[Delta Green] Sorte julemænd og hvid sne

Her er anden del af jule-episoden, S02E05, hvor vores agenter konfronterer julemænd, går i kirke og er ved at myrde hinanden over et skuespil. I sandhed venter en god jul.

Den gamle mand og pentagrammet

Det hele begynder med, at vore agenter beslutter sig en gang for alle at undersøge pentagrammet formet af lyskæder, og dens centrale beboer. Agenterne bryder ind i den gamle mands hus, og lydløst lister de omkring. Agenterne finder ikke noget mystisk – udover en stor samling lyskæder, pærer og værktøj til at vedligeholde kæderne.

Næste plan: At ødelægge pentagrammet

Agenterne piller dele af lyskæderne ned, og senere på natten observerer de den gamle mand notere alle ændringerne og forsøge at reparere de beskadigede dele. Agenterne konfronterer ham, og i sin demente tilstand fabler han løs om, at englene har instrueret ham, og det er vigtigt, at der er orden. Orden er nødvendigt. Agenterne ender med at lade manden være, da han ikke synes at være nogen trussel.

Krybbespillet

Det følgende sæt hændelser åbner op for scenariets mystiske elementer. To gange kommer vore agenter til en skummel lille plads, hvor de ledes til nye spor. Rent praktisk sammenskriver jeg de to visits.

Julemanden og Julemændene

Den hjemløse, lettere gale mand, der er klædt ud som julemand, og som gentagne gange har kastet lange og vrede blikke efter agent Trevor ses forsvinde ind i en gyde. Agent Trevor og Sherlock følger efter. Snyde og Tarek cirkler rundt om blokken i stedet.

På andet visit holder de unge overfaldsmænds bil uden for en gyde. Efter at have kikket i bilen uden at finde noget interessant, følger de fire agenter alle med ind i gyden.

Gyden

Gyden er mørk og smal, affaldscontainere proppet med affald danner en smal sti ned gennem gyden. Overalt høres råd dryppende fra overfyldte affaldsposer, og vandpytterne, som agenterne træder varsomt igennem, må de erkende ikke er vand. Murene er ældgamle, himlen over gyden mørk og fyldt med stjerner.

På andet visit ind i gyden er den ældre og mere foruroligende end sidst. Containere er affaldsspande, store uformlige sække fylder dem til randen, og det hænger i luften, at det er her, at julefanden efterlader de ranede børn.

Den lille plads

Den gale julemands spor krydser en sneklædt plads og forsvinder ud af en anden gyde. Pladsen er stor, men skjult bag høje bygningers bagsider. Det er stille, og nattehimlen afslører fremmede stjernekonstellationer. Stilheden afbrydes af og til at den flaksende lyd af vinger fra store væsner.

Langs den ene mur står et lille krybbespil oplyst af en lyskæde (omend hvor strømmen hentes fra er uklart). Agenterne kan ikke lade være med at studere opsætningen med de tre helligkonger, Jesusbarnet, hyrderne etc. I baggrunden ser de et mystisk landskab med fremmede stjernekonstellationer, og en sær by, der ligger ved en søbred.

Sneen på pladsen er sær. Det har ikke sneet i Wilmington, og når man samler den op, tør den, og efterlader en stank af råddent kød.

På andet visit kan Sherlocks obskure indsigt i fremmede værker, få hende til at genkende stjernerne for en planche i Det Pnakotiske Manuskript gengav stjernehimlene som set fra andre verdener. Himlen over hende er udsigten fra Aldabaran, byen ved breden er Carcosa ved søen Hali i riget Ythill.

Agenterne bemærker desuden små tegn på, at dukkerne af hyrderne og de tre helligkonger består af mere end porcelæn og klæde. De synes sammenstykket af andre. Med mistanke om, at de har fundet celle U, undlader agenterne at se nærmere på dukkerne, og de afbrydes snart af fremmede lyde.

