[Delta Green] Oprydning

Velkommen til sæson 2, Arizona kalder, episode 1: Oprydning

I denne episode legede vi igen med bipersonsspil. Episoden var bygget op over to parallelle handlingsforløb, der havde en vis tematisk lighed, som er afspejlet i episodens titel.

I denne episode fik vi introduceret Thomas’ nye karakter, og meget interessant fik vi set gruppen fra en helt anden vinkel. De er nu erfarne (Kaspers karakter over for Thomas’ karakter), og balancen i gruppen er ændret (Kasper og Annes karakterer er de officielle celle-ledere). Vi fik desuden også set DG-opgaver fra en helt anden vinkel.

Der kan ske meget på en aften, og jeg vil først beskrive hændelsesforløbet, og derefter vil jeg diskutere bipersonsspillet og sidst betydningen af, at ændre balancen i gruppen (hvilket blev oplevet meget tydeligt i 3:16 Carnage Amongst the Stars).

Indledning

Efter god mad og hyggesnak gik vi i gang med spillet. Thomas gik i gang med at konstruere Agent Tarek, en arabisk muslimsk CIA-agent. Imens snakkede Anne og jeg om DGs celle-struktur.

DG er indrettet som en hemmelig organisation, hvor hver celle-leder kun kender en kontaktperson i ovenstående og nedenstående celle, samt i sine celle-kammerater. Ideelt set kender de kun hinandens dæknavne, hvorved organisationen kun med vanskelighed kan optrævles.

I praksis fungerer det ikke helt så simpelt, da det kan være vanskeligt for agenterne, der arbejder fast sammen, kun at kende hinanden med deres dæknavne.

DG er samtidig også en organisation, der har en vagt defineret hierarkisk struktur, når det gælder tildelingen af missioner, og det bliver mere kaotisk, når en del af arbejdet kører efter en ad hoc-struktur, idet DG nogle gange må handle hurtigt for at løse Mythos-problemer. Det er imidlertid ingen let struktur at rollespille efter, da det skaber uklarheder omkring spillernes muligheder for at improvisere over DGs opgaver – særligt når de har status som celleledere, der skal være med til at instruere og lede i modsætning til, når det er biroller, der på vegne af spilleder udstikker en mission. 3:16 Carnage Amongst the Stars tildeler spillerne løbende højere og højere poster i hierarkiet, og udstikker nogle simple retningslinjer for, hvilke opgaver spilpersonerne skal løse – og det kunne være, at man måske skulle dykke ned i disse regler og finde en bedre strukturering.

Om aftenens spil fortalte jeg kort, at vi ville anvende noget anderledes bipersonsspil, og at agenterne ville køre to parallelle handlingsforløb. Derefter briefede jeg spillerne om deres missioner, og oplyste at vi ren undtagelsesvis tager relationsscenerne efter missionen, da jeg vil have den scene til at blive afspejlet af dagens mission.

En aften i operaen – celle S

Agent Reumert kontakter agent Sherlock, og han oplyser, at hun skal stille med celle S i Delaware, hvor Mr. Reynes, en friendly, ville briefe dem i deres mission.

En aften i operaen – celle T

Alphonse fra Celle A kontakte agent Trevor, og han instrueres i, at han skal samle sin celle og få sat skik på den. Der er en ny agent, Agent Tarek, og så er der agent Tully, som er faldet af på den. Af rent dramatiske årsager fastsætter jeg, at agent Trevor sætter sine to celle-kammerater stævne i New York, hvor agent Tully har hjemme.

Handlingen skifter

Handlingen krydsklipper løbende mellem de to hold agenter, som er ved at håndtere hver deres mission. Rent praktisk vil jeg gengive deres missioner hver for sig som et samlet hele.

Celle T samles

Jeg overlader situationen til Kasper, da det er hans agent, som har ansvaret. Han har sat dem stævne i en lounge i lufthavnen, og her dukker agent Tarek op. De venter forgæves på agent Tully, ringer ham op og får en grov fuldemandsstemme i røret, som resulterer i ingenting, og de beslutter sig for at opsøge ham.

Agent Trevor har fået adressen af celle A, og bygningen er gammel, væggene er tynde og årtiers leben har slidt mærker dybt ind i bygningens sjæl. Værelserne er befolket med gamle mennesker og deres tv-apparater, som konstant høres.

