Tomb of Annihilation – Slimmonstrene i Vulkantemplet

Velkommen til episode 46 af Tomb of Annihilation – Mystara Edition, hvor vore eventyrere er godt i gang med at udforske det mystiske tempel, hvor de har etableret en base.

Sidst blev påbegyndt en udforskning af templets ene fløj, og her stødte gruppen på cloakers og tentaklerbæster i grottesøer, og de fandt en mystisk krystalstatue, som havde en usædvanlig lighed med en af deres venner.

Dagens forløb

Morgenen begynder med at Ebronnion og hans folk vender tilbage med bytte efter en succesfuld jagt. De har en stor dinosaur og kurve med slanger med tilbage, som de vil tilberede.

Kort tid efter vender ekspeditionen, der var ude og undsætte Sigurd Quintus fra sortglaskrigernes fangenskab. Nede i basen har vi nu otte karakterer og elleve biroller (Theron og hans to assistenter, Sigurd Quintus, Ebronnion og hans seks folk).

Kilicia, Virgilia og Lourie går ud for at skaffe krydderier og krydderurter og rødder, og undervejs finder de spor af, at der er øglefolk i området. De sniger sig ind på dem. Det er tre krigere, som spionerer på ruintemplet (tidligere er der også fundet spor nær basen), og eventyrerne sniger sig ind på dem. Virgilia overrasker dem en lightning bolt, faktisk to af dem, mens Kilicia nakker en overlevende med et par pile, og Lourie forvandler området til en dødsfælde med Spike Growth. Den sidste fjende stikker af, og Kilicia sætter efter ham.

Her har vi et af D&Ds store problemer. Der er ikke gode jagt- og forfølgelsesregler. Systemet kan enten håndtere taktisk manøvrering i kamp eller generel bevægelse, men ikke jagt-sekvenser. Enten rykker man sin movement og tager ekstra movement actions eller også gør man ikke. Der er ingen udmattelse, og der ikke nogen måde at strukturere jagten på. Det peger desuden hen på D&Ds næste problem: 18 sekunders eventet (mere om det senere).

Kilicia nærmer sig fjenden. Hun hidkalder en bersærkerpapegøje, som kaster sig over den overlevende fjende, som nu omkommer.

Efterfølgende orienteres resten af selskabet om fjenden på deres tærskel, og man bærer ligene bort for at brænde deres lig og trække opmærksomhed væk fra basen, hvor den rundhåndede brug af lynkiler har sat sine spor i landskabet.

Hjemme i basen har de to hold af eventyrere udvekslet oplysninger, og Shawa planlægger at bruge trolddom til at skabe en spejleffekt, men inden da vil ridder Leopold gerne tale med den undsatte Sigurd Quintus, som er den eneste overlevende, man er stødt på af den store heldanner ekspedition.

Sigurd er konfus og traumatiseret, men han kan forklare, at ekspeditionen led tab til skare af udøde, og ved Omu til øglefolket, som overfaldt dem og tog fanger (vore helte kæmpede imod øglefolket i episode 36 og havde lignende oplevelser). Dernæst blev lejren, som de havde etableret i Omu, overfaldet af sortglaskrigerne, som tog en del som fanger, som de siden har henrettet (ligesom vore helte observeredes det i episode 44). Kun Sigurd Quintus har overlevet, og han ved, at de ledte efter de ni kuber, som skulle give adgang til et særligt sted i nordlige Omu. En af kuberne havde de fundet og gravet ned i lejren.

Gruppen får mistanke om, at der er mere end blot traume, som plager Quintus. Med trolddom konstaterer Shawa, der er trolddom i hans sind, som plager ham. Leopold bruger en inverteret Zone of Truth til at få ham til at indse hvilke løgne, han har i sit sind og formularen er sammen med anden modificeret magi (gruppen anvender to gange husreglen om at tilpasse magi) med til at booste den Dispel Magic, Shawa anvender til at fjerne fortryllelsen, og som de forskellige formularer går i opløsning, trænger pludselig en sort trolddom ud af Sigurd, og den tager form som en gigantisk bevinget sort slange formet af trolddom (ligesom den Selskabet konfronterede i et forladt tempel i episode 35). Den dæmoniske, bevingede skyggeslange folder sine vinger ud, og de strækker sig fra væg til væg, som de smelter sammen med salens mørke og skygger.

