[Delta Green] Manden i hytten – anden del

Anden del af første episode.

Vi måtte denne spilgang undvære Thomas, så agent Sharp havde en passiv rolle, og vi var enige om i gruppen at sende ham ud på et sidespor, når muligheden bød sig. Indtil da vekslede han mellem at være et talerør for mig til info-dumps og at være et talerør for Kasper, der ellers spillede en birolle, når agenterne skulle konferere og afdække mysteriet.

Historien fortsætter

Vi åbner op, hvor vi slap sidste gang. Agenterne er i hytten ude i skoven. Det er mørkt og koldt uden for, og en tung regn falder mod husets tag. Skovbunden er et mudret pløre af efterårets visne blade.

Agent Simon bliver tilbage i hytten, mens de andre agenter rydder den for informationer af en overnaturlig eller konspiratorisk natur, og bringer det tilbage til deres motelværelse på The Blue Fox. Derefter kontaktes de lokale politimyndigheder, som agenterne har et anstrengt forhold til. Den lokale deputy dukker op ved hytten, hvor agent Simon afventer ham. Hytten markeres som et gerningssted, og afdøde bringes til lighuset til obduktion.

Herefter stopper vi kort op, og har en kort snak spillerne imellem. Hvorvidt skal agenterne lade civilisten være med til at kigge på alle dokumenterne fra Hytten? Vi kommer frem til, at de er nødt til at lade ham kigge med på tingene, da han er for involveret i sagen til at de vil støde ham fra sig, og da undersøgelsen ikke vil afsløre Delta Green i sig selv.

Info-dump: Sporene fra hytten

I motelværelset gennemgås al materialet fra hytten, og der kommer et vældigt info-dump fra min side. En del formidles via agent Sharp, der har gennemgået afdødes dagbog. Han briefer først sine kollegaer senere på aftenen, da Dr. Anderson har forladt værelset.

Avisudklippene er fra 1976 og frem til slutningen af 1980’erne. Til at begynde med handler de om Riley Wenzels forskningsprojekt ved University of California i 1976, hvor Jonah Bensington og Thomas Cavil var forskningsassistenter. Udklippene handler også om sagen mod MKUltra, og hvordan det kommer frem i offentligheden i løbet af 1975-1977. Som udklippene bevæger sig op i tid, synes de at miste deres fokus og handle om en bred vifte af UFOlore og Folklore.

Videobåndene dækker tre emner: 1) Optagelser af sovesal og opholdsrum, hvor folk i hvide hospitalsdragter bevæger sig rundt i en døs. 2) Optagelser af interviews med ’testsubjekter’, hvor man tester dem for telepatiske evner ved at få dem til at gætte kort, som intervieweren holder op foran dem. Alle har de et negativt udfald. 3) Optagelser af lignende forsøg, hvor man viser kortene til et testsubjekt, og hvor et andet testsubjekt skal gætte kortet. Der er en langsomt stigende succesrate.

Dagbogen handler om Jonah Bensingtons deltagelse i projektet. Projektet er et tankelæser-eksperiment, og forskningslederen Riley Wenzel afrapporterer til CIA. Målet er at udvikle telepati mellem testsubjekterne, så man kan lave telepatisk koordinerede spionceller, der kan infiltrere Sovjet. De eksperimentelle drugs leveres anonymt, da tegn og mærker er fjernet bevidst fra dem, men det lykkes flere gange Jonah og Thomas at identificere Luftvåbnets mærker, og det hviskes i krogene, at projektet er et samarbejde mellem CIA og Luftvåbnet. Man har ikke succes med projektet.

Ifølge dagbogen kommer gennembruddet først, da testsubjekt nr. 12, Stephen Hauser, en dag skifter personlighed markant. Han påstår, at mentalt er rejst fra fremtiden tilbage til nutiden, og at den person interviewerne derfor taler med, er hans fremtidige jeg fra sommeren 2013 i hans nutidige krop i 1976. Han beretter, at han kan rejse på tværs af ”folder i tiden”, og han kan fortælle, at Muren faldt i 1989, og at amerikanerne har en sort præsident. Dette stemmer overens med interviewsne med subjekt nr. 12. Herefter begynder de andre subjekter at udvise telepatiske evner – de kan læse hinandens tanker og handle med et fælles sind. Projektet er en succes, selvom subjekt nr. 12 forbliver en mystisk anomali.

