Nummer fire kommer snart på gaden, og Rolle|spil har snart været med os et helt år. Det er lovende for et magasin, som foræres væk gratis. Det kommer imidlertid til at ændre sig i det kommende år, hvor Rolle|spil vil udkomme oftere, men til gengæld kommer det trykte magasin til at koste penge.
Rolle|spil holder sin pæne visuelle stil, som bladet alle dage har haft med righoldige mængder af flotte fotos, og kvindelige modeller på de fleste af bladenes forsider.
For det første
Til at indlede bladet med fortæller Claus Raasted lidt om bladets tilblivelse, og om hvad der venter i 2011. Dette nummers store artikler er en reportage fra Sydkoreas e-sportsturnering i StarCraft, og en præsentation af 10 historier fra Rollespilsdanmark. Dertil kommer undervejs er der en lang række anmeldelser fantasy-litteratur for børn og unge.
er der en ny anmelder
Rolle|spil præsenterer sin nye anmelder, Emil Blichfeldt, der bl.a. anmelder Marskens konge af Alex Uth, og der følges op med et interview med hende i den humoristiske ende af skalaen. Blichfeldt har en hel serie af anmeldelser af fantasy-ungdomsromaner , og det er noget af en kunst at holde sin anmeldelse inden for ti linjer og få fortalt både om bogen og anmelderens læsning af bogen. En kunst, som Blichfeldt formår det meste af tiden, men enkelte omtaler bliver en tand sparsomme i sin tekst (f.eks. Odd og frostjætterne).
og en ny fast artikel
De faste klummer får et nyt tillæg i dette nummer. Først har vi sminkeguiden (denne gang sår) og guiden til rolletyper (denne gang troldmænd). Det charmerende ved artiklen om de troldkyndige er måden, som forfatteren veksler mellem at bruge ordene troldmand og troldkvinde på hele vejen gennem teksten. Der er noget sært universalistisk over artiklen – fantasy er fantasy og troldmænd er troldmænd uanset, hvor vi er. I modsætning til f.eks. artiklen i foregående nummer om præster, så er her ingen arketyper inden for troldmændene/-kvinderne. Dernæst er der dette nummers LARPposter er Troels Barkholt udklædt som civilist, der kan lide hård rock.
om rollespilsteori
Sidst – men for denne anmelder mest interessant – er artiklen om rollespilsteori, som er et forkætret område. Den første del omhandler Raasteds og Berners fem-trins-model, en deskriptiv model, der beskriver, hvorledes børn og unge tilegner sig de forskellige elementer i rollespil fra regler til roller. Den anden del omhandler to modeller at opbygge rollespilsscenarier til live-rollespil med, nemlig tandhjulsmodellen og togmodellen. I førstnævnte bygger det på, at faktioner og individer interagerer med hinanden, og at en gruppes handling sætter en anden gruppe i sving, og at der således kan sættes hele serier i handling ved at dreje på et tandhjul.
Togmodellen bygger på, at der er en arrangeret en række begivenheder, som spillerne observerer og i et begrænset omfang interagerer med, og formen adskiller sig ikke væsentligt fra ordrollespillenes tradition med ‘oplevelsesscenarier’ fra de tidlige 90’ere. Svagheden i modellen er generelt, at spillet skal underholde de passive spillere, og hvis det ikke sker, eller hvis spillerne ikke afkoder spillets koder korrekt, så kører oplevelsen i grøften.
De to artikler giver en god indgang til, hvorledes rollespil kan betragtes og arrangeres, og taget magasinets begrænsede plads i betragtning får det dækket emnet godt. Det er altid vanskeligt at dække teori i magasiner, og jeg er spændt på, hvad Claus har tænkt sig skal komme i de næste numre.
For det andet
Den sidste del af bladet er mere løssluppen. Først er der bladets praktikants side med blandede korte nyheder, dernæst en omtalt af Knudepunkt 2011 og Rolle|spils nye anmelder-ikon (som muligvis er den, som Eric Blichfeldt har brugt til at pointgive sine anmeldelser, og jeg læste som en paraply med antenner. Det er vist en norsk sumpdrage i stedet). Sidst er der Lars Andersens faste vrede klumme om rollespil.
kan man godt spille skuespil
Andersens exit-artikel, som er Rolle|spils faste, skarpe brod, handler om, at man ikke ‘spille‘ rollespil, fordi rollespil er ikke et spil, og den misforståelse vil han gerne brokke sig over. Det er her uheldigt, at Andersen læser ‘spil’ i betydningen ‘brætspil’/’sport’ og ikke i betydningen ‘skuespil’ – for det kan man godt spille. Det er også problematisk, at han ikke har blik for i sin artikel, at rollespil er en kuriøs oversættelse af det engelske roleplaying game – og for nogle er (bræt)spillet i rollespillet vigtigt.
Andersen begynder sin artikel med at diskutere regler og definitioner af, hvad der er rollespil, og han drager her paralleller til fodbold, som han i sammenligning finder let at definere og fastsætte regler til. Det er som sådan også korrekt, men det ville også have været mere korrekt, hvis han drog en parallel mellem sport og rollespil, for hvad er definitionen af sport (inddrag f.eks. bladets artikel om e-sport), og hvad er reglerne til sport?
Den underliggende pointe i Andersens artikel, og som har ligget som en rød tråd gennem alle hans artikler – særligt den sidste – er at anskue rollespil som en leg, og på den basis argumenterer han for, at ‘spille’-reglerne skal erstattes af ‘lege’-regler, hvor han betragter KMSKM (Kan Man, Så Kan Man), som et centralt element.
I Andersens optik handler det om, at rollespil ved overgangen fra bordrollespil til liverollespil skiftede fra at være et spil til at være en leg, og at spille-reglerne derfor er uønsket arvegods – særligt i Andersens optik, hvor spille-regler forstås som begrænsende, mens lege-regler er udvidende. På et plan har Andersen ret. Rigtig mange live-rollespilsregler er dårligt design, men omvendt kan man ikke undlade at undre sig over, at han så gerne vil holde fast i ordet rollespil, når han hellere vil rollelege?
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv