[Fimbulfrost] Vampyren – en ekskurs om et moderne monster

I Fimbulfrost-projektet er jeg kommet lidt væk fra regeldesignet, da vi er nået til monstrene i verdenen. Disse monstre er baseret på middelalderens forestillinger med vægt på det nordiske materiale. Blandt disse er gengangerne, men ikke vampyren. For at få et bedre indblik i gengangere, og hvorfor der ikke er vampyrer i Fimbulfrost, skal vampyren studeres nærmere, og derfor denne ekskurs: Hvorfor der ikke er vampyrer i Fimbulfrost.

Der er meget materiale at gennemløbe, og jeg fordeler det derfor ud over flere indlæg. I andet indlæg er der en masse tekstuddrag fra bøger om vampyrer, og i tredje indlæg diskuteres vampyrens tilblivelse og natur nærmere. Dertil kommer der et indlæg om gengangere i dansk folklore med en masse tekstuddrag.

Tese: Vampyren som det modernes monster

Forestillingen om menneskets forsatte eksistens efter kroppens død er universalt udbredt. Vi kan tænke på, drømme om, mærke og mindes de døde, som var de her endnu, så hvorfor ikke også forestille sig det? Derfor er det ikke noget under, at vi overalt kan finde forestillinger om de dødes fortsatte eksistens.

Ordet vampyr har en uklar etymologi, men det spores til Østeuropa/Balkan og omegn, hvor det dukker op i forbindelse med en masse forestillinger om levende døde. Forestillingerne handler om, hvorledes hekse går igen, hvorledes de døde ligger levende i deres grave eller huserer blandt de levende, og så videre. Der følger mere om dette i tredje indlæg om vampyrer.

I løbet af 1700-tallet dukker beretninger om slavernes forestillinger om vampyren op, og forestillingen glider ind i Vesteuropas populærhorrorforestillinger som en litterær skikkelse (John Polidori: The Vampyre – 1819; Preskett Prest: Varney the Vampyre – 1847; Sheridan LeFanu: Carmilla – 1872; Bram Stoker: Dracula – 1897), hvilket mere eller mindre sker i takt med udviklingen af horrorgenren.

Der er således den slaviske vampyrforestilling, der bygger på lokale traditioner om gengangere (hvilket vi vender tilbage til), der er den Vesteuropæiske tradition, der hentede sin inspiration i beretninger om den slaviske forestilling om vampyren, men som siden får sit eget liv gennem bøger og teaterstykker.

1700-tallet er der, hvor rationalismen har fordrevet mange af tidligere tiders forestillinger om gengangere og det overnaturlige, og de erstattedes løbende af nye fænomener (mesmerisme f.eks.), der hentede deres grundlag i nye videnskabelige observationer (en fortsat praksis, hvilket kan ses i, hvorledes nyreligiøse folk legitimerer deres forestillinger gennem vilkårlige referencer til kvantefysisk, strenge teori og des lige (tommelfingerreglen er, hvis nogen refererer til kvantefysik uden for CERN, er deres forståelse af det forkert).

1800-tallet havde sine egne forestillinger, f.eks. angsten for at blive fundet skindød og blive begravet levende (man installerede derfor alarmsystemer i gravene), foruden skræmmebilledet fra sygdomme som kolera, tuberkulose og syfilis. Interessen for spiritisme, som sammen med kameraet er en væsentlig kilde til forestillingen om den immaterielle døde, og Ouija-brættet blev udgivet i 1890 som legetøj (først senere blev det til et spiritistisk redskab), og Hasbro har stadig trademark.

1900-tallet viderefører vampyren som monster, og i anden halvdel af 1900-tallet begynder vampyren at få nye funktioner. Elskeren, glimtende eller ej, brænder op i solen, lader sit ansigt veksle mellem grimasse og almindeligt ansigt, og som er et par århundreder ældre end sin teenagekæreste er altsammen ting, der hører mere hertil end i 1800-tallet.

Vampyren er ikke en ældgammel myte eller en universal forestilling om menneskets dødelighed etc., men et meget moderne samfunds myte. Imidlertid er der ikke plads til troen på vampyren i det moderne samfund, så i stedet skrives vampyren tilbage i tid eller rum (og da tid er lig afstand kan man enten gå 500 år tilbage i Europa eller til nutidens Mellemøsten, 1000 år tilbage i Europa eller til nutidens Afrika osv. – sådan fungerer populærantropologi og politikere desværre), således at vi kan studere andre perioders forestilling om vampyren, og vi kan komme med betragtninger om vampyrens rolle i moderne fortællinger, mens vi er blinde over for, at vampyren ikke er levnet af en ældgammel forestilling, men derimod et meget moderne væsen – en del af det 20. århundredes vestlige mytologi.

