Tomb of Annihilation – Velkommen til Port Nyanzaru

Vi spiller D&D-kampagnen Tomb of Annihilation, og her følger anden episode, hvor vi får introduceret en bunke nye karakterer og flere spilpersoner, får introduceret havnebyen Nyanzaru (eller Kastellos) og den første ekspedition ind i junglen, hvor mysterier venter.

Første episode begyndte med sammensværgelsen i Minrothad, hvor vores hovedpersoner blev hvirvlet ind i en besynderlig sammensværgelse, som har til formål at standse frygtelig ondskab, som langsomt dræner livet særligt fra folk, der er blevet genoplivet eller bruger livsforlængende trolddom. Mødet afbrydes af et attentat, og vore helte undslipper et af havelvernes skibe.

Efter ugers sejllads ankommer skibet bugten på Norddavanias kyst i hvis bund Kastellos ligger. Om bord på skibet har vi spilpersonerne

• Furio – Præst i solkulten for Ixion, faldt i vulkanen som spæd
• Gibberline Hraq – druide, der er barn af en Averoigne troldmand og et elementarvæsen
• Wolfgang Griffenstein – ranger og hattisk lavadel, der er veteran fra Hinterlandskrigene
• Eldan Manror – havelver, søfarer og barde

I deres selskab er også havelverbesætningen på svaneskibet under styrmand Eldrinar og den thyatiske diplomat Hepta Lucia, som er blandt de få overlevende fra attentatet i Minrothad,  samt døgenigten Machupa og spåkvinden Shawa (Troels’ karakter nr. 2), som stod på skibet i N’Goro.

Dagens spil begynder

Handlingen begynder i den spraglede havneby Kastellos, som af de lokale yavdloms kaldes Port Nyanzaru. Bygningerne af lysbrune sandsten er malet i grønne og blå farver, og overalt er der malerier af krigere i leopardpelse, som kæmper mod øgler. Luften er tung af fremmede dufte fra krydderier, træsorte og røgelse, fra de mange kæmpe-øgler, som bruges som trækdyr (for her er ingen heste), og den konstante varme og fugt fra junglen, havet og solen. De fleste folk på gaderne er de mørklødede yavdloms (med deres elviske træk), de kattelignende rakastaer og ulvelignende lupins. Her og der ses også de mere lyshudede minrothadians og thyatians, som også har hjemme i Kastellos.

Imens skibet er ved at ligge til lægger gruppen planer sammen med diplomaten Hepta. Selskabet har næsten ingen penge og meget få oplysninger. Målet bliver at tage fat i de få kontakter, som selskabet har: Thyateren Hestia, minrothaderen Thallius og handelsfyrsten Wakanga O’Tamu. Gruppen deler sig op. Hepta Lucia bliver ved skibet og forhandler med havnefogeden om at få lov til at ligge til, og hun bruger Machupa som sin tolk, og imens går Wolfgang, Gibberline, Eldan, Furio og Shawa i land. Da Shawa sætter fod på land, rammes hun pludselige af nogle voldsomme billeder for sit indre sind:

• En tung sort og grå sky hænger over junglen mod syd. Mindre skyer trækkes mod den store sky. Det viser sig alt sammen at være sjæle, som trækkes til af noget.
• En stor, sort monolit kalder dragende. Den befinder sig i en jordhule under et grønt træ af bladhæng, som solen skinner gennem.
• Dybt under havet, hvor solens stråler aldrig når, åbner et kæmpe øje sig. Havbunden skælver.

De andre ser, at Shawa vrider og vender sig, vender det hvide ud af øjnene, taler i fremmede tunger og fråder om munden. Den megen postyr vækker en masse opmærksomhed, og de andre i gruppen springer frem for at hjælpe hende, mens de lokale flokkes omkring dem. Da Shawa kommer til sig selv, begynder de mange fremmødte at strække deres hænder frem mod hende og bede om en spådom. ‘En spådom, en spådom, en spådom’ tigger og beder de om.

