[E&E] Terningsnitterne

I dag er emnet terningsnitterlauget og overtro omkring terninger. Som alle andre laug og gilder blev terningsnitterlauget ophævet i forbindelse med Grundlovens indførsel, og siden erstattet i et vist omfang af foreninger. Således dog ikke for terningsnitterne, der aldrig overlevede ophøret af privilegierne og ikke genopstod som foreninger.

Terningsnittere er det laug, som producerer terninger. Imidlertid er det ikke alle byer, hvor terningsnitterlauget har fået gjort sig gældende, og her er det enten tømmerlauget eller rollespillergildet, som har sat sig på retten til at snitte terninger.

Terningsnitterlauget er et laug, som opstod og udbredte sig i takt med at rollespil spredte sig. I større byer, hvor der var et øget behov for terninger, opstod selvstændige terningsnitterlaug, mens i mindre byer blev opgaven – og derved rettighederne og privilegierne – taget af enten tømmerlauget eller rollespillergildet.

På landet ser det anderledes ud. Der er meget få rollespillere uden for byerne, og ofte snitter de deres terninger selv på mørke vinteraftner (se Anna Pedersens artikel “Raflen på landet” i antologien Fra Bondestue og Stegers eller P. Arnveds kapitel i Dagligt Liv i Norden – Bind 8).

De fleste terninger er af træ, men terningsnitterlaug i større byer skar og støbte også terninger af andre materialer, og der er således eksempler på sten-, krystal, ben-, glas- og metalterninger, samt forgyldte terninger med ædelsten. Nogle af de sidstnævnte er prydede med våbenskjolde for den enkelte adelsslægt, og er en slags pragtterninger, som aldrig har været i reel brug; dertil ruller de alt for ujævnt.

Domsmænd over ujævne kast

Fordi rollespil op til midten af 1960’erne typisk ikke var et emne inden for faget historie, men derimod inden for folkloristisk og Materiel folkemindekundskab har det længe været overset eller nedtonet, at terningsnittergildet ofte besad en vigtig funktion som domsmænd, når det gjaldt terninger og deres kvalitet.

Når der var mistanke om, at en spiller eller en SpielMeister rullede lidt for godt med terningerne – og man ikke havde hentet en præst ind for at se på sagen – var det terningsnitterlaugets opgave at veje og måle terninger og kontrollere, at de rullede jævnt og lige. De fungerede som domsmænd, og der var en streng selvjustits i lauget for at sikre, at laugets renomme som upartiske domsmænd var intakt.

Hellige terninger og anden overtro

På Nationalmuseets særudstilling efteråret 1997 (se det tilhørende museumskatalog) “Mænd og Meisters – Rollespil i 200 år i Danmark” er der fremvist et bredt udsnit af terninger. En af de mere kuriøse samlinger er de “katolske terninger”, som er terninger importeret fra de katolske egne af Europa, hvor de efter sigende er snittet af helgenknogler, af træ af Jesu kors, støbt af kirkesølv eller velsignet af paver eller helgener. Hvorvidt de faktisk er snittet af helgenknogler eller er velsignet af en pave, er ikke til at sige, men samlinger i både Rom og Paris rummer terninger, hvor det vides, at de er snittet af helgenknogler eller velsignet af paver og ærkebisper.

I Danmark som i andre protestantiske egne slog det aldrig igennem med hellige terninger eller “katolske terninger”, som datiden kaldte dem. Herhjemme blev det betragtet som papistiske vildfarelser, og f.eks. præsten i Egeminde talte dunder i 1872 mod “spådomskort, katolske terninger og andre åndelige vildfarelser”.

Selv den dag i dag er der en udbredt overtro om terninger, og da f.eks. ideen om pyramidekraft var på sit højeste i slutningen af 1980’erne kunne man via postordre bestille små pappyramider under hvilke, man kunne lade sin terninger op med ‘pyramidekraft’.