Ingen vampyr i Fimbulfrost

Der er således ingen vampyr i Fimbulfrost, da vampyren er en moderne forestilling, der (dog) har en rod i tidligere tiders gengangerforestillinger. Gengangerforestillingerne dækkes i et senere indlæg, når der først er blevet rumsteret mere i vampyrmaterialet.

Her er en håndfuld årstal på en række Dracula-/vampyrværker. Det er omfangsrigt og noget nær umuligt at opremse alle vampyr-/Draculaudgivelser.

Lidt historik

Bram Stokers Dracula udkom i 1897, og det var langt fra første eller sidste vampyrroman, og i 1914 udkom det manglende kapitel til Dracula: Dracula’s Guest. Op gennem 1900-tallet kom der en stribe film med vampyrer. Nosferatu kom i 1922, Dracula i 1931 og Carl Th. Dreyers Vampyr – Der Traum des Allan Grey i 1932.

Bela Lugosis Dracula-/vampyrtolkning blev legendarisk og gengivet i alskens andre sammenhænge, f.eks. i tegneserien Skipper Skræk gokker vampyren (Gutenberghus 1978 – den eng. udg. er vist fra 1920erne-1930erne). Mængden af vampyrfilm herefter er mere eller mindre konstant. Tit og ofre er det Dracula-film, hvor Dracula dukker op for at fortsætte sit blodsugeri. Det medfører naturligvis også en stribe exploitation-film og parodier såsom Blacula og Dracula – Dirty Old Man.

Vampyrmyten tager en drejning med Richard Mathesons bog I Am Legend, der kom i 1954, og den er foreløbigt filmatiseret tre gange: The Last Man on Earth (1964), Omega Man (1971), I Am Legend (2007). Bogen kom på dansk, Jeg er den sidste, i 1972.

Vampyrtegneserier

Skikker Skræk og vampyrerne var langt fra den eneste vampyrtegneserie. Marvel udgav sin Dracula-tegneserie, Tomb of Dracula, i 1970erne, der på dansk udkom i perioden 1972-74, mens den amerikanske serie kørte i 1972-79. I årene 1974-75 udgav Interpresse bladet Vampirella, mens serien kørte på engelsk i perioden 1969-1983 – og genopstod i skæringsåret 1991. At der kom vampyrtegneserier på markedet i 1970’erne skyldes muligvis lempelsen af The Comic Code, en selvvalgt censur, der indførtes i 1954, revideres blandt andet i 1971 og blev først skrinlagt i år. I 1970erne begynder Anne Rice desuden på sin Interview with a Vampire, som hun får udgivet i 1976, og året forinden udgav Stephen King Salem’s Lot.

Tilsyneladende vokser vampyrforestillingen i populærmedierne hastigt fremad. 1950’erne er rig på Dracula-film, og i 1960’erne og 1970’erne kommer der stadig flere til. Film efter film, nogle seriøse, andre langt fra udkommer i et væk. Tilsyneladende sker der et skift omkring fra 70’erne til 80’erne, hvor vampyren gradvist i større og større omfang tager Draculas plads.

Vampyrens fravær

Fordi vampyren er et moderne fænomen, er det interessant at følge dens historie i Danmark. Hvornår kommer vampyrforestillingen til Danmark? Det er et helt forskningsprojekt i sig selv, men jeg vil tegne nogle af konturerne her. Takket være Thomas Winthers Index til gyserantologier, kan der laves en række nedslag i, hvornår vampyrhistorier er udgivet i dansk oversættelse:

• Dracula – Borgen 1963
• Carmilla, Dracula’s Guest – udgivet 1974 i antologien Draculas gæst
• The Vampyre – Forum 1991

I 1991 er vampyrer tydeligvis populære, udover Polidoris The Vampyre fra 1819, kommer også Stephen Kings Salem’s Lot fra 1975 og Anne Rices Interview with a Vampire fra 1976. Vampire: The Masquerade udkommer også, mens Ravenloft Campaign Set allerede udkom i 1990. Men hvor langt tilbage i tid kan vi finde vampyrhistorier på dansk?