For en ortodoks Yavdlomsk spåer som Shawa, er det et rystende syn, da det er dybt upassende at dele De udødeliges syns-gaver eller på anden vis gå De udødelige i kortene, og det bliver tydeligt for hende, at i Kastellos (eller Nyanzaru) er det heterodox kult, som har indflydelse og påvirker folks forståelse af spådommene. Imens bemærker Eldan to skikkelser i gule rober, en yavdlomsk mand og kvinde, som de eneste forsvinde bort fra området, mens alle andre er flokkedes ved Shawa.

Shawa indvilliger i en spådom, og hun digter lidt frit over visionerne, og får flettet ind, at Eldan og svaneskibet vil spille en vigtig rolle i sikringen af årets høst. De lokaler efterlader en masse smågaver som tak, og vort selskab beriget med små gaver i form af mad, fjer, mønter og udskårne trædyr gør klar til at udforske byen. Imens bliver Shawa tilbage ved skibet.

Jeg finder kortet over Kastellos frem og giver det til spillerne. De bruger kortet til at finde rundt i byen og udpege steder, som de har lyst til at besøge. I det næste splitter spillerne op i to grupper, og jeg krydsklipper handlingen mellem de to grupper.

Eldan og Gibberline begiver sig ned til handelskvarteret, hvor de ser et marked fyldt med eksotiske og fremmede varer, som de kun kender et fåtal af. Der sælges træsorter, kæledyr, pelse, fjer, madvarer, krydderier og alt muligt andet, som de ikke har haft oplevet før. Gibberline fascineres af en nogle store smukke araer, men må konstatere at midlerne er få.

Ved at spørge sig frem henvises de to til badetemplet på øen uden for byen. Det er et tempel for De udødelige associeret med havet, og det er en badeanstalt. Templet ligger på en klippeø uden for byen, og en gangbro fører derud. En lind strøm af folk, der skal ud for at bade eller hjem igen, passerer over broen ud til templet.

I templer møder Eldan og Gibberline en minrothaddian, nemlig Tendar, som taler med dem, og som er overrasket over at møde rejsende fra ‘Moderlandet’ (dvs. Minrothad øerne). Til sidst aftales det, at Eldan og Gibberline ved aftenstide skal mødes med Thallius Tøndemager ved ‘Forsettas brus’, en havneknejpe, hvor søfolk forsamles.

På vejen tilbage passerer Eldan og Gibberline et nærliggende marked, som har mange vagter. Det viser sig at være et marked for ædelstene, smykker og kunsthåndværk.

Wolfgang og Furio render hurtigt nær skibsværftet ind i folk, der kan fortælle dem, at kan finde byens thyatere nede ved Det thyatiske tempel, og de beslutter sig for at gå derned (inden da finder de også ud af, at byen har et colosseum, hvor gladiatorer stadigvæk kan ses kæmpe for deres frihed – et levn fra byens thyatiske fortid) . Templet er et besynderligt syn. Søjlegangen rundt om tempelbygningen og sidebygningerne er fyldt med statuer af thyatiske helte, kejsere og udødelige. Statuerne synes samlet nærmest hulter til bulter, og samme syn venter dem inde i selve templet. Mellem statuer og altre er små stier, og foran statuerne ligger mange små offergaver (gruppen lærer senere, at det thyatiske mindretal har haft samlet alle de thyatiske statuer og altre og samlet dem i templet for at bevare dem, da byens andre befolkningsgrupper ikke dyrker dem).

I templet møder de kustoden og thyateren Qulerias, som byder dem velkommen, og i første omgang viser Wolfgang hen til en statue, hvor han kan gøre et offer til Valerias, og siden Furio til et alter, hvor der er samlet tre statuer af Ixion (Ixion den blussende, Ixion den sejrrige og Ixion den brændende), hvor Furio gør et offer til statuen.

