Warhammer FRPG 4th edition – Ashes of Middenheim: episode 1

I første episode mødtes vi og skabte karaktererne til Warhammer Fantasy Roleplaying Game 4th edition, og med tabellernes hjælp endte vi med en flok karakterer, der synes mere D&D high-fantasy end Warhammersk grim dark fantasy:

• Krigerpræst Ortho Ulfila
• Urtekyndig Irmgard Pfeilschmidt
• Heksejæger Sigfried Wyld
• Troldkarl Paulus Punzenmann

Og i dag skal vi så følge dem på deres første eventyr. Vores spilleder har udvalgt Paths of the Damned: Ashes of Middenheim (2005), som blev udgivet til Warhammer Fantasy RPG 2nd edition, men de to regelsystemer ligger tæt nok på hinanden til, at der ikke er behov for den helt store omgang konvertering.

Her følger dagens begivenheder med kommentarer til reglerne og vores brug af dem undervejs.

Episode 1: Slaget på broen

Efter Kaosstormen er brutalt blevet bragt til en ende, og der er ved at være ro i riget, relativt set for små bander af kaosvæsner strejfer stadig hærgende og plyndrende omkring, har grev Boris Todbringer af Middenheim sendt forsyninger ud til de plyndrede landsbyer i hans grevskab for at opbygge moralen og vise folket, at de ikke er blevet glemt.

Vi finder vort lille selskab, Ortho, Sigfried og Paulus, i selskab med præsten Fader Dietrich på vej mod landsbyen Untergard i Drakwald, hvor en central bro succesfuldt blev holdt i flere dage, selvom landsbyen på den ene side af floden nu ligger i ruiner. Med os bringer vi et vognlæs forsyninger. Untergard er hjemsted for Ulrik kulten, mens vort lille selskab er sigmaritter, men det burde ikke volde problemer.

En af de nye mekanikker i Warhammer 4th edition er Ambitions, hvor alle karakterer har long term og short term ambitions samt party ambitions, både på lang sigt og kort sigt. Nogle har valgt ambitioner, andre har ikke, men vi har ikke fået etableret gruppens fælles ambitioner. Ambitioner lugter meget af ‘burning’-spillene (Burning Wheel, Mouse Guard, Torchbearer), som jeg selv har haft brugt i D&D (kortsigtede og langsigtede missioner), og som Thomas også er inde på at han vil hente inspiration i, når det gælder ambitioner. Warhammer 4th edition synes det er en smart regel, men den er virkelig dårligt understøttet med retningslinjer for designet af gode ambitioner, og eksemplerne på langsigtede ambitioner synes nærmest at være kampagnemål i sig selv. Uden at kende scenariet og kampagneoplægget var det svært for os som spillere at vælge ambitioner. Belønningsskalaen for langsigtede ambitioner er også besynderlig, for den handler mere om at afslutte en karakters livsforløb end at opnå målet, og belønningen på 500XP er ikke meget sammenlignet med de 50XP, man opnår på kort sigt. Ideen er god, men den virker ikke gennemtænkt.

Fremme i landsbyen stimler folk sammen, og vi møder jægeren Hans Baumer, vagtkaptajn og older Gerhard Schiller og den kloge kone ‘bedstemor’ Nuscher. Vi lytter lidt til landsbyens historier, om deres hårde kampe for overlevelse og så fremdeles. Efterfølgende præsenteres forsyningerne, og da fader Dietrich viser en flaske vin frem, eksploderer den i regn af vin og glassplinter, mens ekkoet fra et krudtvåben ekkoer gennem landsbyen. Overalt begyndt folk at flygte panisk.

Skuddet kom fra et tårn på den anden side af floden, og pludselig dukker fire bizarre dyremænd med grisesnuder, et tredje øje i panden, tentakler i stedet for arme etc. frem, og de begynder at løbe mod broen for at krydse den.

Vi indleder sekvensen med et perception tjek. Min krigerpræst Ortho er succesfuld, så han reagerer før de andre. Han brøler en generel advarsel til folk, gør dem opmærksom på fjenden hinsides broen, og så på påberåber han sig Sigmars velsignelse (Pray tjek fejler, og ingen bonus opnås). Imens bevæger de muterede dyremænd sig ud på broen.

Vi ruller initiativ. Vi anvender modellen, hvor der rulles 1d10+Init. Ortho ruller højest, dernæst de muterede monstre og så resten af gruppen.

Ortho er for et kort øjeblik i et dilemma, men hans to gode rejsefæller, Paulus og Sigfried, er ved hans side, så han stormer frem over broen mod fjenden, hamrer ind i dem og smadrer løs på den første af dem, mutanten med tentakkelarmene, der smadres hårdt.

