Scener fra Kongen i gult

Sidste sommer påbegyndte jeg en serie om Call of Cthulhu. Jeg har haft holdt en længere pause fra dette projekt, men grundet forskellige årsager, har jeg fundet det praktisk at grave serien frem og arbejde videre med den. Og jeg er ikke den eneste, der muntrer sig med Call of Cthulhu:

Kenneth Hite: Second Person Singular

Van Leavenworth: Playing with the Mythos

Peter Dyhring: Problemet Call of Cthulhu

Eero Tuovinen: Hacking Call of Cthulhu og What you say, Cthulhu?

Mads Brynnun har påbegyndt en artikelserie på RPGforum (første del), som jeg følger spændt med i.

Mit fjerde indlæg

Her kommer mit fjerde indlæg i min Call of Cthulhu-serie. Det første (library Use 90%) var om brugen af spillets mekanik til at kommunikere spillernes interesser og sætte disse ting i spil. Det andet (Hitpoints som en ressource) var om måder at bygge konflikter op over de færdigheder, som spilpersonerne besidder, mens det tredje indlæg (Rekalibrering af Call of Cthulhu) var en diskussion om bygge kampene med Mythos-monstrene op som en slags conflict resolution-scener, der tog højde for den store dødelighed i CoC.

I dette indlæg vil jeg indlåne specialscenerne fra Story Games, som f.eks. Contenders (2), til Call of Cthulhu, ud fra samme tankegang, som jeg indlånte elementet i min D&D-kampagne (2).

Din ukendte onkel er død, og der er en enkelt klausul i hans testamente

I et traditionelt Call of Cthulhu-scenarie begynder spilleder altid med at fundere over, hvorledes han kan få involveret spilpersonerne uden at udrydde endnu et fjernt og ellers ukendt familiemedlem?

Da Lovecraft skrev sine historier havde han ikke tænkt nærmere over, at vi mange år senere ville forsøge at få de samme hovedpersoner ind i scenarie efter scenarie (med forbehold for den massive dødelighed), og med undtagelse af geniale løsninger, som i Delta Green, er det svært at få det til at flyde smertefrit. Men hvorfor skal spilleder være den eneste med disse hovedbrud?

Regel nr. 1: Hver spiller skal skabe mindst en åbning for et Call of Cthulhu-scenarie i sin spilpersons baggrundshistorie.

Regel nr. 2: Denne ‘åbning’ skal der refereres til mindst en gang pr. scenarie.

Sådan! Nu kan spillerne få lov til at hjælpe til med at integrere scenariernes anslag i deres Call of Cthulhu-kampagne. Det skal naturligvis nævnes, at spillerne ikke nødvendigvis skal bestemme hvilket scenarie, der er tale om, men at det er en krog, som spilleder kan gribe fat i.

En sådan åbning eller krog (som det jo hed i de gamle Fønix-blade) kan naturligvis være Onkel Hubert, der besidder et gods langt ude på landet, men det kan også være det mareridt, der har plaget min spilperson på fuldmånenætter siden hans barndom, eller den irrationelle frygt for rotter, eller havets mystiske dragen, når vi besøger fiskerlejer, eller hende den sære gamle dame, der bor i samme opgang osv.

Forslag til kroge

  • Mareridt
  • Irrationel frygt
  • Mystisk person
  • Et sært kald
  • Den dragende bog
  • Det forladte hus
  • Den ting, man svor højt og helligt aldrig at gøre
  • Dragkisten oppe på loftet
  • Brønden ude bag sommerhuset

(Flere forslag modtages gerne)

Investigation, action and romance a messy death

Når først spilpersonerne er blevet hyret af CoC-ækvivalenten til Den mystiske fremmede på kroen, så skal der investigates, læses digre værker, strides med kultister og til sidst skal et ritual standses i sidste øjeblik.

Der er naturligvis en masse undtagelser til denne forsimplede model, men en hel del er netop undtagelser, der bekræfter modellens eksistens. Det er ud fra denne model, at jeg vil konstruere en række specialscener.

Scenerne fordrer, at spilleder ikke spiller ud fra et låst manuskript, men derimod er villig til at ændre på plottet og lade spillerne føje ting til plottet.

20021030.png

Men hr. professor!?

Cthulhu-kulten er verdensomspændende. Det afsløres i novellen “Når Cthulhu kalder”, hvor inspektør LeGrasse af sælsomme omveje kommer på sporet af kulten. Det vigtige er i virkeligheden, at uanset hvor vi kigger hen, så kan vi se sporene af Mythossen. Det er en global sammensværgelse drevet af kosmiske kræfter, hvorfor vi finder sporene i sensitive kunstneres mareridt, i vilde kulte i New Orleans’ sumpe og i havet ikke langt fra Australiens kyster.

Regel:

En professor-scene er en scene, hvor en spiller trækker tråde mellem to ellers ubeslægtede emner og skaber en sammenhæng, der afslører sammensværgelsens omfang.

Spilleren skal tage udgangspunkt i en af sine kerne-færdigheder, altså karakterens ekspertise (og ikke alle færdigheder vil her have relevans), og læne sig tilbage og med al sin professorale vælde og viden drage en foruroligende konklusion og påvise en sammenhæng.

Sammenhængen behøver ikke følge almindelig kausalitet, og spilleren kan introducere nye elementer. Spilleren får lov til at skabe fakta omkring scenariets plot, som bliver gældende for scenariet. Fordelen er, at det kan skabe den rette paranoide stemning, hjælpe efterforskningen videre, og ulempen er, at det koster nogle sanity-point for dem, der udsættes for professorens konklusion – sådan er det at få indsigt.

