Forbidden Lands – Femte episode: Graven i The Hollows

I Kumleklint, som er en af de mange små landsbyer i Forbidden Lands, er vore eventyrere kommet på sikker afstand af vildmarken, og de beslutter sig for at bruge deres ophold i landsbyen til at forbedre deres udstyr, reflektere over deres oplevelser, træne og planlægge deres næste mulighed.

Vi spiller Forbidden Lands, det er femte episode, og vore helte ankom sidste gang til The Hollows eller Kumkleklint, og vi følger denne gang deres oplevelser rundt om i byen. I løbet af spillet fik vi kigget reglerne for XP, og hvordan deres anvendelse er med til at strukturere handlingen i spillet. Derudover var det en spilgang med mange sociale møder, som rummede begrænset med konflikter, og endnu færre kampe, hvor terningerne var mindre i brug, og hvorfor det ikke blev til så meget XP denne gang.

Spillets forløb kort fortalt

I Kumleklint er selskabet generelt i sikkerhed, der er nem adgang til mad, drikke og senge, så det er et godt tidspunkt at spendere tid på at træne og forbedre sig. Gruppen går forskellige steder hen i Kumleklint for at bruge tiden på udstyr, indsigt og træning.

Nissel sætter sig på broen og fisker (så Fishing Talent kan hæves til niveau 2, mens Nissel kan undgå andre væsner i overensstemmelse med hans Dark Secret om ikke at omgå folk så meget), mens Verjegild forhandler med byens smed, Ness, om at låne smedjen og derved kunne smede et kortsværd til Lupin, som mangler en klinge. Lupin hænger ud og spørger lidt ind til byen og nærmeste omgivelser, da Lupin leder efter muligheden for at forbedre sine sortekunstner (uden en læremester koster det trippel XP at hæve ens magiske talent), og selvom døde har deres særlige gang i Kumleklint om natten, og der er den gamle helligplads, som indbyggerne ikke kommer ved, så ved de ikke meget brugtbart. Nogle enkelte omtaler den næste større by, Knoglekværn, som ligger langs floden, og som er hjemsted for en del slavehandlere. Eira vil udbygge sine færdigheder som handelsmand, og hun støder på en anden omrejsende handelsmand, Askytos, og hans livvagt på byens anden kro (Eira vil købe næste niveau af sit handelstalent, som er evnen til at hive hvad som helst frem af en rygsæk, og i spillet får hun forhandlet sig til en masse udstyr gennem de ædelstene, som gruppen samlede op i tavshedens tempel). Han fortæller en historie om et besynderligt møde, han havde på vejen til Kumleklint, hvor han mødte en fremmed, som præsenterede sig som Merigall:

På vejen mellem Knoglekværn og Kumleklint blev Askytos og hans livvagt indhentet af blodtågen, men netop som ting var ved at gå galt, dukkede der denne mystiske, smukke, androgyne fremmede op. Med trolddom fordrev den fremmede blodtågen! Askytos tilbød en fornem betaling i ædelstene som tak, men den fremmede var ligeglad med dem, for kun smaragden Viridias hjerte, også kaldet Galdeøje, havde egentlig den fremmedes interesse – det skulle da ellers lige være kronen Stanengist eller en af de seks juveler, som har interesse – og sælger vil selv kunne sætte prisen. Kronen Stanengist forsvandt for 1000 år siden, da den blev stjålet af Merigall, som spredte ædelstenene, som var samlet i kronen. Som deres veje skilles, præsenterer den fremmede sig som Merigall for købmanden og hans livvagt.

Med de oplysninger er gruppen langt mere varsomme med at snakke om deres fund i De dødes dal, for de er i besiddelse af Stanengist. Eira får afsluttet sin handel med Askytos, og gruppen samles om aftenen for nye eventyr.

I udkanten af byen på kortet kan ses en mærkelig helligdom, som gruppen har kigget forbi først i dagtimerne, hvor de fandt en kreds af sten, og en af de stående sten havde en rund åbning, som pegede mod klippevæggen. Om aftenen da månen er på himlen, falder månelyset gennem åbningen på klippevæggen, hvor en stenport nu ses. Selskabet tvinger porten op, og bag den fører en passage ind i klippen til et kammer oplyst af grønne flammer.

Kammeret er oplyst af et ildbækken med grønne flammer, og der er tre nicher med hver sin sarkofag, hvoraf en er ret lille, nemlig et barns sarkofag, og ved det sidder spøgelset af en kvinde og sørger. Selskabet taler med hende, og hun fortæller, at hun sørger over sin søn og sin ægtemand, som den onde troldkarl Zygofer er skyld i, at de nu hviler i denne grav. Det lykkes gruppen at få hende til at afsløre, at Zygofer havde et laboratorium beliggende mod nordvest ved Vejrsten, hvor han bedrev sin fæle dødemagi – og som i hendes manglende tidsforståelse er noget, som stadig gør sig gældende, som var der ikke gået generationer. Hun forlanger at selskabet hævner hendes mand og søn, og selskabet skal ikke have noget klinket hos spøgelsesfruen, hvis vrede er stødt stigende. I stedet vender selskabet tilbage til landsbyen, da de har et ærinde nede ved floden.

I tidsrummet mellem at selskabet besøgte den gamle gravplads i dagtimerne og igen om aftenen for at følge månens lys, mødte de Fru Pollmor, som er byens olderfrue, nede på kroen Den døde mands hånd. Hun forklarede dem, at dværgrbryggeren Yawin var et problem for byen, da han nægtede at betale skat og bidrage til byens opretholdelse, men i stedet var han fikseret på at trække flere handlende til byen. Hun har brug for nogen til at sætte Yawin på plads, men uden at nogen af byens børn kommer noget til. Selskabet indvilliger, og hun hyrer dem til at ødelægge bryggerens to flodbåde, mod at de til gengæld får en hjelm, et skjold og forsyninger.

Efter besøget om aftenen oppe ved graven lister selskabet gennem Kumleklint om natten og ned til floden, hvor de sniger sig hen og får slået bunden i stykker på bådene, så de synker, mens de får skjult deres misgerning. Efterfølgende vender til tilbage til kroen Den døde mands hånd, hvor de overnatter. Her stopper vi spillet, og gør XP op, hvilket ikke er så meget, da der mest har været sociale handlinger og ikke så meget udforskning og action.

Afsluttende bemærkninger

Erhvervelse af udstyr og spendering af XP er pludselig rykket ind i spillet, frem for at være noget, som finder sted uden for eller mellem spillet, og det er interessant. Det bliver en del af spillet på nogle interessante måder, hvilket jeg godt kan lide, og jeg fik lejlighed til at spæde flere baggrundsoplysninger til. Plottet fortætner, så at sige, og spillerne fik rodet sig ud i nogle af Kumleklints intriger, og så må vi se, hvor det fører hen næste gang, for der er folk i byen, der reagerer, når man forstyrrer den offentlige orden, også selvom man gør det på vegne af byens older.

Spørgsmålet er, om Kumleklint kan blive en base for gruppen, eller om de kommer til at rakke rundt til andre landsbyer, som f.eks. Knoglekværn? Næste gang er målet dog snarere Vejrsten, som fik gruppens interesse, men først skal de ud af byen, og inden da skal de have afhentet deres betaling.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Forbidden Lands, Rollespil og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.