Tomb of Annihilation – Intrigante orakler og Bevingede fjender

Velkommen til femte episode af Tomb of Annihilation. Denne episode af kampagnen udspiller sig skiftevis på floden Soshenstar og gaderne i Kastellos (også kaldet Port Nyanzaru), hvor stormsoldaterne har sendt et tæskehold ud for at lede efter en mystisk fremmed. Vi spiller med D&D 5th reglerne, nogle husregler og et skift i settingen til Mystara.

Sidste gang brød en blokade af havnen ud, da den titaniske skildpadde Aremag, Den hungrende flodbølge, Døden i Dybet, vågnede og kom op til overfladen. Imens sendte vore helte den første ekspedition ned langs Soshenstar for at udforske strækningen. Ombord i kanoen er Hepta Lucia (thyatisk diplomat), Kwalu (yavdlomsk vismand),  Furio (Manden født i flammebjerget på Ildøen i Ierendi) og Gibberline (udsending fra Glantri). De oplevede flere uheldige møder undervejs på deres færd.

Dagens forløb

Inden spillet gik i gang opsummerede vi kort en række af sidste gangs begivenheder, og vi fik snakket om den manglende karakter, Virgilia. Hun er af thyatisk afstamning men har hekseblod (hag – en uofficiel Sorcerer subtype) i årerne. Hendes slægt kom med andre thyatere til Kastellos for lidt over 300 år siden, og hun bor med sine heksesøstre blandt yavdlomske minearbejderne ved jernminen nær Fort Beluarian (en fæstning noget længere oppe af bugten kontrolleret af Stormsoldaternes orden (hattiske chauvinister), som generelt kontrollerer denne region).

Derefter gik vi i gang med at spille. Vi begyndte med et hop i tid tilbage:

Fire dage tidligere tilbage i Port Nyanzaru – samme dag, hvor selskabet (særligt Gibberline og Furio) rendte ind i Titian (tortle på mission for hjemøens vismænd) og Kwalu kort før de var ved at blive trampet ned af det vilde dinoræs i byens gader.

Shawa (yavdlomsk orakel/profet) har en audiens hos Moder Sibomsemi i Det gyldne hus, som er et opulent palæ på byens højeste bakke, hvor en imponerende bygning med gyldent tag har hjemme. I kvarteret omkring palæet er mange tigger-orakler, som faldbyder deres spådomme for en beskeden skilling, og der er mange kunder, som søger dagens spådom eller orakulære råd – skal de investere eller sælge, skal de forlove deres børn, skal de planlægge testamente eller ej?

Oppe i palæet inviteres Shawa ind, og hun føres gennem pragtfulde sale, indtil hun er i tronsalen, hvor fornemme hoffolk – orakler i prangende gule rober i modsætning til tigger-oraklernes sølle gule rober – er samlet, og på en tronstol sidder den aldrende Moder Sibemsemi iført gyldne klæder, og hendes skaldede hoved er dekoreret med mønstre i guldmaling. Da Shawa ankommer er Moder Sibomsemi netop ved at dømme tigger-munken Imris-Abra for at være en elendig drukkenbolt af et tigger-orakel, der ikke duer til at udstede mirakler, og som drikker alle sine penge op, der erhverves gennem primitiv koldlæsning. Straffen er døden ved dinosaurløbet, og den grædende Imris-Abra føres bort – og kort efter lænkes han til en pæl, der er på ruten for dinosaurløbet, og Shawa kan fra palæets balkon se først sine venner på en strækning af ræset være lige ved at blive trampet ned, fordi de ikke kender byens skikke, og derefter ser hun, hvordan det fordrukne tigger-orakel bliver flået i småstykker og trampet til døde af dinosaurerne, mens de løber om kap.

