[anmeldelse] 10 historier fra Rollespilsdanmark

Anmeldereksemplar venligst doneret af Claus Raasted.

Bogen er på 195 sider, og den består foruden af Claus Raasteds introduktion og efterord, hvor han opfordrer til dokumentation af vores hobbys historie, af ti essays om rollespillet i Danmark. Den er lavet af Claus Raasted og er udgivet på forlaget Rollespilsakademiet. Bogen blev lanceret på Forum2010.

Generelt er de ti essays lette at gå til, de veksler i længde, men sproget er generelt let. Bogen mangler en sidste gang i korrekturen til at samle op på de sidste småting, men de er ikke forstyrrende for forståelsen.

10 historier fra Rollespilsdanmark kan også betegnes som ti historier fra Foreningsdanmark. Foreningsliv er et gennemgående tema i bogen. Hver gang et arrangement vokser til en vis størrelse, transformeres det til en forening, hvorved det bliver berettiget til ressourcer i form af lokaler, lokationer, fondsmidler mm. Et andet gennemgående tema er druk. Der er blevet drukket en del til de mange foreningsfester, og det bemærkes gennem de mange historier.

Ti forskellige historier

De ti essays er ti forskellige stemmer, og de har hver deres på hjerte. Vi hører Jacob Worm interviewet om Hareskoven og Semper Ardens, vi hører om Ask Aggers live-rollespil og om foreningerne Einherjerne, DEF42?, Eidolon, ThyRF, GERF, ROGlive og Opus, og om de mennesker, som var med til at skabe disse foreninger. Vi hører også om Kamp & Kage, Bong og KMSKM.

Rollespil i Hareskoven

Bogens eneste interview eller samtale er dette essay, hvor Jacob Worm fortæller om, hvorledes han var med til at starte rollespil op i Hareskoven, som nærmest er en institution i sig selv. Artiklen giver et godt historisk blik over rollespillene, og det er spændende at læse. Artiklen er en god indgang til bogen, og det med sin placering som den første artikel placeret rigtig godt.

Personligt er jeg ikke vild med forfatterens indledning med henvisning til sagaer – selvom ordspillet med Røde orm er sjovt, taget den interviewede i betragtning – for sagaer begynder nemlig sådan her:

• “Der var en mand, der hed Torsten; han var søn af Egil Skallagrimssøn” (Sagaen om Gunløg Ormstunge)
• “Ønund hed en mand. Han var søn af Ufeig Klumpfod, Ivar Støders søn. En søster til Ønund var Gudbjørg, en af kong Olaf den Helliges oldemødre.” (Sagaen om Gretter den Stærke)
• “En mand, som hed Maard, med tilnavnet Gige, en søn af Sighvat den Røde, boede på gården Vold i Rangaavolde.” (Njals saga)
• “På kong Haralds Hårfagers tid – han var søn af Halvdan Svarte, der var søn af Gudrød Jagtkonge, som igen var søn af Halvdan den Gavmilde og Madkarrige, og en søn af Øjstein Fjært, der atter var søn af svenskekongen Olav Træhugger – kom en mand ved navn Halfred sejlende til Island og landede ved Breddalen neden for Fljotsdalsherred.” (Ravnkel Frøjsgodes saga)
• “Bjørn Bunas søn Ketil Fladnæse var en mægtig og ætstor herse i Norge; han boede i Romsdalen, som ligger mellem Søndmøre og Nordmøre.” (Laksdæla saga)

Det drilske ved sagaer, krøniker og des lige er, at de aldrig lyder, som folk forestiller sig, at de gør, og som historie-interesseret må jeg naturligvis belemre folk med den slags observationer.

Til gengæld er resten af artiklen med Jacob god læsning, og jeg fik et godt indblik i en del af Hareskovens og Semper Ardens historie. Det er ganske vist en lang historie, som fortælles kort, og jeg ville gerne, at der var mere af den, men en god artikel.