Det kommer til kamp. Slangen er omgivet af en giftig aura af had, som svækker folk, som er i kontakt med den. Den angriber ved at kaste et dæmonisk blik på fjender, som dræner dem for liv og truer med at handlingslamme dem, og den bider ud efter fjender med sit giftige, ondskabsinficerende bid. Imens stormer Tizian og Leopold i kamp med den. Den heldanniske ridder får demonstreret de hellige ridderes evne til at bekæmpe ondskab, mens Tizian i sin bersærkergang smadrer løs på den med sin fortryllede ravkølle (vundet i episode 35). Lourie bruger sin Protection from Evil til at fordrive den dæmoniske gift, som er trængt ind i Leopold, og Shawa, Virgilia og Eldan leverer support (imens er Kilicia og Ildrahil ude og brænde øglefolkslig af, så vi har seks af otte helte til stede).

Den enorme skyggedæmon slår ud med sine vinger, da de er formet af salens skygger, når vingeslaget ud og træffer alle dens fjender, som alle bliver sårede af vingeslaget og kraften fra slaget slår dem om kuld og fejer dem ned gennem salen.

Med et stødt bombardement af trolddom og vilde angreb lykkes det at få has på bæstet. Det er en skyggedæmon, som typisk er i tjeneste hos de entropiske udødelige (som gerne er de ‘onde’ udødelige for død, ødelæggelse og kaos), og den har form som en bevinget slange, som peger i retning af den Udødelige Atzanteotl.

Efter kampen holdes en kort pause, inden gruppen fortsætter deres planer. Sigurd Quintus overlevede kampen og han er ikke længere besat, og han falder i en dyb søvn af udmattelse. Så gruppen beslutter sig for at få opsat de to spejle, de skal bruge for at åbne den hemmelige dør.

Lidt magisk manipulation (og den tredje og sidste anvendelse af husreglen om at manipulere magi) senere, og spillerne bruger en cantrip til at blank polere en overflade til at fungere som et spejl. Sollys bliver nu kanaliseret ind i templets kælder og ned til statuen, som holder et spejl, som peger mod en væg. Inden lyset bliver reflekteret videre, aktiverer Eldan sin Clairvoyance spell og studerer området på den anden side af væggen. Med sit elverblik (dark vision – giver sort-hvid syn i total mørke) studeres området: Der er et kammer med to udgange, og der ligger en statue, som holder et spejl (og det er den statue, som gruppen mangler inde i tempelsalen).

Da det reflekterede sollys rammer væggen, forsvinder en sektion som dug for solen og en korridor fører ind til kammeret med statuen – og når lyset ikke er der, opstår væggen igen (der er ingen dør, men en hel sektion mur på tre meters tykkelse, som forsvinder). Gruppen og en håndfuld af deres allierede vover sig ind, og de kigger forsigtigt ned af korridorerne, men i første omgang er målet statuen med sølvspejlet. De samler en gruppe, som løfter den op og bærer den ud, men som de træder ind i korridoren, træder Tizian og en af hinterlændingene ind i en klæg, ætsende næsten usynlig gelemasse. Gruppen er trådt direkte ind i en Gelatineous Cube, som af natur er nærmest usynlig, og den prøver at absorbere folk. Udfordringen for krigerne er, at selv om de gerne vil slutte sig til kampen, så er de hindret af at de skal holde statuen oppe og sikre sig at den ikke bliver tabt på jorden, så den går i stykker.

Det er en sjov lille hæmsko for gruppen at balancere statuen, mens de prøver at kamp med gelemassen. Lidt tid efter er det dog lykkes flokken af eventyrere at hugge massen ned, og projektet med at løfte statuen ud i den store hal fortsætter.