Jeg er i et dilemma. Det er en intro-kamp til at slå spillet an, derom er der ingen tvivl, men Warhammer er med sit critical hit system ret så farligt. At løbe frem og gå i nærkamp, når de andre spillere først agere efter GMs monstre, betyder, at min krigerpræst udsætter sig for en hel del hug. Imidlertid beslutter jeg mig for ikke at fedte rundt med delayed actions, og den type synes alligevel ikke at være en del af Warhammer regelsystemet. I stedet bliver det en charge action, og den er resulterer i et succesfuldt angreb på 3 Succes Levels. Skaden bliver 12 point i alt, som forhåbentlig reducerer modstanderen til 0 wounds eller noget deromkring; ingen critical hit udløses.

Den forslåede mutant og dens makker lader sig engagere i nærkamp med Ortho, mens de to andre stormer videre over broen mod Paulus og Siegfried men uden at nå helt frem. Mutanten med tentaklerne hamrer sit våben ind i benet på Sigfried, som svækkes (Ortho tager 6 wounds i skade). Siegfried og Paulus løber frem mod deres modstandere, og slag udveksles. Sigfried kommer ud af balance, svinger sig sværd rundt, hamrer sig selv i ansigtet med det, og vakler rundtosset rundt (fumble check resulterer i en stunned condition; kun fordi Paulus har initiativ efter Siegfried er han ikke inden for Siegfrieds rækkevidde og undgår derfor at være den, der rammes af klingen).

Pludselig kommer en pil flyvende og hamrer ind i skulderen på den ene af mutanterne, som netop skal til at overfalde Siegfried. Det er Irmgard den urtekyndige, som i modsætning til de andre landsbyfolk ikke er rendt sin vej, men i stedet fundet en bue frem og er begyndt at skyde (at skyde ind i kamp medfører en 20% point risiko for at man rammer en allieret, og vi snakkede en del frem og tilbage, om det var fornuftigt at gøre. I længden blev chancen taget, og ganske interessant var der ikke et tilfælde af vådeskud, der var forbiere og træffere, men ingen allierede blev ramt i løbet af kampen; regler om at skyde ind i kamp er drilske. D&Ds heroiske stil gør, at det er sværere at ramme, men der er ikke risiko for at ramme allierede, mens Warhammers mere dystre stil, gør det sværere at ramme og føjer en risiko til for at ramme allierede, men hvis der ikke voves at affyre pile, så er gruppens mindst nærkampsdygtige ude af spillet).

Kampen bølger frem og tilbage. Mutanterne presser frem mod Ortho, og et succesfuldt hug hugger senerne over i Orthos højre arm. Han kollapser, besvimer og begynder at forbløde hastigt, og hans højre arm er ubrugelig.

Vi er i runde to. Mutanterne har vundet initiativet, og Ortho rammes hårdt igen, så han bringes langt under 0 wounds, og vi ruller på critical hit tabellen. Effekten er katastrofal. Ortho ender bevidstløs på jorden med højre arm ødelagt og 30% risiko hver runde for at forbløde – men skulle Ortho overleve, så er hans karriere som kriger effektivt afsluttet. Der er nærmest flashback til vores første Earthdawn scenarie, hvor der var en lignende intro-kamp, hvor min karakter også døde som konsekvens af eksploderende terninger.

Valget er mellem at lave en ny karakter eller spendere et Fate-point. Jeg spenderer et Fate-point for at ignorere hændelsen, og vi fortsætter kampen. Til gengæld er vi blevet meget mere obs på vores reroll-point, og det er tydeligt, at de tre reroll-point, man har pr spilgang, skal bruges aggressivt som en buffer på samme måde som wounds fungerer som en slags buffer.

… et succesfuldt hug hugger senerne over i Orthos højre arm. Han kollapser, besvimer og begynder at forbløde hastigt, og hans højre arm er ubrugelig. … angrebet rammer ikke.

Irmgard træder frem for at komme tættere på, og hun kan nu bedre ramme sine fjender. Imidlertid træder hun skævt og forstuver sin ankel (fumble på angrebsrul, som resulterer i en forstuvet ankel, vi valgte at beskrive som en følge af hendes manøvrering for at komme ind på kort afstand og opnår en angrebsbonus).