Imens har Sibomsemi spurgt ind til Shawas ærinde i byen – hun er her for at standse den forbandelse, som er over landet, da hun har en datter, som grundet genoplivningsmagi vil blive ramt af forbandelse, hvis Shawa ikke griber ind og ændrer begivenhedernes gang – og Moder Sibomsemi forklarer, at Shawa skal gennemgå en prøvelse, som skal afgøre hendes plads i byen. Hvis hun består, vil hun blive givet tronstolen ved siden af Sibomsemi. Prøven lyder: “Fortæl mig varslet om de syv.”

Shawa får to dage til at svare, og hun forlader derefter hoffet. I første omgang spørger hun sig lidt for, og hun får listet svaret ud af nogle af de lokale orakler: Moder Sibomsemi har stillet denne prøve gennem det sidste 1-2 år til alle nyankomne. Dem, som lyver og opdigter en spådom, gennemskuer hun og straffer med et liv som tigger-orakler, mens dem, som forsøger at besvare spørgsmålet ved at bringe indsigt til emnet, får en plads ved hoffet, men vinder heller ikke tronstolen. Kommer man gennem denne test, er der en mere, hvor man konfronteres med Den sorte splint.

Efterfølgende opsøger Shawa elversømanden Eldan, som gerne stiller sig til rådighed for hendes efterforskning, og de hiver snart fat i deres lokale minrothad-kontakt, Lourie, som tager dem med på markedet for at opstøve en perle, som skal bruges i spådomsmagi. Imens Eldan og Shawa forhandler priser og perler med den handelsmand, som Lourie har hevet dem hen til, ser hun imens, at der er en flok Stormsoldater, som er ved at udspørge de handlende. De leder efter nogen, og Lourie, som stiller sig op for at dække for sine to venner, finder snart ud af, at Stormsoldaterne er ubehagelige folk, og at de leder efter “Den pansrede” eller “Det pansrede folk”, som grupper gætter på må være Titian, som netop er ude sammen med Wolfgang, Leopold og Nailo for at købe forsyninger til deres færd til Leopolds lejr længere nede af floden Soshenstar.

Stormsoldater er en militant, chauvinistisk orden, hvis medlemmer hovedsageligt er hattier (den ene af de tre stammer, som udgør det thyatiske folk og imperium). De er langt hjemmefra, men har en større base i området, og de er modstandere af vores eventyreres planer.

Via gadebørn anvendt til at sprede falske rygter om Den pansredes placering i Kastellos, søger vore to selskaber sammen, og de får advaret Titian og hans rejsefæller om, at det ikke er uden farer at blive i området. Via forklædninger og lignende smugles Titian ud af Kastellos, og selskabet er nu på vej ned af floden Soshenstar.

Ekspeditionen ned langs floden

Derefter klipper vi handlingen fire dage frem. Vort første selskaber godt på vej af floden. De har sejlet langs den nordlige bred, som er et virvar af træer, land og vand, en slags mangrove, som gør det vanskeligt at navigere sikkert.

I løbet af morgenen får Furio vejrtrækningsproblemer, og det konstateres – i det omfang ting kan ses på Furios forkullede hud – at der er betændelse og hævelser. Der er noget, som kravler rundt under huden inde i halsen. Med et succesfuldt medicine tjek konstaterer Gibberline, at der sidder halstæger på indersiden af Furios hals (spilmekanisk får Furio et exhaustion level). Noget må gøres.

Spillerne snakker frem og tilbage. De har ikke kraftige helbredende formularer – good berry og cure light wounds vil ikke løse problemet – men Furio er naturligt resistent over for flammer og ild (halv skade), bliver den simple men brutale løsning at brænde tægerne bort. Kwalu træder frem og tilbyder sin magiske assistance. Han slipper magisk ild ned i svælget på Furio, som med sin resistens kan modstå flammerne på måder andre dødelige ikke kan, men det er dog mere end Furio tåler, og han går i gulvet. Gibberlines goodberries kommer til god brug og genopliver den forbrændte kæmpe, som nu kan spytte forkullede tæger fri af sit gab. Gruppen undrer sig kortvarigt over, hvorfra tægerne kom, indtil de kigger nærmere på resterne af den flyvende abe, de tilberedte dagen forinden. Der små maddike-agtige tæger i resterne af kødet, og de andre spillere er glade for, at de ikke fejlede det saving throw, jeg tidligere havde bedt om, ligesom Furio gjorde det.