Lyden af blodige stålkøller trukket langs asfalten

På første visit vender Sherlock og Trevor tilbage af samme gyde, som de kom af, da Tarek og Snyde ikke er i stand til at finde den lille plads, selvom flere gyder fører der fra.

På andet visit kan agenterne ikke finde de seks unge bøller, der forsvundet herind. Efter at have studeret krybbespillet, hører de pludselig den tunge lyd af stålkøller, som dovent trækkes hen over stenfliser. Lyden runger ud fra gyderne, og den følges op af julemænds joviale latter, der signalerer, at jagten er gået ind; og så er det begyndt at sne. Med klar indsigt i, hvad der er sket med celle U, forlader celle S og celle T den lille plads i højt tempo. Som de forsvinder ud af gyden tilbage til Wilmington, tabes lyden bag dem. Ude på gaden passerer en familie dem, som er på vej til generalprøven på krybbespillet i St. Claire. Agenterne har et nyt mål.

Optog, vilde mænd og Julefanden

En ekskurs: Agenterne læser en smule op på julemanden. Agenterne konstaterer, at der rundt om i Europa fra middelalderen til tidlig moderne tid i vinteråret var forskellige former for optog med maskerede figurer. De kunne finde sted fra oktober til marts. Optoget demonstrerede hvem, der var inkluderet, og hvem, der var ekskluderet, i lokalsamfundet ved, at de ekskluderede ikke modtog besøg, hvilket var en stor skam. Optogene kunne være optog gennem byen, der anførtes af eller inkluderede ‘vilde mænd’ og harlekiner med køller eller stokke, som menes knyttet forestillinger om Den vilde jagt anført af legendariske konger eller af Odin/Wodan. En version er i julen, hvor julemanden besøger familier, og han belønner eller straffer, eller også er han ledsaget af en dæmonisk skikkelse, en Krampus eller Sorte Per, som straffer uartige børn og bærer dem bort i sin kurv. Denne skikkelse ses stadig i Holland, og en variant ses i form af Frau Holle/Holda og Perchta, som i middelalderen af klerke sammenstilledes med heksegudinden Hekate, og som selv i nutidige Perchtenlauf i Sydtyskland og Østrig – som er optog af folk klædt ud som monstre og hekse – ses gamle hekse med kurve på ryggen med børn i, og fra de tyske områder findes beretninger om, hvorledes Perchta trænger ind i hjem og undersøger, om pigerne har været flittige eller ej. I 1800-tallets Amerika kendes beretninger om sorte julemænd, der er unge maskerede mænd, der trænger ind i folks hjem ved juletid og straffer dem, der ikke opretholder den sociale orden – og denne tradition kan uden vanskeligheder være bragt med fra tyske emigranter – og i senere perioder ses KKK med sine sære katolske dragter drage rundt i de sortes kvarterer delende julegaver ud til fattige sorte familier demonstrerende og opretholdende den for KKK rette sociale orden.

(flittige læsere genkender en del af dette fra mit første blogindlæg – foruden dette indlæg)

Kirken og krybbespillet

Efter første visit på den lille plads, besøger agenterne kort St. Claire kirke, hvor de hører menigheden tale pænt om præsten, og de opdager, at der i det ene sideskib er en nydelig opsætning af en krybbe med hyrder, hellige tre konger og så videre, og ser man godt efter inde på baggrunden ser man Carcosa ved Halis bred, og man ser silhouetterne af seks skikkelser med store køller og fyldte sække på vej over en bakke til Carcosa.

Efter andet visit finder agent Tarek sine billetter frem til krybbespillet. Det er til premieren, men agenterne beslutter sig for at afbryde generalprøven. De drager straks af sted til kirken, hvor de parkerer og kigger bekymret på kirken. Sælsom musik emmer fra bygningen, og de finder våben frem og planlægger deres angrebsrutine. Sherlock bliver tilbage, Snyde afslører, hvad der er i den kuffert (som Peter har erhvervet for et agent point), som han har vogtet over – nemlig en granatkaster – og Tarek og Trevor sniger sig op til kirken, hvor de titter ind, og de ser en sælsom skikkelse iført en sær ansigtsløs maske stående i præstens sted ved alteret. De finder våben frem.

