Egentlig havde jeg jeg en anden episode i tankerne, som skulle udspille sig på Manhattan, men spillerne spurgte til en jule-episode, så jeg endte med denne episode i stedet. Her kommer første del af anden episode af Delta Green-kampagnen.
Den oprindelige plan var, at vi skulle indlede med birollespil, hvor vi introducerer Celle T, som Kaspers karakter, Agent Trevor, kommer fra, og at Celle S efterfølgende skal samarbejde med Celle T på en mission på Manhattan, der omhandler en forsvunden krypto-zoolog. I stedet blev det til følgende intro:
På vej til opgaven på Manhattan bliver Celle S hastet videre på en spontan mission i Boston. Agent Reumert, kontaktpersonen fra Celle R, meddeler, at der er en sag, som agenterne skal kigge på, inden de følger op på sagen i Manhattan. Undervejs skal de mødes med en repræsentant for Celle T, agent Trevor, som de skal briefe og samarbejde med. Imens vil de tilbageværende medlemmer af Celle T indlede efterforskningen på Manhattan.
Vi er ved at have en skabelon for vores episoder:
- Agenterne inviteres til “En aften i operaen” af Agent Reumert
- Agenterne udspiller hver en relationsscene (og optjener et Menneskelighedspoint)
- Agenterne ankommer til kilden til mysteriet og de introduceres til sagen.
En aften i operaen
Der er officielt kidnappet tre børn fra julemarkederne i Boston. Det skader julehandlen alvorligt, hvis ingen tør gå ud og købe julegaver, og borgmesteren har derfor lovet, at sikkerheden er i top, og der er indkaldt et elitehold af FBI-efterforskere til at løse sagen. Langt mindre officielt er det, at listen over forsvundne personer er på i alt 13 personer, børn som voksne, som alle er forsvundet ved eller i nærheden af et julemarked. Myndighederne holder sagens omfang skjult ved vildledende tale om kidnappede, forsvundne og savnede personer. Der er ikke modtaget nogen meddelelser om løsepenge eller des lige. Det er Delta Greens tese, at der er unaturlige årsager involveret, og det er Celle S’ opgave at snige sig ind i efterforskningen og løse sagen om de forsvundne personer uden at skabe opmærksomhed. Celle S skal desuden samarbejde med agent Trevor fra Celle T.
Kort før jul
Ved relationsscenerne stillede jeg det krav, at de skal omhandle julen. Reglerne for relationsscener kan læses her. I praksis spiller vi scenerne ved, at den enkelte spiller kommer med et oplæg eller inviterer til forslag til oplæg, og derefter udpeger de andre spillere til at have birollerne. Jeg tager noter undervejs for at have materiale til at arbejde videre med til senere episoder.
Agent Simon – Vi har en scene, hvor Agent Simon afleverer sin autistiske søn, Billy, til sin ekskone efter at han har haft sønnen på weekend-ophold. Drengen roder hele sin oppakning op for at finde en julegave frem til sin far.
Agent Sharp – Hans datter øver violin-spil til julekoncerten på skolen. Han fortæller hende, at han er blevet kaldt på arbejde, og at han ikke kan komme til koncerten. Han lover at sende sin bror i stedet, der er journalist, og han skal nok publicere en notits i avisen om koncerten og hendes violin-spil. Hun er rasende.
Agent Sherlock – Hendes matriarkalske bedstemor, Nanna, ringer og inviterer hende til jul. Bedstemoderen er ude af stand til at høre et nej, og hun formår at træde på alle agent Sherlocks ømme tær i samtalen, f.eks. om hendes karriere, hendes fravær af børn og ægtefælle etc.
Agent Trevor – Han er netop i gang med at hjælpe til juletræsfesten, som arrangeres af den lokale menighed og af den lokale diner. Han og Hannah fra Dineren har et godt øje til hinanden, og der flirtes en smule. Telefonen ringer, det er en invitation til operaen i aften, og han fortæller Hannah, at det er Dem, og at De har en Opgave til ham. Han får desuden Fru Morris til at passe hans tre teenagedøtre, mens han er bortrejst.