Inspireret af periodens zeitgeist fristes de to forskningsassistenter, og Thomas’ kone, Janice Cavil, til at afprøve stoffet, og i begyndelsen sker der ikke noget, men så vokser gradvist de første anstrøg af telepati frem mellem de tre. Til gengæld er nye vanskeligheder på vej. En efter en er testsubjekterne begyndt ’at forsvinde’ mentalt. Det sammenkædes snart med søvn, og det lader til, at når de sover, så forsvinder de mentalt, og tilbage er kroppen uden sind og sjæl. Bensington beskriver det i sin dagbog, som om han føler sig drive bort fra sin krop, når han ligger sig til at sove, som om han ikke er forankret i kroppen, når den sover, og han, Thomas og Janice begynder at indtage stimulanser for at undgå søvn, og han holder helt op med at sove.

Samtidig med at subjekt efter subjekt forsvinder, så er projektet ude i vanskeligheder, da det i forbindelse med sagen mod MKUltra er ved at blive lukket ned, og Stephen Hauser er begyndt at blive angst. Han snakker om, at nogen fra hans fremtid er efter ham, og at de er på vej. En dag er han væk, og Bensington spekulerer over, om Stephen er hoppet endnu længere tilbage i tiden. Subjekt nr. 12s ’forsvinden’ bliver udslaget for Bensington og ægteparret Cavil. De stikker af fra projektet, og de går hver deres veje. Herefter bliver dagbogen uregelmæssigt opdateret. kort tid efter dukker Bensington op i Blue Dell. Han kalder sig nu for Thomas Bensington, og han holder op med at føre dagbog.

Agenterne har siddet og studeret avisudklip, dagbog og spolet sig gennem hundreder af timer af videooptagelser, og uden for gryr det. Dr. Stephan Anderson var taget hjem tidligere, da han ville prøve at få adgang til obduktionen af manden i huset, som de har identificeret som Jonah Bensington. Han bliver imidlertid smidt ud af Sherif Holden. Tidlig næste morgen ringer han og vækker agent Sherlock, som knap nok har hentet en times søvn førend hun forstyrres.

Den næste del af efterforskningen er vanskelig, og vi rendte kortvarigt ind i en mur, hvor spillerne ikke rigtig viste, hvor de skulle gå hen. Problemet kom af, at de ikke kom særligt godt ud af det med de lokale myndigheder, som løbende spændte ben for efterforskningen, og da agenterne var der under dække, var det svært for dem at spille med musklerne.

Mændene i sort

Et ekstra benspænd kom i, at der dukker tre sorte SUV’ere op lastet med anonymt udseende agenter, og vore Delta Green-agenter har det endnu sværere. De nytilkomne agenter formår at tale et sprog, som den lokale sherif er langt mere modtagelig overfor. De får udleveret liget af Bensington, som den lokale deputy og områdets teenagere omtaler som Gamle Ben. De holder desuden motel Blue Fox under opsyn, og sheriffen har en stående aftale med en række af de lokale, at dukker ’FBI-agenterne’ op, så skal han varskos. Det medfører blandt andet, at et nyt interview med Kimberley bliver meget kort, da agenterne er nødt til at forlade hendes hjem, inden sheriffen og de mystiske agenter ankommer.

Gamle Ben

Afdøde er Jonah Bensington. De lokale ved, at han er en gammel, trist særlig, der bor i en hytte i skoven, og at han har gjort sådan i evigheder, eller i hvert fald siden begyndelsen af 80’erne. Han går under navnet Gamle Ben, og mange kender ham ikke under andet navn (Star Wars-referencen er intenderet). Dr. Stephen Anderson sikrer sig obduktionsrapporten ved at rante om vigtigheden af obduktionsrapportstudier over for sheriffens sekretær, og mod at han tier, får han lov at se rapporten, som hun alligevel ikke gider gøre sig klog på. Bensington er død ved et stumpt slag mod hovedet, og han bærer adskillelige tegn på, at han ikke har sovet i meget, meget lang tid. Det stumpe slag stammer fra en whiskeyflaske, som bærer en masse fingeraftryk blandt andet fra den dræbte teenager James Clark (som var det dødsfald, der begyndte det hele), og hans kæreste Kimberleys fingeraftryk er også på den, sammen med mindst to andre.