Undervejs deres færd gennem bygningen forstyrres de af et ældre ægtepar, og efter at de er kommet ind i lejligheden forstyrres de af den kvindelige vicevært, som ikke har hørt fra lejlighedens beboere længe.

Agent Tarek dirker døren op, og da agent Trevor brysk åbner døren, væltes en masse tomme sprutflasker om i den mørke entre. De klirrer og støjer højlydt. Entreen er mørk. To døre er lukkede, og den sidste er forseglet af farveløs, mat plastic, der er fæstnet hele vejen rundt om døren med gaffa. De to agenter træder ind og lukker døren efter sig.

Første dør er soveværelset, der er rodet, og der er spændt sort plastic for vinduet. Anden dør fører til køkkenet, der ligeledes er mørklagt. Køleskabet arbejder på fuldt tryk, og døren står på klem. Gaffa surret om køleskabet forsøger at holde lågen lukket, men der er for meget i køleskabet. Langsomt drypper en klam væske ud derfra. Agent Trevor forsøger at åbne køleskabet, og da han får skåret gaffaen op, dukker agent Tully kone i mange dele i syne. Hovedet ruller ud, lander med et sygeligt klask, og agent Trevor ser, at hun stadig har læbestift på. Overalt er der en voldsom stank af råd, og det vender sig i de to agenter, Tarek holder sit nede, men Trevor ender med at spy.

Til sidst er der det forseglede rum. Stanken herinde fra er slem. En blanding af fyldte askebægre og tomme sprutflasker blander sig med stanken menneskeligt råd. Der står tre affaldssække på sofaen. De er sirligt lukkede med sejlgarn. De to agenter gennemsøger stuen, som har doblet som soveværelse for to børn. Vinduet står åbent og er ikke forseglet. På karmen finder agent Trevor klomærker, de samme han fandt i Emmerich Sinclairs lejlighed (episode 4). Agent Trevor bliver bleg, og agent Tarek spørger ind til årsagen, som agent Trevor langsomt forklarer. Det var en mission, som kostede gode agenter livet.

Blandt flasker og askebægre på sofabordet finder de et af Emmerich Sinclairs manuskripter, som agent Tarek ender med at tage med sig. Agenterne åbner den ene affaldssæk på sofaen varsomt. Der finder de resterne af agent Tullys datter, blikket er dødt, munden tandløs og der er bidemærker i hendes kind fra menneskemund. De to andre sække åbner de ikke, men de er ikke i tvivl om indholdet. Et hurtigt prik bekræfter det.

Agent Trevor går ud og henter rengøringsmidler for at slette alle sporene af deres tilstedeværelse. Undervejs forstyrres de to agenter et par gange af civilister, herunder en lille, gammelklog dreng, der bliver ved med at stille irriterende spørgsmål, fordi han synes, der stinker inde i agent Tullys lejlighed. Agent Trevor beslutter sig for, at de to agenter skal overvåge lejligheden og se, om der kommer natlige gæster – en modus han kender fra sidste mission. Efter at have skurret lejligheden ren for spor efter agenternes tilstedeværelse og fjernet Emmerichs manuskript, tager agent Trevor hen til Den grønne boks. Dette er en tur ned af Memory Lane. Den ligner sig selv, der er mærket på væggen, hvor Den meget store snigskytteriffel hang, og der er alle de små spor, som agenterne sidst efterlod i rummet – her bidrager Anne og Peter med at nævne disse, som f.eks. der hvor agent Simon sad og røg og skodede sine cigaretter.

Om natten sidder agent Tarek i gyden bag bygningen og venter. Han har udsigt til lejligheden. Som han venter der, hører han skraben af metal mod asfalt. Et brønddæksel længere nede i gyden bliver flyttet – og tidligere på dagen havde de set tydelige tegn på, at dækslet havde været flyttet for nyligt.

Oppe i den mørke stue sidder agent Trevor og venter. Han sidder med udsyn til både dør og vindue, så han sidder mellem legetøj og børnesenge i den del af stuen, der er indrettet til børneværelse. Overalt kan han høre bygningens beboere gå til ro.