Det interessante er, at Agent Trevor faktisk har ladet en civilist vide, at han er involveret i hemmelige opgaver for fædrelandet. De andre lader som om, at aftnerne i operaen er en del af deres regulære arbejde, men en del, som de aldrig omtaler nærmere.
Efterforskningen – julemarkederne i Boston
Jeg gør en dyd ud af komme med stemningsbeskrivelser fra julemarkedet. Tempoet holdes bevidst lavt, og der er mange righoldige beskrivelser. Vi har desuden en samling af julenumre (særligt udvalgte, rædselsfulde cover-versioner. En stor tak til Rikke) kørende i baggrunden (På samme vis gjorde jeg meget ud af stemningsbeskrivelserne af efterårsvejret, det visne løv og den smukke efterårsskov i episode 1: Manden i hytten).
Kort fortalt mødes agenterne, anskaffer sig hotelværelser og en bil. Agent Simon agerer leder, og han briefer agent Trevor. Han lader agent Trevor forstå, at man ønsker ikke at forstå og indfange, men alene at bekæmpe og ødelægge truslen.
Delta Green har ingen konsensus på, hvorvidt man indsamler og efterforsker, eller hvorvidt man opsøger og ødelægger. En del agenter har en ren gungho-tilgang til problemerne. Præcis hvor de enkelte agenter og celler placerer sig i dette, er op til den enkelte. Agent Simon ser gerne, at tingene køres som black ops, hvor man ødelægger truslerne.
Herefter tager de fire agenter til den lokale politistation, hvor FBI’s efterforskningshold befinder sig. Agenterne infiltrerer efterforskningen med deres falske ID, og de lader som om, at de er et tværgående team af DEA-, FBI- og ATF-agenter, der arbejder på en sag om bander og narko-smugling, som muligvis er i berøring med en eller flere af de forsvundne.
Agenterne lærer, at de tretten personer alle er forsvundet inden for en radius af 1700 meter, at det er sket efter mørkets frembrud, og at det er sket i forbindelse med julemarkederne. En detalje mere er, at de forsvundne er i alderen 5-8 eller har børn i alderen 5-8. Der er ingen vidner, og de personer, som de forsvundne var sammen med, har intet bemærket.
Agenterne er blevet bedre til at snige sig ind i andre myndigheders efterforskning, og det går væsentligt bedre denne gang end sidste gang.
Agenterne beslutter sig for at gå i felten. De bevæger sig frem og tilbage gennem julemarkederne. Der er fortsat et vældigt mylder af mennesker, men ingen lader deres børn ude af syne for et eneste øjeblik. To og to bevæger de sig gennem julemarkedet. På et tidspunkt bemærker Agent Trevor en bod fra den lokale baptist-kirke bemandet af Irak-veteraner. Blandt bodens produkter er uldtøj af irakisk bjerguld til børn. Tøjet er til børn i alderen 5-8. Han beslutter sig for at købe en bluse med, imens Agent Sharp indleder en samtale med veteranerne, da han selv har været udstationeret, og han har en nevø i Irak.
Undervejs får agent Trevor i et personligt opkald. Det er fra hans datter Lisa, der skal bruge sin far til at løse en twist imellem hende og hendes søstre. Trevor løser sagen, giver ungerne lov til at blive længe oppe, og lover dem at tage en gave med hjem.
Lisa og hendes søstre er på listen over Agent Trevors relationer, og jeg sætter scenen for at få den menneskelige side af agenterne med.
