en blog om rollespil og historie

Dybt under jorden, hvor kaoskræfterne huserer uset af dagslysets væsner, er det stjerneløse hav. Onde planer skal hindres, og vi spiller derfor Dungeon Crawl Classics scenariet Sailors on the Starless Sea.

Hvad er Sailors on the Starless Sea?

Det er en klassisk introduktion til Dungeon Crawl Classics, hvor man spiller hævngerrige landsbybeboere, som er taget op til den gamle fæstningsruin for at standse de onde bæstfolk fra at kidnappe sagesløse landsbyfolk.

Scenariet er skrevet til Dungeon Crawl Classics, som er en slags gonzo retroklon af AD&D 2nd edition med 3rd edition strømligninger, og det er et funnel scenario, hvor man hælder en bunke 0. level karakterer ned gennem trakten og ser, hvem der slipper levende igennem til level 1. Hver spiller har fire karakterer hver, og for vores gruppe betyder det en horde på 24 eventyrere (hvilket er lidt over normen for dette scenarie).

Sailors on the Starless Sea er et stemningsfyldt, storladent scenarie med en serie af filmiske scener. Det er også et tidligt scenarie i udviklingen af DCC scenarier, og teksten synes flere steder orienteret mod en level 1 eller 2 gruppe frem for et funnel scenarie.

Værst er tekstens udformning, som er rå og ustruktureret. Der mangler en skarpere redaktør til at tæmme og indrette teksten. Det gør at en ellers simpel scenarietekst bliver besværlig at finde rundt i.

Svaghederne opvejes til gengæld af scenariets vilde idéer og storladne historie. Det er overordnet et linært scenarie, som de fleste DCC moduler er. For DCC handler det ikke om at navigere en dungeon og finde vej rundt, men derimod at håndtere de mange puzzles og udfordringer. Der er enkelte steder genveje, man kan være heldig at finde, hvis man er kreativ. Der er til gengæld ikke sparet på effekterne, og som læser giver det mig en fornemmelse af at sende Elric af Melnibone gennem Indiana Jones and the Temple of Doom. Det er ret fedt, og det er fascinerende, at DCC kan levere dette, som D&D helst først leverer efter level 10 (med mindre man spiller AD&D 2nd edition Planescape).

Det er et scenarie, som tænker i stemningsfulde filmiske sekvenser, som at konfrontere ypperstepræsten på randen af en vulkanmunding, hvor gale kultister kaster deres stakkels ofre i det flammende dyb for at vække kaosgudens avatar. Det er ikke et balanceret encounter, men en vild idé, og en invitation til at løse udfordringerne ved kreativ tankegang.

Eventyret begynder

Vi har på forhånd skabt horden af karakterer, udstyret dem og navngivet dem. Nu er det afgang.

Historien er, at de vilde dyrefolk eller bæstfolk, der skjuler sig i den gamle borgruin, kidnapper folk. Gruppen har også fået udstukket vilkårlige rygter om stedet. Nu opildnede af retfærdig harme, drager en vældig flok op mod den ildevarslende borgruin over hvis port et sort banner med et rødt kranie blafrer sagte i giftige vinde.

Nær fæstningsruinen støder de på ligene af to landsbyfolk fæstnet til stolper af vildtvoksende ranker. Pludselig river ligene sig løs drevet af vinrankernes tørst efter de levendes blod. Vi har vores første kamp.

Karaktererne har d4 hit points, og rankerne kan nemt dræbe en karakter med et enkelt succesfuldt angreb. To landsbyfolk falder for monstrene, men derefter lykkes det dem at besejre zombie-rankerne, hvorefter de kan fortsætte deres færd.

Ved borgporten er den næsten udtørrede voldgrav, i hvilken mudrede vande bobler. Et par planker har erstattet stedets vindebro, og gruppens kistemager forstærker broen med ekstra tømmer, inden de krydser i små grupper. Imens er nogen gået i forvejen.

Inde efter portbygningen er borggården. Her er en gammel brønd, der er et jordfaldshul, som har opslugt det meste af Hovedbygningen, der er en irret kobberport skjult bag vedbend, og der er et tårn med en dør i.

Da de sidste er trådt ind i porten, falder er faldgitter ned og er næsten ved at ramme nogen. Oppe fra portbygningen lyder et kraftfuldt slag på en gongong. Gruppen er fanget i ruinen, og nogen har advaret de andre beboere i ruinen

Nogle fra rejseselskabet undersøger jordfaldshullet. Af dette rejser sig giftige, fælt stinkende dampe, og i den gullige dis former ansigterne sig af fortabte sjæle, hvis kroppe er fortæret af helvedesild. Jorden smuldrer under to af dem, men begge landsbyfolk er heldige og de får grebet fat i en kant og hevet sig i sikkerhed.