Uden for vinduet hører agent Trevor støj, og på sin radio hører han, om agent Tarek kan se noget, men alt ligger hen i mørke. Der er ikke noget at se. Udenfor vejrer den fremmede, og pludselig høres en hæs, raspende stemme. Den kalder på agent Trevor, den genkender ham. Det er agent Tully …

Stemmen fortæller, at manuskriptet taler sandt. De kommer, når man kalder på dem, og for kun en ringe pris vil de skænke en stor gave. Imens er agent Trevor cirklet rundt i stuen, han er klar til både kamp og flugt. Han instruerer Tarek i at lyse stedet op, og Tarek vender sin lygte mod lejligheden. Over vinduet hænger en sær skikkelse, dens næse er borte, kæben er underligt fremskudt til et rovdyrs gab, og hænderne ender i klør. De to agenter åbner ild, og de rammer godt – især da de med deres flipflops får vendt terningerne til voldsomme succeser. Kasper vender et terningeslag ved hjælp af karaktertrækket skyldfølelse, og vi får en smuk beskrivelse af, hvorledes han føler skyld over ikke at have fået styr på sine mænd i god tid, og over ikke at have gjort mere for agent Tully, som grundlaget for den dramatiske handling at skyde fjenden ned. De får dræbt agent Tully, og de samles i gyden for at liget nærmere an. I det fjerne hører de et brønddæksel falde på plads, og de vælger at forlade stedet i al hast. Deres ildkamp har vækket folk.

Celle S i Delaware

Agent Snyde og agent Sherlock mødes, og de tager et smukt og meget fornemt, familieejet hotel, hvor de henvender sig i receptionen. Receptionisten omtaler deres kontaktperson, som senator, og mens agenterne er på vej op i elevatoren tjekker de internettet for deres kontaktperson. De finder ud af, at han var officer under Vietnamkrigen, at han er dekoreret for det, og at han er konservativ politiker, der støtter op om bevillinger til ordensmyndighederne. Vore agenter undrer sig, hvorfor er han en DG-friendly? Friendlies plejer at besidde ekspertiser brugbare for Delta Greens agenter.

På øverste etage finder vore agenter hen til værelset, hvor de lukkes ind af en ældre, brysk herre iført slåbrok, det er Mr. Reynes, senatoren. Der lugter af alkohol og tobak derinde, og han står med golfkølle over skulderen. I værelset er der rodet, og der ligger golfbolde overalt. Han har boet der i flere dage, og rengøringen har ikke været på besøg for nyligt.

Senatoren peger de to agenter ud på toilettet, og beordrer dem til at rydde op, mens han sætter sig og ser TV og muntrer sig med golf på stuegulvet. Ude på toilettet er et stort badekar, og i badekarret et blodigt lig. Ved foden af badekarret en masse rengøringsmidler, hvis indhold er hældt ud over liget. Der er blod overalt. Dette er agenternes opgave. Oprydning efter senatoren.

De to agenter er chokerede. Oprydning! De skumler en del, de tager kontakt til agent Reumert, mens de tjekker, om der er tegn på det Cthulhu Mythos. Det er der ikke. Agent Reumert forklarer de to agenter, at det er deres karriere, som er på spil. Ikke kun deres karriere hos DG, men deres karriere i det hele taget. Der er en slags samarbejde mellem DG og senatoren, som gør. at DG rydder op efter senatoren. Celle S har bare at komme i gang.

Det næste forløb bliver brugt på at gøre rent. Der skal hentes grej og samles spor op. Undervejs er der en masse småting, såsom at agent Sherlock taler med sig selv/en anden? (et tilbagevendende tema – nemlig at Agent Sherlock er ved at blive stødt mere ustabil, og på vej i samme retning som hendes syge tante). Agenterne irriteres desuden af senatoren, som både højlydt ser tv, ringer til en kontakt for at undersøge, hvem de to DG-agenter, bestiller en luder hjem (Candy, som han dog forbyder at gå ud på badet), og fører en ubehagelig samtale med agent Sherlock, hvor han demonstrerer sine evner i kold læsning.

Agenterne er rasende. De har besvær med at ‘gøre rent’. De er i tvivl om vedkommende i badekarret er død eller ej. Ansigtet er skamferet, men livstegnende er så tvetydige, at de ikke kan vurdere det uden professionelt lægegrej, og det har de ikke. Agent Snyde sætter en pose over vedkommende ud fra et ræsonnement om, at det er det mest barmhjertige, der kan gøres. Vedkommende er slemt skamferet, og hvis der er liv, er det tvivlsomt hvilket slags liv, vedkommende vil komme til at føre. Liget opløses med righoldige mængder af baser og syrer (denne scene: Victor the Cleaner i en tysk version?!).

