 1 point om dagen
5. Køb overnaturlige kræfter (Filosofi eller Gletcherkræfter): 5 point til at købe diverse magiske evner.
6. Vælg udstyr: Et våben (max +2 i skade), f.eks. spyd, harpun, kniv eller sæludmarver.
7. Artens bonus: Tilføj artsbonus (ekstra point til evner osv.)
8. Lav noget baggrundsmateriale til karakteren. Hvorfor er den en (anti-)helt? osv.

Systemet

Basalt set består det i, at man enten

1. kaster et antal sekssidede terninger svarende værdien i evnen (styrke 4 => kaster 4 terninger). Hver 5′ og 6’er er en succes, eller
2. kaster en terning og ligger en bonus til.

Der er ikke noget Skill-system eller XP-system. Der ligges op til enkeltstående scenarier eller korte kampagner, og med det simple kampsystem kan man sagtens nå et scenarie på en aften.

Kamp

Vi har her et klassisk kampsystem, der består af initiativ, angrebsrul, skadesrul etc., indtil ingen gider slås mere.

• Angrebsrul: Antal terninger i Smidighed kastes. Antal succeser lig med eller over Forsvar.
• Skadesrul: d6+styrke+våben er skaden i Varme-point.

Det mest interessante er, at hver pingvin kan en gang i hver kamp lave en specialmanøvre, og at en pingvin kan lave en manøvre, der retter opmærksomheden fra alle fjenderne på den selv – flakse med vingerne og skrige skingert.

Bortset fra dette er der intet spændende eller interessant ved regelsystemet eller kampsystemet.

Særlige pingvin-regler

Der er lidt flere regler i spillet, men de er fortsat ret simple. De fleste dækker omstændigheder ved kamp, som det hører sig til i traditionelle systemer. Der er et par bemærkninger om jagt, mest af alt i form af, hvor mange Fedt-point et jagtrul giver. Jeg er altid interesseret i de specialregler, der følger med systemer, da de siger noget om, hvor forfatteren intenderer konflikter og spil. Jagt betyder således noget, og truslen fra naturen ses f.eks. i, at spilpersonerne konstant mister Fedt-point – dvs. hver dag ryger et point, under dårligt vejr mere – mens man i andre rollespil, D&D f.eks., skal huske at have mad på udstyrslisten, så mister man her konstant helbredspoint pga. af klimaet.

Der er ikke mange specialregler, og de er ikke særligt udbyggede i spillet. Her er to; Fedt og agitation.

• Fedt: Pulje, der løbende skal holdes ved lige ved at spise. Pingviner kan udveksle mad, og derved flytte Fedt-point mellem karaktererne.
• Agitation: Med Filosofi-tjek kan man opbygge en hel skare af pingviner, der følger en, hvilket anvendes ved stiftelse af nye kolonier.

Afsnittet for spilledere

Dette afsnit skal rundt om meget. Hvordan man spilleder rollespil, hvordan man laver scenarier, og der skal præsenteres både scenarie-ideer og to oplæg til scenarier. Det er i virkeligheden svært. Der er meget, der skal formidles, når det samtidig med sigter mod uerfarne rollespillere, der stadig er i gang med at finde ud af, hvad rollespil er. Der er meget at fortælle, og der er ikke meget plads til det.

De to gode ting er, at afsnittet gør en dyd ud af at minde om, at man kan klippe ind media res, klippe frem til rulletekster, når historien er slut, og at man skal vægte westerngenres grå problemstillinger frem for fantasy-genrens sort-hvide kamp mellem godt og ondt. Afsnittet viser også, hvor vanskeligt det er at fomidle, hvad er rollepsil og hvordan gør vi det?

Det afsnittet mangler er inddrage mange af nyere tids råd om rollespil (“sig ja”-reglen f.eks.), og afsnittet snubler over, hvor meget der er at sige.