Efterfølgende sætter Kilicia, Lourie, Ildrahil og Eldan sig for at undersøge de to korridorer. Den ene har en række tomme, helt rene sidekamre (et styks gelatineous cube har ædt og ætset alt bort), og i et kammer finder de en stor bunke krukker. I det sidste kammer finder de en kæmpe dynge guldskatte. Der er en dynge guldmønter og mellem dem er smykker af guld, jade og tyrkis, og mellem dem finder de flere forskellige magiske ting (jf. deres Detect Magic spell) samt et sølvspejl. Efter lidt snak frem og tilbage, bliver de enige om at tage de magiske ting og sølvspejlet, og Eldan samler desuden en guldring op, som Lourie havde syntes særligt interesseret i. Da de vender sig for at gå, er der nu en mystisk sort tjærepøl på gulvet, som langsomt glider imod dem mens den former en form for pseudopode, som den stikker ud efter dem. Det viser sig, at væsnet er stærkt ætsende, så da Ildrahil stikker en daggert i den, står han tilbage med skæftet og intet andet. Dens angreb rammer Kilicia centralt og nådesløst, så hendes rustning og brystkasse bliver ramt af voldsomme syreskader.

Kilicia springer hen over væsnet – som gruppen identificerer som en Black Pudding – og løber efter hjælp, mens de andre finder afstandsvåben og trolddom frem for at angribe den. Eldan kan bruge sin Vampiric Touch, som dræner modstanderen for liv, og det regenererer en del af den syreskade, han tager fra at angribe monstret. Ildrahil siger farvel til nogle af sine pile for at angribe den, og Lourie hidkalder en kraftig udgave af Flaming Sphere for at angribe tingen. Efter nogle øjeblikke lykkes det at få skadet væsnet så meget, at det ophører med at være en trussel. Gruppen har taget en del skade, og de er nu lave på ressourcer.

Hurtigt undersøges den sidste fløj af området, og den korridor passerer også en række en tomme lokaler, indtil den munder ud i en mindre sal, hvor der er en brønd ned til frisk vand. Efterfølgende trækker gruppen sig tilbage til hovedsalen, og de lukker den skjule passage ved at fjerne refleksionen af sollyset. Det er tid at slå lejr. Dagens fire kampe har nu drænet gruppen for ressourcer, og de har fået udforsket en masse lokationer og vundet magiske skatte. Nu er der kun hovedporten tilbage, som har spøgt i et par spilgange.

Afsluttende bemærkninger

Det er sjældent, at vi har mere end en kamp på dag, og hele fire var usædvanligt. Selv med otte i stedet for fire karakterer til rådighed, blev eventyrerne drænet for mange af deres særligt magiske ressourcer og for deres hit point. Der er ingen tvivl om, at der skal en del til at true en flok eventyrere på level 6-7 stykker.

Denne gang fik jeg lejlighed til at bruge to andre klassiske D&D-monstre, og det var sjovt at se disse besynderlige slim monstre fra den gygaxiske grotte-økologiske designskole i brug, efter i mange år at have givet dem en pause. Black Pudding er et frygteligt monster.

Kampsystemet i D&D fik også demonstreret en af de utilfredsheder, jeg har ved D&D 5th, og det er, hvor hårdt systemet arbejder på at trække figurer ind, selvom det ikke er i nærheden af D&D 4th i sit design, men der er så mange evner og kræfter, der hænger sammen med folks positionering og bevægelse. Et andet problem er, at kamp foregår på så få runder, at handlinger uden for kamp ikke kan nå at finde sted, inden kampen er overstået. Mange kampe varer kun 3-4 runder, og det er 18-24 sekunder (mere om det i kommende indlæg).

Foran os er nu den tredje gren af Vulkantemplet, som gruppen har arbejdet på at komme ind i, og uden for templet venter Omus mysterier. Den undsatte Sigurd Quintus bekræftede, at de ni stenkuber (som gruppen har tre af) er vejen frem, og en af kuberne ligger gravet ned ved de heldanniske ridderes lejr (nedgravning af skatte er der en lang historisk tradition for). Blandt andre hindringer er sortglaskrigernes lejr, og så er der Øglefolkets underjordiske base inde i Omu. Og så er der selvfølgelig den flok eventyrere, som er strandet i en fjern fortid fra før Omu blev opført.