Tomb of Annihilation – Kong Uther

Nogle gange kommer begivenheder i vejen for at man kan mødes, og således gik der lige pludselig lang tid mellem spilgangene. Vi er endelig ved episode 43 af Tomb of Annihilation – Mystara Edition, Blackmoor Era, som vi spiller med D&D 5th edition reglerne.

Med introduktionen af tidsrejser er kampagnen begyndt at spænde over 3000 års historie i fiktionen og 50 års fantasy rollespil i virkelighedens verden.

Dagens forløb

Vi begynder i fortiden, hvor vore eventyrere netop har undsat Uther Andahar, konge af Blackmoor. Det er pludselig længe siden, vi har spillet, og vi snakker derfor en del om, hvad der er sket sidst, og derefter påbegyndes den næste del af handlingen.

Kongen er undsat, og kroen er sikret. Kong Uther afslører, at han besidder evnen til at kunne forlade kroen, og gruppen bruger det til at træde ud og se, hvordan landet omkring kroen ser ud. Fra kong Uthers synspunkt ligger den i udkanten af hovedstaden af hans kongedømme, og for eventyrerne ligger den i ruinerne af Omu. Nu, som er fremtid for både kongen og for eventyrerne, ligger kroen uden den skal, som Omus indbyggere opførte rundt om kroen, og Omu er borte. Krateret, som byen ligger i, findes endnu, men skråningerne er fladet ud frem for at være stejle, og overalt bobler lavasøer og der ligger sortsvedent forkullet land bestående af størknende lava. Her og der vokser tempereret skov – junglen er borte – og i det fjerne ses små flokke af langhalsede, brunspættede hestelignende væsner og elefanter. Ingen dinosaurer er i syne. Ingen tegn på civilisation er synlig. Flammetinderne i det fjerne mangler deres tinder, som om at toppen er kollapset indad. Kwalu bruger sin trolddom, og han kan mærke, at det magiske paradigmeskifte, som påvirker landet omkring Omu (i kampagnens nutid), er ikke at mærke i denne fremtid.

Hvad betydningen af alt dette er op til spillerne at vurdere, men noget må de eller deres venner have opnået i nutiden?

Tilbage til fortiden

Efter at have gransket landet omkring fremtidens kro, vender gruppen tilbage til portalen sammen med kongen, og de kommer nu tilbage til kongens nutid, som er flere tusinde år før kampagnens nutid. Her bliver kongen taget velimod og det samme gælder hans undsættere. Gruppen bliver ladt ud af kroen, og de bliver gjort til æresgæster hos kongen.

De næste dage bruger kong Uther på at indhente, hvad der er sket i hans rige det år, han har været borte, og imens kommer eventyrerne til hægterne, og lærer området bedre at kende. Kultene omkring de Udødelige ligesom de Udødelige selv er fremmede, kulturerne og sprogene er fremmede, og trolddomskundskaberne er anderledes end dem, som gruppens heksemester er bekendt med.

Det medfører en kortvarig overvejelse om, hvilke evner der er til rådighed for f.eks. Wolfgang, der tilbeder en Udødelig, som ikke findes i denne tidsalder. Med henvisning til bla. Spelljammer, hvor clerics har spell casting op til omkring level 3, hvis de ankommer til sfærer, hvor deres guddom ikke er til stede, begrænser det ligeledes Wolfgang fra at kunne anvende højere spell levels (men han kan bruge højere spell slots på lavere level spells).

Efter en uge inviteres gruppen til en audiens, hvor kong Uther ønsker at belønne dem for deres indsats. Han tilbyder dem land og titler som baroner, og han tilbyder store guldskatte, men alt det takker gruppen nej til, for de ønsker blot at vende tilbage til deres egen tid med forsyninger, våben og rustninger. Alt det indvilliger kongen i, herunder en blyforet kasse med Blackmoors sorte sten, som besidder mystiske kræfter, og som har en uklar sammenhæng med Den sorte krystal (og vener af sort krystal stødte eventyrerne på i episode 27).