Agenterne stormer kirken – herunder også Sherlock – og imens ødelægges orglet og lyskilder udefra af Snyde med hans våben.

Peters pludselige indsigt

Pludselig går det op for Peter, hvad det er, der foregår. Den gamle mand har sat lyskæderne op som Elder Sign og ikke et pentagram, og at dette tegn har holdt den skadelige indflydelse af Kongen i gult tilbage. Det ved hans karakter ikke noget om, og Peter konstruerer svaret og gør det gældende via ledetrådsmekanikken (tidligere anvendt i S01E04b). Pludselig har agent Snyde den rette indsigt, og han begynder at begribe, hvad der skal gøres. Tegnet kan holde fjenden tilbage.

Stormen på kirken

Mens de tre andre agenter trænger ind i den mørklagte kirke, der er fyldt med paniske børn og deres forældre, der farer forvildet rundt i den mørke kirke, forsøger agent Snyde at ridse tegnet i kirkens dør. Inde i kirken skydes hen over hovederne på de sagesløse, og kugle efter kugle brager ind i den mørke skikkelse, som troner oppe ved altret. Skikkelsen rager unaturligt højt op, bærer en ansigtsløs maske langs hvis rand tentakler vrider sig i en unaturlig dans. Skikkelsens klæder forvandles til lasede stumper i takt med, at kuglerne brager ind i skikkelsen. Den besatte præsts krop kollapser under kugleregnen, og den dæmoniske udsending fra Carcosa forsvinder efterladende liget af en sønderskudt præst i hans blodige ornat. Myndighederne i fartøjer med vekslende blåt og rødt lysskær afbryder festlighederne, og agenterne forsvinder i natten.

Manuskriptet

Agenterne får øje på en gammel tekst, som ligger oppe ved altret, og mens alt er kaos, skynder de sig at erhverve det, hvorefter de forsvinder.

De undersøger teksten, og kommer frem til, at teksten ejedes oprindeligt af Agatha Jones, der gik bort i en alder af 86. Hun døde uden arvinger, og hendes efterladenskaber gik til St. Claire kirke, som bortsolgte dødsboet. Hendes fader var Earl Jones, der var en velhavende købmand og byrådsmedlem, der i sin tid var medlem af KKK, og det på ingen køn måde.

Teksten er ‘Kongens fejring i Carcosa i tre akter’, udgivet på Exodus Press Michigan 1876, redigeret af Reverend Mitch Halverston. Stykket handler om kongen af Ythill, der sidder i sit palads Haon-Dor i byen Carcosa på Halis bred. Kongen er magtfuld, mens han undergang varsles af Phantomvarsleren, der bærer Masken, der ikke er en maske, ved et storslået optog gennem byen. Undergangen er en følge af, at den sociale orden er brudt, og vilde mænd i bersærkergang ville lægge alt i ruiner.

Teksten menes at være en alternativ gendigtning af Marlowes tabte teaterstykke Kongen i laser og pjalter, der siden blev gendigtet som Kongen i gult.

(Sanity 1d6+1, Cthulhu Mythos +4%)

Men spillet slutter ikke

Vi er egentlig i aftenens slutspil, men her tog spillet en ny drejning ingen af os havde set komme. Sidst jeg havde en kampagne tage en sådan drejning, kostede det en karakter livet, dræbt af hans bedste ven.

Agent Tarek og Trevor sidder i afdøde agent Sharps hemmelige bunker, hvor de har været ‘under jorden’ i tre dage, hvor agent Tarek har studeret skuespillet. Thomas indkasserer sine Cthulhu Mythos-point, og jeg ruller for tabet af sanity-point, hvor jeg ruller maksimalt på terningen. For at afspejle tabet beskriver jeg, hvorledes agent Tarek bliver stadig mere manisk og sær, da han afkoder adskillelige trylleformler i bogen, der tillader ham at hidkalde væsner, skabe fortryllede fløjter og fremdrage sælsom dis fra Releh.