Wolfgang med sine titler og hæderbevisninger fra sine slag i Hinterlandet gør et storslået indtryk på Qulerias, der gerne vil præsentere dem for deres kontakt, Hestia, senere på dagen, og Qulerias gør gruppen opmærksom på, at den thyatiske minoritet ser frem til den dag, at kejserriget inddrager bystaten i imperiet igen, og de ser frem til den kejserlige flådes ankomst, som de ser Wolfgang som en forløber for.

Senere samme dag

Om aftenen samles gruppen og der udveksles oplysninger. (I praksis har jeg spurgt spillerne, om der er mere de vil, nu hvor deres karakterer har opnået deres indledende mål, og derefter klipper vi i handlingen til at de mødes og har afrapporteret til hinanden).

Foruden de ovenstående oplysninger oplyser Hepta, at hun har fået forhandlet en aftale med havnefogeden om, at de kan få lov at ligge to dage uden havneafgift, men derefter koster det. Gruppen har nu 48 timer til at finde en løsning. Hun oplyser yderligere at de fleste handelsvarer i byen er monopoliseret af byens syv handelsfyrster, som kontrollerer køb og salg.

Gruppen enes om at drage ud igen. Hepta følges med Wulfgang og Furio for at mødes med thyaterne og Hestia, mens Eldan og Gibberline går til Forsettas brus for at mødes med Thallius. (Vi splitter gruppen op igen og krydsklipper handlingen mellem spillerne).

Oppe ved templet er det lokale samfund mødtes og har anrettet langborde ude foran templet, hvor de samles til fællesspisning og gør drikofre til De udødelige. Wulfgang og Hepta præsenteres for de lokale thyatere, der er benovede over det fornemme besøg. Efter lovprisninger og spisning, hvor Wulfgang forsøger så vidt muligt ikke at love for meget om en genindlemmelse af byen i Kejserriget, som er noget, der ligger de thyatiske efterkommere meget på hjerte. Efter mødet har Hepta og Hestia bedre tid til at mødes og snakke. Det viser sig, at thyaterne trods deres villighed ikke er videre velhavende, og det er ret begrænset, hvad de kan stille til rådighed for vore venner, men de kan stille med en kano, forsyninger, regnfanger og lidt andre småtterier. For vore eventyrere er det nok til at kunne begynde en ekspedition.

Selskabet har under deres ophold i byen være bekymret for, hvornår den hattiske trireme vil ankomme til Kastellos, og da emnet bliver bragt på bane over for thyaterne, afslører de, at de hattiske stormtropper allerede har deres gang i byen, hvor de generelt er uønskede. Hattierne har i stedet en fæstning længere oppe i bugten, så deres trireme har med al sandsynlighed allerede lagt til der. Hattierne kontrollerer de nord og østlige dele af bugten, som heldigvis er relativt veludforskede områder, og de forlanger, at man skal betale for et charter for at udforske de områder af landet, som de mener falder under deres herredømme.

Nede ved havneknejpen, hvor søfolk mødes, og hvor der er et mylder af folk, er Eldan og Gibberline troppet op. De ser sig omkring, drikker deres øl, og pludselig får de øje på en spinkel fyr med fornemt fipskæg og en spidse næse, som vinker dem til sig og derefter forsvinder gennem krostuens bagdør.

Ude bag kroen venter fyren på dem sammen med en ung assistent, og fyren viser sig at være Thallius Tøndemager, som trods sin lidt spidse høflighed gerne vil hjælpe vores ekspedition med ressourcer fra det minrothaddiske samfund. Herefter hiver han sin assistent frem, en ung kleinsmed, som kommer til at være vore karakterers kontakt til minrothadderne fremover.

Kleinsmeden er Lourie, og det er Cecilies anden karakter, så jeg hopper nu tilbage i tid: En time før mødet bag kroen på Louries værksted, kommer Thallius ophidset farende ind, og udpeger hende og erklærer, at hun er blevet udvalgt til en vigtig opgave: Der er kommet folk fra Moderlandet, og de vil have vores assistance. Det var aldrig meningen, at der skulle komme nogen fra Moderlandet og forstyrre dem, og det er en forfærdelig ting. Louries opgave er at være de fremmedes forbindelsesled og holde dem mest muligt væk fra det minrothaddiske samfund!

