[22. dec] MERP – Rollespillet om Ringen, Hobbitten og

En inspiration til Dungeons & Dragons var Ringenes herre. Det ses tydeligt blandt de væsner, som var at finde i allerede første version af spillet fra 1974, hvor hobbitter, orker og balrogger gjorde deres entre, men Gygax måtte ikke bruge hobbitter i sit rollespil, og de blev snart fjernet fra bøgerne (udskiftet med halvinge), og det samme gjorde Tolkiens værker fra D&Ds liste over foreslået litteratur. Ringenes herre var dog langt fra eneste inspiration til D&D, da magisystemet f.eks. er baseret på Jack Vances bøger om The Dying Earth. Først i 2016 skulle Tolkien og Gygax mødes med Cubicle 7‘s udgivelse af en D&D-bog til Ringenes herre, men inden da havde Ringenes herre haft sit eget rollespil: MERP.

Middle-Earth Role Playing eller MERP, som det blev kaldt, blev udgivet af Iron Crown Enterprises (I.C.E.), som udgav det første gang i 1984 og vedblev indtil 1999, hvor de mistede licensen, som overgik til Games Workshop i forbindelse med de kommende filmatiseringer. Middle-Earth Role Playing var baseret på rollespillet Rolemaster, men det anvendte et simplere regelsystem (og talrige synes de MERP-spillere at have været, som supplerede udvalgte regler fra Rolemaster til deres MERP, så de kunne få lige præcis den form, som de gerne ville have til deres system).

MERP var interessant i den henseende, at det var meget loyalt over for oplægget, når det kom til verdensskildringen, og der kom dusinvis af supplementer, som beskrev forskellige dele af Midgård baseret på sparsomme referencer fra bøger og fra de mange noter og appendikser, Tolkien havde efterladt sig. Til gengæld når det kom til regelsystemet, var snakken en anden. Selv systemet er et %-baseret system, hvor evner og færdigheder er på en skala fra 1-100, og hvor man ruller open-ended d100 og føjer bonusser til (open-ended er også, hvad der kaldes exploding dice – ruller man højt nok, må man rulle igen, og blive ved så længe resultatet er højt nok – se f.eks. Savage Worlds og Earthdawn), så brugen af 100-skalaen var således mere konsekvent end Call of Ctulhu og Warhammer FRPG 1st ed, som begge brugte lidt af hvert. Ligesom Rolemaster har MERP en masse tabeller (hvorfor rolemaster også kaldes rullemester), men tabellerne er mest for kamp, og de er særligt for Critical Hits, som der er mange farverige resultater med, hvoraf flere straks kan gøre en ende på din eventyrers karriere (med andre ord hver gang en ork svinger sit våben, er der en hvis %-risiko for, at din eventyrers karrierer ender straks. Det kan godt være, det rummer et må af realisme, men som GM kan man ikke indskrive mange kamp-scener i spillet uden at ting får en brat ende).

To andre ting, der er værd at fremhæve ved MERP, er racerne/folkene, som baseret på Tolkiens verden har markant forskellige bonusser og evner, og nogle racer er bare sejere og stærkere end andre (f.eks. elverne og nogle af de gamle menneskeslægter), men uden at der er gjort noget forsøg på at ‘balancere’ racerne. Der er bare forskel. Langt mere kuriøs er den anden detaljer, nemlig at man ikke tilpassede Rolemaster-systemet til Midgård, da man udgav MERP, så magi-systemet i spillet er baseret på Rolemaster, som var generisk fantasy og derfor trak på D&Ds etablerede stereotyper, hvorfor man kunne spille både troldmand og klerik i MERP, to ting, som man ikke finder i Tolkiens univers. Til gengæld er regelbogen spækket med tekniske detaljer om kulturer og folk, herunder en fantastisk tabel over de mange urter og deres forunderlige evner, som man kan finde i Midgårds natur.

Først med Cubicle 7’s The One Ring fra 2011 blev reglerne indrettet til at afspejle verdenen. Evner, racer, klasser og så videre blev baseret på det literære oplæg, og regler for rejser, overvintring og for Mørkets indflydelse kom med i spillet – og D&D-versionen af Midgård er baseret på materialet fra The One Ring.