Slutspillet

Agenterne bevæger sig varsomt gennem Blue Dell, mens agent Sharp har forladt byen med al bevismaterialet ude fra hytten, og Dr. Anderson har gemt sig på togstationen, klar til at forlade byen med kort varsel. En ambulance-udrykning vækker agenternes interesse, og de følger den.

Ambulancen fører dem til et hjem, de ikke før har besøgt. Der er en sær lugt af ozon omkring huset. En lugt de flere gange er stødt ind i forbindelse med efterforskningen: Hjemme hos Kimberley, James Clark og hans bil, Hytten i skoven, og rundt om i byen, og nu her. Indefra kommer et vældigt blåt lynglimt, og de to agenter, Simon og Sherlock, trænger ind i huset i hælene på de to ambulanceførere. Her ser de Kimberley og Jakes Bann (nær ven af James Clark og Kimberley), og de ser blå lyn og energiudladninger danse i luften mellem de to. På gulvet ligger en tredje, hvis ansigt er forbrændt til ukendelighed. Det er en smeltet flade.

Kimberley og Jakes Bann begynder begge at koncentrere sig, og deres bevægelser bliver synkrone. De taler i takt, de bevæger sig i takt. Jakes Bann banker sin håndflade ned i bordet, og lynene, der danser mellem hans fingre, begynder at tegne bogstaver på bordfladen. Agent Simon beordrer dem at stoppe, men uden held. I stedet kaster de sig gennem et stuevindue og stikker af. De bliver dog indhentet af den snarrådige agent Sherlock, som med draget skydevåben byder dem at standse. Kimberley og Jakes Bann, der stadig agerer som et, truer med død og ødelæggelse, hvis de ikke lades være, og agent Sherlock er klog nok til at lade dem gå. Da de render deres vej, råber hun efter dem: ”Hvad blev der af Janice?”. ”Hun er død” lyder svaret.

Hytten brænder

Agent Simon gætter på, at Kimberley og Jakes Bann – eller hvem det nu er – ikke har nogen steder at søge hen, og derfor nok vil vende tilbage til hytten i skoven. Han og Sherlock haster derud, og pøser benzin over stedet. Så sætter de sig til at vente.

Ganske rigtigt. Kimberley og Jakes Bann, stadig med deres synkrone eller ekstremt velkoordinerede bevægelser, kommer snigende sig gennem skoven og går ind i hytten. Agent Simon fremdrager sit skydevåben, placerer en række kugler i hytten, som bryder ud i en eksplosionsagtig brand. De to teenagere brænder op derinde, og voldsomme energiudladninger vælter frem. Så bliver der stille.

De to agenter haster af sted. De forlader Blue Dell, og de giver tegn til Dr. Anderson om at gøre samme. Missionen er i en forstand løst. Der vil ikke finde flere mystiske dødsfald sted i Blue Dell, men tre teenagere og en gammel mand har mistet livet.

Efterspillet

Agenterne vender hjem, de indleverer en rapport til Delta Green, og de indleverer de nødvendige beretninger om deres ’fravær’ eller ’arbejde’ over for deres arbejdspladser, og agent Sherlock beholder de mange dokumenter, som blev fundet i hytten. Hun bruger mangt en aften i den efterfølgende tid på at gennemgå fundne.

Dr. Stephan Anderson overlevede, så han vil vende tilbage som friendly i andre episoder. Han er stærkt berørt af sine oplevelser, men han har også fået bekræftet, at der er sære ting derude, som skal efterforskes nærmere.

Det spilmekaniske efterspil

Spillerne optjener hver et Agentpoint, som Anne og Peter anvendte med det samme til at erhverve sig falsk ID til kommende missioner. Kasper gemmer sit, og Thomas var ikke til stede.

