Var Gorm den Gamle en dvask konge?

Jeg har læst nogle steder inde på internettet, at hans oprindelige øgenavn faktisk var et helt andet og mindre flatterede navn. Æh … der bliver han nemlig kaldt Gorm Løge, og ‘Løge’ det betyder dvask, hvilket så vil sige at vi kunne i dag have siddet og talt om Gorm den dvaske i stedet for Gorm den gamle. (Kilde: Kongerækken Episode #1 Gorm den Gamle ved 11:41)

For nyligt omtalte jeg de podcasts, jeg lytter til, og nævnte også Kongerækken i den forbindelse, men her som en podcast, jeg ikke gad lytte til. Ovenstående citat er en af grundene, og det stammer fra den første episode af Kongerækken, jeg lyttede til, som var episoden om Gorm den Gamle. Værterne bag Kongerækken, Anders Olling og Hans Erik Havsteen, er entusiastiske, og de er begejstrede for deres emne (nærmest så meget at heltedyrkelsen trumfer fagligheden), men der sneg sig fejl og uklarheder ind i deres podcast (deres tolkning af Saxos beretning om Gorm og Thyra omkring 8:30 er helt urimeligt naiv).

Undervejs, da jeg lyttede med, blev det også klart, at værterne balancerer mellem at ville formidle kongerækken og dyrke kongerækken som en samling af seje røverhistorier, hvilket kom til udtryk med argumentet for, at Gorm den gamle ikke kan have tilnavnet ‘Løge’: “Men … jeg er altså lidt imod at vores … den første konge i vores kongerække skal have tilnavnet ‘den dvaske’. Det er simpelthen ikke … det er slet ikke lige så fedt som Erik Blodøkse, og øh jeg vil stadig gå ind for, at ‘den gamle’ er bedre.” (kilde: Kongerækken Episode #1 ved 12:01).

Mysteriet om Gorms tilnavne: Løge og Den gamle

Det skal ikke kun være en kritik af Kongerækken, men også handle om kong Gorms tilnavne eller øgenavne. Havde Gorm den gamle oprindeligt øgenavnet Løge? Var Gorm en doven og dvask konge?

Først må der kigges på, hvor Gorm Løge kommer fra. I episoden får værterne demonstreret, hvorledes brugen af ‘internettet’ til opslag og forskning giver dumme resultater:

Ifølge kilder inde på det verdensomspændende internet, da er der nogen, der siger, at han blev kaldt Gorm Løge altså ‘den dvaske’. (Kilde: Kongerækken Episode #1 ved 12:34)

I stedet for at fremdrage kritisk tænkning – særligt ved de ting, man finder ved tilfældige opslag på nettet – afvistes tesen med en begrundelsen i, at det ikke var sejt nok til den konge, der skal indlede det nationalromantiske projekt, som er kongerækken. Røverhistorier trumfer faglighed. Men var kong Gorm den Gamle en dvask, en løg konge?

Søgninger på nettet finder hurtigt de resultater frem, som podcastens værter sad med. På dansk wikipedia hedder det:

Gorm den Gamle havde også tilnavnet “Løge”, den dvaske, selv om han antages at have samlet sit rige ved at overvinde en række småkonger ved sydgrænsen. (kilde)

Den sætning er blevet kopieret og citeret utallige gange på diverse hjemmesider om dansk historie, danske konger og slægtsforskning. Med historieforskning på nettet skal man vogte sig for bare at tage første og bedste resultater fra en søgning, hvilket jeg tidligere viste med Mads Peder Nordbos ‘forskning’, hvor hans ‘citater’ fra faglitteratur afsløredes som værende forvanskede citater hentet fra racistiske fora.

Hvorfor tilnavnet Løge?

Det første, jeg vil bide mærke i ved wikipedia-citatet ovenfor er wikipedia-forfatterens forsøg på at underkende betydningen af tilnavnet: “[…], selv om han antages […]”. Det samme som podcastens værter også bider fast i.

Engelsk wikipedia om Gorm den Gamle er lige så modvillig til at lade Gorm være dvask:

Gorm was “old” in the sense that he has always been considered the traditional ancestral “head” of the Danish monarchy. The custom at the time was to give nicknames to individuals, long before the use of surnames. Nicknames fell into several categories: names based on an event, names based on a physical characteristic, names based on a pun, and names listing a characteristic that was the opposite of the character of the person given that name, in essence, a joke nickname. For example, Gorm the Languid was not at all languid; he was watchful. (kilde – min fremhævelse)

Wikipedia-artiklen mangler ikke kun henvisninger til den brug af tilnavne, men det er også i direkte modsætning til talrige konge- og fyrstetilnavne gennem middelalderen, som er lidet flatterende, f.eks. Bugislav den skævmundede, Ivar Benløs, Lulach the Fatuous, Robert Curthose og Konstantin Kopronymos. Sikkert er det, at Wikipedia-forfatteren har forsøgt at omstøde betydningen af tilnavnet ‘den dvaske’.

Det næste, der er værd at bide mærke i, er at ingen henviser til kilden for udsagnet om Gorm hin løge konge, og derved ser på sammenhængen for navnet. I stedet har man forsøgt at omgøre betydningen ved dvask (the watchful) eller modstillet det med, at kongen foretog sig ting, og derved ikke kan have været dvask.

Det er ad hoc argumenter fremdraget for at underkende kildematerialets udsagn. I stedet for at underkende en side af historien, man ikke bryder sig om, burde man have kigget på hvorfra udsagnet kommer.

Hvor kommer tilnavnet løge fra?