Fra et indie-synspunkt

Der er to problemer med Evighedens dal. 1) Formen er ikke understøttet af reglerne. 2) Tonen er ikke understøttet af reglerne.

Reglerne er et traditionelt bordrollespil, hvor systemet simulerer pingvinernes verden, og systemet rummer alskens klassiske designelementer. Det sjove er emnet, men systemet understøtter ikke emnet, og det er utilfredsstillende.

I forlængelse af den manglende understøttelse kommer også spillederafsnittets anvendelse Regel 0:

Det betyder også, at hvis Pingvinmesteren er uenig med en regel eller en detalje i denne bog, så må hun lave det om for at gøre rollespillet mere spændende for sine spillere. Regler og skrevne tekster må aldrig komme i vejen for gode historier og interessant rollespil.

Somme tider er disse uoverensstemmelser enkle. Rollefigurerne bærer måske en sten med sig. En af spillerne formoder, at stenen er et lille stykke grus, som er nemt at have med. En anden tænker, at den er en stor murbrok, som man skal trække efter sig. Når uklarheden opstår, må Pingvinmesteren udrede situationen. Han fortæller hvor stor stenen er. (p.96)

og

Reglerne kan åbne for situationer, hvor figurerne kan dø ved et tilfælde. Måske har spilleren uheld med terningerne i en kamp eller også falder han i en rende under rejsen gennem gletsjeren. Hvis sådan en situation truer, kan det betale sig for Pingvinmesteren at snyde lidt: dramaet er vigtigere end at følge reglerne slavisk.

Dette må imidlertid skjules for spillerne, for reglerne mister deres effekt, hvis spillerne tror, at de kan gøre hvad som helst. Spiller man med den samme gruppe flere gange kan det også være i orden, at tilfældigheder nogle gange gør en stor forskel, men det er ærgerligt at være taget til den årlige rollespilsaften for at spille pingviner og så få sin rollefigur slået ihjel efter en halv time på grund af meget uheldige terninger. (p.97)

Der er lang vej til fortælleret, “sig ja” og andre tiltag i denne vejledning, og det er en væsentlig mangel. Vi er i 2011, men spillederafsnittet kunne være skrevet i 90’erne.

Konsekvensen af dette ses også i de to scenarier i bogen:

• “Hvis rollefigurerne nægter, er det selvfølgelig enden på eventyret.” (p.123)
• “I det tilfælde slutter eventyret før det nåede at begynde. Her er det Pingvinmesterens opgave at gøre det naturligt, at de går med til det.” (p.132)

Vi finder igen det klassiske rollespil og dets problemer, når det fremgår af begge scenarier, at spillerne skal gøre det rigtige (vælge scenariet til), og ellers vil der ikke være noget rollespil: I må vælge, men hvis I vælger forkert, er der ikke noget rollespil.

Afsluttende bemærkninger

Det er stemningsfyldt. Antarktis er et anderledes og spændende miljø at spille i. Navne på pingviner og steder er rige på en mytisk stemning. Genren er godt valgt og passer godt sammen med miljøet, og valget af pingviner er både sjovt og spændende. Ideen med westerns frem for fantasy er god.

For et klassisk system er reglerne simple og lette at gå til. Skills er lagt på hylden, kamp holdt simpelt og XP-systemer er der ingen af. Man skal spille korte kampagner eller enkelstående scenarier fra Antaktis om de barske forhold, som pingvinheltene kæmper under.

Det er et rollespil, der kan laves nogle gode one-shot scenarier til, f.eks. til conner, da det ikke er vanskeligt at fortælle folk om konceptet meget hurtigt, og systemet er ikke mere komplekst, end at man kan nå et scenarie i en enkelt spilblok på en con.

Rollespillet kan anskaffes via Rollespilsakademiet. Anmeldereksemplar er leveret af Rollespilsakademiet, og der er en reception d. 6. juli 2011, hvor der er mulighed for at hilse på begge forfattere til rollespillet.