De to agenter bliver flere gange forstyrret i deres arbejde af Candy, senatoren (som jeg oprindeligt spiller, men som Thomas og Kasper overtager som endnu en birolle), og det ender med, at Agent Snyde fisker en lille flaske frem. Det er nikotin i store mængder. Rigeligt til at dræbe en person. Han er så vred på senatoren, at han overvejer at bruge det.

Som aftenen går på lykkes det for senatoren at skubbe de to agenter så langt, at de til sidst kaster sig over Senatoren. Med besvær får de presset ham ned, og derefter stukket en nål i ham med nikotinen. Da han stritter mere imod end planlagt, når nålen at knække undervejs, og stikket bliver ikke helt kønt (Peter ruller en marginal succes, da agent Snyde kaster sig over senatoren, og Anne har ligeledes kun begrænset succes med sine terningeslag. Mit mål i scenen er kun at sikre mig, at det ikke bliver et ‘perfekt’ mord, da det vil legitimere senere besværligheder for agenterne. Derfor har de relativt let ved at slå senatoren ihjel, men de havde ikke held med at sløre sporene). Derefter forlader de to cleanere hotelværelset med deres grej. Liget i badekarret er borte, og alle tegn på, at det var der, og at det blev fjernet er også borte. Senatoren ligger tilbage.

Post spil

For at markere hvor anderledes en episode dette var, og hvor ubehagelige ting agenterne havde været ude og rydde op i, bestemt jeg, at relationsscenerne skulle spilles til sidst.

Spilstil: Skub, pres og ubehagelige ting

Et vigtigt element i vores kampagne er det pres, som agenter er under, og hvor dyrt det koster dem at kæmpe den gode sag. Derfor lader en del opgaver sig let gøre, idet øjeblik at prisen så at sige er betalt (NB. sammenlign med spilningen af Covenant, hvor jeg som spilleder indvilliger i at tabe konflikten, da først Bording har skubbet sin spilperson til et passende point of no return).

Skub og pres kommer også andre steder fra. Peter har f.eks. agent Simon til at spøge i baghovedet af agent Trevor. Ofte sammenligner Peter de to agenters gerninger, og minder Kasper om, hvem Trevors læremester var, og opstiller ham som en forfærdelig påmindelse om, hvordan problemer kan løses, og hvor let det vil være for agent Trevor at gå den vej.

Spilstil: Ledelse

Særligt en ting var anderledes denne episode, og det var balancen mellem spillerne. Kasper og Annes karakterer er skubbet frem i ledelsesstillinger, og deres karakterer er de mest erfarne. Kasper kunne demonstrere agent Trevor som en erfaren DG-agent over for Thomas’ agent, idet han kunne (det kunne de begge, da Thomas trods alt har spillet det samme som Kasper, hans karakter har ikke) omtale alting erfarent – og til Peters fornøjelse trak agent Trevor på et af Agent Simons tricks, selvom Trevor kaldte det et ‘Delta Green-trick’.

Denne ændring i magtbalancing kunne jeg genkende fra 3:16 Carnage Amongst the Stars-kampagnen, hvor spillet ændrede sig i takt med, at spilpersonerne blev forfremmet, og de fik nye opgaver. Det samme skift har vi oplevet her, og jeg ser frem til, at se de fire agenter arbejde sammen. Skiftet mærkes desuden af, at agenterne også fremstår som erfarne agenter. De tidligere agenter er skrevet ud af spillet, og de erfarne er nu spilpersonerne.

Celle S og Celle T har begge mistet en del mandskab på det seneste, og der kommer nok til at gå et par episoder, inden jeg introducerer nye NPC-agenter til cellerne.

Cthulhu Mythos’en breder sig

Efter spillet har nogle af os snakket lidt om, at lade mythossen brede sig lidt ud over de faste grænser. Pt. har jeg ladet hverdagen være i sikkerhed (episoden med agent Simon undtaget, men den var fuldstændig spillerstyret), men der var begyndt at være en interesse for, at den grænse ikke er så skarp længere. Det vil blive taget op til næste spilgang, hvorvidt mythossen må brede sig ind i hverdagen, hos hvem og hvordan.