Siegfried har fået rystet sin omtumlede tilstand af sig, og han udveksler slag på slag med sin mutant-modstander, der fra tid til anden rammes af pile. Paulus bruger sin fægtestav ypperligt (med 53% i kampevne og en fægtestav kan Paulus nemt opnå succes levels til at parere angreb; vores troldmandslærling er en nok gruppens bedste slagsbror) til at holde sin modstander i skak og udlevere slag på slag mod ham. Ortho holder sine modstandere stangen, men træder skævt og forstuver en ankel (endnu et fumble; på tre runder opnåede vi tre fumbles mellem vore fire helte).

Kampen går fordelagtigt for vore helte. Dybe sår og lemlæstelser begynder at ramme vore fjender, som slås ud af balance og falder døende om. Samtidig med begynder landsbyens soldater at komme rendende og understøtte vore helte, og fjenden fordrives. Kampen er ovre.

Vore helte er forslåede, let sårede og plages af forstuvede ankler. Landsbyens kloge kone tilser deres sår og skader. Vore tre sigmaritter får endelig tid at hilse på deres kampfælle, Irmgard, som har en (kortsigtet) ambition om at forlade sin hjemstavns landsby.

Vi går i gang med at kigge på heling og skade. Wounds er heldigvis nemme at få igen, så det tager vi ikke så tungt, vores reroll-point har vi igen næste spilgang, og så er der de to forstuvede ankler. Det tager 30 dage minus Toughness minus Success Levels fra Heal Skill (kun anvendes en gang) at hele forstuvede ankler, og indtil da er movement halveret og alle ben-relaterede tests har -10 straf. Vores karakterer skal humpe langsomt rundt de næste c. 25 dage (endnu en gang giver det flashbacks til Earthdawn kampagnen, hvor min karakter på grund af handlingen i fiktionen versus helingstiden var såret og noget nær handlingslammet gennem et par måneders spil; forhåbentlig slipper vi rundt om den udfordring denne gang, medmindre den næste del af scenariet udspilles inden for de næste par dage. Indtil da stormløber Ortho ingen steder).

Afsluttende bemærkninger

Uh, critical hits. De er sjove, men de er også trælse, fordi critical hit systemer altid er til ulempe for spillere, og systemer uden righoldige mængder af magisk healing, kommer hurtigt til at handlingslamme karaktererne. Fra AD&D og D&D basic er jeg vant til, at karakterer kan dø som fluer (tag for eksempel episoden fra Lænestolsrollespil, hvor intro-scenariet til D&D-basic spilles, og det koster karakterer livet), men det går stærkt. I Warhammer er der mange terningkast og procedurer før, vi når frem til en karakters spontane, blodige død. Det er ikke praktisk.

Reroll-point eller Fortune, som de egentlig hedder, er en ny mekanik til at supplere Fate-point. De fleste af os (eller alle?) har tre af dem, fordi vi er begyndt med tre Fate-point. Man får dem igen ved hver spilgang (eller pr fire timers spil tilrådes det). På sin vis er det rart at kunne rulle slag om (eller købe ekstra succes levels eller ændre på initiativet), men på sin vis ser jeg dem også som en lappeløsning på et dødeligt kampsystem. Og det er ikke en køn løsning.

Mit indledende indtryk af Warhammer 4th edition er, at det er lidt proceduretungt med sine mange opposed rul i kampene, når man jagter sin advantage bonus, og det er et system, hvor hver en lille kamp spontant kan fjerne en karakter fra spillet, hvilket fra et dramaturgisk problem er problematisk, for hvis hver kamp har en betydelig risiko for at fjerne en karakter (gennem død eller lemlæstelse), bør spillerne også have muligheden for at undgå kampe, men sådan er scenarier sjældent skrevet.

Jeg er spændt på, hvor længe vi kommer til at mærke konsekvenserne af skaderne fra første kamp, eller om handlingen springer i tid, så det kun kommer til at spille en kortvarig rolle. Det vil næste spilgang afsløre.

Som det er lige nu, er jeg lidt ambivalent ved kampreglerne. Criticals er dødbringende, og det er sjovt med deres farverige effekter, men det er også nemt en showstopper. I lighed med Dungeon Crawl Classics er fumbles og criticals sjove, når de skaber spændende situationer, og jeg synes, det er sjovt at rulle på tabellerne, se hvad der hænder og skabe handling omkring det, også selvom det skaber fjollede situationer (de to forstuvede ankler), og vi havde således stor morskab med Sigfrieds uheldig slag, hvor han ramte sig selv (en anden gang havde vi nok spenderet et reroll for at undgå den hændelse, men da kampen begyndt var vi endnu ikke helt hjemme i reglerne).

Handlingsmæssigt nåede vi ikke alt for meget, men første kamp tog noget tid med sine mange opslag, rul på tabeller og dobbelttjekning af regler. Det kommer til at gå hurtigere fremover.