Rejsen fortsætter.

Efter nogen tid øjner de to små hytter på stolper inde mellem træerne, som de nærmer sig. Hytterne viser at være beboet af høje, tranelignende væsner – Eblis kalder de sig – som taler det yavdlomske sprog på en skinger og svært forståelig måde (spillerne havde ikke nemt ved at tolke den skingre stemme, som jeg talte med). Væsnerne stiller en masse spørgsmål til, hvordan rejseselskabet har det (Er I syge? Er I mange? Har I det godt?), inden de lader de rejsende indenfor. Selskabet får forhandlet sig frem til nogle oplysninger af væsnerne, som til dels gør selskabet klar over, hvor langs floden de er (de har fejlberegnet deres placering med en dag, da de fejlede et navigationstjek sidste gang), og hvor der er en flok gobliner langs floden (mødet er resultatet af et Wandering Monster check).

Senere samme dag bemærker selskabet, at de bliver fulgt af rovfugle, som svæver højt på himlen, og som bruger solens placering på himlen til at skjule sig for selskabet. Ved solnedgang søger selskabet skjul under træer og laver et overdækket læ, så de ‘rovfuglende’ har svært ved at nå dem. Den følgende morgen bemærker de, at de rovfuglene har overnattet i et træ ikke så langt derfra – der er fem af dem, og de er på størrelse med mennesker!

Senere samme dag konstaterer selskabet, at de stadig bliver forfulgt af dem, og da de skal gennem en åben strækning dykker væsnerne pludselig med høj hast mod selskabet, og da de er inden for en vis afstand, slynger de kastespyd efter Kwalu, da han er iført de mest farvestrålende klæder. Med et usynlig kraftskjold afværger han et af kastespydene, men et andet træffer ham hårdt, og han er døden nær. Angriberne viser sig at være en slags flyveøglefolk! Kwalu, Hepta og Furio svarer igen med trolddom og missilvåben, mens Gibberline desperat forsøger at få kanoen ført i ly. De rammer alle tre med deres våben trods den lange afstand, men selvom de har truffet den samme modstander, overlever væsnet, og flokken vender rundt for at lave en ny angrebsrunde. Mens de er ude på fjern afstand, forsøger Hepta og Furio atter med deres missilvåben at få skudt i det mindste en modstander ned – og med et perception check mod DC 20 lykkes det dem at identificere den sårede modstander, og med begge angreb med disadvantage grundet afstand lykkes det dem at ramme, og denne gang dræbe deres modstander, som styrter ned i junglen. Resten af flokken afbryder sit angreb, og vort selskab når at få deres kano i ly under træerne igen.

Senere på deres færd passerer de området, hvor der skal være gobliner, men fra floden er der intet at se, og kort efter passerer de Camp Righteous, den første heldanniske lejr (som blev løbet over ende af udøde horder fra junglen), men planen er at den anden ekspedition skal udforske den, så de fortsætter deres færd mod Camp Vengeance, den anden heldanniske lejr (som blev oprettet som følge af den første fald).

Den anden ekspedition langs floden

Vi skifter her handlingen til den anden ekspedition, hvor Leopold (heldannisk ridder), Wolfgang (thyatisk krigsveteran), Titian (tortle barbar på en mission) og Nailo (skovelver mystiker) er på vej med forsyninger til Camp Vengeance, men først vil de udforske Camp Righteous. De har ligesom første ekspedition oplevet forskellige hændelser på floden, men dem har vi sprunget over, og måske vender vi tilbage til dem i nogle flashback scener senere.