Bemærk, at det følgende spil er guidet ud fra terningerne. Det betyder, at hver gang en spiller ønsker at opnå en succesfuld handling, inddrages terningerne til at sende spillet i den ene eller den anden retning. Det bliver til en serie af Schrödingers terningeslag.

Dette bekymrer agent Trevor, da han vågner en nat lyttende til Tarek, der i søvne gengiver teaterstykket, og Trevor frygter for, at hans kollega er underlagt skuespillets skadelige indflydelse. Agent Trevor står op, lister sig hen til agent Tarek og forsøger at tage manuskriptet fra ham – og her beder jeg Kasper rulle terninger, og Kasper slår 100%, hvilket er omtrent så galt, som muligt – og netop som agent Trevor forsøger at tage stykket fra agent Tarek, åbner han øjnene, og de to agenter med hver deres greb om heftet stirrer de hinanden i øjnene. Agent Tarek er panisk, og han griber ud efter sin gøb under hovedpuden – Kasper vil gerne tale Tarek ned, og spørger om det kan gøres med et færdighedscheck. Jeg lader Kasper og Thomas rulle imod hinanden, og Kasper har succes, mens Thomas fejler, og jeg afgør, at agent Trevor får talt Tarek ud af sin paniske tilstand (dvs. at Thomas’ karakter er ikke ‘overtalt’ til en bestemt handling, men at hans karakter er talt ud af en sindstilstand, men karakteren har stadig et frit råderum) – og agent Trevor udnytter muligheden til at forklare sig over agent Tarek. Trevor forklarer, at han ‘bare’ gerne ville kigge på teksten, og de to agenter beslutter sig for at brygge noget kaffe og sammen studere teksten. Kasper forsøger denne gang at overraske Thomas ved at agent Trevor pludselige slynger sin kaffe i hovedet på agent Tarek, men Kasper fumler for anden gang sit rul, og alting går galt igen. Denne gang har Tarek en kniv for struben af Trevor, og han får tvunget ham i håndjern. Stemningen er intens mellem agenterne, da vi ikke ved, hvilken vej tingene vil gå, men Tarek er nysgerrig. Han vil vide, hvorfor agent Trevor opfører sig så sært. Det ender med, at agent Tarek ringer til sin konfidante, agent Sherlock, der stadig er i Wilmington med agent Snyde, der følger telefonsamtalen, og derefter haster af sted til bunkeren. Agent Snyde dukker op i bunkeren, spiller smart og lytter til de to agenters historie, men fejler sit færdighedsrul spektakulært, da han skal aflæse situationen, og Peter spenderer et Forfaldspoint, ruller nu en succes, og da Thomas/Tarek for et øjeblik lader sig distrahere, planter Snyde sin gøb ved Tareks tinding, og rollerne er byttet om. Agent Tarek er snart i håndjern, manuskriptet bliver brændt, og der bliver ringet efter en blå vogn til agent Tarek.

Andetsteds oplever vi agenterne i celle S re-evaluere de navngivne kugler, som de har udvekslet.

Afsluttende bemærkning

Skuespillet er gået tabt, og de spændende formularer, som Tarek fandt er forlist. Forholdet mellem agenterne i celle T er dejligt anstrengt, og vi glæder os til at se agent Tarek efter sin tur i behandlingssystemet næste gang, vi skal spille.

VI snakkede om køb af missioner, men selvom der ligger og lurer nogle ideer (og et monster i agent Sherlock beboelseskompleks), så valgte ingen at købe sæsonafslutningen.

I sæsonafslutningen vil blive introduceret de to manglende agenter, der skal fylde hullerne ud i celle S og celle T.