Hjemmeside for Hareskovsrollespil: Nordlenets saga

Rollespil med HKs ungdom

Ask Aggers historie stikker noget ud fra de andre i bogen. I modsætning til de andre historier er Ask Agger ikke en del af foreningslivet med sine live-rollespil i 00’erne, og hans scenarier synes at være mere rettet mod folk uden for rollespilsmiljøet end i rollespilsmiljøet i form af rollespil for politisk engagerede unge eller rollespil i samarbejde med HK.

Ask begyndte rollespil for længe siden, og han prøvede ‘Kamp & Kage’ i slutningen af 1980’erne i Århus (er det her ‘Kamp og Kage’ opstår?), og efter at have lagt scenarie-skrivningen på hylden i 2000 med scenariet Det sidste korstog går han i gang med en række lives.

Essayet er vinklet væsentligt anderledes end de andre. Namedropping er i artikler af denne art uundgåeligt, men hvor namedropping i de andre artikler forklarer hvilke kreative kræfter, der stod bag et givent projekt, og derfor er relevante at nævne, så opremses navne på folk for at have deltaget i rollespil (f.eks. p.34), og i stedet for at høre, hvordan kampagner bygges op, rollespil udvikles og foreninger drives, så fortæller Ask om de enkelte scenarier, og hvilke special-effekts eller sjove roller, der var i dem. Det får ikke samme relevans, som i de senere artikler. Artiklen er dog fortsat interessant, men den stikker ud i forhold til resten af bogens essays, og er det eneste, som ikke kan siges at handle om Foreningsdanmark. Den er en af de mindre interessante.

Einherjerne

Historieskrivning handler også om at skabe sig et eftermæle og sætte sig på eftertidens opfattelse af, hvad der skete. Det kommer særligt til udtryk i Tue Beck Ollings indlæg, hvor vi hører om Einherjernes mange fortræffeligheder, og deres mange bidrag til udviklingen af rollespil. Det bliver noget selvsmagende i længden af læse, særligt passager som “Einherjernes store bedrift ligger i at opdage og udvikle metoder til kollaborativ historiefortælling i rollespil […] og udbrede dem til resten af landet” (p.47).

En anden vigtig ting for Einherjerne i deres guldalder vel at mærke – for hvad de nuværende einherjer laver nu, er naturligvis ikke på niveau med fortidens undere, hvilket også er et traditionelt tema i historieskrivning: Guldalderen har været der, og du er ikke en del af den – er åbenbart en selvidentitet skabt af fjendebilleder: “Begge fjendebilleder virkede dog fremragende til at at definere Einherjerne indadtil” (p.51) og “Lektien til andre må være, at stærke fjendebilleder kan definere foreningerne indadtil, men man skal ikke lade dem afholde sig fra at lege med dem alligevel” (p.51). Spørgsmålet må være, om det er overhovedet er nødvendigt at definere en forening indadtil gennem fjendebillede af de andre foreninger, og om det ikke kun er bidragende til at skabe unødigt splid mellem foreningerne, og kan det tænkes, at man gennem sådanne fjendebilleder kommer til at hæve sine egne landvindinger op på piedestal, så man er blind for, hvor store bedrifterne monstro egentlig er?

Hjemmeside: Einherjerne

(Men den virker ikke i skrivende stund)

DEF42?

Dette indlæg af Jesper Heebøll er mest interessant i forholdet omkring foreningsmiljøer. Det er langt fra eneste essay om interne stridigheder i foreninger og kreative miljøer – men det er ikke en sportsgren, der er begrænset til rollespillere – men det er det essay, som holder kortene tættest til kroppen. Det kræver en vis afstand fra begivenheder førend at man kan tale frit om dem – det ses ud fra andre indlæg, som f.eks. Daniel Benjanins essay nedenfor – og ganske vist er historien om DEF42? (spørgsmålstegnet er en del af foreningens navn men ikke på de officielle papirer, da det ikke anerkendtes af kommunen) solidt forankret i 90’erne, så er den stadig meget anonym at læse. Jesper beretter om stridigheder i foreningerne, men vi kommer aldrig rigtig tæt på dem, og det bliver for distanceret. En anden mangel er årstal. De glimrer desværre ved deres fravær, og det gør det noget nær umuligt at indsætte begivenhederne i en historisk ramme med de andre essays.

