Hinterlandet blev udforsket af mange eventyrere på Fastaval 2016, og mange drog af sted, og mange vendte aldrig tilbage. De endte deres liv i huler og grotter drevet af nysgerrighed, vovemod og grådighed. Mange andre overlevede og fortsatte deres eventyr. Nogle var karakterer fra tidligere conner, og andre vil fortsætte deres eventyr på kommende conner. Sådan er der en metaspils-kampagne i Hinterlandet, men der er også et metaspil omkring reglerne i Hintelandet. Det er meta-reglerne i Hinterlandet.
Hinterlandet har kørt som kampagne i fire år særligt på connerne Con2, Viking-Con og Fastaval men også på andre mindre spiltræfs, og sammen med scenarierne er der også kommet flere og flere regler til, selvom kernen i Hinterlandets regelsystem er så godt som uændret siden dag et.
De mange ekstra regler kommer i form af mikro-supplementer, og reglen omkring dem er, at supplementet skal være fysisk til stede i sin originale form (fotokopier tæller ikke). Det skaber et collectible element, som man kender det fra Magic: The Gathering, hvor nogle kort er almindelige og andre er sjældne. Her har vi i stedet almindelige og sjældne regler.
En konsekvens er, at reglerne i spillet veksler fra gruppe til gruppe alt efter hvilke regler, spillerne har til rådighed. I nogle grupper vil der være klasser som hinterlændinge, elvere og skyggeløbere, i andre vil der være særlige regler for at gå på druk dagen inden, man går på eventyr, opstøve fremmede folk på markedspladsen eller rejse gennem ødemarken på magiske stier.
En anden konsekvens er, at spillerne bytter, låner og forærer supplementer mellem hinanden for at prøve forskellige klasser af, anskaffe særligt udstyr eller prøve særlige muligheder.
Et formål med mikro-supplementerne er at eksperimentere med reger, men i en begrænset form, hvor kernen i regelsystemet ikke røres. I stedet leges der med mulighederne inden for et afgrænset rum. Et eksempel er f.eks. nogle af de særlige klasser, som ligger uden for det almindelige sortiment af eventyrere.
Et andet formål er at skabe regler og retningslinjer for spil på områder, hvor der ikke nødvendigvis er noget spil i forvejen. En type supplementer lader spillernes karakterer rende ind i hinanden, inden de får deres første mission (inspireret af den måde, som d’Artagnan render ind i de tre musketerer, inden de udgør et selskab, der sendes på mission), mens en anden type supplement fletter den handling, det er at købe udstyr ind, ind i spillet, så der kan ske ting på godt og ondt undervejs (f.eks. Markedsdag-supplementet).
Et tredje formål er at lege kontrollen over fiktionen, da nogle mikro-supplementer lader spillerne indskyde ting i spilleders scenarie (Den døde eventyrer-supplementet lader en heldig spiller finde et hemmeligt rum i dungeonen, som heller ikke spilleder havde viste var der) eller uddybe fiktionen med ekstra detaljer (Ærinde på rejsen-supplementerne gør det muligt for spillerne at indskyde spontane mini-oplevelser på rejsen ud til hulerne, som igen er emner, der umiddelbart er uden for spilleders kontrol). Underliggende er udfordringen, at både spilleder og spillere får et stykke fiktion stukket i hænde, som de skal spille med.
Et fjerde formål er at lege med samspillet mellem fiktion og regler. Det nok mest markante eksempel er her ‘illusionist-scenarierne’, som alle rummer en særlig tryllebog. Får man erobret tryllebogen, får man adgang til reglerne for illusionist-klassen. Med andre ord ønsker man at spille illusionist, skal man finde en spilleder, der vil køre et illusionist-scenarie, og i det scenarie skal spilleen være heldig at erobre tryllebogen. Handlingerne i scenariet afgør, om et sæt regler bliver tilgængelige for spillerne.
En tredje konsekvens af mikro-supplementerne er, at det fulde regelsystem aldrig er til stede, og det er aldrig helt afklaret, hvilket regelsystem man spiller med. Det kan når som helst ske, at en spiller midt i det hele slår op i sine papirer og påberåber sig brugen af et sæt regler, som ikke lå fremme ved spillets begyndelse. Spillerne mobiliserer ikke kun deres karakterers ressourcer, men også ‘spiller-ressourcer’ i form af særlige regler, og nogle gange opnås en episk redningsaktion af en karakter ved at spillerne både bruger deres karakterers for eksempel magiske skatte og deres egne regel-ressourcer (f.eks. da en karakter blev lemlæstet, kunne spillerne så påberåbe sig et besøg til templet og anråbe de udødelige om et mirakel, og derefter inddrage magiske ting, da terningkastet på at opnå de udødelige gunst fejlede, hvorved både særlige regler og magiske ting blev inddraget, og begge dele var noget, som tilfældigt var til stede i gruppen, da grupper sammensættes på kryds og tværs ved hver spilblok).
Det er meta-spillet om reglerne i Hinterlandet. Et spil, hvor handlinger i fiktionen kan påvirke de i spillet tilgængelige regler, og hvor spillerne i lighed med deres karakterer har særlige ressourcer (magiske ting for karaktererne, mikro-supplementer for spillerne), som de kan trække ind i spillet.
Kommende lege med mikro-supplementer og regler
På den kommende Fastaval 2017 vil vi lege med virale mikro-supplementer, når kulte forsøger at rekruttere karakterer, og når spillerne forsøger at hverve de andre spilleres karakterer ind i kulte. På Fastaval vil der også blive leget med formen om, hvordan man får udstukket en mission, da man normalt får udstukket en opgave af kommandanten på Den ensomme fæstning, men nu kan man forsøge at bruge kultene i stedet som uddele af missioner tvingende spilleder til at tænke hurtigt.
På Viking-Con 2016 er temaet ‘Tilbage til …’, og i den forbindelse bliver der leget med muligheden af at kende til eventyrerne på forhånd, og muligheden af at erobre nye mikro-supplementer i hulerne som en art skatte (en fortsættelse af mekanikken fra illusionist-scenarierne).
Kommenter her eller i Hinterlandets facebook-gruppe. Har du lyst at skrive scenarie til Hinterlandet på Viking-Con og/eller Fastaval, er du meget velkommen. Alle regler og tidligere missioner kan findes her.