I gårsdagens indlæg blev der i serien af indlæg om, hvordan man laver en kampagne, åbnet for en ny gren, nemlig hvorledes man får sat et nyt univers i spil og taget i brug i kampagnen – og første regel var, at verdenen ikke må præsenteres gennem større mængder læsestof for spillerne.

Hvis du kun må vise verdenen frem

Hvis spillerne ikke vil læse de fire supplementer, der fortæller om de finere dele af intrigerne og adelslivet ved Jadekejserens hof, så er der i stedet muligheden af at vise verdenen frem gennem spil og bemærkninger.

Det kan være praktisk at begynde nede i et hjørne af kortet eller i en afkrog af verdenen, når man begynder i en ny kampagne-verden, eller at man finder andre måder at vise universet frem på, og herfra lader man karaktererne og spillerne sammen møde verdenen for første gang. En måde at gøre det på er at tage dele af verdensbeskrivelserne og oversætte dem til “scener” eller hændelser i spillet. Med en scene bygges hele situationen op omkring det fremmede element i fiktionsverdenen, og ideen er f.eks. at finde noget, der kan gå galt ved skikken og medføre en uheldig situation, hvis skikken ikke følges, eller det fremmede fungerer som rammen for scenen (hos Vrimla-orkerne er det skik, at når høvdingen sidder på sin trone, må ingen stå op, og alle i tronsalen står derfor på deres knæ). Inden en sådan scene kan spillernes karakterer eventuelt have mødt en venlig guide, som kort har fortalt, hvordan man forventes at opføre sig (f.eks. ved møder med provinsernes magistrater indledes med en lang kaffe-ceremoni, hvor man ikke snakker om emnet for mødet før man har været rundt alle mulige andre emner), eller man kan give en spillerne nogle unikke informationer på skrift (dværge-spilleren havde fået udleveret en liste med dværge-overtro/-riter, som dværge følger nede i miner, som afværger både overnaturlige trusler (mine-ånder) og undgå naturlige farer (giftgasser), og dværgespilleren kunne nu rollespille dværgens opførsel i minerne, mens de andre spillere kunne forundres over skikken). En fjerde løsning er, at man lige inden hver scene giver spillerne en kort briefing over, hvad deres karakterer ved er normalt (“Jeres karakterer ved, at det er kutyme at arvingerne bærer rødt til begravelsen, mens alle andre er iført hvidt, og at man kremerer afdøde og fordeler asken mellem arvingerne som deres første arv, så da I ser, at magister Jeremiah er iført rødt og ikke hvidt, ved I, at der er noget galt”).

Mere i morgen om verderne og om at vise den frem i rollespil. Følg Stemmen fra ådalen via dens side på facebook.