Til gengæld får vi historien om rollespil på midtsjælland fra midten af 90’erne og op til de første år af 00’erne, og selvom det var lærerigt at læse om, så kommer forbliver historien en tand for vag.

Historien om Eidolon

Der er særligt tre essays, som giver brede historiske overblik over en række begivenheder i rollespilsmiljøet og foreningslivet. Det ene Jacob Worms historie (se ovenfor), den anden er Daniels beretning (se nedenfor), og den tredje er Jannick Raunows historie om rollespil og om en franchise af foreninger under betegnelsen Eidolon. Der er mange gode og underholdende historier, og jeg fik et godt indblik i denne side af rollespilsmiljøet historie, som jeg ikke kendte særligt godt. Det er for resten et af de essays, der giver et indtryk af, at en artikel af HC vil være obligatorisk for en evt. efterfølger til denne bog. En enkelt kritisk bemærkning: Der er et langt citat af HC i artiklen (p.76-77), en kildehenvisning ville her være rart, men ellers er det en rigtig god artikel, som er med til at rydde op i myter og misforståelser.

Foreningens hjemmeside: Eidolon

Ripen rollespil

Jeg havde godt hørt om foreningen, der havde bygget en hel hytte op med indlagt vand og så videre, og som har et fast kæmpe-område at spille på. Nu har jeg også foreningens historie. Historien giver et fint indblik i foreningslivet, og man får et godt indtryk af, hvor meget arbejde der ligger i en sådan forening, og hvor selvstændigt foreningerne agerer, og hvor forskellige spilkulturer der er rundt om i landet. Der er absolut forskellige krav til og forskellige opfattelser af, hvad der er godt rollespil. I lighed med Tue Beck Olling kommer Elsebeth Kjær Olsen i sin artikel ind hvad slags rollespil, som Ripen interesserer sig for, men i lighed med Einherje-artiklen kommer vi ikke nok i dybden med det, at bliver interessant. Artikler om rollespilsstilarter og præferencer er interessante, men har svært ved at finde deres plads i antologien.

En sidebemærkning

Der er en ganske interessant kritik af landsforeningen i artiklen af Elsebeth, og jeg får her det samme indtryk af landsforeningen, som jeg er blevet præsenteret for af andre foreninger, nemlig at landsforeningen ikke er skabt nedefra og op af foreningerne, men er et udefrakommende projekt, som i bedste mening gerne vil være en paraplyorganisation (bemærk, at jeg i forbindelse med landsforeningens navneskift sidste år skrev en kritisk bemærkning om Bifrost. Jeg synes stadig at både Bifrost og “Kreativ udvikling” er upraktiske navne. Husk generalforsamlingen – der inviteres i år til indledende diskussioner).

Foreningens hjemmeside: Ripen

Rollespillere i Thy

Dette essay er et af de mere kuriøse. ThyRF er en lille forening, der stiftedes i 2002, og som havde to års aktiviteter på bagen, da den startede op, for hvorfor er essayet med?

På den ene side er det historien om en lille forening, der er begyndt i nyere tid, men det er historien om ROGlive også, men det er også en historie om den modstand, man møder i provinsen fra folk med stærke forestillinger om, hvordan verden er indrettet, og deres modvillighed mod nye ting. Heldigvis blev ThyRF til noget alligevel, men det fører også til artiklens afslutning, som er en lang og trist historie om at blive udstillet af andre rollespillere, og om hvor ødelæggene ligegyldige intriger i foreningslivet er: “Denne forskellighed kom for alvor til udtryk, da en flok mennesker i storbyen fandt vores billeder uhyre morsomme på en for os meget uhensigtsmæssig måde. Flere spillere og arrangører blev gjort til nar på et åbent forum. Dette kunne man have valgt at grine af, selvom [sic] om flere følte sig krænkede og andre ikke ville fotograferes til vores arrangementer.” (p.127) – hvilket er historien om de grimme livere, som Opus-netværket i deres artikel beretter om, hvordan de satte i gang.