En strækning af floden åbner sig og afslører en lille strand, hvor der er et par robåde overgroet med vinranker, og efter stranden er adskillige mosgroede, sammensunkne telte og et par afbrændte bygninger. Bagved er det forunderligt syn. En 30 meter høj statue af en siddende mand. Over skulderen bærer han en krokodille, og mellem sine ben er indgangen til bygningen, som er skjult inde i skrænten, som den enorme statue er bygget op af.

Selskabet går i land. De har to timer inden mørkets frembrud. De planlægger at undersøge lejren og derefter bygningen/statuen. Ifølge Leopold blev lejren forladt i stor hast, da en stor skare af dødninge væltede ind over teltene. I overmod havde man ikke forskanset lejren – det har man nu med den næste – men nu er der ingen spor af dødningene. Ingen lig ligger tilbage. Har junglen taget dem, eller er de vandret deres vej? I en halvt nedbrændt helligdom finder selskabet et helligt symbol af sølv for den heldanniske orden, som de tager med sig. Wolfgang afsøger yderområdet for at se, om der lurer dødninge, men han finder ingen. Til gengæld kan han ikke lade være med at føle sig overvåget.

Nailo beslutter sig for at rydde bådene for vinrankerne, men lige pludselig springer de til live, og de forsøger at kvæle hende. Resten af selskabet kommer stormende Nailo til undsætning, og de ser hende blive slået i jorden, da hun forsøger at springe uden for plantens rækkevidde, og Titian stormer ind og trækker hende fri, mens Wolfgang og Leopold først forsøger at bekæmpe planten, men derefter skifter til kæmpende retræte. Den morderiske vinranke forfølger dem heldigvis kun ekstremt langsomt, og selskabet beslutter som modtræk at søbe resterne af træstykker fra helligdommen i olie, og derefter kaste det ind over vinranken og antænde det hele. Snart antændes et kæmpe bål, og derinde fra lyder hæslig, ujordisk klagen, mens vinranker spjætter voldsomt omkring sig.

Vinranke monstret er ikke et af væsnerne ved lejren ifølge scenarieteksten, men det er et af de vandrende monstre, som jeg har haft rullet frem kort forinden. Jeg har ikke været heldig med terningerne, så der er ikke mange møder på deres færd. I lighed med de andre møder, så er alt spontant improviseret, og jeg havde valgt med vinranke monstret, at det var til stede ved lejren, men kun hvis selskabet forstyrrede dets rede omkring bådene. Det gjorde de.

Da Nailo blev hårdt såret, holder selskabet en short rest. Herefter beslutter selskabet sig for at vove sig op til bygningen.

Spillerne spørger til, om den mærkelige statue er noget, som ringer nogen klokker. Den mest lokale af karaktererne er skovelver mystikeren Nailo, og med et succesfuldt lærdomstjek, kommer Nailo i tanke om gammel yavdlomsk historie, som bliver genfortalt for gruppen:

I verdens tidligste dage stod menneske forskræmt ved flodens breder. Krokodille løftede sit hoved fra vandet og spurgte: “Hvad plager dig, fætter menneske?”

Menneske sagde: “Jeg skal krydse denne flod, men jeg frygter at træde ned i vandet alene, fordi det vrimler med dine søskende.”

Krokodille svarede: “Det er rigtigt, du ville ikke være sikker. Men jeg vil bære dig sikkert over floden på min ryg, hvis du lover at gengælde min tjeneste.” Menneske indvilligede, og krokodille bar ham sikkert over floden.

Da de nåede den fjerne bred, spurgte menneske: Hvordan kan jeg gengælde din tjeneste?” Krokodille svarede: Jeg ønsker at se menneskenes lande, men jeg frygter at gå der alene, fordi det myldrer med dine søskende. Du skal bære mig på din ryg gennem alle menneskenes lande”. Menneske var blevet narret, men et løfte er et løfte, så krokodille blev båret gennem alle landene, en rejse som varede mange år. Menneske svor i vrede, at krokodiller og mennesker aldrig skulle være venner igen, og sådan har det været lige siden.

