Med Anne bag roret satte vi os for nyligt til at spille In a Wicked Age, hvilket for første gang i meget lang tid for mit vedkommende, og første gang den ‘nye’ version af In a Wicked Age blev afprøvet.

Kort fortalt er In a Wicked Age et rigtig godt rollespil til dem, der vil udspille dramatiske historier af en kort varighed med et enkelt system og ingen forberedelse. Systemet er godt til korte historier, og til at spille kampagner i form af novelle-antologier.

Ingen forberedelse, fælles design

Så vi satte os ved bordet, trak fire spillekort og ud fra de trukne kort blev der på orakel-oversigten fundet fire udfald, som vi byggede spillet op over.

Fra de fire sætninger identificerede vi de personer og grupper af personer, som optræder direkte eller indirekte i sætningerne, f.eks. ved ordet karavane må der implicit være nogle karavanefolk, og ved kaptajn må der eksplicit være en kaptajn og implicit nogle folk for kaptajnen at være kaptajn over.

Ud fra listen af folk vælger spillerne sig hver deres karakter, man fordeler sine seks terninger (d4, 2d6, d8, d10, d12) på de seks måder at handle på (med vold, med kærlighed, for mig selv, for andre, åbenlyst, fordækt), og så er man næsten i gang.

Historien i nuet

I stedet for et forberedt oplæg eller en forberedt historie så vælger man to “mål” for hver karakter og for NPCerne, og det er i jagten på målene at konflikterne opstår, og det summen af handlinger og konflikter, som opstår i jagten på målet, som skaber historien.

For os blev det til historien om karavanen fra Kejserriget under Solen, som er en kæmpemæssig tributindsamlende karavane, der rejser med egen hær og indlemmer folk og stammer i kejserriget, mens den indsamler tribut. Karavanen er kommer over bjergene mod øst, hvor man troede verden endte, og nu er den på vej gennem skovene og ind i Oni-stammens land med den sorte jord. Stammen er næste mål for karavanen, men den kaptajn, der leder karavanen, hun har Oni-stammens leder som sit mål, og stammens leder en ung kvinde, der rummer inkarnationen af en tidligere vismand. Hun har uddraget hans sjæl af sit legeme og begravet den i den sorte jord, da hun vil være sin egen. Sidst men ikke mindst, er der skattejægeren, der forfølger karavanen, da han har et skattekort over karavanens skatte, og så bringer han et sælsomt bud, da han i sin sjæl bærer et åndeligt sværd, der skænker evnen til at snakke med besjælede ting, som han har fået i hænde af sin mentor, der fik det af sin mentor, der er den nu inkarnerede vismand, hvis sjæl som nævnt ligger begravet i skovne.

Kaptajnen vil erobre Oni-stammens leder hjerte, og lederen, hun vil have lov at gå sine egne veje og finde sin egen skæbne, og skattejægeren vil frarøve karavanen sin værdi og få Oni-stammens leder til at acceptere sin skæbne og lade den afdøde vismand overtage hendes krop.

Det blev til en dramatisk historie, hvor kaptajnens planer slår fejl, da Onistammens leder accepterer vismanden og modtager sværdet skjult i sjælen, som hun dræber (ofrer? Myrder?) skattejægeren med, og imens forfalder karavanen i et kaos og bliver en del af onistammens ejendom, og den lille stamme af vilde folk får nu grundlaget til at skabe et rige af krigsherrer.

Undervejs skete der mange ting, som det er vanskeligt at holde rede på, og som det altid er en udfordring at få nedfældet og kortlagt, da begivenhederne hele tiden vokser videre som en konsekvens af det, der skete for et øjeblik siden.

Løbende udvikling, løbende verdensbygning

Ikke kun historien vokser frem undervejs, men det univers, som historien udspiller sig i, vokser sig gradvist frem – lidt på samme måde, som når en læser introduceres gradvist for universet i for eksempel Narnia-bøgerne eller en seer trinvist lærer mere og mere af universet i True Blood, men meget af udviklingen er som i Lost eller Supernatural, hvor man udvikler universet gradvist og lader som om, at hele tiden har været sådan. I rollespil giver det en speciel oplevelse ikke at vide, hvordan universet vokser frem, fordi man er flere om at komme bud på, hvad der sker, og man er nødt til løbende at passe sine ideer ind i, hvad andre introducerer, og udfaldene af de enkelte konflikter.

Sammenlignet med Hinterland-scenarierne eller mit arkæologisk oldschool-projekt, hvor vi spiller gamle scenarier udgivet for 25-35 år siden, så er det to forskellige måder at lege med fiktion på, som er sjove at sidestille med hinanden, for der er en fornøjelse i at interagere med en fiktion formidlet via spilleder og en anden fornøjelse i at skabe fiktionen i med- og modspil med de andre spillere i story games.

Indie-spil under huden

Indie-spil kan let opleves som en meget struktureret og mekanisk ting, hvor man går fra scene til scene, og har en masse snak mellem scenerne om, hvad der nu skal spilles for en scene, og der kan være snak undervejs i scenen om, hvorledes konflikterne skal opbygges. I nogle indie-spil er der en klar scenestruktur, som fordrer til den type spil, og i andre indie-spil er den mere en konsekvens af enten manglende erfaring med genren eller manglende erfaring med at spille med de andre spillere.

I vores gruppe har vi spillet længe sammen, og det er ret naturligt at glide fra A til B uden at stoppe op og snakke scener. I stedet fylder spilleder “tomrummet” ud med stemningsbeskrivelser og NPC’ernes handlingerne, indtil en spiller tager ordet og ud af de forskellige interessenters handlinger, begynder snart konflikterne at udspringe naturligt.

In a Wicked Age er ret godt til at køre forløb med flydende handlinger frem fra struktureret scenesætning, og der er gjort en dyd ud af at have et regelsystem, som følger karakterernes handlinger, og ved at tilskrive disse handlinger en spilmekanisk værdi afgøres udfaldet af de forskellige aktørers handlinger.