Rollespillets historie i Danmark fejrer snart 250 år, og i den anledning er jeg begyndt at samle tekster fra rollespillets historie. Der har i mange år ikke været udgivet af en samlet oversigt, og de sidste store opsamlende værker blev udgivet i 1990’erne.
Hvis der er områder af dansk rollespils historie, som du ønsker afdækket, som kom endelig med en bemærkning. Så vil jeg tage en tur i arkiverne og se, om jeg kan finde dokumenter.
Dagens uddrag gennemgår kort 1960erne, som er en periode præget af mange nye titler, som hver især gjorde deres entre i det danske rollespilsmiljø.
Uddrag af Benito Hyldtoft: Grundrids af dansk rollespils historie – 1810-1980, KBH 1994
Dansk rollespil var i 1960erne fanget i en opbrudstid, hvor spilmiljøet fragmenterede i stadig større grad, og mange borger- og rollespilsforeninger i provinsen, som i generationer havde båret Eventyrere og elefanter videre, oplevede splittelser, løsrivelser og dannelse af konkurrerende lokalforeninger, som bød på andre rollespil. Og Danmark så i efterkrigstiden mange andre rollespil. Fra USA kom det britiske rollespil Indien: Koloniseringen fulgt af rollespillet Stifinder, i Vesttyskland så man en genoplivning af Eventyrere og Elefanter og dens rival ASURS, særligt i Jylland havde det katolsk-inspirerede huguenot-rollespil Jesu: Kald bidt sig fast, i Holland havde man gjort op med Reziger – Handelavontuur in het verre oosten, og det tog luften af den danske variant, Østindiske Handelkompagni, og fra Holland så man en fremvækst af varianter inspireret af den belgo-franske rollespilsskole, som først i 70’erne nåede Danmark sammen med spanieren Ronaldo Eduardo revolutionerende gentækning af rollespil baseret på fransk revolutionært rollespil. Fra Norge kom rollespil som Forbudte bjerge, Skabninger, Vanskabninger år 1 og Fortællingerne fra Løkken, mens svenskerne øvede en vis indflydelse med de offentligt støttede socialrealistiske rollespil Tid og Tradition, Karlson på arbejde og Svend. Mange mødte disse rollespil i folkeskolen, men til flere undervisningsministres ærgrelse slog rollespillene aldrig igennem uden for undervisningen.
Med de mange nye rollespil var det traditionelle gildestøtte rollespil stærkt truet. Ikke blot var der færre, der spillede Eventyrere og elefanter, som en modreaktion til tiden før og under Anden verdenskrig, men ungdomsoprør og kold krig splittede miljøet yderligere, og det blev stadig vanskeligere at finde organiserede eventyrere og elefanter-rollespillere. Det vendte dog, da man i Vesttyskland i en nostalgisk modreaktion til nazi-periodens forbrydelser vendte sig mod fortidens rollespil fra før det nazistiske parti havde forvansket rollespil med sin hadske ideologi. Det bragte ikke kun Eventyrere og Elefanter tilbage, men også det videnskabeligt, darwinistisk funderede rollespil ASURS (Allgemeines System für das Universal-Rollenspiel).
Ungdomsoprøret i Danmark tog de amerikanske rollespil til sig under indflydelse af de amerikanske soldater udstationeret i Europa. Påvirkningen var en del af den kolde krig, og det var en pris som fulgte med Marshall-hjælpen, og som skiftende danske regeringer gladelig betalte. Den amerikanske kulturindflydelse hjalp med til at forankre Danmark solidt i den vestlige alliance mod østblokken, og det bragte det britiske rollespil, Indien: Koloniseringen, til Danmark i stor stil. Amerikanerne havde i mellemkrigstiden adopteret det britiske rollespil, og det så mange lokale amerikanske versioner, som transponerede Indien til Amerika. De amerikanske borgerrettighedsbevægelser havde et langt opgør med ’indianer-tolkningerne’ af Indien: Koloniseringen, som kulminerede under Vietnamkrigen, da det republikanske parti forsøgte at lancere det anti-kommunistiske rollespil Korea: Handelsfrihed baseret på Indien: Koloniseringen, som en slet skjult propaganda for Vietnamkrigen (der var tilsvarende et kortlivet forsøg på at importere en dansk variation, som skulle handle om amerikanere på Thule-basen, som kæmpede mod invaderende kommunister, men statsminister Hilmar Baunsgaard afviste på det bestemteste at lade den amerikanske ambassade introducere rollespilskampagnen ’Kampen om Grønland’, og derved døde konceptet). Opgøret med Indien: Koloniseringen og i særdeleshed med ’indianer-varianterne’ mærkede man meget lidt til i Danmark, da særligt ’indianer-varianterne’ sjældent nåede til Europa. Særligt i Frankrig og i England i 1960erne og 1970erne så man et brud med WoC (World of Colonization) rollespillene.
I USA opstod under anden verdenskrig rollespillet Stifinder som en modreaktion til Eventyrere og Elefanter, og det blev også bragt til Danmark, hvor særligt de borgerlige ungdomspartier tog rollespillet til sig. Der blev gjort flere forsøg på at opdatere reglerne i VL-rollespillene med elementer fra Stifinder, men det blev modsat sig de andre partier. Stifinder blev promoveret som en spilmekanisk mere korrekt udgave af Eventyrere og elefanter. De kommunistiske partier forsøgte at lancere flere rollespil, som der sjældent var tvivl om var udviklet i og finansieret af Sovjetunionen, men hverken Nu dages det, Pampere og Parnas eller Kammerater! var succesfulde, mest af alt fordi de var dårligt omskrevne udgaver af den polske udgave af Eventyrere og elefanter, og så meget var gået tabt i oversættelsen, at de sjældent kunne spilles uden at man havde et eksemplar af Eventyrere og elefanter ved hånden. Blandt hippierne kunne man finde ’Nu dages det’, og det er ikke sjældent at kollektiver havde en ’Nu dages det’-kampagne kørende, men de kampagner nåede sjældent uden for kollektivernes omgangskredse og spilgrupper. Et andet godt eksempel på periodens fragmentering blandt ungdommen, var læderjakkernes adoptering af det amerikanske rollespil TwilightRun, som blandede moderne våben ind i et fiktivt 1800-tals Amerika, hvor hver delstat var en separat nation, og hvor karaktererne er ’De som løber i skumringen’ og udfører kriminelle aktiviteter for kvægbaroner. Et rollespil, som med rette blev udskældt af mange marxistisk sindede debattører som amerikansk propaganda.
Først op i 70’erne, hvor rumkapløbet begynder at sætte sine spor på rollespil med NASA-rollespil som RumFærd, StjerneFærd og MarsFærd, og med den reviderede udgave af Auf dem Mond varianten af Eventyrere og elefanter, at 60’ernes ungdomsoprørs fragmentering af rollespil aftager, hvilket vil blive afdækket i næste kapitel.
(For yderligere læsning, se Baggesen, Helfer og Apollo, 2012)
Læs mere om dansk rollespils historie her
- Rollespillets historie
- Rollespilsgilder
- Historiske spillederskærme
- Terningsnittere
- De politiske rollespil: VL-grupperne
- Rollespillet Eventyrere & Elefanter
- Rollespillet Indien: Koloniseringen
- Rollespillet Jesu Kald
- Rollespillet Østindisk kompagni
- Rollespil som sport: DiceOff!
- Rollespil: OGL – de oldgamle love





Skriv, skriv, skriv