Statuen med krokodille siddende på ryggen af menneske. Mellem benene på menneske er porten ind.

De får skubbet stenporten op, og bag den er en bred, mørk og meget høj stenkorridor. Gulvet er beskidt, dækket af mudder og indtørrede vine. Selskabet vover sig ind, og nogle meter inde, forsvinder gulvet pludselig under Wolfgangs fødder, og han falder i en grube. Selskabet får ham op igen, men han har taget en smule skade (hulesystemet trods dets beskedne størrelse giver spillerne et vibe af Tomb of Horrors, vi spillede sidste sommer).

Længere fremme ser selskabet i deres fakkelskær en høj stenkant, og Wolfgang og Leopold løfter Nailo op, som kigger, og ser, at gulvet er delt op i 4 x 4 felter, og derefter fulgt af en kant mere. Nailo finder hurtigt ud af, at et felt er sikkert, men rører man andre, bryder en masse flammer løs. Nailo springer ned til at andre men undgår ikke helt at tage flammeskade (save for half damage). Selskabet beslutter sig for ikke at vove yderligere, men da de vender om og bevæger sig hen mod udgangen og hullet, svinger knive pludselig fri af væggene, og Leopold og Wolfgang bliver begge hårdt sårede.

Gruppen begynder nu at snakke frem og tilbage, om hvad der er den bedste strategi herfra. Nailo har kun få hit points, og det er tvivlsomt, om Nailo kan slippe levende forbi klingerne. Efter nogen snak frem og tilbage, beder jeg spillerne om at intelligens tjek. Da der er mindst en succes på sværhedsgrad 20, minder jeg dem om, at de bør komme myten fortalt tidligere i hu, og efter lidt mere snak frem og tilbage, beslutter de sig for at prøve.

Nailo sætter sig op på skuldrene af Titian, og da Titian bevæger sig mod udgangen, svinger klingerne ikke ud, og faldlemmen lukker sig for ham, så han kan med Nailo på skuldrene vandre ud. Wolfgang og Leopold følger trop, og med den ene på skuldrene af den anden, kommer de også sikkert ud.

Herefter beslutter selskabet sig for at forlade bygningen og lejren og søge mod Camp Vengeance. Da de ikke har yderligere oplevelser på deres færd, kommer de sikkert frem. Her venter deres venner fra den første ekspedition, men oplevelserne i Camp Vengeance spiller vi næste gang. I stedet skifter jeg handlingen tilbage til Port Nyanzaru.

Hjemme i Port Nyanzaru

Den unge Lourie bliver pludselig forstyrret af sin onkel, som kommer ind med digre nyheder. Stormsoldaterne har været og spørge efter ikke kun Den pansrede, men også efter Lourie, som er blevet set på markedspladsen med den pansrede. Stormsoldaterne har raseret urmagerens værksted spørgende efter Lourie. Onklen himler op, og han er ferm til at lade Lourie forstå, at det er alt sammen hendes skyld. Alle de ulykker, som befalder den minrothadiske enklave kan føres tilbage til Lourie, som ellers skulle have sørget for, at ingen opmærksomhed befaldt dem. Stakkels Lourie er skamfuld, og hun render nedstemt derfra, mens hun forsøger at finde en løsning på alle sine ulykker.

Imens er Shawa i gang med at planlægge sin aflægning af prøven hos Moder Sibomsemi. Hun opsøger Eldan nede ved havnen, hvor han spenderer tid blandt de yavdlomske sømænd for at samle deres sprog op. Imens de står der, og de kommer ind på spørgsmålet om Varslet om de syv, kommer de også ind på andre sære syner og varsler. Blandt andet den onde drøm om det heksemonster, som stod bøjet over Eldan på deres første færd ud i junglen (episode 3), og enten var det ikke en drøm, eller også var det noget, de begge drømte.

Jeg ser spillernes samtale, som en invitation til at bringe vores tolvte karakter i spil.