Her hopper jeg nu længere tilbage i tid for at opsummere noget af den baggrund, som Lourie er vokset op med: Fore ca. 40 år siden var der en konflikt under opsejling, som meget vel kunne munde ud i en ny Knivenes nat, og Louries forældre og bedsteforældre og deres ligesindede besluttede sig for, at den bedste løsning var at emigrere så langt væk fra de minrothaddiske øer som muligt, og de valgte den fjerne handelsby Kastellos, hvor minrothaddiske handelsskibe kun sjældet ligger til, og når de gør det, så forbliver folk typisk nede ved havnen. At der nu er fremmede i byen, som har tænkt sig at blive boende er en skidt ting.

Tilbage til kort før mødet bag kroen: Thallius inprenter Lourie, at hun skal holde de fremmede mest muligt bort fra minrothad-samfundet, og dets mere hun kan sende dem bort eller væk fra byen (og langt, langt ind i junglen eller ud på havet) des bedre.

Tilbage til mødet bag kroen: Thallius præsenterer Lourie for selskabet, og forklarer at hun er deres kontakt. Da selskabet også gerne vil have en forbindelse til en handelsmand, så de kan få en last til deres svaneskib, så det kan tjene til dagen og vejen, og de vil egentlig også gerne have hjælp til at få foretræde for Wakanga O’Tamu. Begge dele lover Thallius nok at forsøge at hjælpe med.

Jeg udstyrer nu Lourie med 6 ressourcepoint, som repræsenterer det udstyr og de forbindelser, som det minrothaddiske samfund kan stille til rådighed. Det er ikke konkrete guldstykker, men udstyr til en vis værdig eller eller former for forbindelser og kontakter. Når gruppen ønsker at gøre brug af deres kontakt, kan Lourie spendere et af sine ressourcepoint og opnå det ønskede (inden for rimelighedens grænser).

Efter møderne er til ende, overnatter vore hovedpersoner hjemme hos diverse thyatere, som har plads til dem, mens skibets besætning bliver om bord på Svaneskibet. Inden selskabet ligger sig til at sove, får de diskuteret deres mulighed for en audiens med handelsfyrsten Wakanga. Han har monopol på handel med lærdom og trolddom, og Hepta kan afsløre, at det ligger i kortene, at hans betaling for at hjælpe er kendskab til de minrothaddiske handelsfyrsters unikke købmandsmagi (som beskrevet i Gaz 9 The Guilds of Minrothad og beskrevet sidste spilgang). Indtil gruppen kan tilbyde noget sådant, er det nok bedst at vente med at tage kontakt til Wakanga.

Gruppen lærer desuden også, at junglen er lidet kendt af indbyggerne i byen. De ved, at folk nogle gange kommer ud fra derfra med skatte, og at der er ruiner derinde, men også at der er skarer af gengangere og levende lig i junglen, som nogle gange trænger sig på byens mure. Ingen ved, hvor de kommer fra, men der er dele af junglen, hvor der er mange af dem.

Den følgende dag dukker Thallius op nede ved havnen. Han har en handelsleverance på brugte møbler, der skal sejles til markedet i Slagovich og sælges der. Med ham er en flok folk bærende på borde, bænke, stole og senge, nok til at fylde skibets lastrum, som ser ud til at være taget fra lokale hjem. For Thallius er det vigtige, at skibet får sejlet af sted til Slagovich hurtigst muligt.

Imens gør vore karakterer sig klar til en ekspedition ud i junglen. Deres første. Kortet over landet studeres – og vi har et stort kort liggende over kontinentet på bordet fyldt med hvide felter. Spillerne finder et område, som er uudforsket, og som synes at føre til en gammel mine. Det er ikke længere væk, end at det burde kunne klares på en ti dages tid.