Nogle af de mest klassiske vampyrhistorier kommer således først meget sent på dansk – tilsyneladende – Dracula i 1963 f.eks. hvilket er længe efter, at historien har været filmatiseret adskillelige gange og sandsynligvis vist i danske biografer (her mangler jeg data). F.eks. Roman Polanskis Vampyrernes nat fra 1967, der ifølge IMDB havde premiere i DK i 1968. (Horror of) Dracula fra 1958 har f.eks. re-release-dato for Norge i 1968 og release-dato for Sverige i 1970. Desværre ingen data for DK. Frank Langellas Dracula fra 1979 kom i DK i 1980. Andy Warhol’s Dracula fra 1974 kom i Norge i 1977. Release-datoer for filmene i DK (frem til 1991) er velkomne.

Det sker i 1970’erne

På tegneseriefronten kan det med sikkerhed siges, at der er tegneserier på danske marked, der rummer vampyrer i 1970’erne (f.eks. Marvels Dracula 72-74, Vampirella 74-75), men der er sikkert en sporadisk historie hist og her med en vampyr eller en parodi på en vampyr et eller andet sted – måske en Anders And-historie eller en Splint & Co. Titler modtages gerne forudsat at de er før 1991.

Umiddelbart er det fristende at erklære, at vampyrforestillingen i første omgang kommer til Danmark via spillefilm, da mange værker først synes udgivet i 1970’erne, da der er en opblomstring i Dracula-historier. I Danmark opstår Dansk Vampyr Selskab (1978-1986), der har medlemsbladet Nosferatu (1979-82). Det blev desuden til en dansk tv-serie, Draculas ring, der kørte en aften i oktober 1978.

Værker om vampyren på dansk

Når det gælder folkelige forestillinger og studiet af det overnaturlige, er vampyren før 1970 en flygtig skikkelse. I Holbek & Piøs opslagsværk, Fabeldyr og sagnfolk (1967), er det tydeligt, at vampyren ikke forefindes i det danske materiale, men at der tale om et fænomen fra den slaviske kulturkreds, som har fået sit eget liv i skønlitteraturen i vesten (se tekstuddrag i næste indlæg). Tager man og kigger på historier om de udøde i folkemindesamlinger, optræder gengangere, men ikke blodsugende gengangere og ikke vampyrer. Der er således ikke en eneste historie at finde i flere af de samlinger, jeg har kigget i (se kommende indlæg for tekster).

Løftes gengangerne ud af folketroen, tager den karakter af at være et psykisk fænomen knyttet til spiritisme. I Alfred Lehmans værk, Overtro og trolddom (1893, 1920, 1968, 1999) vægtes spiritismen og psykiske fænomener frem for folketroens korporlige gengangere. I Gorm Benzons værk, Gejster, genfærd og gespenster (1975) optræder vampyrer, zombier, folketroens genfærd, poltergeister, spøgelser og så videre. Værket opsummerer en god del af vampyrens forskellige aspekter, men det er kuriøst værk, som digter lige så meget som det beskriver. Værket beskæftiger sig med genfærd og kombinerer ideen om blod som kraftfuldt fra Holbek & Piø med Lehmans psyke og ånder. I Gabriel Ronays værk, Dracula myten (1974), betragtes vampyren mest som et historisk fænomen, og det er således historiske personer, der kan knyttes sammen med vampyrmyten, som optræder her. Endnu et interessant værk er Dan Turélls væk, Alverdens Vampyrer (1978, 1993), der er lidt af det hele. Det er et katalog over vampyren historisk, i fiktion og i diverse forestillinger. Værkets styrke er mest af alt, at det kan bruges som nedslagspunkt for periodens vampyrforestillinger. Hvad er den populære forestilling i 1970’erne, og hvorledes bliver den efterfølgende påvirket? Der fungerer Turélls værk som målestok (se tekstuddrag i næste indlæg).

Basalt set lader det til, at vampyren først rigtig bliver en del af forestillingerne om udøde fra 1970erne i Danmark. I 90-91 går det amok igen med vampyrforestillingerne, men de har haft en fortsat eksistens hele vejen op gennem 1980’erne. Siden 1990’erne har de nærmest været et konstant fænomen via rollespil, brætspil, computerspil, tegneserier, film, serier og bøger.

Som udgangspunkt antag at alt, hvad du ved om vampyrer, stammer fra det 20. århundrede.