Bedst som gruppen er klar til afgang, kommer de i tanke om et problem. De har ingen kontrol med tidsportalen, og ingen måde at sikre sig på at de vender tilbage til deres egen tidsalder. På intet tidspunkt er det lykkedes dem at ramme en tid, som de tidligere har besøgt eller deres egen oprindelige tid, og deres chancer for at gøre det nu er ikke bedre. Imidlertid kunne folkene, der kidnappede kongen, kontrollere, at de kom til den rette fremtid, og retur til deres fortid, så der må være en løsning. Vidner er der desværre ingen af, men bagmanden bag sammensværgelsen er Jernhertugen på vegne af Kejserriget, som kongeriget Blackmoor har løsrevet sig fra. Kong Uther beordrer derfor sagen undersøgt nærmere, så der kan findes en måde at sende gruppen tilbage til nutiden på. Og spillerne konstaterer, at deres eventyr i Blackmoor langt fra er ovre.

Nutiden i Omu

Shawa vågner brat af sin meditation til lyden af Yavs ord, som de fortoner sig som en drøm. Hun er i lejren sammen med en gruppe af vore mange karakterer, mens ude i junglen er Kilicia, Lourie, Leopold og Ildrahil i gang med at lede efter en ny, mere sikker lejrplads.

Gruppen foretager en Wilderness-test, som der bliver rullet en 1’er på, og det giver et middelmådigt resultat (men ikke en fumble eller automatisk fejl), og de indledende forsøg på at finde noget brugbart fører ikke til noget, da eftersøgningen pludselig forstyrres af taktfast march. Gruppen sender en companion og en familiar ud for at undersøge det nærmere, og det konstateres, at en skare på omkring 30 sortglaskrigere kommer marcherende fra øst mod vest syd om ruinbyen Omu. Gruppen erindrer, at sortglaskrigerne synes at have en base, der ligger sydvestligt for Omu, så de er nok på vej retur. Mere interessant er det, at gruppen har et halvt dusin fanger, og de fanger er også sortglaskrigere!

Gruppen lader fjenden marchere videre med sine fanger, og derefter skifter de retning og begynder at lede efter en egnet lejrplads i mere østlig retning (øst-sydøst for Omu), men de er ikke kommet langt, før dem med skarpe lugtesanser bemærker røg, og fra en trætop kan Kilicia se svage røgsøjler tegne sig mod himlen. Røgen kommer fra en lille lejrplads, hvor der er tydelige spor af kamptummel. Gruppen sætter sig for at udforske det nærmere. De finder:

• sortglaskrigere, som er blevet sømmet op af træstammer med træspid, fået skåret hjertet ud og mavesækken op, så indvoldene hænger ud.
• på træstammen over sortglaskrigerne og på enkelte andre stammer er skåret et ansigt for nyligt, som siden er blevet skamferet og gjort ugenkendeligt.
• Lourie finder en stump reb, som da hun hiver i det, afslører en sæk begravet under jorden. I sækken er guld, sølv og kobbersmykker dekoreret med jade, samt en ansigtsmaske beklædt med gule og røde mosaiksten og udstyret med tynde ravskiver foran øjnene. Ansigtet rummer en vis sol- og slangesymbolik, som minder Leopold om nogle af de ting, han så i templerne nordvest for Omu (episode 35).
• Ildrahil bruger sin trolddom til at konstatere at masken er magisk. Det bliver også konstateret, at der er en lighed mellem ansigtsmasken og de ansigter, der er skåret ind i træstammerne. Muligvis er de dedikeret til et aspekt af Ixion.
• en skjult sti gemt under buskads fører væk fra lejren, og den er ikke blevet fundet af dem, der angreb lejren, men den bliver fundet af Kilicia. Stien fører i østlig retning (en smule øst-nordøst).
• Fra syd er der bevægelse i junglen. Små flokke af levende døde kommer slæbende gennem junglen med retning mod lejren.

Gruppen konkluderer, at lejren må være blevet stormet af sortglaskrigerne, som de så marchere af sted med en gruppe fanger, som må være overlevende fra lejren. Hvad det er for to grupperinger, der er mellem sortglaskrigerne er ukendt.

Gruppen beslutter sig for at forlade lejren, rejse i nordlig retning og så cirkle rundt, indtil de rammer en skjulte sti på et andet punkt, og så følge stien derfra. Med overvældende gode terningslag er det slet ikke noget problem, og snart lykkes det at finde stien fra et andet punkt og følge den dybere ind i junglen. Den fører til en lille ruin på toppen af et mindre bakkedrag. Ruinen er groet til med træer, men nogen har været og rydde den en smule, så stenfliser stikker frem af jorden, og der er blevet rejst statuer – igen et design som Leopold genkender, og som rummer ligheder med førnævnte ansigtsmaske, men dette er ruiner, som er ældgamle.