Tilnavnet ‘løge’ kommer fra Sven Aggesens krønike Brevis Historia Regum Dacie (‘En kort historie om danernes konger’) fra ca 1186-87. I oversættelsen af 1842 hedder det:

I Tidens Løb avlede han en Søn, som han gav Navnet Frode; denne avlede atter en Søn, hedde Harald, og Haralds Søn og Eftermand var Gorm den Løie [Gorm Løghæ], en dorsk Person, der svælgede i Drik og Vellyst. Men hans Hustru var den berømte Thyra med Tilnavnet Dannebod […] (kilde)

Sven Aggesen giver ikke noget positivt billede af Gorm den gamle, som vi får at vide svælger i drik og vellyst. Til gengæld har Sven Aggesen lutter positive ord til overs for Gorms ægtefælle, dronning Thyra. Kapitel 2 slutter med pæne ord om hende, og kapitel 3 begynder sådan her:

Denne Thyra var et Fruentimmer af den fortræffeligste Art, hvem Naturen ret syntes at have gjort sig Umage for at udstyre paa det allerherligste, og det baade med Hensyn til Sjæl og til Legeme. Hendes Ansigt var deiligt: Rosen syntes at have formet sig med Lilien om at udbrede det yndigste Purpurskjær over hendes Kinder. Dertil var hun blufærdig, kydsk, vittig og yndig i sit hele Væsen. Desuden havde den guddommelige Naade oplyst hende med saa klar en Forstand, at man skulde troe hun havde øst sig Nestors Klogskab, Ulysses Snildhed, og Salomons Viisdom af een og den samme Kilde. Ja havde hun kun været tvættet i Daabens hellige Væld; blot hun havde været rettroende, saa kunde man godt have stillet hende ved Siden af Dronningen fra Saba, hende som kom til Salomon for at søge Viisdom. (kilde)

Tilnavnet Løghæ anvendes ikke i andre krøniker eller i kongelisterne, hvor Gorm kendes under navnet Den gamle. Adam af Bremen har i sin krønike om Hamborg-Bremens bisper (ca. 1070’erne) tilsvarende negative betegnelser om Gorm, som han kalder Vurm:

“Han [Vurm] var, må jeg sige, en overordentlig farlig orm og ikke så lidt fjendtlig indstillet over for de kristne. Han stræbte efter fuldstændigt at udslette kristenheden blandt danerne og fordrive præsterne fra sit land. Han lod adskillige af dem dræbe under tortur.” (Kilde: Adam af Bremen I:55; Allan A Lunds oversættelse).

Og en gang mere omtales Gorm:

“Men da den Guds bekender [biskop Unni] kom til danernes land, hvor, som sagt, den grusomme kong Worm dengang herskede, formåede han ikke at omstemme kongen på grund af dennes medfødte vildskab. Til gengæld skal han have vundet kongens søn Harold for sig med sin prædiken.” (Kilde: Adam af Bremen I:59; Allan A Lunds oversættelse).

Adam af Bremen leger nogle gange med ord og laver ordspil i sin latinske tekst. Han omtaler kong Gorm som Vurm eller Worm, så han kan lave et ordspil på, at kongen er en orm ligesom Djævelen selv er det, da han fristede Adam og Eva i Edens have. Middelalderen og tidlig modernes tids er skrevet i relation til og i forlængelse af Biblen.

Fælles for både Adam af Bremen og Sven Aggesen er det negative billede af Gorm den Gamle. Fælles for dem begge er også Gorm, som den sidste hedenske konge og en fjende af kristendommen, og en sådan person har naturligvis ikke positive træk.

Lad os derfor vende tilbage til løge eller ‘løghæ’ og Sven Aggesen.

Sven Aggesen udbygger sin beskrivelse af kongen med, at han ‘svælgede i Drik og Vellyst’, hvilket bekræfter ideen om den dovne, dvaske karakter (dovenskab, vellyst og grådighed er alle synder). Sven Aggesen har helt grundlæggende et negativt portræt af Gorm den gamle, og det forstærkes af, at portrættet af Thyra omvendt er så meget mere positivt: “Men hans Hustru var den berømte Thyra med Tilnavnet Dannebod, hvis hæderlige Minde jeg umulig kan forbigaae med Taushed, saa vist som det er min Hensigt at opholde mig længst ved dem, der har vundet det hæderligste Eftermæle.”

At Løghæ skal forstås i betydningen ‘årvågen’ eller ‘vagtsom’, altså som være et humoristisk greb er der intet belæg for. Ligeledes er der intet belæg for at underkende øgenavnet ved at fremhæve kong Gorms gerninger, eller underkende tilnavnet, fordi det ikke er sejt nok, som Kongerækkens værter gør det.

Tilnavnet ‘den dvaske’ til Gorm den Gamle har kun sin berettigelse alt efter, hvorvidt man accepterer Sven Aggesens portræt af Gorm den Gamle, og Aggesens krønike er ikke en tekst bygget på omhyggelige, videnskabelige studier eller granskning af kilder. I lighed med periodens krøniker er det et propagandistisk værk, der skal berettige sin samtids holdninger ved at præsentere en helt bestemt fortid, og det er et værk, der opstiller eksempler på god, moralsk opførsel gennem sine personportrætter.

Værterne på Kongerækken, wikipedia og diverse danske hjemmesider om Danmarks historie behøver derfor ikke bekymre sig om titlen ‘den dvaske’ på den første af kongerne. Derimod ville det være gavnligt, om de undersøgte kilderne bag sådanne udsagn.