Den første ekspedition

Med sig har selskabet en kano, mad og drikke til ti dage og en regnfanger. De lader Shawa og Lourie blive tilbage i byen.

Vi snakker kort regler og afklarer nogle detaljer. Udforskningen af landet ligger meget op til hex crawl med risici for at fare vild og med nogle simple regler for rejsetempoet: Langs floderne kan man sejle to hex felter om dagen (hver hex er 10 mil), og over land kan man rejse et hex felt om dagen. Man kan presse rejsetempoet, så man har 50% chance for at rejse +1 felt, eller man kan rejse forsigtigt med 50% risiko for at rejse -1 felt. Tempoet bestemmer bonusser og minusser til at finde ting og undgå at fare vild.

Vi render her ind i det problem, at Tomb of Annihilation intet siger om de klasser, der har evner til at omgå rejsetempoet eller risikoen for at fare vild (f.eks. kan gruppens ranger ikke fare vild og kan trods terræn rejse uhindret). Her bliver afgørelsen, at evner, der trumfer udfordringen ved at rejse, ikke fungerer (dvs. rangerens evne til ikke at fare vild er ophævet). Reglerne er fine for spil, hvor det handler om at komme fra byen og ud til den lokale dungeon, men for spil, hvor det handler om at rejse rundt og udforske vildmarken, er det ikke hensigtmæssigt med evner, der trumfer udfordringerne.

På samme måde er formularer, som omkostningsfrit negerer udfordringerne ved at udforske vildmarken, også blevet ændret. Light spell er ikke længere en level 0 formular, men en level 1 formular, så det koster ressourcer at have magisk lys ved hånden. Create Water spell er også blevet sendt langt væk, da en udfordring i spillet er at have rent vand at drikke, så en karakter, der ubesværet kan manifestere litervis af rent vand dagligt vil spolere den del af udfordringen.

Den første dag går langs kysterne og ned af den floden Soshenstar. Her oplever vort selskab i særdeleshed det fremmede landskab. Junglen er varm og fugtig. Bladhanget er mange steder så tæt, at himlen kun vanskeligt kan ses, og det er ikke til at navigere efter nattehimlens stjerner. Både dag og nat er en larm af fugle, abekatte og sære dyr, som fylder junglen med deres kald, sang, skrig og råb. Fugten hænger tæt på alt, og det er besværligt at tænde bål, som ikke oser kraftigt. Der er farverigt med blomster, blade og planter i mange kulører, og fugle med farvestrålende fjer.

Bedst som de på anden dagen sejler af sted, dumper pludselig en stor kvæleslange ned på kanoen foran Gibberline (jeg rullede for Wandering Monsters og for, hvor slangen skulle dukke op). Slangen rejser sig hvæsende for at overfalde Gibberline, og i den spinkle kano er der ikke gode muligheder for at slås med væsnet uden at kæntre båden. Imidlertid har Gibberline et trick: Hun anvender sin Speak with Animals formular og bestikker slangen med forsyninger, indtil den er tilfreds og svømmer i land igen.

Senere på anden dagen når selskabet det punkt på floden, hvor de gerne vil i land for at komme ind til ukendte områder (spillerne er drevet af at tomme hexfelter giver dem XP; monstre, skatte og milestones gør ikke). Heldigvis klarer de deres navigations-tjek, og de er snart på vej gennem junglen i den ønskede retning. Efter nogen tid kommer de til et træ med nogle knytnæve store nødder, som de aldrig har set før. Det fascinerer dem, og de rører ved et nød for at få den ned, rasler nøden og giver sig til at lyse!

Imidlertid viser det sig også, at træet er beboet af en flok koala-lignende dyr eller monstre, som hvæser truende af karaktererne (Wandering Monster-tabellen i Tomb of Annihilation er på ingen måde balanceret efter karakterernes level – hele gruppen er level 1). Karaktererne er interesseret i nøden, ikke i konflikten, og Wulfgang brøler og truer med sit sværd (succesfuld intimidate tjek), mens Gibberline rager nøden til sig med sin stav. Imens kravler de koala-lignende dyr tilbage i træet.