Pludselig går alting i stå omkring Agent Trevor. Alt bevæger sig langsommere, meget langsommere, som langstrakte slowmotion-bevægelser, hvor et sort, olieagtigt mørke, under hvis overflade kraftfulde muskler og lemmer bevæger sig, og ud af mørket former sorte klør, der griber Trevor, mens han med rædselsfuldt langsomme handlinger forsøger at gribe ud af sin kollega, der er lige ved siden af ham. Han strejfer hende med sine fingerspidser for kun at se hende bevæge sig med samme forfærdelige langsomhed. Imens forsvinder jorden under ham, da mørket løfter ham op på blafrende vinger. Kun med nød og næppe glider papirsposen med uldtrøjen ham af hænde, og i samme øjeblik tabes han på jorden. Alting bevæger sig normalt igen. Nervøst kigger agenten på papirsposen. Hvad skal han gøre ved den? Han skotter sig omkring efter andre kunder. Har andre en lignende pose? Venter der dem samme skæbne?
Agenterne har endelig et clou. De beslutter sig for at holde øje med, om der er andre kunder (de finder en, og får hende til at sætte varen fra sig), og forsigtigt får de lempet poserne over i skraldespande og dynget tingene til med affald, så ingen får lyst at samle dem op. Det er blevet sent, og de beslutter sig for at vende hjem, regruppere og vende tilbage i ly af natten for at destruere uldtøjet.
Om natten mødes agenterne. Agent Simon med sin store erfaring har produceret napalm ud af tilforladelige husmidler, og de brænder de to uldtrøjer af. Derefter tager de hen til kirken, dirker sig ind og undersøger den. Der er ingen tegn på overnaturlig praksis eller fordækte handlinger. Næste mål er veteranernes hjem.
Vi slutter spilgangen her.
Detaljer om spillet og spilmekanikken
Vi har fortsat meget få terningeslag i spillet. Jeg beder primært om slag, når spillerne ønsker at opnå noget, typisk fra en birolle. Vi havde meget få fejlede slag, da spillerne kan flipfloppe terningerne ved at anvende deres karaktertræk – det gøres ved, at spilleren erklærer brugen af karaktertrækket og fortæller hvorledes, det gør forskellen. Jeg hjælper til med at minde spillerne om brugen af karaktertræk og andre specialregler.
Efterforskningen glider let. Spillerne sættes ikke til at rulle for, om de finder et spor, men allerhøjest for hvilke vanskeligheder, der er i forbindelse med erhvervelsen af sporet. Vi har fortsat en del opmærksomhed på den menneskelige side af agenterne, og de er langt fra ansigtsløse hånddukker, der anvendes til, at spillerne kan afkode spilleders gåder.
Jeg synes de personlige relationsscener virker rigtigt fine og spændende. Er det meningen af de personlige relationer på et tidspunkt kan/skal inddrages mere direkte i opklaringsarbejdet? Som uskyldige ofre, forhindringer, hjælpere? Eller er de der mest sideløbende stemningsindslag?
LikeLike
Hej Nis
Jeg blander mig lige. Ideen med relationerne er, at jo mere ‘mythos’ trænger ind på agenterne, jo flere relationer til den ‘virkelige verden’ mister de – vi opererer med en pool af forfaldspoint, som, når den når nul, tillader Morten at slå karakteren ihjel – denne pool kan genoprettes igennem bl.a. at ofre relationer. Pointen selvfølgelig værende at arbejdet for DG tærer på forholdet til civilister, fordi man jo ikke kan fortælle dem, at ‘there are things that go bump in the night’, og fordi arbejdet for DG er ulovligt.
Relationer inddrages ikke i opklaringer (det har vi friendlies til), men skal derimod spejle tabet af kontakt med den normale verden, jo mere man giver sig hen til ‘konspirationen’ (tænk her på hvordan Mulder og Scully mister familiemedlemmer igennem x-files, og at medlemmerne først inddrages i evt. efterforskninger efter deres død). Relationer behøver dog ikke dø.
LikeLike
Præcis! Fin forklaring, Peter, den rammer rigtig godt.
LikeLike