Tomb of Annihilation – Ixions vulkantempel

Velkommen til Tomb of Annihilation – Mystara Edition kampagnen episode 45. I dybet under jorden, hvor vore helte har deres skjulte base, opdager de flere hemmeligheder, som forbinder en fjern fortid med de udfordringer, de står overfor lige nu. En gruppe af eventyrerne er listet sig ind på fjendens lejr for at undsætte fanger, en gruppe er strandet flere tusinde år i fortiden, og en gruppe er i gang med at udforske den tempelruin, som de har gjort til base, og det er deres oplevelser, vi følger i dag.

Dagens begivenheder

Vi begynder spillet stille og roligt med at etablere, hvad de forskellige karakterer foretager sig. Simbasten Kilicia og hendes abe keder sig i salen under jorden, så de hænger ud oppe på overfladen som selverklærede vagter. Ridderen Leopold er i gang med at beregne, hvordan de kan få rejst den væltede statue op, og Tzian øver kampmanøvrer med sin fortryllede ravkølle. De tre krigertyper har ikke så meget at foretage sig. Spåkonen Shawa derimod er godt i gang med at diskutere med den lærde Theron (Kwalus læremester, undsat i episode 36) templets mysterier: Bygningen er ældgammel, og dets omfang på overfladen er umuligt at fastslå, da mure og andet er borte overgroet af vildnisset. Er templet indrettet med relation til Dødsforbandelsen eller ej, og hvis det er, er det så oprettet inden eller efter, og har bidraget til at holde Dødsforbandelsen borte eller ej, og hvad har i så fald ændret sig?

I tempelsalskælderen er der den mystiske fortryllede bronzeport, som opsluger dem, som vil passerer, hvis de ikke er oplyste, der er soklen med den manglende statue, og der er den væltede statue, som er fortryllet, og som vil lade solens lys åbenbare ting, når sollyset rammer dens spejl (men statuen har ikke noget spejl, og de to statuer på overfladen mangler også spejle). Dertil er der den sammenstyrtede korridor med nicher, hvor der har stået indtørrede lig.

Efter nogen tid går Leopold og Kilicia ud for at hente træ til at opbygge et stillads til at kunne rejse den væltede statue. Ved skovbrynet bemærker Kilicia talrige fodspor fra en større gruppe øglefolk, som har vandret langs skovbrynet et stykke vej, hvorefter de drejer af og fortsætter ind i junglen væk fra både tempelruinen og ruinbyen Omu.

Hjemme i templet igen får Kilicia assisteret Leopold med at få rejst statuen, som nu er på plads, men som mangler et spejl. Forskellige muligheder for at udfærdige et spejl bliver overvejet, men intet bliver besluttet. I stedet bliver planen at udforske den sammenstyrtede udgang og grave sig gennem til den anden halvdel. Efter længere tids graven er der gennembrud, og eventyrerne kan nu komme ind i den anden halvdel af gangen.

Denne korridor rummer intakte men værdiløse mumier efter fortidens indbyggere, og eventyrerne passerer dem forsigtigt. Gangen fører til en trappe, der leder dybt ned, hvor luften er kold og fugtig. Trappen leder til en kort korridor, som munder ud i en naturgrotte, hvis bund 10 meter nede er en naturlig sø. Tværs over grotten er en smal naturbro (smal som genren kræver det), og gruppen begynder en efter en at passere varsomt over. Det går fint, indtil loftet falder ned over Leopold (som er den sidste til at krydse) og vikler sig om ham. Han er blevet fanget af en cloaker! I forsøget på at eliminere eller fordrive den, resulterer det i, at cloakeren, der har viklet sig om Leopold, lader sig falde af den smalle bro og ned i vandet. Den trækker Leopold dybere og dybere ned, mens han forsøger at skære den op indefra (dens viklen omkring ham har skabt en lille luftlomme), og det lykkes ham at få den dræbt, men iført sin tunge rustning, fører det Leopold dybere ned i den kolde, mørke sø.