Nøden undersøges. Den giver et klart lys fra sig, hver gang den rystes. Lyset varer et minuts tid.

Rejsen fortsætter ind i junglen i vestlig retning mod Tågebjergene, hvor der er angivet en mine. På tredje dagen bemærker gruppen et skift i støjen i junglen. Der er blevet stille! Furio gør de andre opmærksomme på skiftet, og Gibberline anråber en fugl om en forklaring. Den fortæller, at der er ‘fugleædere og fuglepinere i nærheden’, de går på jorden, har arme og ben. Således advaret fortsætter gruppen forsigtigt frem.

Senere mærker de stilheden i junglen igen, og denne gang bemærker de bevægelse fra underskoven mange steder foran dem. Fra det nærmeste buskads kigger en lille øgle eller dinosaur på størrelse med en velvoksen kalkun frem. Den har et langt spidst hoved med sylespidse tænder, en lang slank krop, hvor lemmer ender i lange klør, og den skællede krop er beklædt med fjerdun. Den kigger på selskabet, vender og vipper sit hoved, gør et besynderligt anskrig, og pludselig stormes gruppen af hele flokken af små dinosaurer.

Ud af buskadset fra flere vinkler kommer de stormende. Der er otte af dem, som stormer vore helte med deres pakstrategi, som gør det nemmere for dem at finde huller i deres modstanderes forsvar. Gibberline og Eldan bliver hevet omkuld med det samme, og de mister bevidstheden, imens kløver Wulfgang først den ene og siden den anden af sine modstandere, men det ser sort ud for vore helte. Da beslutter Furio for at vække vulkanen i sit indre, og det begynder at gløde fra de forkullede sprækker sig Furios ud, og i næste nu vælder en sky af gule, røde og orange flammer ud af gabet på Furio, og flammerne omslutter fire af de små øgler. Det er ikke nok til at dræbe dem, men med en fjerdedel af flokken dræbt, og med halvdelen af flokken forbrændt, er det stadig nok til at gruppen vælger at trække sig tilbage. (Min afgørelse er, at vilde dyr ikke kæmper unødigt til døden, når de har muligheden for at trække sig tilbage; de er rovdyr, ikke selvmordskandidater)

Vore helte får reddet de døende i deres rejseselskab, og gruppen slår midlertidigt lejr oppe mellem træernes grene et godt stykke over jorden for ikke at blive overrasket af flere bæster.

Efter nogen tid (en short rest periode) fortsætter gruppen, og de rejser resten af dagen uden yderligere hindringer. Om natten slår de lejr igen, og denne gang vælger de at sove mellem træernes grene.

Om natten under Eldans vagt, bemærker den skarpsynede havelver, at der er noget bevægelse. Ikke langt fra ham en besynderlig skikkelse. Omtrent på hans egen højde kan han se et dæmonisk ansigt med små arme ud fra siden, og lige under det dæmoniske ansigt er endnu et ansigt, og under det et tredje, fjerde og femte. Det viser sig snart, at gruppen er under angreb af en flok gobliner iført kæmpe masker siddende på hinandens skuldre, så de har bygget et tårn, hvor den øverste kan nå gruppen trods deres sikre position i træet.

Det kommer til en kort og hektisk kamp med goblinerne, hvor de hugges ned en efter en, og gruppen får på heroisk vis fordrevet deres natlige fjender.

På fjerdedagen render selskabet ikke ind i nogen væsner, og sidst på eftermiddagen, når de frem til bjergene, hvor den gamle mine er angivet på kortet, og her holder vi for denne omgang.

Bemærkninger

Vi er stadig i opbygningsfasen af spillet. Der er utroligt mange oplysninger og personer endnu at introducere i takt med, at spillerne lærer Kastellos og junglen af kende. Vi har heller ikke set alle spilpersonerne endnu (på nuværende tidspunkt er syv ud af tolv kommet i spil: Shawa, Lourie, Hepta (som begyndte som NPC men er skiftet til PC) er kommet til efter de oprindelige fire).