Der skal tildeles nogle skill point for endt mission, men det bliver først ved næste spilgang. Her får folk også lov til at ændre fordelingen af skill points, da vi nu er ved at have erfaring med systemet, og hvordan det fungerer. Der skal derfor omtænkes nogle fordelinger, som ikke var helt optimale. Det er en almindelig praksis i mine kampagner, at man får lov at vælge om i begyndelsen, da det er let at fortage suboptimale valg.

Ved den efterfølgende spilgang fik vi også XP på plads. I Unknown Armies optjener man 1-8 point pr. spilgang. 1 point for at dukke op og 0-7 point for plotløsning, godt rollespil og andre bidrag. Det passer mig ikke særligt godt at sidde og belønne spillerne på den måde. Derfor er systemet ændret til følgende: 5XP pr. spilgang, man er til stede, og 3XP pr. spilgang, hvor man ikke er til stede. XP bruges til at forbedre evner (2:1), forbedre færdigheder (1:1) eller købe nye færdigheder (10 point åbner, færdigheden begynder på 10).

Ved samme lejlighed gav jeg spillerne mulighed for at relokalisere de point, de havde sat i deres karakterers evner og færdigheder. Årsagen er, at man ofte kommer til at foretage mindre optimale valg ved karakterskabelse særligt når man sidder med et nyt system, og der er ikke noget ved, at en spiller har en suboptimal karakter. Udfordringer skal komme fra de vanskeligheder, man anbringer karaktererne i, og ikke ved at en spiller har foretaget dårlige valg under karakterdesignprocessen. Det kan man gøre i brætspil, hvor næste spil begynder om en time eller tre.

Om mekanikken

Ved synet af de to teenagere, deres synkrone handlinger, energiudladningerne og det forbrændte lig, bad jeg om Sanity checks. På dette punkt i scenariet snakkede vi kort om sanity checks, og jeg oplyste, at jeg ikke havde bedt om checks tidligere, selvom det er ret almindeligt i CoC at bede om checks, når man støder på lig. Antagelsen er, at der er tale om professionelle folk, der har en vis erfaring med at se døde, og derfor ikke mister point på den slags.

Brug af skills

Der er ikke mange skill checks, og jeg beder primært om dem, når spillerne tydeligt vil opnå noget. For eksempel da Dr. Anderson vil smugle whiskeyflasken ud fra politistationen, er det et oplagt sted med et rul. Generelt holdes antallet af rul nede, og spillerne kan tre gange hver i løbet spillet foretage et ’flipflop’, hvor de vender terningerne om (51 bliver til 15, 76 til 67 etc.), som i nogle tilfælde kan vende et fejlet rul til en succes. Anne gjorde brug af muligheden med succes, mens Peter rullede så elendigt, at han ikke kunne opnå succes ved at flipflop.

Når spillerne fejler, tilstræber jeg, at rullet ikke ’bare’ er fejlet, men at der følger en anden ny mulighed eller ny udfordring. F.eks. da Dr. Anderson fejler sig skjule whiskeyflaske forsøg, betyder det ikke, at han bliver taget på fersk gerning, men at han derimod indser, at han vil blive taget på fersk gerning, hvis han ikke gør noget hurtigt. I dette tilfælde vælger han at kaste flasken fra sig. Da Agent Simon prøver at overtale Kimberleys mor til at lade ham og hans kollegaer tale med Kimberley, fejler Peter sit rul. I stedet for at lukke helt af, introducerer jeg en ny vanskelighed, nemlig at agenterne ikke kan få lov at tale med Kimberley uden, at sheriffen er til stede. Det giver agenterne en ny chance for at tale sig til rette med moderen, og det resulterede i, at agent Sherlock fik overtalt moderen til en samtale under forældrenes opsyn (fordi det var praksis etableret sidste spilgang).

Vi har endnu et par mekanikker, som ikke har været i brug: Anvendelsen af menneskelighedspoint, anvendelsen af forfaldspoint, erhvervelse og anvendelse af Lykketræfs, samt etablering af ledetråde ved at spendere sanity point. Sidstnævnte var oppe og vende her til aften, men den blev fravalgt.

Spilstil og kampagnestruktur

Spilstilen i kampagnen er lidt anderledes end vores forrige kampagner, og vi skal lige finde et fodfæste. Til gengæld er jeg meget glad for oplægget, og for den retning som spillet bevæger sig i. Jeg glæder mig meget til at spille de næste episoder.