Heldigvis er Tzian sprunget frygtløst efter ham (tortles kan holde vejret en time), og svømmer alt, hvad han kan for at indhente ridderen. Kort efter manifesterer nede i vandet sig gigantiske slanke og glatte fangarme (for det kræver genren også – spillerne havde ligefrem forventet det), som angriber folk og forsøge at trække af sted med dem. Oppe ved foden af broen bruger de andre trolddom og missilvåben til at angribe de enorme fangarme, og et reb bliver bundet om broens rod, så de neddykkede kan klatre op. Efter en kort og fyndig kamp lykkes det at få Leopold ud af vandet, og snart kan gruppen trække sig ned den nye korridor på den fjerne side af den undersøiske sø. Monstret med fangarmene har de ladt bag sig.

Korridoren fortsætter og en trappe senere, er selskabet kommet stadig dybere ned under jorden. Her begynder luften at blive mærkbart varmere, og selskabet mindes, hvorledes der er magmasøer i Omu, og hvordan de nu er kommet dybt under jorden både i forhold til den underjordiske sø og i forhold til lavastrømmene. Gangen åbner nu op til et rundt kammer med to andre udgange. I midten af kammeret i gulvet er en slags bassin med et dræn, og fra korridoren på højre hånd er en rende i gulvet, der fører til bassinet.

Korridoren overfor fører af en kort korridor til en grotte med en lavaflod. Hvis selskabet kunne modstå den enorme hede, ville de kunne fortsætte af lavastrømmen, men det er ikke en mulighed.

Sidegangen fører ned af en sortsveden korridor. I den fjerne ende står en rødglødende skikkelse. Snart viser det sig, at skikkelsen er en krystalfigur monteret i en stendør, og krystalfiguren har sin hånd vendt advarende fremad. Selskabet deducerer, at bag stendøren med den legemsstore krystal er en superhedt, og det er årsagen til at statuen gløder rødt. En anden ting, selskabet bider mærke i, er at figuren forestiller Furio til en foruroligende grad (Furio, som karaktererne ved, er borte på en mission i Omu, og som spillerne ved er rejst flere tusinde år tilbage i tiden; tempelruinen, som selskabet er i, er ældgammel, og de begynder nu at overveje, hvor gammel ruinen egentlig er, og hvor passende det er, at Furio, der blev ofret i vulkanen som spæd til et vulkan-aspekt af Ixions ære, er afbilledet her i vulkantemplet – men hvad er bag døren?).

Selskabet beslutter sig for at vende tilbage til de øvre dele af templet, da der ikke er mere her at udforske. Det lykkes dem heldigvis at komme sikkert tilbage og over stenbroen. Oppe ovenpå begynder de at kigge nærmere på mulighederne for at komme gennem de fortryllede bronzeporte. Blandt deres undersøgelser kommer de frem til, at der skal bruges reflekteret sollys, og at de skal bruge spejle. Med Locate Object spells begynder de at undersøge, om der spejle i nærheden, og om den manglende statue er i nærheden. Begge gange de anvender formularen, fortæller den dem, at genstanden er lige bag muren i tempelsalen, og det bliver nu tydeligt for dem, at der er en hemmelig dør i salen, og der skal bruges noget reflekteret lys for at få den åbnet. Gruppen beslutter sig derfor for at afvente den anden ekspedition, som er på vej hjem fra deres raid på fjendens lejr, og derefter udforme nye planer.

Her endte aftenens spil.

Afsluttende bemærkninger

Vi har mange bolde i luften. De tre grupper af eventyrere har været ude på hver deres eventyr, og der er stadig en masse kuber, som skal findes i Omu, der er fjendens lejr, fjendens fjender, gruppen forsvundet i fortiden, de mystiske sale i tempelruinen og mere til, men vi er nu på vej ind i slutspillet af kampagnen. Dog er der mange spilgange foran os endnu.

Denne gang havde jeg fornøjelsen af få en cloaker i brug. Der har ikke været anvendt så mange de klassiske sære D&D-monstre, så væsnet forklædt som loft og udviklet til at ligge på lur i dungeons var sjovt at se i brug.