Netop, som de er inde på emnet, ser de en heks ankomme og træde op på molen. Hun er ankommet med en lille fiskerbåd. Hun har både en forbløffende lighed med væsnet fra drømmen, og hun er ikke væsnet fra drømmen. Da varsler og profetier fylder en del – og derved signalerer, at der ikke er tilfældigheder – ser Shawa og Eldan det som en betydningsfuld hændelse, og de tager kontakt til heksen, som præsenterer sig som Virgilia. Det lille selskab flytter snart samtalen til deres stamsted, Den knækkede trehorn, og inden længe slutter en ulykkelig Lourie sig til dem. Her går snakken frem og tilbage.

Virgilia fortæller om problemerne med de udøde, hvis områder udvider sig stødt i retning af jernminerne ved Fort Beluaran, og hun er blevet sendt ud for at finde en årsag og en løsning, som ikke involverer Stormsoldaterne. Lourie fortæller, stormsoldaterne ikke kun leder efter Titian, men nu også efter hende. Shawa lover at komme med en løsning på Louries problem.

Senere møder Shawa op igen hos Moder Sibomsemi i hendes vældige haller i Det gyldne hus, og her fremlægger Shawa sit svar. Shawa har gættet, at Varslet om de syv må være beslægtet med Port Nyanzarus syv handelsfyrster, og hun ved, at De udødelige er fuldstændige tavse omkring Forbandelsen, hvorfor tavsheden omkring Varslet om de syv må være beslægtet med Forbandelsen. Så hun kan ikke svare på, hvad Varslet lyder, men hun kan sige, at Forbandelsen rækker dybere, og at den må spille sammen med, at Aremag er vågnet ude i bugten.

Moder Sibomsemi stiller sig tilfreds med svaret. Det var ikke det, hun helst ville høre, men hun anerkender svaret. Næste prøvelse begynder derfor straks. En tjener træder frem med et gyldent skrin, og i skrinet er et gyldent klæde, som er viklet omkring en sort splint. Den er af samme materiale, som Shawa så i sin vision, da hun satte fod på land (episode 2), og Moder Sibomsemi fortæller, at splinten kom til byen bragt af en opdagelsesrejsende, som omkom af sygdom og abegalskab.

Da Shawa får den i hænderne ser hun for sit indre blik et stort mørke, og i mørket er et bankende hjerte. Et klippehjerte, som banker, og den bankende lyd bliver stadig kraftigere og altopslugende, mens et junglelandskab dukker op, og det bankende klippehjerte svæver højt over junglen, og i det fjerne anes vage klagelyde – og så vågner hun, da hænder løfter hende op fra gulvet og giver hende frisk vand. Moder Sibomsemi genkender visionen, da Shawa taler om den, og hun kan fortælle, at der Kas hjerte.

Moder Sibomsemi byder Shawa velkommen ved sit hof. Hun har bestået prøvelsen med den sorte splint, og hun får derfor en ny, fornem gul robe af god kvalitet. Shawa uddyber sin fornemmelse for, hvordan de forskellige kræfter spiller sammen, og hun fremhæver, at Stormsoldaterne repræsenterer en orden, som ikke er imod Forbandelsen, men kæmper for at fastholde den, da de kan opnå en gevinst herved (som omtalt i episode 1). Moder Sibomsemi lader Shawa forstå, at hun som en velkomstgave til hende, vil sørge for, at truslen fra Ordenen forsvinder (og vi ved derfor at Lourie ikke længere er en laget person).

Her slutter dagens spil. Gruppen får i alt 18 XP til hver spiller for deres rejse langs floden og spil inde i byen.

