Kan guder dø? Hvem venter i gudernes efterliv? Kan døde guder genopstå?

Vi er i gang med at spille Dungeons & Dragons 5th edition beta (tidligere kaldet D&D Next), og vi spiller diverse gamle scenarier med dem. Vi er nu nået op i 90’erne og har spillet Eternal Boundary (1994) og rykker videre til Dead Gods (1997).

Inden jeg går når frem til selve beskrivelsen af vores spilgang, så er lige nogen ting, der skal forklares omkring Dead Gods. Modulet er et af de fire enorme kampagne-moduler, der blev skrevet til Planescape – de tre andre er The Modron March, Faction War og Tales from the Infinite Staircase – og den er en efterfølger til The Modron March (1997). De er alle episke i deres skala, og de griber ind i og ændrer på settingen i Planescape og D&D’s kosmologi. Konsekvenserne af Dead Gods spilder for eksempel over i Forgotten Realms-settingen og involverer metaplottet på tværs af settings. Faction War omstyrter hele opbygningen af Sigil og ophæver store dele af det miljø, der er bygget op i Sigil i samtlige Planescape-produkter, og er den ene af to grunde til, at jeg ikke kan lide scenariet. Den anden er, at det lider under samme problem som Dead Gods, The Modron March og Tales from Infinite Staircase og en del andre planescape moduler, og det er, at store dele af scenariet holdes skjult for spillerne, som kun ser toppen af isbjerget og får en beskeden del af spiloplevelsen. Nogle af kampagne-modulerne er desuden vanskelige at spille, f.eks. The Modron March er en slags antologi af scenarier bundet sammen af modron marchen og en konspiration mod den, men den udspiller sig hen over mange levels, så den skal flettes ind i en anden kampagne, hvor spillerne fra tid til anden render ind i en modron-episode. Det er en fascinerende ide, men gør det svært ‘bare’ at spille The Modron March (til gengæld er scenariet nærmest en slags proto-Adventure Path, som nu udgør en stor del af Pathfinders moduler).

I denne omgang kommer der ikke mere om plottet for at undgå spoilers, men fra spilgang til spilgang vil vi kigge på, hvad der sker.

Dead Gods er nummer 14 på listen med de 30 bedste D&D-moduler. I min Hinterlandet-gruppe er vi i gang med Temple of Elemental Evil (1985), som er nummer 4 på listen.

Dead Gods

Ved gennemlæsningen af Dead Gods er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det er tiltænkt at blive spillet, og jeg er noget i tvivl om, hvordan det skal spilles, så det bliver meget andet end en sekvens af scener kontrolleret og gennemspillet af GM med spillerne som publikum.

Alt for megen tekst

Der er meget læsestof i modulet, og jeg har sat mig som mål at ignorere alle baggrundssekvenser. Dem læste jeg for 15 år siden, og medmindre der dukker noget op, som er nødvendigt for at spille scenariet, læser jeg det, og ellers læser jeg kun de dele, som også spillerne får indblik i. Basalt set ud fra reglen om, at det, der ikke er i spillet mellem os, findes ikke. Det er ligegyldigt, om der er 10 sider baggrund, der forklarer en NPCs bevæggrund, hvis det ikke kommer i spil. Hvis spillerne ikke ved det, har det ingen relevans.

Havde det været et andet medie

En ikke ubetydelig svaghed er, at en del sekvenser i scenariet egentlig kun giver mening, hvis man kan krydsklippe til en hændelse, som publikum ser, men ikke hovedpersonerne. Det er 90’ernes fascination med narrative scenarier, hvor man skal udspille en historie. Et skift fra 80’ernes DragonLance moduler et årti tidligere er i det mindste, at man har droppet alenlange tekstbokse, der skal læses højt for spillerne, hvor NPC’erne gør alle de vigtige ting, mens spillerne sidder og venter på, at de må gøre noget.

Noget af det skyldes muligvis en design præference fra Monte Cook med at bruge tv-mediet som ramme og dets evne til at krydsklippe i handlingen over for sit publikum. Imidlertid kan dette ikke oversættes så direkte til rollespil, uden der går en del ting tabt for spillerne og derved reducerer spiloplevelsen.

Hvad I ikke ved er

‘Course, the crafty and sly half-elf will take great pains to make sure the PCs don’t realize she’s following them. She’ll use spells both to conceal herself and to watch the movements of the heroes. To make the PCs a little peery, though, the GM can let them catch a quick glimpse of [NN] in [X] and then spot her again toward the end of this chapter. Still, when she finally makes move – wherever it may be – her sudden involvement should be a surprise.

Med andre ord: “Pludselig springer en halv-elver frem og angriber jer. I ved ikke hvem det er, men husker I det glimt at en tilfældig NPC, I fik der og sidenhen der. Det var halvelveren i forklædning, som forfulgte jer. Nu overrasker hun jer i et baghold. Er det ikke bare en fantastisk opbygning at vide, at denne dedikerede slyngel har listet omkring jeres karakter i forklædning, og I opdagede det aldrig (fordi I ikke kunne opdage det)?”

Det er mit problem ved 90’er-scenarierne. Det er mit problem med Monte Cooks scenarieskrivning, og det bliver udfordringen ved at spille Dead Gods, nemlig at slippe uden om “hvad I ikke ved er”.

Følg bloggen via facebook på Stemmen fra ådalens side.