Anden spilgang var dog ikke optimal i sin begyndelse, da jeg ikke havde taget højde for den episodiske strukturs spændingskurve. Når vi stopper midt i en episode, skal der ligges en ny spændingskurve ind, der bygger tempoet op på ny i stedet for at man har en kold start midt i en stor info-dump-scene. De kommende episoder vil blive opbygget således, at der følger en ny spændingskurve for hver spilgang.

Inspiration og videre læsning

Hoaxes from Space – Philadelphia Experiment del 1

Hoaxes from Space – Philadelphia Experiment del 2

Anmeldelse af og baggrund for The Men Who Stare at Goats

Et brev fra en paranoid person

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Call of Cthulhu, Delta Green, indie, Rollespil. Bogmærk permalinket.

6 svar til [Delta Green] Manden i hytten – anden del

  1. Nis Baggesen siger:

    Sagen virker jo på mange måder uafsluttet. Er det meningen at senere episoder kan/skal referere tilbage til denne, eller er den åbne slutning en del af stemningen i den her kampagne. Er der nogen resolution for spillerne om ‘hvad der faktisk foregik’?

    Like

  2. mortengreis siger:

    Hej Nis,

    Rigtigt set. Dele af historien er uafklaret. Det skyldes dels et taktisk valg fra mindst en af cellens agenter, som går på at destruere frem for at forstå. Dels er denne episode af en del af kampagnens story arc (i modsætning til episode 2 og 3), og vi har således langt fra hørt det sidste fra Mændene i sort, forskningsleder Riley Wenzel eller Subjekt nr. 12.

    Det agenterne ikke fik afklaret var, at Gamle Ben som et gestalt-sind ved sin krops fysiske død sammensmeltede sit sind med sine overfaldmænd, og de blev langsomt til et kollektivt sind, men ikke uden stor modstand fra teenagerne.

    Like

  3. Nis Baggesen siger:

    Fik spillerne (ud over altså dem der nu læser det her på bloggen) afklaret at “Gamle Ben som et gestalt-sind ved sin krops fysiske død sammensmeltede sit sind med sine overfaldmænd, og de blev langsomt til et kollektivt sind, men ikke uden stor modstand fra teenagerne”?

    Like

  4. mortengreis siger:

    Nej, det gjorde de ikke rigtig. De kom ret tæt på i deres spekulationer, men som jeg husker det, så kom de ikke helt ind på det. Jeg kunne dog ikke lade være med at afsløre det her, da du spurgte til det.
    Jeg har dog under alle omstændigheder, som også tidligere nævnt tænkt mig at vende tilbage til elementer fra episoden og uddybe dem tidligere. Kasper pustede desuden ret meget liv i episodens friendly, så jeg gav ham en god mulighed for at overleve, da jeg gerne så ham aktiv i senere episoder. Hvordan det siden vil gå ham, står fortsat hen i det uvisse.

    Like

  5. Kasper siger:

    Hej Nis og Morten

    For lige at blande mig så kom vi, som Morten nævner, i nærheden af konklusionen om Gamle Ben. Jeg mener at vi i afslutningen, sådan lidt out-game (hedder det det?) talte om, hvad en evt. konklusion eller forklaring fra agenterne til deres kontakt i Delta Green ville være.
    Altså en slags “vi tror det var en situation af XXX typen og vi har fjernet det (for nu)”.
    Jeg synes ihvertfald at en fortsættelse af denne praksis kunne være interessant, ikke for at vi skal prøve at se om vi har “gættet rigtigt” men mere for at få en kollektiv forståelse af hvad vores agenter mener de har med at gøre.

    Like

  6. mortengreis siger:

    Hej Kasper,

    God observation. Jeg havde ikke tænkt over det, men jeg tror, at det vil hjælpe godt på vores fælles fiktion, hvis der efter hver mission er en afrapportering, hvor I konkluderer og opsummerer. Som du også skriver, skal det ikke handle om, hvorvidt I lurede mysteriet korrekt, men hvad I kom frem til, og hvad I vælger officielt at videregive til jeres organisation.

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.