Earthdawn – Mists of Betrayal – På eventyrets vej

Julen er overstået, og efter en kort tur rundt om Star Trek Adventures spiltesten, som vi ikke når at få spillet færdig, er vi vendt tilbage til Earthdawn. Vi spiller med 4th edition-reglerne, og vi har fat i en ældre scenariesamling, Mists of Betrayal (1993), som efterfølger til A Leap in the Dark fra samlingen Ardanyan’s Revenge (2006/2009).

Det er tid til XP!

Inden vi gik i gang med at spille, spenderede vi vores akkumulerede XP eller rettere legendepoint, og det var blevet til en god sjat. Almindeligvis har man mulighed for at spendere XP undervejs i spillet, som man optjener efter hver spilgang, men hvis man er såret, kan man ikke spendere XP, eller hvis handlingen udspiller sig over meget kort tid, kan man heller ikke nå at spendere pointene. Vi havde derfor en god sjat at spendere.

XP bruges til at forbedre talenter (koster XP), færdigheder (koster XP og tid) og ability scores (koster mange XP), og har man forbedret nok talenter, kan man stige circle (koster penge men ikke XP), som er en slags level. Med andre ord kan man foretage en gradvis levelstigning (forbedre talenter) undervejs i eventyret, og mellem eventyr eller hvis der er megen downtime i eventyret kan man stige circle. I rollespil som Dungeons & Dragons stiger man level en gang i mellem, og når man stiger level, stiger alle færdigheder, evner erhverves og så videre. I Earthdawn kan man løbende forbedre sine talenter, og fra tid til anden kan man så vælge at stige i Circle og opnå de bonusser, som følger med stigningen i Circle (som blandt er bedre helbred og adgang til nye discipliner).

For min karakter betyder det, at elverbueskytten er gået fra Circle 1 til Circle 3, alle talenter er hævet med 1-2-3 point (de er nu alle på rank 3 eller 4), og der er kommer et nyt talent til (Anticipate Blow), og Wound Threshold og Death Threshold er forbedret betydeligt (dvs. min karakter tåler en del mere skade, førend han falder, men han heler lige så langsomt som før, da det er betinget af hans Toughness Ability Score), antallet af karmapoint er steget og forsvarsværdien er steget med et point. Med andre ord er min karakter blevet væsentlig mere holdbar, og jeg får lov til at rulle større terninger (i stedet for 2d6 er det flere steder 2d8 eller 1d8+1d10).

XP systemet er sjovt, fordi man kan stige gradvist, og man kan også forbedre nogle af karakterens evner forud for andre, hvis der er nogle områder, som man virkelig vil fokusere på. I modsætning til rollespil som D&D og adskillige andre, så er level-stigning integreret i langt større omfang i spillet – hvis det ikke er magiske evner, som man forbedrer (dvs. ens talenter), så koster det tid og læremestre at forbedre sig (f.eks. at forbedre en færdighed kan kun gøres, hvis man afsætter tid til det).

Men nu til handlingen.

Hvor vil I på eventyr?

Spilleder begyndte med at finde et kort frem og udpege tre forskellige områder, som vores karakterer havde hørt om. Der var den mystiske ruinby Parlainth, som ligger nord for Ardanyan, nær Blodskoven. Der er Bartertown, som ligger foran portene til dværgenes kongerige, Throal, ude mod vest, og mod syd er der byen Travar, som har luftskibe, der kan flyve os videre på eventyr.

Valget faldt på Parlainth, da Bartertown gav for mange påmindelser om Mad Max 3: Mad Max Beyond Thunderdome (1985) (og derved risiko for talrige distraherende Tina Turner-vittigheder), og vore helte satte derfor kursen mod nord. Vi er således begyndt på Mists of Betrayal.

Efter at være rejst gennem øde områder og små flækker, så en dagsrejse før byen Haven, som er sidste stop førend ruinbyen Parlainth, ankom vi til Tureem, som viste sig at være en meget gæstfri by, hvor befolkningen jublede over vore heltes ankomst. Snart blev vi ført til Beværtningen, som var navngivet på talrige sprog og dialekter. Tydeligvis var man vant til tilrejsende, som skulle videre til Haven og Parlainth, og som lagde deres sølvstykker i landsbyen, inden de drog videre.

Snart viste det sig, at vi var blevet forvekslet med en flok helte, som man havde sendt brev til for at bede dem komme til undsætning. Som Three Amigos! (1986) var vi blevet forvekslet og nu sat i en situation, hvor vi skulle undsætte byen fra Rædselsskabte kæmpe edderkopper, som væver astralspind, og hvor en er mere end byens våbenføre kan håndtere. Gennem de sidste par uger er byen og rejsende i området blevet overfaldet, og nu var hjælpen endelig kommet, og det er nu op til os at gøre noget ved plagen.

Efter at have kigget på de indledende spor og forhørt landsbyens folk om monstrene, var det vores tese, at der er tale om nogle monstrøse edderkopper i kæmpestørrelse, som er blevet skabet af en Rædsel (de dæmoniske væsner, der tvang folk ned i underjordiske bunkere, hvor de måtte skjule sig i århundreder, mens åndestormen rasede, og selvom overfladen nu er blevet sikker, lurer der stadig Rædsler rundt om).

Vi drog efter modne overvejelser af sted, og vi valgte derfor at holde spillet her. Klokken var mange, og vores gruppe var ikke fuldtallig (og vi var kun tre spillere til et scenarie, der ifølge scenarieteksten er sat til 6-8 karakterer (i 1993-udgaven, den reviderede fra 2013 er for 3-5 karakterer), så ved lige at vente en omgang, så kan vi nå at samle hele gruppen).

Afsluttende bemærkninger

Vi er i gang igen! Vores karakterer er avanceret fra Circle 1 til Circle 3, og vi er ved slutningen af Novice forløbet (Circle 1-4), og jeg er spændt på at se, hvordan ting kommer til at udspille sig nu, hvor vi har fået forbedret evner og færdigheder, og vores karakterer derfor er mere kompetente. Dagens spilgang formedes mest via beskrivelser og karakterers indbyrdes snak og snak med NPC’erne, og der kom derfor ikke rigtig terningkast i spil, hvorfor de forbedrede kapaciteter ikke var oppe og vende denne gang. Det kommer de næste gang, hvor vi skal se kampreglerne i spil.