Forslag til sammenhænge

  • Denne Algoquin-statuette er magen til de tupilakker en degeneret eskimo-stamme lavede, indtil de blev drevet i havet af missionerende kristne i 1800-tallet.
  • Beretningerne i bogen passer helt til de mareridt, som den tyske psykolog Hans Albert Jürgensen indhentede fra sine patienter i bayern i sidste halvdel af 1800-tallet. Hans datter fortsatte hans forskning og er i besiddelse af hans arkiv.
  • Faktisk så kender man beretninger om denne type dæmoniske monstre fra alle primitive menneskekulturer, der bor nord for denne breddegrad. Det fælles for dem alle er, at de beretter om et monster, der skjuler sig i vinden. Fru Frost har indsamlet adskillelige af disse beretninger i forbindelse med hendes folkloristiske studier. Hun arbejder på et universitet i England.

Min barndoms mareridt (flashback)

Cthulhu-mythosen er ikke underlagt den form for kausalitet og kronologisk orden, som det menneskelige sind er. Den rædsel Opdageren oplevede som barn, og som Opdageren efterfølgende har lært at leve med, da der er gået adskillige år, hvis ikke årtier, ligger for mythosen tæt sammenslynget med den rædsel, som Opdageren nu konfronteres med – de to episoder følger hinanden kausalt og direkte. Ved mødet med Cthulhu-mythosen vækkes minderne til live igen, og Opdageren er på grænsen til at erkende, at de to hændelser ligger i direkte forlængelse af hinanden på tværs af tid og rum.

Regel:

Spilleren kan lige før mødet med det cthulhuide sætte en flashback-scene til det punkt i barndommen (før 12-årsalderen), hvor barnets mentale uskyld knuses ved mødet med (d)en anden verden.

Spiller eller spilleder berettet og måske halvt spiller en scene, hvor Opdageren som barn oplever noget rædselsfuldt. Episoden kan enten allerede være hentydet til i baggrundshistorien, eller den kan frit improviseres. Spilleren vælger hvem, der skal sætte scenen, og udstikker de generelle rammer for scenen.

Når scenen er spillet, vender man tilbage til nuet, hvor rædslen fra flashback-scenen vender tilbage med øget styrke. Formålet med scenen er at foreskygge rædslen – og samtidig understrege Cthulhu-mythos’ens anderledeshed. Det koster evt. nogle sanity-point at spille barndomsscenen.

Bemærk, det er ikke nødvendigvis nogen spilmekanisk fordel at spille scenen. Dens formål er, at give spilleren mulighed for at signalere til spilleder, hvad spilleren måtte finde uhyggeligt/stemningsfuldt at opleve.

Forslag til scener

  • Scene, hvor barnet oplever de voksnes verden fra en ubehagelig vinkel. F.eks. fundet af en selvmorder
  • Scene, hvor barnet ser sin gode ven snuble ned i brønden, mens sindet desperat forsøger at benægte, at det var tentaklerne, der trak vennen derned.
  • Scene, hvor barnet udsættes for det groteske, som manden, der har skrællet sit ansigt af, ganske kort, inden de voksne dukker op, og med alvorlige miner forsøger at beskytte barnet mod at blive udsat for det groteske.
  • Scene, hvor barnet lytter til den hviskende stemme i kælderen og skubber lillebror ned af den mørke kældertrapper. De voksne troede, det var en ulykke.

Sidder i et hjørne med en lille bog

Bøger skal læses, men at spille at man læser en bog, det kan blive til en absurd scene, og i mange Call-scenarier er det typisk en handling, man erklærer, hvorefter man får at vide, hvor lang tid det vil tage, og så springer man frem til det tidspunkt, hvor bogen er læst. Men bøgerne er netop så centrale for Call of Cthulhu, at det er værd at kigge på metoder til at bringe dem frem i spil.

En læsescene kan være en kort vignette, hvor det fortælles, hvordan personen sidder på sit kontor og er fordybet i læsningen af værket.

Spilleren indleder vignetten med at fortælle, hvor og hvordan læsningen pågår, hvorefter spilleder overtager og kommer en levende beskrivelse af de rystende oplysninger, som læseren finder, hvorefter spilleren afslutter vignetten. Med andre ord skaber spilleren den stemningsrammer, som spilleder derefter fortæller om bogens indhold i.

Formålet med læsescenen er at få vægtet vigtigheden af at få læsningen af bøgerne med. Til gengæld kan man springe den spilmekaniske læsetid over, og antage at læseren har læst de for plottet relevante passager. Der er i CoC nemlig en diskrepans mellem læsetiden af en bog, og hvor lang tid, man har til at gøre det i i scenarietid, hvilket er blevet søgt løst ved, at man kan mellem scenarier studerer bogen over adskillelige uger, og skimme bogen i løbet af nogle timer i scenarierne.

Spil læsningen af bogen og spring den spilmekaniske læsetid over.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Call of Cthulhu, indie, Rollespil. Bogmærk permalinket.

2 svar til Scener fra Kongen i gult

  1. dennis siger:

    Kunne se at titlen på dit oplæg var kongen i gult. Titlen stammer fra Chambers novelle samling ‘The King in Yellow’, som har fascineret Lovecraft. Hvis man skulle have lyst til at læse nogen af novellerne fra samlingen på dansk, så kan de findes her: http://ebookpublish.dk/content/article/view/322/Forord

    Like

  2. Morten Greis siger:

    Tak for linket, Dennis.
    Titlen er ganske rigtigt en reference til Chambers historie, da den er blevet en fast bestanddel af cthulhu mythossen 🙂

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.