Der er meget verdensbygning og mange aktører, der skal introduceres. Heldigvis kender spillerne til dele af Mystara settingen i forvejen, så ikke alt skal tages helt fra bunden af, og vi har nogle gange sjov med at få sat dialekter, sprog og låneord på plads i spillet (alle søens fagtermer er elviske låneord, og minrothadisk er et patios af thyatisk, elviske sømandstermer og diverse andre kystsprog etc.).

Det er lidt en udfordring at forberede til en sådan kampagne, da jeg ikke ved, hvilken vej spillerne tager handlingen, så der er forberedt til spil i mange retninger alt efter, hvor de beslutter sig for at udforske byen og junglen. En række detaljer kom således ikke i spil denne gang, fordi spillerne ikke valgte at berøre dem, men til gengæld kom andre detaljer i spil, for her blev fokus lagt.

Ekspeditionen i junglen er en af de mere udfordrende, for der er mange hvide felter på kortet, man kan vade ind i, og nogle af dem er hentydet på kortet rummende ting, der kan udforskes (f.eks. ruinbyen Mbala), mens andre vil afsløre sig som hjemsted. Junglefærden gør desuden brug af en masse omstrejfende væsner, som jeg ruller tilfældigt frem, og så bygger vi handlingen op over dem. Kunsten er ikke at tænke omstrejfende væsner som en kamp, der skal udkæmpes, men som et møde, der kan rollespilles, og som måske munder ud i kamp. Det lykkedes således spillerne at omgå nogle af kampene.

At hex crawle er desuden en spilstil, som jeg ikke har haft prøvet meget af, og det er årevis siden jeg sidst har siddet med et blankt kort og tegnet ekspeditionens ruter hen over kortet. Det er sjovt at gøre, men der skal lige udvikles en rutine for det.

Jeg ser frem til næste spilgang, hvor vi skal udforske den gamle mine og se, om eventyrerne kommer levende hjem igen fra deres færd i junglen.

Persongalleri

Her er en oversigt over de navne, som foreløbigt er blevet inddraget i spillet:

• Furio – spilperson
• Gibberline Hraq – spilperson
• Wolfgang Griffenstein – spilperson
• Eldan Manror – spilperson
• Shawa – spåkone, der tog med selskabet (Troels’ anden karakter)
• Louvrie – kleinsmed og gruppens forbindelse til det minrothadiske mindretal (Cecilies anden karakter)
• Hepta – thyatisk diplomat (som skifter fra NPC status til at være Troels’ tredje karakter)
• Eldrinar – førstestyrmanden på skibet
• Machupa døgenigten – yavdlom, der tog med skibet på eventyr
• Hestia – den thyatiske kontakt
• Quleria – kustode ved det thyatiske tempel
• Tendan ‘bademester’ – minrothadian ved Badetemplet
• Thallius Tøndemager – den minrothadiske kontakt
• Handelsfyrste Wakanga O’Tamu – Karaktererne har brev, der giver audiens; kun omtalt for karaktererne
• Handelsfyrste Ekene-Afa – kun omtalt for karaktererne
• Handelsfyrste Zanthi – kun omtalt for karaktererne
• Moder Sibomseni –  Den fornemste af spåkonerne i byen; kun omtalt for karaktererne
• De hattiske stormtropper – upopulære i byen, har en base i beliggende andetsteds i bugten
• De heldanniske riddere – har to baser langs hovedfloden ind i landet.
• Den thyatiske minoritet – efterkommere af de oprindelige kolonister. Drømmer om at blive genindlemmet i imperiet.
• Den minrothaddiske minoritet – emigreret væk fra Minrothad og ønsker ikke at styrke forbindelserne til det gamle fædreland.
• Den heterodokse yavdlom kirke – lader til at have brudt med de strenge krav om ikke at misbruge (eller bruge) de visioner, som De udødelige skænker.