En nærmere undersøgelse af stedet, afslører en stor stenblok, som spærrer for nedgangen til en kælder, og gennem en smal sprække, kan gruppen konstatere, at der venter en ådselslusker for neden. Heldigvis med en kombination af Speak with Animal og Animal Friendship (vi bruger vores magi-system husregel til at tweake formularerne til at inkludere ådselsluskere i formularerne), opnår gruppen et ‘venskab’ med den sultne ådselslusker, og de sender den i retning af nogle af de dødninge, som de tidligere bemærkede.

Med ådselsluskeren borte begynder en forsigtig efterforskning af kælderen. Trappen fører ned til en tempelsal, hvor der er en sokkel med en væltet statue, en sokkel, hvor kun fødderne er tilbage, en stor bronzeport og en døråbning. På bronzeporten er en inskription, som gruppen ikke kan læse, men Lourie kan iført ansigtsmasken se, at porten udstråler trolddom, og der hviler en forbandelse på porten: Porten har et relief, der forestiller en passage, og en flok skikkelser, som står med ryggen til, som om de kigger ned ad passagen. Imidlertid er skikkelserne ikke oprindeligt en del af relieffet, men en konsekvens af forbandelsen. Gruppen enes om ikke at røre ved porten. Da Lourie tager ansigtsmasken af, er hendes ansigt helt solbrændt (men ikke forbrændt).

Døråbningen fører til en korridor fyldt med nicher. I dem er rester af knogler og mørnet stof og af gravgaver, men ådselsluskeren har fortæret ligene. Passagen ender i en sammenstyrtning, hvor det ligner at ådselsluskeren har haft gravet sig ind.

Gruppen beslutter sig for, at stedet kunne være en oplagt base for dem, og de undersøger nærmere området. Omkring 500 meter fra ruinen er en dam med stillestående vand (men med brug af Purify Food and Water spells kan vandet snildt bruges). Imidlertid er der faren fra de mange dødninge i området, og gruppen sender derfor Kilicia ud for at lokke dødninge nær ruinen for at se, om de vil besøge den, eller om området er for helligt. Til gruppens glæde vil dødningene ikke mere end ca. 200 meter inden for området.

Forsøgene med at lokke en flok dødninge derop, resulterer også i en blodig lille konfrontation, da dødningene ikke viser sig at være simple, rådnende lig, der stavrer omkring, men hurtige og agile ligædere, hvis blotte berøring kan lamme de levende med en iskold rædsel for døden. Den første runde falder både Leopold og Kilicia for lammelsen, men Lourie anvender sin Lightning Bolt nådeløst på dem – ved at bruge Leopold som målskive er hun sikker på at få dem ramt, og Leopold tåler hellere den elektriske udladning end at blive måltid for ligæderne. Snart vender kampen, og vore helte er sejrrige.

Dernæst vender gruppen tilbage til deres midlertidige lejr med det glade budskab, at de har fundet en ny og mere sikker lejr, og selvom man mangler ekspeditionen, der drog ned i Omu, og som man ikke har set i to dage, flyttes lejren til ruinen.

Spilteknisk tæller ruinen som en sikker lejr, og spillerne kan nu endelig spendere deres optjente XP og lade deres karakterer stige level. Gennemsnitligt har hver spiller nu to karakterer på level 7 og en på level 6. Vi slutter aftenens spil med at der bliver steget level og snakket lidt løst om, hvad det næste mål for gruppen bliver.

Afsluttende bemærkninger

Vi er nu gennem det første blackmoor scenarie, men vi er ikke færdige med Blackmoor endnu. Mere om det senere, når vi atter vender tilbage til fortiden. Lige nu bliver fokus på nutiden, hvor der er rigeligt at se til med Omu, de sælsomme kuber, den mystiske ruin, sortglaskrigerne og andre mysterier.

Vi har endelig fundet en lejrplads, og det betyder, at nu er der endelig en levelstigning, og vi kommer nu til at se niveau 4 spells og level 7 evner i spil.