Andre undersøger brønden. Dybt nede er Afgrunden, hvor sære vinde blæser. En landsbyboer bliver så besnæret, at han kravler op og kaster sig ned i brønden for aldrig at blive set igen. En anden lader sig sænke ned med en metalkæde, og denne falder bevidstløs om og hænger slap for enden af kæden. Da andre får hevet karakteren op, har en dyb kulde indlejret sig i karakteren, og denne vil al tid skælve af kulde.

Nogle prøver at få adgang til tårnet, og de finder døren blokeret indefra. Med snilde får de løftet tværbommen af, og derefter skubbet døren op. Indenfor er et fælt syn i det dunkle kammer. Huder og skind fra dyr og mennesker dækker vægge og gulve, skikkelser hængt i lænker vrider sig på væggene. Rundt langs ydervæggen løber en trappe opad. Mørket dækker det meste, og ud af skyggerne træder hvæsende og knurrende væsner, det er de bestialske dyrefolk med forvredne kroppe, som er en blanding af menneske og dyr.

Efter at have overvejet, om de skal trænge ind eller ej, stormer en af landsbyens folk ind, og et par skridt inde, kommer en økse svingende ned fra en repos over døren. Den går ned gennem hovedet fra øre til øre, og en stråle af blod fejer gennem lokalet, mens eventyreren in spe synker død om. Øjeblikket efter springer en massiv skikkelse ned fra sit skjul. Et hoved højere end de andre, halvt tyr, halvt menneske bevæbnet med en enorm, blodig slagøkse bærende et par enorme stykker skulderpanser, og en halskæde af polerede menneskekranier brændemærket med kaosruner.

Gruppen beslutter sig for at den bedre løsning er at rive døren i og holde den fastlukket med jernspir (hvilket er virkelig old-school rollespil). Derefter vogter de over døren. Imens prøver en lille gruppe at tvinge faldgitteret i portbygningen op, men de kæmper forgæves med det tunge gitter. De overvejer om de skal klatre op på muren – ingen synlige trapper – for at kunne tilgå portkammeret over porten (det konstateres, at der er en passage på toppen af muren, som går fra portbygningen til tårnet, og inde i tårnet er trappen op).

Andre har fundet en irret kobberport skjult bag vedbend, som er spærret udefra med en tværbom. Området ryddes, og hæslige gargoyler med slaskede tunger sidder fastmuret over porten. Bommen er nem at løfte bort, og knitrende hede vælder ud fra rummet bagved.

Det er en slags helligdom med en sort stenstatue af tudse fra hvilken sort slim siver ned i et basin, hvor det ophober sig. Rundt om ligger forkullede bjælker og nedfaldne sten. Mellem dem er sortsvedne skeletter iført brynjer og bevæbnet med jernkøller. Rummet er hedt, som efter at det hele er brændt for blot et øjeblik siden. Da gruppen træder ind og udforsker, oplever de det som at træde på hede kul og aske, mens skyer af gløder rejser sig. Den sære sorte tjære rejser sig som en slange, når folk træder tættere på basinet, og tættere på vil de gerne, da tudsestatuen er sat med talrige dybrøde ædelstene. En prøver at kvæle tjæremassen med mødding, men uden succes, og pludselig slår tjæremassen ud efter bonden, som bryder i brand og stormer ud af salen, mens han brænder op og ender som et forkullet lig.

De fleste af landsbyens ekspedition samles ved porten til helligdommen. Nogle bevæger sig forsigtigt ind for at overtage rustninger og våben. Imens finder de et røgelseskar med en kæde samt et jernskrin, som indeholder tre stykker røgelse. Med røgelse antændt i karret, kan man holde tjæremassen på afstand, og det lykkes gruppen at plyndre tudsestatuen for sine ædelsten.

Ved tårndøren er der nu kun to, som holder vagt, da alles opmærksomhed er vendt mod helligdommen, hvor der er skatte, våben og rustninger. Døren flås op og ud stormer den enorme tyremand og et par andre dyrefolk. Han flækker den ene vagt, mens den anden flygter over til hovedgruppen.

Vi slutter med at de to grupper stormer imod hinanden, landsbybeboerne anført af en bonde svingende røgelseskarret.

Bemærkninger

Jeg har spillet scenariet før i en slags ‘fast forward’ version, hvor gruppen undgik eller overlevede de fleste farer, men kampen med dyrefolkene var et blodbad, hvor karaktererne blev massakreret.

Denne gang har vi mødt flere af de andre effekter, og jeg har kunnet sætte kampen op til at være mindre dødelig. Den vil sikkert koste flere karakterer livet, men forhåbentlig ikke det samme blodbad som sidst.

Dernæst venter den anden halvdel af scenariet.

Dungeon Crawl Classics fungerer som altid rigtig fint, og det er bare sjovt at se 0. level forsøge at holde sig selv i live.