Velkommen til rodekassen. I dag er det løsrevne små ideer, som jeg gerne vil dele ud af.
Jeg forestiller mig en teknik, hvor en konflikt eller en scene forløses ved at en spiller erklærer “Du vågner”, og derved afbryder det spillede. F.eks. en teknik til et dystopisk rollespil i en verden a la Brazil, hvor hver eneste gang spilpersonen sejrer, så kan en anden spiller jf. en eller anden mekanik standse scenen med ordene “Du vågner”, og derefter spoles handlingen tilbage til et fikspunkt, hvor tingene begyndte at gå godt for spilpersonen, f.eks. tilbage til forhørslokalet lige før han blev undsat af ninjaer. Ideen er, at den eneste “sejr” i spillet er at flygte håbløst ind i drømmeland, og medspillerne skal gennem “du vågner”-mekanikken trække spilpersonen tilbage til det dystopiske nu.
Spillet kan køres spillederløst a la Shock og Polaris, hvor man skiftes til at spille en scene, og hvor en anden spiller er antagonisten eller en anden form for narrativ modstand. Miljøet er en dystopi, og så gælder det ellers om at flygte fra dystopien, inden den opsluger en: Sejr er at flygte ind i drømmeland (sejren skal nemlig også have et dystopisk element), nederlag er at blive inkorporeret mentalt uskadt i samfundet, som f.eks. at blive sendt på en genoptræningsanstalt, smidt i fængsel eller fanget som papirnusser i det evige bureaukrati. Spilpersonen skal opnå sin sejr, inden han havner i nederlaget, og de andre spillere skal holde ham fra sejren ved at “vække” ham til de dystopiske realiteter.
Vågn op
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Tror vi skal indkorporere en lignende mekanik i Elektrochok Dr. Greis – bare med omvendt fortegn.
LikeLike
Åhgud. Det var godt I vækkede mig. Jeg drømte, jeg var i en verden med global opvarmning og en statsminister, der blev våd i bukserne over Bjørn Lomborg og derfor smed millioner af forskningskroner efter ham. Det er sært, som mareridt kan virke realistiske… Nå, virkeligheden venter ikke – jeg må ud og koge et par spædbørn. De kommer efter mig, hvis jeg ikke når min kvote.
LikeLike
I et lidt mindre pjanket stemmeleje: Det er en meget sød mekanik, men hvordan slutter sådan et scenarie nogensinde? For mig skulle der nok en eller anden forløsningsmekanik til – i sidste ende vil alle spillere desparat ønske at give den plagede spilperson en endelig sejr, eller bare chancen for at dø og få det overstået.
LikeLike
Jeps, der skal en eller anden forløsning til, som lader historien afslutte. Den præcise mekanik har jeg ikke fundet endnu. En variant, som jeg har haft overvejet, er en spillederløs udgave, hvor hver spiller har et antal “Dystopi-kort”, som de må anvende til at skabe genvordigheder i hinandens spil, og blandt disse kort er X “Du vågner”-kort, og i stil med f.eks. Kill Doctor Lucky-spillet så gælder det om rent strategtisk at få spillet sin afgørende sejrs-scene i en situation, hvor de andre spillere ikke kan standse dig. Der skal så lige findes en måde, som hindrer, at alle spillerne i træk kommer til at flygte til drømmeland (for hvis en spiller kan, så må det antageligvis betyde, at ingen spillere (pånær den flygtende eller en lurepasser) sidder med det nødvendige “Du vågner”-kort.
Og en lignende mekanik til Elektroshock, siger du? Tjek, det fremskaffer jeg. Jeg skal lige ud og øve mig på mine patienter.
LikeLike
Måske kunne inspiration hentes i MLwM? Noget med eskalerende værdier, der udløser et slutspil, hvor slutresultatet kan udledes af værdiernes tilstand?
En art My Life with Brazil hvor “mester” roterer Shock-agtigt, kanske.
LikeLike
Roterende MLwB kunne være en løsning. Hvis man nu er fræk og fastsætter, at spillet kun må vare X runder (i modsætning til Shock og 3:16, hvor man har Y ressourcer at spendere, og de afgør hvornår, man rykker ind i slutspillet, og MLwM, hvor slutspillet aktiveres, når en spilperson når en bestemt værdi)?
Tanken er at give lidt det samme pres, som man oplever i Shadows over Camelot, at man hele tiden er bagud, presset af de invaderende styrker, og i Dystopi-spillet oplever man, Dystopien akkumulerer stadig flere ressourcer, og det gælder om at undslippe inden, det er for sent. Det kan enten ske ved, at man har en pulje af Drømmepoint, som langsomt slides ned, det kan være at Dystopien akkumulerer Dystopi-point, eller at man har en pointtavle, som vi anvender det i Transhuman Space – og at hvert forsøg på at flygte fra en spiller, rykker Dystopien et felt frem på tavlen, således at alle tilbageværende spillere taber kollektivt, hvis Dystopien når i mål. Man kan altså spille et frit antal scener, uden at rykke brikken frem, men forsøger man at flygte ind i drømmen er man tabt.
Eneste ulempe er, at disse mekanikker risikerer at tage fokus fra ”Du vågner”, som helt klart er darlingen i dette spil, og som jeg nødig vil afhænde.
Andre forslag?
LikeLike
Tror jeg har en løsning. Men er pt. for kogt i hovedet ovenpå at have roteret mellem tre forskellige jobtitler i løbet af dagen til at skrive den ned. Vi tager den til torturmødet.
LikeLike