Foreningens hjemmeside: ThyRF

GERF, Daniel, Søslottet

Dette er i lighed med Jannicks indlæg et af bogens mest interessante essays at læse. Daniel fortæller sin egen og Søslottets historie, og om hvordan GERF blev til, og om en række af de intriger, der formede noget af miljøet omkring år 2000, som man også har set spor af i nogle af de andre essays (og helt andre steder, se. f.eks sidste del af dette indlæg, hvor GERFs omdømme spiller ind på et helt andet projekt). Vi får historien om Pizzaria-komplottet, som ikke er nogen køn historie, men der er endelig plads til at få den fortalt. Dette er en af bogens forcer. Der er gået tid i forbindelse med en række episoder i dansk live-rollespilsmiljø, og vi kan nu få dem genfortalt, og Daniel fortæller åbenhjertigt om oplevelsen.

Foreningens hjemmeside: GERF

Rollespilsforeningen Guldborgsund

Denne historie er en sjov og hyggelig historie om, at rollespil ikke kun er for børn, og at vi aldrig bliver for gamle til at prøve noget nyt. Karsten Bundgaard eller ‘Bamse’ fortæller om at starte en rollespilsforening op og om det er en rar lille historie. Det er også historien, du skal vise til de forældre, som vægrer sig ved at starte en rollespilsforening op eller deltage i foreningsarbejdet.

NB. Bamse fortæller også noget af sin historie i Rolle|spil nr. 3.

Foreningens hjemmeside: ROGlive

(Hjemmesiden er nede i skrivende stund)

Og så er der Opus

At have selvironi til at se, hvor grim man selv er og grine af det, er en slags kvalitet. Når man bruger det, som værn mod kritik af, at man griner af andre og lader hånt om deres sårede følelser, så er det usselt: “Ja, vi er nogle grimme børn” (p.189).

Opus er en sær og sjov historie at læse. Den er skrevet af Opus netværket og den er en række nedslag i deres mange gerninger – om deres værker som f.eks. System Danmarc II, som var et massivt imponerende projekt, om deres forsøg på at forbedre rollespillet i Hareskoven – “I Hareskoven nord for København er der de sidste mange år blevet spillet udueligt rollespil […]. Opus har gennem forskellige tiltag prøvet at forandre spillet i skoven, men har altid fejlet” (p.180) – og om deres sære ekspeditioner ud til lives (De nådesløse-historierne), som man også bare kan kalde chikane. Sidstnævnte forklarer måske, hvorfor Opus-folkene havde så vanskeligt ved at forbedre live-rollespillet i Hareskoven?

Trods disse bemærkninger til historien om Opus, så er det både et spændende essay at læse, da Opus har bidraget på sin helt særegne måde til rollespilsmiljøets udvikling, og der er udsprunget nogle gode projekter og live-rollespil deraf.

God plads til en 2’er

Der er mange historier, som ikke er kommet med endnu. Der er historier om slog, om GASTARS, om Vølven, om TRoA og om de mange con-lives, som mangler at blive fortalt, om byernes in-crowd-kampagner og om Mafia Big Time, om Landsforeningen og så videre. Jeg håber, der kommer flere bøger, for det er historier, som er værd at få fortalt.

Læs bogen

Er du bare lidt nysgerrig om rollespils historie i Danmark, så er bogen værd at læse. Den kan ikke sige sig fri af visse indforståede elementer (f.eks. gentagne referencer til slog og Bifrost), og da jeg selv vokset op parallelt med mange af disse foreninger, set folderne til deres arrangementer, deltaget ved DEF42?’s skolelive en gang i 1994/5 og kender en del af de involverede, er det ikke muligt for mig at sige præcis, hvor tilgængelig den er for fuldstændigt udenstående, men for rollespillere er den sjov læsning.

Du kan anskaffe bogen her: Rollespilsakademiet

Bemærk, at på sin blog … i den mørke skov har Kåre foretaget en kort anmeldelse.