Afsluttende bemærkninger

Vi har nu alle tolv karakterer i spil, og en del af charmen er, at vi kan se en masse forskellige konstellationer (forskellige team ups a la superhelte historie), og vi kan forfølge en række forskellige plottråde på en gang. Livet i Nyanzaru kan udforskes, mens spillernes karakterer rejser gennem ødemarken, og livet på farten kan veksles med livet i byen. I lighed med andre medier, f.eks. tv-serier og tegneserier, sidder spillerne inde med flere oplysninger end karaktererne, da der ikke er fri udveksling mellem alle tolv karakterer (de otte i Camp Vengeance kan ikke koordinere med de fire i Nyanzaru), men omvendt kan spillerne bruge alle oplysninger til at spekulere over, hvad der foregår.

Jeg ser frem til næste gang at se, hvor spillerne drager henad. Målet er ruinbyen Mbala, men lad os nu se, hvordan det går. Først venter Camp Vengeance, og så er der altid nye hændelser at tage højde for hjemme i Port Nyanzaru.

Vi er desuden derhenne, hvor kernen i spillet er på plads, og vi kan begynde at lege med husregler.

Persongalleri

  • Eldan Manror – havelver minrothad-sømand og barde – spilperson A1
  • Furio – Ixion cleric fra Ierendis Flammeø – spilperson B1
  • Gibberline Hraq – Glantrisk halvblodsdruide fra Averoigne – spilperson C1
  • Wolfgang Griffenstein – thyatisk ridder og ranger – spilperson D1
  • Leopold – heldannisk ridder og paladin – spilperson A2
  • Louvrie – minrothad håndværker fra Kastellos – spilperson B2
  • Nailo – skovelver munk – spilperson C2
  • Shawa – yavdlomsk profet og spåkone – spilperson D2
  • Kwalu – yavdlomsk heksemester og vismand – spilperson A3
  • Titian – tortle barbar – spilperson B3
  • Virgiliathyatisk heks med hag blod i årerne – spilperson C3
  • Hepta Lucia – thyatisk diplomat og slyngel – spilperson D3

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Adventure Game, D&D, Rollespil, Tomb of Annihilation og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Tomb of Annihilation – Intrigante orakler og Bevingede fjender

  1. johsbusted siger:

    Ja, noget kampagnen for alvor kommet i gang.
    Jeg synes det lyder som en meget interessant og inspirerede kampagne. De flere spilpersoner per spiller, udforskningsspillet i junglen, det politiske spil i byen (og området), den grundlæggende konflikt (forbandelsen) og de mange relationer. Jeg glæder mig til at læse videre.

    Har I oversigt over hvilke spilpersoner der har relationer til hvem? Og ville det måske være noget som kunne gøres grafisk?

    Og hvis man må vil jeg gerne bestille et blogindlæg, nemlig et om din forberedelse som spilleder. Det er en kompleks kampagne du har gang i. Hvor meget tid bruger du på forberedelse og hvad gør du helt koncert når du forbereder en spilgang/kampagnen. Er der et købscenarie som du tager udgangspunkt i og som du læser op på i mellem spilgange? Hvad digter du hvornår, bruger du tid på at sætte stats på monster mm. osv.
    Ville det ikke være et interessant blogindlæg at skrive, Morten? Det ville være virkelig fedt at læse 

    Liked by 1 person

  2. Morten Greis siger:

    Vi har ikke en oversigt over karakterernes relationer, men det kan være, jeg stiller noget op. Der er dog som sådan ikke udviklet særlige relationer mellem karaktererne. Deres veje har krydset hinanden i et stortskæbnespil, hvor varsler og drømme er signifikante, og derfor er tilfældigheder det også.

    Man kan altid bestille et blogindlæg, og det er et godt spørgsmål, du stiller. Jeg vil se, om jeg kan få sat nogle ord på min forberedelse af spillet. Kampagnen er en blanding af købeeventyr og eget materiale, men det er et ret åbent scenarie, og jeg har taget mig en del friheder med materialet.
    Men mere om det i et indlæg om min forberedelse af kampagnen.

    Liked by 1 person

  3. johsbusted siger:

    Fedt. Det indlæg vil jeg glæde mig til.

    En af mine store udfordringer er at strukturere min forberedelse.

    Liked by 1 person

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.